Wigforss, Ernst
 |
| Ernst Wigforss |
Wigforss (1881-1977) var det svenske socialdemokratis økonomiske troldmand og grundlæggeren af en af verdens mest avancerede velfærdsstater. Ernst Wigforss var filolog og sprogforsker, skrev bøger om sydsvenske dialekter og var docent i Lund 1913-18, da han blev valgt ind i Riksdagen. Han sad i Riksdagen til 1953, afbrudt af posten som finansminister i de socialdemokratiske regeringer Sandler (1925-26) og Per Albin Hansson (1932-36 og 1936-49).
Som politiker var han kendetegnet ved et usædvanligt klart intellekt, som stimulerede snarere end skræmte omgivelserne. Han fattede tidlig interesse for marxisme og økonomisk politik, men hævdede selv at det var svenske og engelske, snarere end tyske og kontinentale tanker som modnede ham som økonom. Specielt stærk var påvirkningen fra de britiske fabianere; Han stod dem nær som åndstype, og mente selv at han som finanspolitiker førte deres og ikke Keynes' politik.
Hans virke som finansminister ledede Sveriges overgang til underskudsbudgettering og modkonjunkturpolitik. Sammen med A. P. Møller gik han ind for en radikal arbejdsløshedspolitik, financieret med høje, progressive skatter. Frem til krisen i 1973 var denne økonomiske politik grundlaget for Sveriges financielle velstand, og påkaldte sig stor international opmærksomhed. Wigforss deltog som pensionist ivrigt i debatten om baggrunden og gennemførelsen af 1930'ernes ekspansionisme. Hans selvbiografi i tre bind, «Minnen» (1950-54), er et hovedværk til at forstå den særegne svenske akademikersocialisme, hvor Wigforss må regnes som en arvtager efter Hjalmar Branting.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.932