Ungarnopstanden
Ungarnopstanden var en af de vigtigste begivenheder i det Sovjet dominerede Østeuropa. Den var ikke kun betydningsfuld, fordi den blev så dramatisk og blodig, men også fordi den ungarske arbejderklasse i oktober-november 1956 i praksis organiserede et alternativ til den sovjetiske form for socialisme.
Den stalinistiske terror i Ungarn i begyndelsen af 1950'erne var muligvis den hårdeste i hele Østeuropa. I juli 1956 blev partichefen, Matyas Rákosi, efter pres fra Moskva erstattet med Ernö Gerö. På dette tidspunkt fandtes der især blandt forfatterne og studenterne en omfattende politisk aktivitet, og afsættelsen af Rákosi stimulerede dem yderligere.
«Foråret i oktober» i Polen influerede også stærkt på den politiske stemning i Ungarn. Den litterære Petöfi-klub og studenterne i Budapest krævede den 23. oktober at få lov til at arrangere en solidaritetsdemonstration med polakkerne. Der blev oplæst en række politiske krav til partiledelsen. De vigtigste bestod i ligestilling i forholdet til Sovjetunionen, fjernelse af Rákosis folk fra partiet, at Imre Nagy måtte med i regeringen og at handelsaftalerne mellem Ungarn og Sovjetunionen måtte genforhandles.
I løbet af kort tid var hele Budapest i oprør. Der blev fremskaffet våben ved at soldater enten lod demonstranterne få deres geværer, eller ved at de sluttede sig til dem. Partiledelsen med Ernö Gerö i spidsen reagerede ved at bede de sovjetiske garnisoner om at genoprette ro og orden. Tidligt om morgenen den 24. oktober trængte sovjetiske panservogne ind i byen, og blev mødt med rasende modstand. Om natten var Imre Nagy blevet udnævnt til premierminister, og han forsøgte gennem en radiotale at overtale folk til at nedlægge våbnene, men uden at det lykkedes.
Arbejderklassen spillede fra første øjeblik hovedrollen i den væbnede kamp mod de sovjetiske styrker og det ungarske hemmelige politi, AOV. Samtidig begyndte arbejderne at organisere opstanden politisk. Allerede den 24. oktober blev de første arbejderråd dannet i Budapest. I dagene som fulgte, blev tilsvarende råd dannet ved de fleste fabriker, på jernbanestationerne og i hæren. Rådenes vigtigste opgave var at organisere kampen og holde samfundets livsvigtige funktioner i gang. Efterhånden som opstanden spredte sig ud over landet, opstod der arbejderråd i langt de fleste byer. Især rådene i Györ og Miskolc var godt organiseret. På landet blev der dannet nationale råd, som overtog driften af kollektivbrugene. Ingen jord blev givet tilbage til godsejerne, men medlemskabet af kollektivbrugene blev gjort frivillig.
Efter nogle dages kampe trak de sovjetiske styrker sig ud af Budapest. Frem til det andet sovjetiske angreb var det en klassisk situation med dobbeltmagt: På den ene side regeringen, ledet af Imre Nagy, på den anden siden rådene, som stadig udbyggede deres organisation og magt.
De forskellige råd var kun villige til at anerkende regeringen, hvis den accepterede deres hovedkrav. De varierede men de fleste var koncentreret om 1. våbenhvile, 2. tilbagetrækning af de sovjetiske styrker inden udgangen af året, 3. frie valg. Regeringen blev udsat for et stadig større pres og i slutningen af oktober gav Imre Nagy udtryk for fuld støtte til rådene. János Kádár som havde overtaget posten som partichef efter Ernö Gerö proklamerede revolutionens sejr.
Men de sovjetiske styrker fortsatte med at strømme ind i landet. Nagy protesterede og påpegede, at dette var en krænkelse af principperne i Warszawapagten. Som en sidste udvej erklærede Nagy, at Ungarn var trådt ud af Warszawapagten, og sendte noter til de fire stormagter og FN og bad om, at Ungarns neutralitet måtte blive respekteret.
Om morgenen den 4. november talte János Kádár «fra et sted i Øst Ungarn». Han var deserteret fra Nagys regering og havde stillet sig i spidsen for en arbejder- og bonderegering, som havde bedt Sovjetunionen om at redde landet fra den «fascistiske kontrarevolution». Sovjethæren var allerede da gået til angreb på Budapest og andre byer med 150.000 soldater og 6.000 kampvogne. Den mødte desperat modstand i stålbyen Dunapentele, i minebyen Pecs og i Budapest - især i industriområderne Csepel og Ujpest. Efter ti dage var al militær modstand af betydning slut. Sporadiske kampe kom imidlertid til at fortsætte ind i 1957. Men selv efter den sovjetiske intervention fortsatte arbejderrådene med at fungere. Først den 17. november 1957 blev arbejderrådene opløst og erstattet med partikontrollerede værkstedsråd.
Opstanden i Ungarn krævede store ofre. Mellem 20.000 og 30.000 ungarere faldt i kampene. Sovjethæren led tab på mellem 3.500 og 7.000 soldater. Efter at opstanden var blevet knust, blev yderligere tusinder henrettet og titusinder arresteret. Mange af dem blev deporteret til Sibirien. Ca. 200.000 flygtede til Østrig. Imre Nagy havde søgt tilflugt i den jugoslaviske ambassade, og blev efter løfte om frit lejde arresteret og sandsynligvis sendt til Rumænien. I 1958 blev det meddelt, at han var henrettet.
Både i Sovjetunionen og i Vesteuropa er det hårdnakket blevet hævdet, at formålet med opstanden var at genoprette kapitalistiske ejendomsforhold og produktionsmåde. Selv om venstrefløjen med undtagelse af de Moskvatro kommunistpartier, tog afstand fra den brutale sovjetiske intervention, tenderede den alligevel oprindelig mod at betragte opstanden som udelukkende et nationalt og borgerligt oprør.
I de senere år har man imidlertid i højere grad erkendt, at der var tale om en genuin folkelig og proletarisk opstand mod et stalinistisk partidespoti. En spontan folkeopstand er naturlig nok ikke politisk sammenhængende, og forskellige politiske synspunkter kom da også til udtryk under opstanden. Men arbejdernes organisering viste, at arbejderklassens politiske traditioner havde overlevet den stalinistiske terror. De ungarske arbejdere og bønder viste, at kun en demokratisk rådsmagt kunne sikre dem kontrollen over produktionen og deres eget liv.
Sidst ajourført: 1/12 2006
Læst af: 56.003