Fransk Polynesien
| Befolkning | 303.000 |
| Valuta | CPF francs |
| Areal | 4.000 Km2 |
| Hovedstad | Papeete |
| Befolkningstæthed | 57,7 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Dette område er beliggende i den sydøstlige del af Polynesien. De fleste af øerne har vulkansk oprindelse og er omgivet af koralrev. Landskabet er generelt bjergrigt og klimaet er tropisk med betydelig nedbør. Jorden er relativt frugtbar, hvilket giver mulighed for landbrug. «Windward» og «Leeward» øerne er en del af Society øgruppen. Frankrig har gennem 26 år gennemført omfattende atomprøvesprængninger i området, hvilket har medført betydelige skader på miljø og mennesker.
Folket: Polynesiere 78%, kinesere 12%, efterkommere af franskmænd 6%.
Religion: Overvejende kristen. Protestanter (54 %), katolikker (30 %)
Sprog: Fransk og tahitisk (officielle)
Politiske partier: Tahoeraa Huiraatira (søsterparti til det franske RPR, konservativt orienteret). Pupu Here Aia (tilhængere af autonomi); Aia Api (koalition af partier); Tavini Huiraatira (bevægelse for uafhængighed og mod de franske atomprøvesprængninger)
Sociale organisationer: Stillehavets kristne faglige Landsorganisation; Føderationen af fagforeninger i fransk Polynesien; den lokale afdeling af CGT
Officielt navn: Territoire d'Outre-Mer de la Polynésie française.
Administrativ inddeling: 5 områder: «Windward» øerne der består af Tahití, Murea (Moorea), Maio; dets centrum er distriktet Papeete. «Leeward» øerne og regeringen i Utoroa på Ralatea øen. Består endvidere af øerne Huahine, Tahaa, Bora-Bora og Maupiti. Tuamotu og Gambier øgrupperne. Marquesas øerne.
Hovedstad: Papeete, 126.000 indb. (2003).
Andre større byer: Punaauia, 22.700 indb.; Pirae, 16.200 indb. (2000).
Regering: Den franske regering er siden maj 2016 repræsenteret ved højkommissær René Bidal, der har kontrol over forsvaret, udenrigspolitikken og retsvæsenet.
Premierminister siden maj 2009 er Gaston Tong Sang. Lokalparlamentet har 57 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode. Det vælger et ministerråd og en præsident. Præsident siden september 2014 er Édouard Fritch.
Væbnede styrker: Frankrig er ansvarlig for landets forsvar
Der eksisterer forskellige historiske teorier omkring Polynesiens første indbyggere. Nogle mener de stammer fra Latinamerika, andre at de stammer fra Indonesien, men spørgsmålet er endnu uløst.
I 1840 blev øerne besat af Frankrig og trods modstand fra den indfødte befolkning blev de i 1880 gjort til fransk koloni under betegnelsen «de franske besiddelser i Oceanien». I 1958 blev de erklæret for fransk oversøisk territorium.
Bortset fra nogle indrømmelser på det lokalpolitiske plan, udøver Frankrig fortsat sin dominans over øerne. Kolonimagten har anvendt en hård hånd i omgangen med befolkning og øer pga. deres strategiske beliggenhed, og især fordi Frankrig siden 1966 har gennemført atomprøvesprængninger på Mururoa atollen. I 1975 udvidedes sprængningerne til Fangataufa atollen trods befolkningens modstand og protester fra andre lande i regionen - bl.a. New Zealand.
Kolonimagtens ubøjelige holdning har ført til en stadig kraftigere modstand fra selvstændighedsgrupper, der har bragt sagen for FN's afkoloniseringskomite, uden at det dog indtil nu har haft større virkninger.
Prøvesprængningerne i området har medført ødelæggelse af Tahitis traditionelle økonomi. Den er er nu i vid udstrækning afhængig af det franske militærbudget. For blot en generation siden var øerne overvejende selvforsynende. Ved slutningen af 1980'erne måtte 80 % af fødevarerne importeres.
Miljøet og befolkningens sundhed er blevet forværret over de seneste årtier, og der er sket en drastisk stigning i antallet af kræfttilfælde: hjernekræft, leukæmi og kræft i skjoldbruskkirtlen. Den franske regering er derfor i de senere år helt ophørt med at offentliggøre sundhedsstatistikker fra øerne.
I 1985 sprang det franske efterretningsvæsen Greenpeace skibet Rainbow Warrior i luften i New Zealand. Skibet var på vej til Mururoa for at protestere mod de franske atomprøvesprængninger. I 1992 besluttede den franske præsident François Mitterrand midlertidigt at indstille prøvesprængningerne, og Paris indledte forhandlinger med Papetee for at udforme en økonomisk plan, der kunne sikre regionens udvikling efter lukningen af militærbaserne i Mururoa og Fangataufa.
«Fremskridtspagten» mellem Paris og Fransk Polynesien er baseret på de samme principper som strukturrationaliseringsprogrammerne udformet af IMF. Dvs. liberalisering af økonomien, privatiseringer og balance på de offentlige budgetter. Paris lovede betydelig økonomisk støtte i perioden 1994-98 for at sikre planens succes. Alligevel ønsker selvstændighedspartiet Tavini Huiraatira («tjene folket» på polynesisk) - der ledes af Oscar Temaru og har 15 % af stemmerne - at gennemføre nationaliseringer og øge den gratis service.
I januar 1996 meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at prøvesprængningerne ville blive definitivt indstillet efter en ny serie kontroversielle sprængninger. Efter den første af disse sprængninger kom det til demonstrationer og sammenstød med det franske politi i Tahiti. To år efter atomprøvestoppet var turismen steget med 35 %.
I maj 1997 vandt det konservative Tahoeraa Huiraatira-RPR valget til Lokalforsamlingen, fulgt af selvstændighedstendenserne. I februar 98 kunne det konstateres, at turismen fra især Japan og Italien var steget med 35 % i 1997. Denne udvikling mentes at hænge sammen med erklæringen om, at atomprøvesprængningerne ville blive indstillet.
En fransk domstol kendte polynesiens præsident og medlem af det franske senat, Gaston Flosse, skyldig i korruption. I november 1999 fik Flosse en betinget dom på 2 års fængsel for at have modtaget flere titusinder dollars, til gengæld for at se gennem fingre med etableringen af illegale kasinoer i Tahiti. Flosse afviste imidlertid at træde tilbage og erklærede sig indstillet på at appellere dommen.
I maj 2001 vandt det franske regeringsparti, RPR's søsterparti, Tahoeraa Huiraatira valget, da det opnåede 28 pladser i parlamentet mod 13 til Tavini Huiraatira. Gaston Flosse blev valgt til premierminister med 29 stemmer, mens Tavini Huiraatiras Oscar Temaru fik 13.
I begyndelsen af 2002 viste statistikker, at turiststrømmen til øerne var faldet med 9,7% efter terrorangrebet på New York i september 2001. Fransk Polynesien er næst efter Fiji det vigtigste turistmål i regionen.
I juli 2003 besøgte den franske præsident Jacques Chirac for første gang Fransk Polynesien. Mens Flosse opvartede den franske præsident, organiserede lederen af selvstændighedsbevægelsen, Oscar Temaru en demonstration for at minde Chirac om at han «har pligt til at bringe Fransk Polynesien frem til selvstændighed og fuld suverænitet». Temaru boykottede samtidig den officielle modtagelse.
Chirac forsikrede polynesierne om, at iflg. studier fra det internationale atomenergiagentur, IAEA, at befolkningen hverken på kort eller langt sigt vil blive berørt af de atomprøvesprængninger, Frankrig gennem årene har gennemført i området. Alligevel erklærede præsidenten, at Frankrig af sikkerhedsmæssige årsager fortsat vil overvåge radioaktiviteten og den geologiske aktivitet i atollerne.
I oktober 2004 tabte Temaru en tillidsafstemning i parlamentet og blev erstattet med Flosse på premierministerposten. Temaru opfordrede til generalstrejke i protest mod at han blev fjernet og beskyldte Paris for at operere politisk mod hans person. Det blev dog afvist af Frankrig. Fjernelsen af premierministeren udløste omfattende demonstrationer i Papeetes gader.
I februar 2005 tabte den siddende regering igen en tillidsafstemning og blev erstattet med selvstændighedslederen Oscar Temaru. To årtiers Flosse regering blev dermed bragt til ende.
I juli 2005 udpegede Paris Anne Boquet som ny højkommissær til erstatning for Michel Mathieu, der ovortog en tilsvarende post i Kanaky. Posten var indtil Boquets ankomst udfyldt af Jacques Michaut.
Lokalparlamentet nægtede at mødes og følge med den franske regerings repræsentant i nuklear sikkerhed, Marcel Jurien de la Graviere, da denne i maj 2006 besøgte det franske atomtestområde på Muroroa atollen. I december blev præsident Temaru erstattet med Gaston Tong Sang.
En dansk kunstner blev arresteret af fransk politi, da han forsøgte at male toppen af Mont Blanc rød i protest mod de franske atomprøvesprængninger i fransk polynesien. Bjerget befinder sig på grænsen mellem Frankring og Italien.
Gaston Tong Sang blev i december 2006 valgt til præsident af parlamentet med 31 stemmer mod 26. Han repræsenterede det konservative pro-autonomi parti Tahoera'a Huiraatira. Allerede i juli 2007 blev Sang udsat for hård kritik fra Gaston Flosse, grundlæggeren af det parti Sang selv repræsenterede. Flosse kritiserede Sang for at være for eftergivende overfor andre parti. Andre pegede i stedet på, at Flosse selv ønskede at overtage præsidentposten, og det blev afsløret at Flosse havde holdt møder med oppositionen om netop dette. I august gennemførte parlamentet en mistillidsafstemning til præsidenten. Tahoera'a Huiraatira havde på forhånd forgæves opfordret Sang til at træde tilbage, men han blev væltet under afstemningen. Medlemmer af hans eget parti stemte også imod ham. I september overtog Oscar Temaru fra selvstændighedspartiet UPLD præsidentposten. Temaru faldt ved en mistillidsafstemning i april 2008, hvilket bragte Sang tilbage på posten. Han faldt atter i februar 2009, for blot at vende tilbage igen i november.
Gaston Flosse blev i maj 2013 valgt til præsident. Han havde i mere end 20 år været formand for det konservative parti, Tahoera'a Huiraatira, der gik ind for autonomi, men var imod selvstændighed. I 2006 var han blevet idømt 3 måneders betinget fængsel for korruption. Han havde misbrugt sine politiske forbindelser i forbindelse med et hotelkøb. Posten blev i september 2014 overtaget af Édouard Fritch.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 31/10 2017
Læst af: 71.968