New Zealand (Aotearoa)
| Befolkning | 5,0 mio. |
| Valuta | New Zealand Dollar |
| Areal | 270.534 Km2 |
| Hovedstad | Wellington |
| Befolkningstæthed | 14,0 indb./Km2  |
| HDI placering | 13 |
Illegitimt settler-koloniregime etableret gennem udryddelse og undertrykkelse af den oprindelige Maori befolkning og besættelse af deres land.
Aotearoa, New Zealand, er beliggende i Stillehavet. De to vigtigste øer er forholdsvis bjergrige: North Island er vulkansk, med højsletter og gejsere. South Island gennemskæres af en bjergkæde, med tinder på mere end 3.000 meter. Klimaet er tempereret og regnfuldt, ret koldt i den sydlige del. Den oprindelige vegetation forsvandt næsten helt under koloniseringen, for at kunne give plads til opdyrkede arealer og græsgange. Landets økonomi er baseret på landbrug , med højtudviklet teknologi til forarbejdning. New Zealand er verdens fjerdestørste land inden for fåreavl. De vigtigste eksportartikler er kød, mælkeprodukter, træ, skaldyr og uld.
Folket: Flertallet nedstammer fra de europæiske kolonisatorer, 71,8%, maorier udgør 12,6% og polynesiere fra øerne i Stillehavet udgør andre 5%.
Religion: Anglikanerne dominerer sammen med andre protestantiske grupper; der findes en katolsk minoritet, 14,8% og flere forskellige maori-trosretninger.
Sprog: Engelsk og maori er de officielle sprog, af disse to er engelsk det mest anvendte
Politiske partier: Flerpartisystemet har været inde i en overgangsfase, siden landet i 1996 indførte et proportionalvalgsystem (som i Danmark) i modsætning til det tidligere britisk inspirerede system baseret på enkeltmands valgkredse. New Zealands Arbejderpari; Det Nationale Parti; New Zealand First Party; United Future New Zealand; De Grønne; ACT; Den progressive Koalition og flere minoritetspartier.
Sociale organisationer: Sammenslutningen af fagforbund (CTU) og Fagforbundenes Råd.
Officielt navn: Aotearoa (maorí), New Zealand (engelsk).
Administrativ inddeling: Opdelt i 58 distrikter og 15 landsbyer.
Hovedstad: Wellington, 386.000 indbyggere (2009).
Andre vigtige byer: Auckland, 1.120.000 indbyggere; Christchurch, 344.000 indbyggere; Hamilton, 172.400 indb.; Dunedin, 111.400 indb.; Palmertson N, 75.700 indbyggere (2002).
Regering: Indskrænket monarki; medlem af Commonwealth. Patsy Reddy, Generalguvernør siden september 2016. Jacinda Ardern, premierminister og regeringsleder siden oktober 2017.
Aotearoa er parlamentarisk ledet, med et etkammersystem, sammensat af 120 medlemmer. De medlemmer, der er valgt til regering danner et kabinet under ledelse af premierministeren. Ved særlige lejligheder fungerer dette kabinet som rådgivere for generalguvernøren. Denne udpeger kabinettet på baggrund af premierministerens anbefalinger og han har mulighed for at opløse parlamentet.
Nationaldag: 6. februar, Waitangi-dagen (1840).
Væbnede styrker: 9.870 mand. (2001).
Afhængige områder: Cook, Niue, Tokelau.
Aotearoa, «Den store, hvide skys land», blev befolket i det 9. århundrede af maorier, der ankom fra Polynesien. I årenes løb udvikledes en enestående kultur, der nåede et betragteligt niveau indenfor tekstilfremstilling, husbyggeri, bådebyggeri - kanoer - og inden for havebrug. Miljøet blev respekteret, da maorierne anså sig selv for at være de naturlige ressourcers vogtere og ansvarlige for de efterfølgende generationer.
Hollænderen Abel Tasman ankom i 1642 til South Island, som er den største af de to vigtigste øer, men den oprindelige befolknings hårde modstand forhindrede hans landgang. Først i 1769 udførte englænderen James Cook en registrering af de to vigtigste øers kyststrækninger, og medvirkede på denne måde til at åbne dørene for den efterfølgende kolonisering af landet, som Abel Tasman havde kaldt «New Zealand». De første europæere, der slog sig ned var hvalfangere, sømænd og handelsfolk. Der udover en håndfuld desertører fra flåden og enkelte undvegne straffefanger fra Australien.
Kolonisering
Koloniseringen tog fart i begyndelsen af det 19. århundrede, med ankomsten af britiske emigranter og missionærer. Deres tilstedeværelse bragte nye sygdomme, nye normer og nye trosretninger til øerne, hvilket forandrede maoriernes livsførelse radikalt. Kristendommen svækkede stammesamfundenes traditioner, og indførelsen af europæernes handelsformer, havde afgørende og negativ indflydelse på maoriernes livsbetingelser.
I 1840 proklamerede den engelske trone officielt New Zealand for at være en britisk koloni. De to store øer blev besatte under vidt forskellige former. South Island logisk nok på grund af «opdagelsen» , og North Island med baggrund i Den Waitanga-aftale, der blev underskrevet i 1840 af maoriernes ledere og repræsentanter fra den engelske regering. Ifølge traktatens ordlyd accepterede maoriernes ledere tilstedeværelsen af engelske kolonialister og etableringen af en regering, der repræsenterede den engelske krone. Til gengæld fik maorierne løfter om en ubegrænset suverænitet som en selvstændig nation.
Kort tid efter undertegnelsen af denne aftale, indledtes en særdeles voldelig epoke, med eksproprieringer af maoriernes landområder. De såkaldte «krige om jord», hvor det kom til åbne konflikter mellem europæerne og maorierne, var grundliggende konflikter om overherredømmet af og forsvaret for jorden, skovene, fiskeriet og andre «taongas», skatte.
Den massive immigration medførte en gradvis indlemmelse af maoriernes territorier. Omfanget af deres tab bliver indlysende, når man tager i betragtning at de 27 millioner hektarer, de besad i 1840 nu er reduceret til en smule mere end 1 million hektarer.
Mens man i nord blev rystede af krigene, oplevede man i syd en tid fyldt med velstand og fremgang, takket være betydelige guldfund. Disse fund affødte en strøm af engelske, kinesiske og australske immigranter, der i betragtelig grad medvirkede til at give økonomien en ansigtsløftning.
I slutningen af 1840 accelererede koloniseringen. Pakeha'erne - de fremmede, ikke-maorier - satte sig på fiskerirettighederne, og fratog dermed de oprindelige folk een af deres vigtigste indtægtskilder.
Maori-oppositionen tog på baggrund af dette nye virkemidler i anvendelse i slutningen af det 19. århundrede, og organiserede forespørgsler, anmodninger, delegationer og fremlæggelse af deres klager ved de lokale domstole og endog til den britiske krone, hvor de krævede ubegrænset opfyldelse af Waitangi-traktaten. Initiativerne var dog frugtesløse: maoriernes landområder blev inddraget til landbrug, der var begyndt at spille en fremtrædende rolle, ikke udelukkende for kolonisatorerne men også i moderlandet. Med udviklingen af de første frysehaller, der muliggjorde forsendelse over lange distancer, åbnedes adgangen til nye markeder for den intensive mælke- og kødproduktion. Med stigende priser gennem 20 år blev disse produkter basis i landets økonomiske udvikling.
For maorierne betød den britiske dominans samtidig indledningen til kulturel udryddelse, på baggrund af den retsstridige indførelse af sproget, religionen og de europæiske traditioner.
I slutningen af århundredet, i 1893, blev den liberale regering, som dominerede den politiske scene, den første i verden til at indføre stemmeret for kvinder og til at forsvare rettighederne for det britiske proletariat, der skød frem i byerne og i industriens talløse fabrikker.
Først i det 20. århundrede opstod nye politiske bevægelser, der var i stand til slås om magten med de liberale, der var blevet til et fast sammentømret og velorganiseret politisk parti efter 20 år ved magten. Labourpartiet blev med bred opbakning i byernes arbejder- og middelklasse een af de vigtigste politiske faktorer i New Zealand.
Op gennem 1930'erne tog maoriernes krav atter til i styrke, takket være alliancer mellem grupper af den oprindelige befolkning og Labourpartiet, som på denne baggrund kunne sætte sig på regeringsmagten for første gang i 1935, men man havde stadig ikke officielt anerkendt Waitangi-traktaten.
USA's indflydelse øges
Den 2. verdenskrig markerede indledningen til en ny æra for New Zealand. Englændernes manglende evne til, under krigen, at kunne tilbyde beskyttelse af deres tidligere kolonier pressede Aotearoa til at indordne sig under den tiltagende nordamerikanske indflydelse, der med baggrund i en række politiske og militære alliancer konsoliderede sin tilstedeværelse i området. I 1950'erne og 60'erne kom Aotearoa til at føle omkostningerne ved disse alliancer, især ved at se sig inddraget i konflikter som f.eks. Vietnamkrigen, der for alvor mærkede det politiske liv i landet.
Lovgivningen op gennem 1950'erne medførte, at maorierne ofte måtte flytte fra deres oprindelige territorier, og i det efterfølgende årti flyttede de i stort antal til byerne. Denne urbaniseringsproces betød større kontakt med «de fremmedes» kultur og institutioner og lettere adgang til et undervisningssystemet, der også var europæernes.
Aotearoa forsøgte i løbet af 1970'erne at gøre produktionen mere varieret og få adgang til andre markeder end det engelske og nordamerikanske. Arbejdsløsheden steg, inflationen nåede ukendte højder, da forsøget med at variere produktionen mislykkedes, på grund af stigningen i oliepriserne og de omfattende udlandslån, man havde optaget for at financiere større projekter. I 1975 faldt værdien af eksporten betragteligt. Dette fald, sammen med de udenlandske lån, medvirkede til at udlandsgælden steg. Efter 12 år i opposition kom Det Liberale Parti til magten i 1972, men tabte det efterfølgende valg i 1975 til det konservative Nationalparti. Den nye regering lukkede for immigrationen, der fik skylden for den høje arbejdsløshed.
At maorierne blev stadigt mere militante førte i 1975 til, at man oprettede det såkaldte Waitangi-tribunal, der havde til opgave at undersøge anklagerne om overtrædelserne af Waitangi-traktaten. Labour-regeringen gav i 1986 bemyndigelse til, at Tribunalet kunne behandle klager, der gik helt tilbage til 1840. Tribunalet har ingen sanktionsmuligheder overfor den britiske krone, så siden 1992 er mindre end 15% af domstolens anbefalinger blevet opfyldt.
I midten af 1980'erne genvandt Labuor magten og indledte en liberalisering af økonomien, med omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder, hvilket førte til at en stor del af partiets traditionelle vælgere følte sig ladt i stikken.
Stillehavet som atomvåbenfri zone
En lov fra 1987 forbød tilstedeværelsen af atomvåben i Aotearoas havne; en lov, der var en permanent udfordring for Frankrig og USA, der benyttede det sydlige Stillehav som prøvesprængningsområde, og det førte til et brud i forsvarssamarbejdet mellem USA og Aotearoa.
Det Nationale Parti vandt valget i oktober 1990, men regeringsskiftet ændrede ikke landets økonomiske politik. Man blev vidne til et stigende antal privatiseringer, mindre protektionisme og der blev skåret kraftigt ned i sundheds-, uddannelses- og socialsektorerne. Resultatet var lavere inflation, men til gengæld fik man højere arbejdsløshed.
Det Nationale Partis popularitetsdyk afspejlede sig ikke i valgresultatet i 1993, hvor partiet satte sig på 50 af parlamentets 99 pladser og Jim Bolger genvalgtes til premierminister. Det førende oppositionsparti, Labour, vandt 45 pladser.
I 1994 lykkedes det Aotearoa at få overskud på statsbudgettet - for første gang i 17 år. Valutaen styrkedes, arbejdsløsheden faldt og inflationen stabiliseredes på 2%.
Imellem 1994 og 1995 udbetalte regeringen erstatninger og uddelte 15.400 hektarer jord til Tainuierne fra North Island, som havde krævet retten til de områder, som var blevet koloniserede i det forrige århundrede. Selv den engelske dronning Elisabeth den 2. undskyldte officielt for overgrebene der havde fundet sted i forbindelse med koloniseringen af øerne. Den engelske krone udbetalte ligeledes erstatninger til maori-stammen Ngai Tahu i 1996.
De officielle arbejdsløshedstal fortsatte med at falde, indtil antallet stabiliseredes omkring 6% i 1995. De unge, maorierne og immigranter fra andre Stillehavsøer er blandt de, der rammes mest mest af arbejdsløshed, og næsten 10% af befolkningen lever af overførselsindkomster. New Zealændernes bekymring og interesse for miljøspørgsmål styrkede Jim Bolgers position i forbindelse med valget i 1996, da han kraftigt tog afstand fra de franske atomprøvesprængninger på Moruroa-atollen.
Bolgers Nationale Parti styrkedes i forhold til Labour, selv om begge partier mistede pladser til minoritetspartier. Det første parlament, hvor medlemmerne var valgt ved forholdstalsvalg, bragte antallet af maorier i parlamentet op på det dobbelte, samtidig med at antallet af kvindelige parlamentarikere steg fra 14 til 21 af parlamentets 120 pladser.
Imellem 1988 og 1996 faldt antallet af offentlige ansatte fra 71.000 til 32.900, og der blev skåret ned i udgifterne til sundhed og uddannelse. Aotearoa, New Zealand konsoliderede sin position som et neoliberalistisk udstillingsvindue. Konsekvenserne af de reformer, man havde indført siden midten af 1980'erne blev fulgt med stor opmærksomhed i den vestlige verden.
Bolger forlod sin post som premierminister i december 1997, efter at have været udsat for kritik fra Winston Peters, vicepremierminister og leder af New Zealand First, regeringens støtteparti, som sikrede Nationalpartiets flertal i parlamentet. Jenny Shipley, tidligere trafikminister, blev landets første kvindelige premierminister.
De interne konflikter i slutningen af 90'erne i Indonesien og Papua New Guinea trak i stigende grad Australien ind i disse regionale konflikter. New Zealand har fulgt en lignende politik, og stillede bl.a. tropper til den australsk ledede FN fredsbevarende styrke, der i september 1999 gik ind i Østtimor. Ifht. Papua havde New Zealand allerede i 1997 spillet rollen som fredsmægler mellem rebellerne på øen Bougainville og Papuas regering
Ved valget i december 1999 fik arbejderpartiet 52 af de 120 pladser i parlamentet. I parlamentet sidder 16 repræsentanter for Maori folket, 2 homoseksuelle og 35 kvinder. I sidstnævnte gruppe finder vi også premierministeren Helen Clark, lederen af oppositionen og en transseksuel - det første parlamentsmedlem i verden, der har gennemgået en kønsskifte operation.
Arbejderpartiet gik i koalition med Alliance-koalitionen, ledet af Jim Anderton - tidligere formand for arbejderpartiet, der imidlertid brød med partiet i protest mod dets neoliberale udvikling. Regeringen hævede mindstelønnen med 8 %, justerede huslejerne ifht. lejernes indkomster og hævede skatten til 39 % på den del af de personlige indkomster der overstiger 30.000 US$. I april 2000 besluttede regeringen, at staten ikke længere ville anerkende titlerne «Sir» og «Dame», der var overtaget fra den britiske krone. Samme måned afviste premierministeren et forslag fra de liberales leder, John Hewson om at danne en føderation af selvstændige stater med Australien.
New Zealands kommission vedrørende genmodificerede organismer (GMO) udsendte en rapport, der støttede anvendelsen af GMO i landets landbrug. Det medførte almindelig opstandelse blandt forbrugere, miljøfolk og landets oprindelige befolkning, og tvang derfor regeringen til at indføre et moratorium for anvendelsen frem til oktober 2003.
Dronning Elisabeth II besøgte landet i anledning af sit guldjubilæum. Det fik premierminister Clark til at udtale, at «det var uafvendeligt at New Zealand blev omdannet til republik. Det vil blot afspejle landets reelle situation i det 21. århundrede som fuldstændig selvstændig og i en afstand af 20.000 km fra Storbritannien».
I anledning af festligholdelsen af Papua New Guineas 40 års selvstændighed i juli, undskyldte Clark formelt for den behandling papuanerne var blevet udsat for af new zealænderne i kolonitiden.
Clark vandt parlamentsvalget stort i juli 2002. Det førte til et voldsomt indre opgør i Nationallistpartiet, der fik det dårligste valg i 70 år. At Clark ikke fik absolut flertal i parlamentet skyldtes alene fremgang for de Grønne og andre mindre partier.
New Zealand og Australien indgik i 1983 en aftale om handel og økonomiske relationer (CER), der skulle være et første skridt i retning af integration af de to landes økonomier. Gennem udvidelse af sin handel med de voksende asiatiske økonomier, har Wellington forstærket sin økonomiske deltagelse i Asien. Landet har taleret i de østasiatiske landes sammenslutning ASEAN og deltager aktivt i stillehavssamarbejdet APEC.
Selvom landets økonomiske vækst nåede op blandt de højeste siden 2. Verdenskrig, så er væksten aftaget kraftigt. Det skyldes dels den lave vækst i Storbritannien, der fortsat er den vigtigste importør af New Zealands produkter og de høje toldskranker for landbrugsprodukter i den industrielt udviklede del af verden. Turismen er også en vigtig kilde til udenlandsk valuta. De fleste turister er australiere, japanere, nordamerikanere og briter. Krisen i Asien i slutningen af 1990'erne medførte et brat fald i turistindtægterne, der først langsomt er steget igen i starten af det 21. århundrede.
Diskriminationen af indvandrere har ikke tidligere været et debatemne i landet, før den nationale menneskerettighedskommission i 2003 offentliggjorde en undersøgelse der viste, at 70% af new zealænderne diskriminerer asiatiske indvandrere. Kommissionen stillede sig derfor i spidsen for en kampagne for at øge tolerancen overfor indvandrerne. Ifølge officielle vurderinger der siden starten af 1980'erne kommet over 200.000 asiatiske indvandrere til landet, og i 2021 mener statistikkerne, at 13% af landets befolkning vil have asiatisk oprindelse. Asiaterne har alvorlige problemer med at finde arbejde, selv når de er velkvalificerede. I august 2003 erklærede ombudsmanden for racerelationer, Joris de Bres, at den stigende racisme mod asiater var en konsekvens af ændringer i indvandringsmønstret. I 1970'erne skete indvandringen overvejende fra andre lande i Stillehavet, og diskriminationen rettedes derfor primært mod disse. I dag er den overvejende del af indvandrerne asiater, og fra starten af det 21. århundrede er diskriminationen derfor drejet i denne retning.
I juli 2004 bad New Zealand om hjælp fra Storbritannien og Norge til restauration af de hytter på Antarktis, der tidligt blev anvendt af opdagelsesrejsende som Robert Falcon Scott og Carsten Borchgrevink. Sammenslutningen til bevarelse af Antarktis har hovedkontor i New Zealand, og fremlagde nu et projekt til bevarelse af hytterne, der allerede var i hastigt forfald. Udgifterne løb op i flere mio. US$, selv der ikke forelå præcise budgetter. Helen Clark erklærede, at den udenlandske hjælp var uomgængelig, og eftersom projektet berørte et stykke fælles historie mellem New Zealand, Norge og Storbritannien, så var hun optimistiske med hensyn til at få skaffet de fornødne midler.
I august blev et jødisk kapel på Makara kirkegården vest for Wellington antændt og ødelagt. Samtidig blev snesevis af gravsten ødelagt af vandaler. Regeringen fordømte angrebet og karakteriserede den som en uacceptabel racistisk handling. Politiet efterforskede den mulige forbindelse til et lignende overgreb på Bolton Street kirkegården i juli. Den ligger også ved Wellington. Inden det første angreb havde New Zealand indført diplomatiske sanktioner mod Israel i protest mod israelske Mossad agenters aktiviteter på New Zealandsk territorium: Uriel Zosha Kelman og Eli Cara var blevet idømt 6 måneders fængsel for illegalt at have forsøgt at skaffe sig New Zealandske pas. Helen Clark erklærede, at forsøgene på at forfalske identiteten udgjorde et angreb på New Zealands suverænitet.
I december vedtog parlamentet med 65 stemmer mod 55 loven om civilt samliv, til ikrafttræden i april 2005. Loven anerkender samliv mellem mand og kvinde og giver parret samme rettigheder som gifte indenfor områder som myndighed over børn, skat og bistandshjælp. Loven gælder desuden for homoseksuelle parforhold.
I september 2005 vandt premierminister Clark og hendes parti stort over Nationalpartiet ved parlamentsvalget.
I maj 2006 besluttede regeringen, at landets største flod - Waikato - fremover skal administreres i fællesskab med maorierne. Disse havde i 30 år kæmpet for deres forfædrene adgang til flodens ressourcer.
I et forsøg på at kompensere for New Zealands mindskede markedsandele for landbrugsprodukter i Europa, rejste handelsminister Phil Goff i juli 2007 til den Persiske Golf, for at forhandle frihandelsaftaler med landene i regionen. New Zealands eksport til denne regionen var i de foregående år vokset med 10% årligt.
Parlamentsvalget i november 2008 blev vundet af det konservative National Party, der gik næsten 6% frem til 45% af stemmerne. Partiets leder, John Key dannede med støtte fra mindre partier en mindretalsregering. De konservative brød dermed 9 års Labour styre. Labour selv gik 7% tilbage til 34% af stemmerne. Det dramatiske magtskifte skyldtes især den økonomiske krise. I august havde den Labour ledede koalitionsregering meddelt, at landet var i recession. Mange arbejdspladser var allerede lukket og flere var på vej. Labour forsøgte at standse vælgerflugten ved at love skattelettelsen, men de konservative lovede endnu flere skattelettelser, og mange new zealandske vælgere prioriterede skattelettelser højere end velfærd.
New Zealand blev forholdsvist hårst ramt af den økonomiske krise. Økonomien skrumpede med 2,6% i 2009. Regeringen forsøgte at kompensere for recessionen ved at give skattelettelser, og som konsekvens heraf forventes statsgælden at vokse fra 25% i 2008 til 40% i 2013. Samtidig satte Key regeringen momsen op fra 12,5% til 15%. En ændring der især ramte den fattige del af befolkningen.
Indvandringslovgivning blev ændret i november 2009 således at direktøren for Immigration nu uden yderligere forklaring kan forbyde personer indrejse. Dette skridt blev kritiseret af Amnesty International, da det reducerer forfulgte personers mulighed for at flygte fra deres hjemland. Samme år ændredes fængselslovgivningen, så fængsler nu kan privatiseres. I forvejen er antallet af fængslede hastigt stigende, og Maorierne er uforholdsmæssigt talstærkt repræsenteret blev fængslede.
New Zealand anerkendte i november 2009 Kosova som selvstændig stat og optog året efter diplomatiske forbindelser.
Et jordskælv af styrke 6,3 ramte i februar 2011 Christchurch på sydøen. Skælvet kostede 185 livet og medførte skader for 40 mia. NZ$. Katastrofen var en af de alvorligste i New Zealand i fredstid.
John Keys konservative parti genvandt magten ved parlamentsvalget i november 2011. Nationalistpartiet gik 2,4% frem til 47,3%, mens det vigtigste oppositionsparti, Labour gik 6,5% tilbage til 27,5%. I erkendelse af den økonomiske krises fortsatte hærgen besluttede Key regeringen at indlede privatiseringen af offentlige virksomheder og trække landets soldater ud af Afghanistan. Samtidig styrkede landet sit militære samarbejde med USA, og i april 2013 skabte Key overskrifter, da han erklærede at New Zealand ville støtte og deltage i et hvilket som helst USA ledet angreb på Nordkorea.
I januar 2012 arresterede politiet Kim Dotcom i Auckland på begæring fra USA. Dotcom drev det krypterede MegaUpload web site, der var en torn i øjet på bl.a. USA's efterretningstjenester, der ikke uden vanskelighed kunne lytte med. USA krævede ham samtidig udleveret. Dermed indledtes mere end 3 års juridiske tovtrækkerier mellem New Zealands forskellige retsinstanser - uden at Dotcom blev udleveret. Undervejs blev det afsløret, at New Zealands Government Communications Security Bureau (GCSB) ulovligt havde spioneret mod Dotcom, der havde opholdstilladelse i landet. Premierminister Key måtte offentligt undskylde, at GCSB havde begået kriminelle handlinger. For at undgå udlevering til USA oprettede Dotcom i marts 2014 Internetpartiet, der stillede op til parlamentsvalget i november, uden dog at blive valgt ind.
New Zealand blev i januar 2014 underkastet det regelmæssige eftersyn i FN's Menneskerettighedsråd. Eftersynet mundede ud i en lang række anbefalinger til styrkelse af de økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder. Regeringen valgte at afvise de fleste af anbefalingerne. Senere på året besøgte FN's arbejdsgruppe for vilkårlige Anholdelser landet, og benyttede lejligheden til at kritisere, at Maori'erne udgør 50% af de indsatte i landets fængsler, Maori kvinderne udgør endog 65%, trods det faktum at Maori'erne kun udgør 15% af landets befolkning. En teknisk rapport havde i 2013 konstateret, at 27% af landets børn lever i fattigdom. Deriblandt er Maori børn stærkt overrepræsenteret.
Under et officielt besøg i Kina i april 2014 vakte den farverige premierminister skandale da han erklærede, at New Zeland ville bakke op, hvis USA og Australien angreb Nordkorea militært. Udtalelser han dagen efter var nødt til at trække tilbage. New Zealand har leveret soldater til næsten alle USA's krige siden 2. Verdenskrig.
Ved valget i november 2014 bevarede Keys konservative parti sin opbakning - gik en smule tilbage stemmemæssigt men vandt en mandat mere. Den store taber var arbejderpartiet, der gik 2 mandater tilbage til 32. Det var 4. valg med tilbagegang for partiet. Parlamentets 3. største parti, de Grønne, bevarede sine 14 mandater. Valgets store vinder var det andet konservative parti NZ First der gik 4 mandater frem til 11. Efter valget fortsatte Key som premierminister for sin konservative regering.
Ved parlamentsvalget i september 2017 gik Labour 14 mandater frem til 46, mens det regerende konservative National parti mistede 4 og fik 56. Kun 2 måneder inden valget havde Labour skiftet partileder, da den 37 årige Jacinda Ardern overtog posten. Efter en måneds regeringsforhandlinger dannedes en mindretals regering med deltagelse af Labour og NZ First. Tilsammen havde de to partier 53 mandater. De var afhængige af støttepartiet De Grønnes 8 mandater for et flertal i parlamentet. Ardern blev landets 3. kvindelige premierminister. Regeringen betød afslutningen på 9 års konservativt styre.
Regeringen aflyste den tidligere konservative regerings planlagte skattelettelser og satsede i stedet på regelmæssig hævning af mindstelønnen. I 2019 indgik hun en aftale med lærerne om hævning af deres løn med 12-18% frem til 2021.
I december 2017 besøgte hun Australien. Der var spændinger mellem de to lande pga. Australiens dårlige behandling af new zealændere. Forholdet blev yderligere forværret i 2020, da Australien begyndte at udvise new zealændere.
Regeringen oplyste i oktober at den planlagde at indføre en ny visumtype til flygtninge for globale klimaforandringer. I den nye regering var de Grønnes leder James Shaw blevet minister for Klimaforandringer, og allerede inden valget i september havde partiet lovet at indføre en sådan visumtype til fordel for flygtninge fra østaterne i Stillehavet, der var ved at synke i havet. (New Zealand considers creating climate change refugee visas, Guardian 31/10 2017)
Ardern deltog i ASEAN topmødet i Manila i november 2017 og benyttede lejligheden til at kommentere det philippinske regimes voldelige tilgang til narkotika og kriminalitet: «Vores holdning er, at det store antal døde som et minimum kræver efterforskning og overvågning». Duterte regimet havde da allerede dræbt 6000 personer.
Ardern meddelte i starten af 2018 at hun var gravid. Hun tog 6 ugers barselsorlov i juni-august, hvor posten som premierminister var overtaget af Winston Peters.
I marts 2019 dræbte en højreradikal australier 51 muslimer og sårede 49 i to moskeer i Christchurch. Parlamentet vedtog en måned senere en lov, der forbød de fleste halvautomatiske- og angrebsvåben.
I marts 2020 lukkede regeringen landet ned som svar på COVID-19 pandemien. Alle der ankom til landet blev sat i 14 dages karantæne, og efter nogle dage blev landet helt lukket for alle uden fast opholdstilladelse eller statsborgerskab. Den stramme styring stod i skærende kontrast til resten af verden - bl.a. Danmark - hvor COVID-19 pandemien kostede mange døde. Frem til juli var kun 1520 blevet smittet og antallet af døde kun 22. I 102 dage frem til august var der ikke en eneste smittet. Ardens popularitet nåede da op på 59,5%.
Ardern udskrev i januar 2020 parlamentsvalg til afholdelse i oktober. Det gav en jordskredssejr til partiet, der gik 19 mandater frem til 65. Dermed kunne det alene danne en flertalsregering. Resultatet var tæt knyttet til Arderns personlige popularitet og regeringens håndtering af COVID-19 pandemien. For de konservative var valget en katastrofe. De gik 23 mandater tilbage til 33. Det var ligeledes en katastrofe for Arderns koalitionspartner NZ First, der mistede alle 9 mandater. Parallelt med valget gennemførtes en folkeafstemning om legalisering af Cannabis til eget forbrug. Ardern havde tidligere indrømmet at have røget Cannabis, men støttede ikke aktivt forslaget. Det blev stemt ned med et snævert flertal på 51,2%.
I december erklærede regeringen landet i klimaforandrings undtagelsestilstand og bestemte, at regeringen inden 2025 skulle være CO2 neutral. Det offentliges benzindrevne biler skulle udskiftes med el- eller hybridbiler og 200 kulfyrede ovne i den offentlige sektor skulle udfases.
I januar 2021 meddelte regeringen, at landets grænser ville forblive lukket til alle var vaccineret og beskyttet mod COVID-19. Vaccinationsprogrammet blev indledt i februar. I august gik landet igen i lockdown pga. udbredelse af Delta varianten, og i løbet af få uger faldt antallet af smittede. Det stod i kontrast til Australien, der var ude af stand til at inddæmme udbruddet. I december registreredes den første smittede med Omikron. I løbet af januar og februar steg antallet af smittede eksplosivt fra nogle få hundrede dagligt i december til 20.000 fra midten af februar. Samtidig steg antallet af døde. I starten af november 2021 var 30 ialt døde under hele pandemien. I marts 2022 nåede dødstallet op over 30 dagligt. Regeringen havde ikke været i stand til at inddæme den meget smitsomme Omikron variant, og mange vaccinerede troede de var immune. Ardens popularitet faldt til 35%.
Ardern erklærede i maj 2021 sin støtte til Israels folkedrab på palæstinensere. I strid med 4. Genevekonvention havde slyngelstaten ryddet et område af det besatte Jerusalem med palæstinensisk befolkning. Det udløste palæstinensiske demonstrationer og raketter fra Gaza. Israel svarede igen med terrorbombardementer af Gaza. Ialt 256 palæstinensere blev dræbt. Deraf 66 børn. 13 israelere blev dræbt. Deraf 2 børn. Ardens svar var: «Israel har ret til at eksistere».
I juni 2022 erklærede landet de US militante bevægelser Proud Boys og Base for at være terrororganisationer. New Zealand fulgte dermed i Canadas fodspor, der allerede i 2021 havde erklæret dem for terrororganisationer. De to organisationer var i januar 2021 i front som Donald Trumps stormtropper i angrebet på USA's kongres, da mafiabossen forsøgte at forhindre valget af Joe Biden til ny præsident. New Zealand havde selv oplevet nazistisk terror i 2019, da en australsk nazist myrdede 49 i to moskeer i Christchurch. I Danmark fulgte man USA's politiske linie: kun arabere er terrorister. (New Zealand declares US far-right Proud Boys and the Base terrorist groups, Guardian 1/7 2022)
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 15/9 2024
Læst af: 173.448