 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Branting, Hjalmar
 |
| Hjalmar Branting |
Branting (1860-1925), det svenske socialdemokratis politiske grundlægger, var en arbejderleder af klassisk nordisk format. Han stammede fra en skoleslægt, af uddannelse var han akademiker, af fag litteratur- og teateranmelder, af karriere rigsdagsmand og redaktør (chefredaktør på Socialdemokraten 1897-1917) og af politisk anlæg 100 % parlamentariker. Han var det personlige offentlighedscentrum i svensk arbejderbevægelse fra 1880'erne og frem til første verdenskrig. Teoretisk videreførte han den bernsteinske revisionisme til den særnordiske integrationslære om arbejderbevægelsen, der «vokser ind i» samfund og stat. Politisk var han ministersocialist så tidligt som i 1890'erne. I 1917 blev han finansminister i Edens liberal-socialdemokratiske samlingsregering, og ledede senere Sveriges tre første arbejderregeringer (1920, 1921-23 og 1924-25).
Ideologisk havde han i sine tidlige år et islæt af revolutionær marxisme. Han troede på arbejderklassens relative forarmning, men året 1917 bragte ham på linie med oktoberrevolutionens modstandere: Han støttede fra slutningen af verdenskrigen højresocialismen, engagerede sig i internationale spørgsmål og satsede sin prestige på opbygningen af Folkeforbundet. Han skrev medrivende om stemmeretssagen og mod militærvæsenet og stod i kulturdebatten i en radikal position. Hans indflydelse i svensk arbejderbevægelse kan følges frem til i dag, i socialdemokraternes pro-intellektuelle og ministerielle traditioner. Han spillede en rolle i udviklingen af den tidlige norske arbejderbevægelse på grund af sit standpunkt til fordel for Norges sag i den tilspidsede unionskonflikt, 1895-1905, og han var et stærkt kort for socialisterne i Norge. I nordisk arbejderbevægelse blev han en folkefører, der nogle gange blev hyldet som model og holdt op for mere radikale socialister - eksempelvis for det norske socialdemokrati - som forbillede for sandt og moderat arbejderlederskab. For eftertiden står han som en radikal fra den interessante tid, da arbejderpolitikken var afhængig af den borgerlige offentlighed, og fandt de ledere der udtrykte sig gennem denne.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.718