 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Westernfilm
Westernfilm er en filmform som blev udbredt, endnu før Hollywood blev Hollywood og egentlig endnu før filmen blev film; Den første film om togrøverier blev produceret i 1903 (af Edwin S. Porter), og den var den første der tog nærbilledet i brug som virkemiddel. Som fadder til westernfilmen er forsøgsvis blevet foreslået middelalderens ridderdigtning, skillingsviserne, James Fennimore Coopers indianerskildringer samt både historiske romaner og kolportagelitteratur fra forrige århundrede.
Så snart filmen overtog rollen som opium for folket - omkring 1908-10 da det verdensomspændende distributionsnet var etableret - indtog westernfilmen sammen med kærlighedsfilmen og historiske udstyrsstykker en delt førsteplads på repertoirerne. Den plads har westernfilmen bevaret.
Det er sælsomt og samtidig let at forstå. Sælsomt fordi den egentlig er et reagensglasprodukt - så og så meget snuhed, drab, heltemod og aftensol. Let at forstå fordi den almindelige biografbesøgende lettere kan identificere sig med westernheltene, end at forestille sig sine nærmeste eller sig selv som baronesse eller forfulgt uskyld, børskonge eller prins af Arkadien. Bekræftende slutsceneomfavnelser står sig godt i al slags vejr, og seksløberen har man gennem hele århundredet kunnet købe for en ugeløn.
Egentlig er westernfilmen vor tids commedia dell'arte. Fuldt ud tilfredsstillende forestillinger kunne opføres i et tomt rom og af medvirkende i jeans og balkjoler med indlysende karakteristikker på: skurkene, heltene, indianerne og hvide, heltinde, jomfru og bordelmutter, sherif, drukkenbolten, doktor og/eller præst, en sjælden gang en dum neger og en folkemængde - altid dum. Man kan i nyere westernfilm iagtage eksperimenter med op til tre karakteristikker på samme figur; Det kalder seriøse filmkritikere for særligt interessante fornyelser.
Først og fremmest har westernfilm ustandselig været en glad og god forretning, som holder sig langt borte fra det kapitalstærke producenter ofte frygter mest: Den væmmelige virkelighed. Til gengæld er filmhistoriens ældste anmeldervittighed, at der er omkommet flere indianere på det hvide lærred end i virkeligheden.
Med ovenstående visdomsord i tankerne kan man trygt give sig westernfilmen i vold og nyde det eventyrlige landskab, uanset om det er i Arizona eller Texas eller de til tider rimeligere erstatninger i Spanien eller Italien. Slanger og gringos, indianere og frække fruentimmere lurer om hvert et hjørne, som andre farer lurer i andre verdener. Købet af billetten bekræfter en aftale mellem producent og biografgænger: Heltene skal gå så grusomt meget igennem også - og i mellemtiden har man som regel fået set både floder og hurtige heste.
De første westernfilm blev lavet af folk, som selv havde kendt pionererne der «erobrede» det nordamerikanske kontinent. Men bladrer man i filmhistorien opdager man, at nogle af de «bedste» westernfilm er lavet af den talentfulde lille flok af jødiske filmarbejdere, som via Paris og London søgte til Hollywood på flugt fra nazismen i 1930'erne. En forklaring - den accepterede - er, at de valgte formen fordi den bød på fortællertekniske udfordringer: Enkle skikkelser og klare konflikter. Måske var det ikke så enkelt. Måske oplevede de den som en raffineret, abstrakt leg i en sælsom og fængslende, sluttet form, for det er det, den er.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.973