Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

FN

Vesten lagde i oktober-november 2023 FN som fredens organisation i graven med deres uforbeholdne støtte til Israels krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord i Palæstina. Folkemordet skrællede 500  års civilisatorisk udvikling bort og sendte verden tilbage til Middelalderen. De ansvarlige er følgende lande: Israel, USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Polen, Italien, Danmark, Nederlandene, Belgien, Østrig, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Bulgarien, Kroatien, Grækenland.

FN blev formelt oprettet i efteråret 1945. Organisationen skulle erstatte Folkeforbundet, som havde fejlet i sin hovedopgave: at stoppe aggression og hindre krig. Churchill ønskede primært et organ for samarbejde mellem regionale sikkerhedsorganisationer, mens Roosevelt ville have en universel verdensomspændende organisation. Resultatet blev et kompromis, som også Sovjetunionen kunne acceptere. FN's sikkerhedsråd blev gjort til det centrale organ i den nye sikkerhedsordningen, men regionale organisationer blev også tilladt. Efterhånden kom de regionale organisationer (NATO, WTO etc.) til at dominere det sikkerhedspolitiske billede. Alligevel har sikkerhedsrådet bevaret vigtige funktioner og myndighed - specielt i konflikter hvor stormagtsinteresser er mindre direkte berørt. FN har derfor ikke lidt samme triste skæbne som Folkeforbundet.

FN har samtidig mange opgaver på felter udover det rent sikkerhedspolitiske. Organisationen spiller en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel osv. Den stadige udvidelse af opgaverne har ført til oprettelse af et stort antal ekspertgrupper og koordineringsudvalg, udvidelse af sekretariatet og flere specialorganisationer. Alt i alt er FN med specialorganisationerne blevet et uerstattelig element i vore dages internationale system.

Ved sin oprettelse havde FN 51 medlemsnationer (med selvstændig medlemskab for de daværende sovjetiske delstater Hviderusland og Ukraine for at skabe mere balance i øst-vest-forholdet). Den vestlige verden var i klar overvægt og kunne regne med at vinde de fleste afstemninger. Stormagterne var først tilbageholdende med at optage nye lande som medlemmer, men siden 1955 er praktisk talt alle stater blevet medlemmer, dersom de selv har ønsket det. Undtagelsen har været de delte lande: Tyskland (til 1973), Korea og Vietnam (til 1977). Folkerepublikken Kina overtog Taiwans plads i FN og Sikkerhedsrådet i 1972, efter at USA havde opgivet sin modstand mod dette skift. Alligevel er den vigtigste udvidelse af medlemsmassen sket som et resultat af afkoloniseringen i Afrika og Asien. Sammen med de latinamerikanske lande kan de vinde enhver afstemning, og deres indflydelse har i betydelig udstrækning ført til ændringer af organisationens karakter, f.eks. ved at udviklingslandenes problemer har fået en meget mere central plads i FN's virksomhed.

De enkelte organer

Sikkerhedsrådet består af 15 medlemmer hvoraf de 5 faste (Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA) har vetoret. Rådet har hovedansvaret for sikkerhedsproblemerne i verden, men er handlingslammet hvis et af de faste medlemmer nedlægger veto mod et forslag. I teorien kan rådet pålægge FN's medlemslande at deltage i økonomiske, kommunikationsmæssige og militære sanktioner mod en stat som repræsenterer en trussel mod freden. Militære sanktioner er aldrig blevet pålagt. Selv under Koreakrisen hvor Sovjetunionen boykottede rådets møder, nøjedes rådet med en henstilling til FN's medlemmer om at deltage i de militære operationer under USA's ledelse. Det var oprindelig meningen, at FN skulle udstyres med egne styrker som skulle kunne indsættes mod aggressorer, men stormagterne blev hurtigt uenige om organiseringen.

Alle medlemmer har sæde i generalforsamlingen, men bare en stemme hver, uanset størrelse og magt i det internationale samfund. Vigtige beslutninger kræver 2/3 flertal. Generalforsamlingen er opdelt i 7 faste komitéer og en række underkomitéer. Mere interessant er dannelsen af uformelle regionale grupper: den latinamerikanske, den østeuropæiske, den arabiske osv. De bedste tillidshverv i FN går på omgang mellem disse regionale grupper. Generalforsamlingen er det FN-organ, som har den bredeste kompetence, men man kan ikke sige, at den har den øverste myndighed på alle områder. I spørgsmål om fred og sikkerhed har Sikkerhedsrådet et specielt ansvar, og Generalforsamlingen kan ikke gribe direkte ind i sager, som er til behandling i rådet. I praksis har forsamlingen imidlertid også taget sådanne spørgsmål op, når rådet har været sat ud af funktion pga. veto fra et af de faste medlemmer.

Det økonomiske og sociale råd (ECOSOC) har 54 medlemmer valgt af Generalforsamlingen. Dette råd har hovedansvaret for at foreslå og stimulere tiltag til fremme af den økonomiske og sociale udvikling i verden. Det får regelmæssige rapporter fra specialorganisationerne og har den vigtige opgave at koordinere disse organisationers mangfoldige virksomhed. Der har fundet en vis decentralisering af rådets virksomhed sted med oprettelsen af regionale økonomiske kommissioner for Europa, Asien og Stillehavsområdet, Syd- og Mellemamerika, samt Afrika.

Tilsynsrådet blev oprettet udfra FN-pagten for at føre en vis kontrol med ikke-selvstyrende områder. I 1950 stod i alt 11 sådanne områder under FN's tilsyn, men der er i dag ikke flere tilbage på denne liste. Generalforsamlingen besluttede i 1966 at fratage Sydafrika Namibia, som det indtil da havde haft som mandatområde. FN oprettede dernæst et selvstændig råd for Namibia og udpegede sin egen FN-kommissær for området - hvilket dog ikke hindrede apartheid-Sydafrika i at fastholde den økonomiske, politiske og militære kontrol over landet helt frem til dets selvstændighed i 1990.

Den mellemfolkelige domstol er et organ, som FN i det væsentligste har overtaget fra Folkeforbundet. Den kan dømme i alle sager, som parterne er enige om at forelægge. Hvis en stat ønsker at binde sig til generelt at godkende domstolens myndighed, kræves der en speciel erklæring. Kun omkring 1/3 af FN's medlemslande har været villige til at gøre dette. Domstolens rolle i det internationale samfund må derfor siges at være beskeden. Det er især stormagterne der sidder domstolens afgørelser overhørige. I 1987 dømte domstolen USA for dets hemmelige krig mod Nicaragua, men USA valgte at ignorere dommen og kravet om omfattende krigsskadeerstatning til Nicaragua.

Det sidste vigtige organ er sekretariatet med generalsekretæren som leder. I FN er generalsekretæren ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en vigtig politisk rolle. Han kan henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på alle forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Det var særlig i Dag Hammarskölds embedsperiode (1953-61), at denne myndighed blev forsøgt udnyttet. Det bragte Hammarsköld i konflikt med flere medlemslande - først og fremmest med Sovjetunionen. Sovjetiske forsøg på at oprette en ny ordning med tre generalsekretærer måtte imidlertid opgives. Generalsekretæren er ansvarlig for alle udnævnelser til sekretariatet. Alligevel eksisterer der en kvoteordning, således at man kan undgå grov over- eller underrepræsentation fra bestemte stater og regioner.

Virksomhed

Sikringen af freden og udviklingen af venskabelig forhold mellem staterne har formelt været det vigtigste mål for FN, siden organisationen blev oprettet. I mange konflikter hvor stormagterne ikke har været direkte engageret på begge sider, har FN også kunnet yde værdifulde bidrag. Eksempler er kolonikrigen mellem Indonesien og Holland i 1947, konflikten i Libanon i 1958 og i en vis udstrækning fra 1964 i Cypernkonflikten. Men verden har også oplevet en række blodige konflikter, hvor FN's indflydelse har været minimal. Vigtigst har været USA's krig i Indokina (1965-75), Sovjets invasion af Afghanistan (1980-90) og USA's krig mod Mellemamerika (1982-89). I Koreakrigen (1950-53) blev FN i realiteten brugt til at retfærdiggøre vestmagternes forsøg på at standse nordkoreanernes militære intervention.

Metoderne i fredsarbejdet er varierende. De strækker sig fra debatter og resolutioner i FN-organerne til oprettelsen af såkaldte fredsbevarende styrker. Mellem disse former falder mæglingsforsøg, «factfinding commissions» og militære observatørkorps. Den første fredsbevarende styrke blev sendt til Mellemøsten i 1956. Senere fulgte Congo-operationerne (1960-64), styrken på Cypern (fra 1964) og nyt engagement i Mellemøsten fra 1973.

Nedrustningsproblematikken har indtaget en vigtig plads i FN's fredsarbejde. Det langsigtede mål er generel og fuldstændig nedrustning under international kontrol. I 1961 lykkedes det Sovjetunionen og USA at udarbejde en fælles principerklæring for nedrustningsforhandlinger, men videre nåede man ikke. FN har formelt set stået fadder til en del af de rustningskontrolaftaler, som er blevet undertegnet i løbet af de sidste 15 år, og har også bidraget til, at repræsentanter for de små lande er kommet med i forhandlingsprocessen. Intet af dette har dog kunnet lægge en reel dæmper på øgningen i rustningsniveauet i verden.

Derimod kan organisationen henvise til håndgribelige resultater i arbejdet med afviklingen af kolonisystemet. Tilsynsrådets rolle er allerede nævnt. I 1960 vedtog generalforsamlingen en vigtig erklæring om afviklingen af kolonisystemet og oprettede en speciel komité for at sætte gang i afkoloniseringsprocessen. I komitéen har der været hyppige sammenstød mellem militante stater i Afrika og de vestlige lande. Komitéen har opfordret medlemslandene til at give de nationale befrielsesbevægelser materiel og moralsk støtte. Komitéens arbejdsområde omfatter fortsat omkring 20 forskellige koloniområder - deriblandt Puerto Rico, der har været besat af USA i 100 år.

Siden slutningen af 60'erne har udviklingslandenes problemer indtaget en stadig vigtigere plads i organisationens virksomhed. I 1960 vedtog Generalforsamlingen at 1960'erne skulle kaldes FN's udviklingstiår. Resultaterne blev imidlertid magre, og et nyt udviklingstiår blev startet i 1971. Hovedkanalen for FN's og specialorganisationernes udviklingsvirksomhed er FN's udviklingsprogram (UNDP). Det bliver financieret ved frivillige bidrag fra mange lande. Virkningen af de mange programmer er antagelig stærkt varierende. Et vigtig organ for udviklingspolitikken i 70'erne og 80'ene var FN's Konference for handel og udvikling (se UNCTAD). Det var især gennem denne, u-landene fremførte kravet om en Ny økonomisk Verdensorden, men pga. de vestlige landes modvilje mod at give u-landene økonomiske indrømmelser, måtte disse bestræbelser indstilles.

FN har også betydet meget i kampen for menneskerettighederne. Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget i Generalforsamlingen i 1948. Siden er der blevet udarbejdet to folkeretsligt bindende konventioner, som trådte i kraft i 1976 efter at 35 stater havde ratificeret dem. FN's menneskerettighedskommission er alligevel betydelig hæmmet i sit arbejde pga. princippet om ikke-indblanding i staters indre anliggender.

Verdensorganisationen er desuden virksom på en lang række andre områder, f.eks. flygtningearbejde, miljøbeskyttelse, fredelig brug af atomkraft, og udviklingen af folkeretten på andre områder (bl.a. havret).

De sidste år har FN organiseret mange store konferencer om centrale problemer i international politik, f.eks. truslen mod miljøet, befolkningseksplosionen, fødevaremangelen, kvindeundertrykkelse osv. Få af disse har ført til effektive politiske programmer, men de har utvivlsomt bidraget til at understrege alvoren i en del af de udfordringer, menneskeheden står overfor.

Der er i perioder blevet fremsat forslag om udvidelse af FN's mandatområde og en mere aktiv indsats fra organisationen. Det skete bl.a. i kølvandet på omvæltningerne i Østeuropa i 1989-90. USA indledte året efter Golfkrigen mod Iraq og på baggrund af disse erfaringer proklamerede daværende præsident George Bush The new Worldorder (Den ny Verdensorden), hvor tanken bl.a. var at give verdensorganisationen en mere udfarende militær og politisk rolle. En udvikling USA ville have fuld kontrol over som eneste tilbageværende supermagt, men bl.a. den efterfølgende militære invasion af Somalia under FN flag viste, at strategien var problematisk. Omstruktureringsdiskussionerne er siden blevet indskrænket til at give de nye økonomiske sværvægtere - Tyskland, Japan, Indien, Brasilien - permanent plads i Sikkerhedsrådet.

Venstrefløjen har et blandet forhold til FN, der spænder fra anerkendelse af organisationens fredsbevarende virke og initiativer på en lang række overnationale områder, til fordømmelse af organisationen som et instrument for de stærkeste kræfter i verden - for tiden med USA i spidsen.

K.Sk.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 13/11 2023

Læst af: 187.857