Laos
| Befolkning | 7,3 mio. |
| Valuta | Kips |
| Areal | 236.800 Km2 |
| Hovedstad | Vientiane |
| Befolkningstæthed | 22,3 indb./Km2  |
| HDI placering | 140 |
Laos er det eneste land på den indokinesiske halvø uden adgang til havet. Landskabet er bjergrigt. Mekongfloden gennemskærer landet fra nord til syd, og dens jord er frugtbar og anvendes især til produktionen af ris. Omkring 40% af landets dyrkbare jorde lå brak under den 25 år lange krig i området. Klimaet er tropisk, monsunen berører især de lavereliggende områder og landet er sårbart overfor naturkatastrofer som oversvømmelserne i 1978 og tørken i 1988. Det alvorligste miljøproblem er i dag skovningen, der allerede har fjernet 70 % af landets naturlige habitat.
Folket: Omkring 60% af befolkningen er laoter, der bor i dalene i den vestlige del af landet. Omkring en tredjedel af befolkningen er forskellige oprindelige folkeslag, der bor i bjergområderne. En minoritet på 5% har kinesisk og vietnamesisk oprindelse.
Religion: 57,8% er buddhister; 33,6% dyrker lokale traditionelle religioner; kristne 1,8%; muslimer 1%; ateister eller ikke-religiøse 4,8%; religioner af kinesisk oprindelse 0,9%.
Sprog: Laotisk (officielt), fransk og de etniske minoriteters egne sprog.
Politiske partier: Laos' Revolutionære Folkeparti (PPRL) er regeringspartiet. Det er dannet på basis af det historiske Neo Lao Haksat. Der findes et antal forbudte oppositionspartier blandt hvilke bør nævnes: Laos' Demokratiske Parti, Laos' Frihedsparti, Laos' Nationalistbevægelse.
Sociale organisationer: Patriotisk Ungdom og Kvindernes patriotiske Sammenslutning er masseorganisationer for PPRL. Den nationale Befrielsesfront repræsenterer meo minoriteten, fører guerillakamp og beskyldes for at modtage støtte fra Kina.
Officielt navn: Sathalanalat Paxathipata Paxaxon Lao (Laos' Demokratiske Folkerepublik)
Administrativ inddeling: 16 provinser, underopdelt i kommuner, 1 specialzone (Xaisomboun) og 1 kommune (Vientiane).
Hovedstad: Vientiane (Viangchan) 716.000 indb. (2003).
Andre vigtige byer: Savannakhét 154.900 indb.; Lovangphrabang 116.000 indb. (2000)
Regering: Thongloun Sisoulith er præsident siden marts 2021. Phankham Viphavanh er premierminister siden marts 2021. Nationalforsamlingen er landets lovgivende forsamling. Den har 115 pladser.
Nationaldag: 2. december (Proklamation af republikken, 1975)
Væbnede styrker: 67.260 soldater og værnepligtige. (1996).
Paramilitære styrker: 100.000 (Selvforsvars Militsstyrkerne)
I det 14. århundrede samlede den feudale burmesiske adelsmand, Sam Sen Tal den nordøstlige del af det der i dag er Thailand med det meste af det, der i dag er Laos og dannede således det blomstrende kongedømme Lang Xang - Landet med en million Elefanter. Mod slutningen af det 18. århundrede blev kongeriget delt op i tre: Champassac, Vientiane og Luang Prabang. I begyndelsen af det 19. århundrede havde Thailand bragt alle tre lande under sin kontrol. I 1827 stod Vientiane prinsen Tiao Anuvong i spidsen for et nationalistisk oprør, der blev slået blodigt ned. Da franskmændene ankom i 1893, gjorde de kongedømmet Luang Prabang til et protektorat, og samtidig blev resten af landet gjort til kolonien Indokina.
1945 Første selvstændighed
Hele regionen blev besat af japanerne under den 2. verdenskrig. Efter den japanske kapitulation opstod der i Vientiane en selvstændighedsbevægelse anført af prinserne Petsarath, Suvana Fuma (leder af det Nationale Progressive Parti) og deres stedbroder Tiao Sufanuvong (der anførte Neo Lao Issara, Laos' Nationale Forenede Front). I september 1945 dannede de en provisorisk regering og udråbte landets selvstændighed - på tværs af Sisavang Vong der havde været konge siden 1904.
I foråret 1946 besatte Frankrig atter landet, og den provisoriske Pathet Lao regering besluttede at søge tilflugt i Bangkok, hvorfra den ledede modstanden mod kolonimagtens tropper. Denne bevægelse tog navnet Lao Issara (Frit Laos).
Den 19. juli 1949 blev der indgået en aftale mellem Frankrig og Laos, der indrømmede landet selvstændighed «indenfor rammerne af den franske union». Lederne af Lao Issara - især prinserne Petsarath og Sufanuvong - mente, at aftalen kun gav en overfladisk selvstændighed, mens Suvana Fuma accepterede betingelserne. Oppositionskoalitionen kastede sig derfor ud i aktiv modstand mod franskmændene. Dens militære triumfer sikrede den langt bedre betingelser, da der i 1953 blev indgået en ny selvstændighedsaftale.
Modsætningerne mellem Katay Sasorith og Suvana Fuma regeringen og Pathet Lao blev bilagt i november 1957. Det blev aftalt, at Pathet Lao skulle indtræde i landets politiske liv under navnet Neo Lao Haksat (Laos' patriotiske Front) under ledelse af den «røde prins» Tiao Sufanuvong.
Valget i maj 1958 blev vundet af venstrefløjen. Suvana Fumas regeringsparti gik derfor sammen med det Uafhængige Parti i den såkaldte «Sammenslutningen af Laos' Folk», og tilsammen fik de et skrøbeligt parlamentarisk flertal.
Også suppleringsvalget sammen år blev vundet af venstrefløjen, og der dannedes en centrum-venstre regering anført af den «neutrale» Suvana Fuma og med Sufanuvong som planlægningsminister.
1958 USA griber ind. Diktatur
USA's skarpe reaktion og dets trussel om suspendering af den økonomiske bistand til landet undergravede regeringen, der faldt i august og blev erstattet af Komiteen til forsvar for de nationale Interesser. Med støtte fra USA og Thailand slog den nye regering ned på Pathet Lao, og tvang dermed bevægelsen og Sufanuvong ud i skovene i den nordlige del af landet og tilbage til den væbnede kamp.
I slutningen af 1959 overtog militæret direkte magten. På det tidspunkt kontrollerede Pathet Lao allerede provinserne i nord og de centrale dele af landet.
Efter en vellykket militær offensiv indtog general Fumi Nosavangs tropper den 13. december 1960 Vientiane, og sendte Pathet Laos styrker på flugt, der i flere dage havde holdt hovedstaden. Voldsomme bombardementer der kostede omkring 1500 dræbte gik forud for denne erobring.
Den «Antikommunistiske revolutionære Komite» anført af Fumi Nosavang og prins Bun Um fik nu støtte fra Thailand og USA og betragtede sig selv som landets legitime regering. Til gengæld underskrev prins Suvana Fuma og Sufanuvong den 20. december 1960 en deklaration til fordel for dannelsen af en national samlingsregering.
De «neutrale» nærmede sig nu Pathet Lao. I slutningen af 1960 var halvdelen af landet under Pathet Lao guerillaens kontrol, og en tilsvarende del var under de «neutrale» styrkers kontrol.
På initiativ fra Storbritannien og Sovjetunionen gennemførtes der i 1961 forhandlinger i Geneve med henblik på en fredelig løsning af konflikten - svarende til Vientiane aftalen fra 1957. I juni udsendte de 3 prinser Bun Um, Suvana Fuma og Sufanuvong et fælleskomuniké, og i januar 1962 blev der underskrevet en endelig aftale om dannelsen af en national samlingsregering.
USA's invasion af Vietnam medførte en internationalisering af krigen, og supermagten indledte bombardementer af Laos. I 1970 gennemførtes der dagligt 500 bombetogter mod landet. I løbet af 9 år smed USA flere bomber over Laos, end der var blevet kastet i Europa under hele 2. verdenskrig.
Efter en afgørende militær offensiv lykkedes det i 1973 Pathet Lao at gennemtvinge en våbenhvile. Der blev dannet en regering med Suvana Fuma i spidsen bestående af repræsentanter for regeringen i Vientiane og Pathet Lao. USA's endelige nederlag i Vietnam i 1975 (se Vietnamkrigen) berøvede den laotiske højrefløj dens eneste allierede.
1975 folkerepublikken dannes
I 1975 blev den nationale samlingsregering erstattet af en ny regering, i hvilken Neo Lao Haksat havde flertal. I december opløstes monarkiet, og Den demokratiske folkerepublik Laos blev udråbt med Sufanuvong som præsident og Laos' Revolutionære Folkeparti (PPRL) som regeringsparti. Den massive emigration af landets forretnings- og administrative elite kastede landets økonomi ud i en kaotisk situation.
Regeringen nationaliserede bankerne og reorganiserede den offentlige sektor. Risproduktionen steg fra 700.000 tons i 1976 til 1,2 millioner tons i 1981, der var det første år, hvor landet blev selvforsynende med fødevarer. For at mindske afhængigheden af Thailand byggedes en vej og en olierørledning til henholdsvis havnebyen Danang og raffinaderierne i Vietnam.
I 1986 overtog Phoumi Vongvichit præsidentposten, og i november blev Kaysone Phomvihane valgt til PPRL's generalsekretær, for senere at overtage posten som premierminister. Efter en kort med voldsom grænsekrig mellem Laos og Thailand i slutningen af 1987 underskrev de to lande en våbenhvileaftale.
I 1988 blev de diplomatiske relationer med Kina genoptaget, og i slutningen af 1989 undertegnedes den første samarbejdsaftale med USA, der bevilgede 10 millioner dollars til bekæmpelse af dyrkningen af opium og narkohandelen.
1991 Sovjetunionens sammenbrud rammer landet hårdt
I marts 1989 gennemførtes der valg for at besætte de 79 pladser i den Øverste Folkeforsamling. Da Sovjetunionen i 1990-91 faldt sammen, indstilledes enhver form for økonomisk bistand og den bilaterale handel faldt med 50%.
Krisen forværredes pga. de oversvømmelser og landbrugssygdomme, der i 1991 ramte over en fjerdedel af landets opdyrkede jorder. Regeringen blev tvunget til at importere over 200.000 tons ris for at kunne brødføde befolkningen.
Under disse omstændigheder var Laos nødt til at styrke sine forbindelser med Thailand. I 1991 indgik de to lande en aftale om repatrieringen af 60.000 laotiske flygtninge i perioden frem til 1994 og undertegnede samtidig en samarbejds- og sikkerhedsaftale. De thailandske investeringer fandt især sted indenfor bank- og handelssektoren.
I september 1991 blev den 70 årige Kaysone Phomvihane udnævnt til præsident. Da han et år senere døde, overtog premierminister Khamtay Sifandon midlertidig præsidentposten og lederskabet af PPRL.
I december 1992 gennemførte landet parlamentsvalg, i hvilke kun PPRL og enkelte uafhængige og regeringsautoriserede kandidater deltog. Det betød i realiteten en fortsættelse af et-parti staten. Demonstrationer vendt mod regeringen var forbudt, og myndighederne arresterede snesevis af oppositionsfolk.
I februar 1993 trådte den Øverste Folkeforsamling sammen og udpegede Nuhak Fumsavanh til republikkens præsident og PPRL's leder, Khamtay Sifandon til premierminister.
Landet fastholdt sit lukkede politiske system, mens de kapitalistisk orienterede økonomiske reformer fortsatte. I 1993 var tre tidligere ministre fortsat i fængsel. De havde i 1990 foreslået gennemførelse af demokratiske reformer. Til gengæld fik prins Suvana Fuma tilladelse til at rejse ind i landet som repræsentant for udenlandske virksomheder.
I 1980'erne var den årlige inflation nået op på 46%. Under overvågning fra IMF blev den nu bragt ned til 10%. Bruttonationalproduktet steg 7%.
USA's statslige bistandsorgan AID bevilgede et lån på 9,7 millioner dollars til forbedring af infrastrukturen i forskellige dele af landet, udfra en argumentation om at den forbedrede adgang til markederne ville forbedre leveforholdene.
Skovningen blev efterhånden et stort problem i landet. I 1964 var der blevet fældet 6.000 m3. I 1993 var tallet steget til 600.000 m3. Samme år indførte regeringen eksportbegrænsninger. I stedet øgedes den illegale skovning, der i 1993 udgjorde omkring halvdelen af den samlede skovning. I marts 1994 gav Verdensbanken Laos et lån på indledningsvis 8,7 millioner dollars til plantning af nye skove.
Flere internationale miljøorganisationer kritiserede skarpt projektet, der var afhængig af direkte midler fra centralregeringen, uden kontakt til de lokale myndigheder, der dermed ikke havde nogen sikkerhed for at kunne deltage i projektet. Organisationerne kritiserede desuden den store vægt der blev lagt på plantningen af træer til kommerciel udnyttelse. En udvikling der ville bringe skovene og deres indbyggere yderligere i fare.
Den 6. april 1994 indviedes «Venskabsbroen» over Mekongfloden mellem Thailand og Laos. Projektet var udtryk for forsoning mellem de to lande, og for at Laos fjernede sig fra Vietnam, og nærmede sig et tættere økonomisk og kulturelt samarbejde med Thailand, der var et rigere land.
I løbet af kort tid kom thailandske banker, medier, transportvirksomheder og fabrikker til at dominere de økonomiske investeringer i Laos, der i stigende grad blev berøvet sine socialistiske principper. I marts blev der vedtaget en lov, der fjernede resterne af planøkonomi. En anden lov garanterede de faglige rettigheder og ajourførte reguleringen af faglig aktivitet. Alligevel var regeringen fast besluttet på at bevare sin kommunistiske identitet.
Midt i 1995 gav Laos udtryk for ønsket om indenfor en to-årig periode at blive fuldgyldig medlem af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, ASEAN. Åbningen overfor udlandet afspejlede sig også i ratificeringen af en grænseaftale med Myanmar. Samtidig hævede USA sin blokade af landet, der var blevet fortsat siden Vietnamkrigens afslutning, og som havde begrænset supermagtens økonomiske bistand.
I marts 1996 bekræftede premierminister Siphandon PPRL's status som landets eneste legale parti på dets 6. kongres, samtidig med at han lagde vægt på liberalisering, effektivitet og økonomisk vækst.
Ved parlamentsvalget i december 1997 fastholdt PPRL sin dominans, da der skulle vælges 99 parlamentsmedlemmer. Valgresultatet var ikke overraskende, da kun 4 ud af de 159 kandidater stod udenfor enhedspartiet.
Børskrisen der ramte flere af landene i regionen havde også efterdønninger i Laos, selvom omfanget var mindre end i Thailand og Malaysia. De vigtigste konsekvenser var prisstigninger på importerede varer og basale konsumvarer som fødevarer.
I februar 1998 valgte den Øverste Folkekongres premierminister Siphandon til ny præsident. Istedet blev Sisavat Keobounphan udnævnt til ny premierminister. Vicepræsident Oudom Khattigna døde 69 år gammel i december 1999. Amnesty International lagde pres på landet for at få det til at løslade sine samvittighedsfanger. En af disse - Thongsouk Saysangkhi - døde i fængsel trods anmodning om løsladelse fra Amnesty.
Myanmar, Thailand og Laos indgik i april 1999 en aftale om koordineret kamp mod produktionen og eksporten af narkotika - især opium.
I august 1999 afsatte præsident Siphandon finansminister Kamphoui Keoboualapha og nationalbankdirektør Cheuang Sombounkham. De blev gjort ansvarlige for det drastisk fald i kursen på landets valuta, Kip. Værdien af denne var over de 2 foregående år faldet 500 %. Laos' økonomi var i de sidste år af 1990'erne blevet alvorligt forværret.
En række bombeattentater ramte i 2000-01 landet. Ifølge regeringen var bagmændene guerillaen Chao Fa og antikommunistiske grupper med base i udlandet. Gruppen Chao Fa består af medlemmer fra h'mong folket, og beskyldes for at modtage hjælp fra Kina. En række iaggtagere mener dog, at attentaterne også kunne skyldes konflikter internt i regeringen. Under alle omstændigheder forløb festlighederne omkring 25 årsdagen for den kommunistiske magtovertagelse i december 2000 fredeligt. Laos er et af de 5 lande i verden, hvor kommunistpartiet fortsat er ved magten.
I sin åbningstale til PPRL's kongres i marts 2001 anerkendte præsident Siphandon fiaskoen med administration af landets skrøbelige økonomi, men erklærede samtidig at partiet havde som mål at tredoble per-capita indkomsten frem til 2020. Han erklærede endvidere, at det var nødvendigt at styrke partiet, der har 100.000 medlemmer. Kongressen vedtog en udtalelse, hvor det hedder, at partiet fortsætter sin socialistiske linie og «er imod flerpartistyre og politisk pluralisme».
Regeringen forstærkede kampen mod narkohandel og erklærede, at alle der blev arresteret med over ½ kg heroin ville blive idømt dødsstraf. I juni 2003 blev denne mulighed for første gang taget i anvendelse overfor 3 narkohandlere.
I oktober 2001 blev flere europæiske aktivister arresteret foran præsidentpaladset i Vientiane, hvor de demonstrerede mod arrestationen af flere studenter et år forinden under pro-demokrati demonstration. Europarlamentet kvitterede med vedtagelsen af resolution, der godt nok ikke suspenderede bistanden fra EU, men gjorde den afhængig af landets fremtidige politiske udvikling.
I september 2001 gav Japan et lån til bygningen af den 2. Venskabsbro over Mekongfloden. Arbejdet blev indledt i 2002 og forventes afsluttet i 2005.
Konflikten med Thailand omkring grænsedragning i Mekongfloden fortsatte i 2002. Den angår bl.a. nogle øer i selve floden.
Ved præsidentvalget i februar 2002 blev Khamtay Siphandon genvalgt. Kun én af de 166 opstillede kandidater var ikke medlem af PPRL.
I juni 2003 blev 3 narkosmuglere de første der blev dømt til døden, efter at en ny lov i 2002 gav mulighed for dødsstraf for narkohandel.
I juli underskrev ministre og delegerede fra Laos, Kina, Thailand, Myanmar og Indien en erklæring, hvor de forpligtiger sig til at samarbejde i kampen mod narkotika.
I maj 2004 sprang en bombe i Vientiane i det civile luftfartselskabs bygning. Ved attentatet blev bombemanden dræbt, ingen påtog sig ansvaret og manden kunne ikke identificeres.
I juni 2005 blev 3 nordamerikanere udvist, anklaget for «indblanding i landets indre anliggender og forsøg på at hindre regeringens politik». De udviste var medlemmer af en Fact Finding Commission med hovedsæde i Californien. Ifølge udenrigsministeriet havde de fordrejet og blokkeret landets love og spredt argumenter mod regeringen. I praksis havde de udviste spændt ben for regeringens genbosættelsespolitik overfor etniske minoriteter, og havde opfordret medlemmer af Hmong folket i den nordlige Xieng Khouang provins til at forstyrre den offentlige ro og orden.
I november 2005 indledtes bygning af et vandkraftværk i Nam Theun.
Den 82 årige præsident Khamtay Siphandone trak sig i marts 2006 fra posten som leder af kommunistpartiet og blev erstattet af sin vicepræsident, Choummaly Sayasone.
I juni 2007 blev 9 personer arresteret i USA, anklaget for at være involveret i planlægningen af et statskup i Laos. Blandt de arresterede var general Gen Pao, der i 1970'erne med støtte fra CIA havde bekæmpet de kommunistiske partisaner i Laos.
I slutningen af december 2009 rapporterede New York Times at militærdiktaturet i Thailand planlagde at sende 4.000 laotiske Hmong flygtninge tilbage til Laos. BBC bekræftede senere, at repatrieringen var sat i gang. Det thailandske militær havde i forvejen afskåret alt adgang til flygtningene: udelandske observatører, læger fra Læger uden Grænser og journalister blev hindret adgang, og under repatrieringen jammede det thailanske militær al mobiltelefontrafik i området. Under Vietnamkrigen anvendte USA flere tusinde laotiske Hmong mænd til at bekæmpe den kommunistiske guerilla i landet. Det har siden krigens afslutning skabt betydelige spændinger mellem regering og Hmong'er. Samtidig satte konservative kredse i USA sig imod at lade større grupper af Hmong'er komme til USA som flygtninge.
Turismen fortsatte med at vokse. Fra 80.000 besøgende i 1990 til 1,9 mio. i 2010. Hvert 11. laot på arbejdsmarkedet arbejder allerede i turismesektoren, og andelen forventes at stige. Væksten tilskrives i høj grad landets skønhed og karakter af mere oprindelig Asien. Derved adskiller det sig fra nabolandet Thailand, hvor turismen på en lang række områder har deformeret den oprindelige kultur. Som andre lande i Sydøstasien var Laos' økonomi i de første år af det nye årtusinde epræget af høj økonomisk vækst. Vækstraten i 2012 var 8,3%.
Laos anmodede i 1997 om optagelse i WTO. Landet blev optaget i februar 2013.
Choummaly Sayasone blev genvalgt som præsident i Nationalforsamlingen i juni 2011. 3 måneder var han blevet genvalgt som regeringspartiets generalsekretær. Samme år indstillede landet bygningen af Xayaburi vandkraftværket, efter at både nabolande og NGO'er havde protesteret mod værkets miljømæssige konsekvenser.
Laos indledte i 2012 bygningen af vandkraftværket og dæmningen Xayaburi i det nordlige Laos. Byggeriet blev mødt af protester fra både miljøorganisationer, Vietnam og Cambodia, da byggeriet forventes at påvirke 60 millioner menneskers liv i regionen. Kraftværket kommer til at koste 3,8 mia. US$ og ejes og bygges af det thailandske Ch. Karnchang Public Company. Det udstyres med godt 1000MW turbiner og forventes at stå klart i 2019.
I maj 2014 blev forsvarsminister generalmajor Douangchay Phichit dræbt sammen med flere andre højtstående officerer i et flystyrt i Xiengkhouang provinsen i den nordlige del af landet.
I august blev arbejdet indstillet på Xayaburi dæmningsprojektet for en 6 måneders periode for at behandle indsigelser og protester fra nabolandene, miljøorganisationer og lokalbefolkningen.
I januar 2016 indledtes bygningen af Don Sahong dæmningen i det sydlige Laos, få kilometer fra grænsen til Cambodia. Dæmningen får en kapacitet på 260MW der overvejende forventes eksporteret til thailand og Cambodia. Den forventes at stå færdig i 2019. Projektet udløste en del protester, både internt i Laos og fra Vietnam og Cambodia, da projektet potentielt vil få betydning for flere millioner menneskers liv.
Den 10. partikongres i januar 2016 besluttede at udpege Thongloun Sisoulith til ny premierminister og Bounnhang Vorachith til ny generalsekretær og præsident. Begge overtog deres poster i april. Vorachith var tidligere vicepræsident og Sisoulith var tidligere vicepremierminister og udenrigsminister.
To politiske fanger blev løsladt i marts efter at have siddet fængslet i 17 år. Sammen med 28 andre gennemførte de i 1999 en fredelig demonstration for økonomiske, politiske og sociale forandringer i landet. 3 ud af de 30 fik lange fængselsdomme og den ene af dem døde siden i fængslet.
Kina var i 2016 den største udenlandske investor i Laos. Siden 1989 havde det investeret 5,4 mia. US$ i landet. På 2. og 3. pladsen lå Thailand og Vietnam med 4,5 og 3,1 mia. US$.
På den 11. partikongres i regeringspartiet blev Thongloun Sisoulith i januar 2021 valgt som ny generalsekretær. Partiets første generalsekretær uden militær baggrund. I marts overtog han samtidig præsidentposten i landet.
I december åbnedes jernbanen mellem Boten ved grænsen til Kina og Vientiane. Den 422km lange jernbane var en del af Kinas enorme Belt & Road projekt.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 27/2 2022
Læst af: 75.568