Myanmar (Burma)
| Befolkning | 53,6 mio. |
| Valuta | Kyats |
| Areal | 676.580 Km2 |
| Hovedstad | Rangoon |
| Befolkningstæthed | 70,5 indb./Km2  |
| HDI placering | 149 |
Myanmar - det tidligere Burma - er beliggende mellem den tibetanske højslette og den malayiske halvø. Det er omkranset af bjerge mod øst, vest og nord. Dets centrale dalstrøg gennemkrydses af floderne Irrawady, Sittang og Salween. I dette område findes de bedste landbrugsjorde, hvor der dyrkes ris, og det er også her, størstedelen af befolkningen lever. Klimaet er tropisk med monsunregn mellem maj og oktober. En betydelig del af vegetationen er regnskov, men to-tredjedele af landets regnskove er hidtil faldet som følge af afskovning.
Folket: Burmesere (69%); shan (8,5%); karen (6,2%); Rakhine (4,5%); mon (2,4%); chin (2,2%); kachin (1,4%).
Religion: Buddhister (89,1%), kristne (4,9%), muslimer (3,8%); andre (2,2%).
Sprog: Burmesisk (officielt) samt hver af de etniske gruppers egne sprog
Politiske partier: Solidaritet, Union og Udviklingspartiet (USDP, dannet af militæret); Den nationale liga for Demokrati (NLD, vigtigste oppositionsparti, ledet af Aung San Suu Kyi); Shan nationens liga for Demokrati; Arakan ligaen for Demokrati
Sociale organisationer: Hele Burmas demokratiske Studenterføderation; Hele Burmas sammenslutning af unge Munke; Burmas faglige Føderation (FTUB) dannet i 1991; Føderationen af Fagforeninger - Kawthoolei (FTUK) dannet i 1998 af Karen Lærerorganisationen, Karen Sundhedsarbejderorganisationen og Karen Bondeorganisationen.
Officielt navn: Pyeidaungzu Myanma Naingngandaw
Hovedstad: Staten flyttede i 2005 regeringssædet til byen Naypyidawi landets centrale del, 925.000 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Rangoon (Yangôn), 3.874.000 indb.; Mandalay, 1.037.300 indb.; Mawlamyine, 360.400 indb.; Pegu, 223.700 indb.; Akyab, 161.200 indb. (2000).
Parlament: 2-kammersystem. Amyotha Hluttaw (Nationaliteternes Hus med 224 medlemmer) og Pyithu Hluttaw (Repræsentanternes Hus med 440 medlemmer)
Regering: General Min Aung Hlaing, militærdiktator siden februar 2021.
Nationaldag: 4. januar (Uafhængighed, 1948)
Væbnede styrker: 378.000 (2003).
Paramilitære styrker: 85.000 (Folkepoliti, Folkemilits)
Der eksisterer inskriptioner fra det 6. århundrede f.v.t. der er tegn på, at der allerede tidligt eksisterede avancerede civilisationer i landet. Imidlertid gør den konstante migration af folkeslag fra nord mod syd og fra bjergene mod kysten samt deres blanding og kampe, det vanskeligt at danne sig et billede af relationerne før det 11. århundrede e.v.t. På det tidspunkt besejrede burmeserne hmong folket i syd og kadu i nord, og oprettede kongeriget Pagan.
De to følgende århundreder var en sand «guldalder» for den burmesiske tænkning og arkitektur. Men mongolske grupper angreb fra nord med støtte fra den store Khan i Beijing. Mongolernes invasioner kulminerede i 1283 med Pagan rigets fald og fortsatte frem til 1301. Under denne invasion ankom Marco Polo til landet. Han var i Kublai Khans tjeneste og menes at være den første europæer der betrådte burmesisk jord.
Burma forblev opdelt i småstater baseret på etniske skel frem til det 16. århundrede, hvor de lokale konger i Toungoo atter formåede at forene landet. Den 2. af disse regenter, Bayinnaung udbredte sin magt til det nuværende Laos og Thailand. Under ham nåede landet sin største udstrækning og sin største pragt.
Men statens ødselhed underminerede landbruget og økonomien og medførte en omfattende udvandring af bønder til de omkringliggende lande. Opløsningsprocessen blev yderligere forstærket af tilstedeværelsen af europæiske handelsfolk og disses rivalisering.
I 1740 var det atter engang en konge fra Toungoo, der genetablerede landets enhed med støtte fra briterne, men da hans efterkommere fortsatte projektet for national genopbygning kom det i konflikt med de britiske interesser i Assam (Indien), og den tidligere europæiske allierede vendte sig nu mod burmeserne. Der fandt tre større krige sted i det 19. århundrede mellem Burma og England - i 1820-26, 1852-53 og 1885-86. Under den sidste krig blev kong Thibaw taget til fange og Burma lagt ind under det engelske vicekongedømme i Indien.
I 1930'erne opstod flere nationalistiske bevægelser: en ledet af buddhist-munken U Ottama, der var inspireret af Gandhi; Saya Sans forsøg på at genindføre monarkiet; og endelig de bevægelser der udsprang af universitetet i Rangoon og som forsøgte at kombinere buddhisme med marxisme. I 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne.
Den antikoloniale bevægelse var ikke kun udtryk for eliten i byerne. Det internationale rismarkeds kollaps i 1930 og de høje skatter sendte tusindvis af bønder ud i gæld og ruin i hænderne på de britiske banker og de indiske pengeudlånere. Utilfredsheden slog over i fremmedfjendtlighed og i folkelige oprør i 1938 og 39.
Ved udbruddet af 2. verdenskrig dannede en gruppe af antikoloniale folk - kendt som de «30 kammerater» - i Bangkok, Burmas Uafhængighedshær (BIA). Den kæmpede sammen med japanerne mod briterne og i fællesskab indtog de hovedstaden den 7. marts 1943. De etniske minoritetsfolk Karen, Kachin og Chin organiserede støttet af Storbritannien guerillaer, der bekæmpede BIA og japanerne.
1948 Selvstændighed
Japanerne gav den 1. august 1943 landet sin selvstændighed og udnævnte doktor Ba Maw til statschef. Hæren blev stillet under Ne Wins kommando, men der udbrød hurtigt stridigheder mellem japanerne og den socialistiske fraktion blandt de «30 kammerater». 27. marts 1945 erklærede BIA krig mod Japan og blev anerkendt af briterne som Burmas Patriotiske Hær. Den 30. maj marcherede de atter sejrrigt ind i Rangoon, men denne gang ved englænderne side. Aung San organiserede en overgangsregering, og i 1947 blev der udformet en forfatning. Den 19. juni blev Aung San og flere af hans medarbejdere dræbt af en militærenhed i paladset. U Nu overtog posten som premierminister, og den 4. januar 1948 erklærede landet sig selvstændigt.
Landets nye regering blev fra starten angrebet militært fra flere fronter: oprørene blandt de etniske minoriteter, tilstedeværelsen af kinesiske Kuomintang styrker i landet der var indblandet i narkohandel, samt Aung Sans hærs væbnede kamp. Den var blevet omdøbt til Organisationen af Folkets Frivillige og knyttet til kommunistpartiet.
Den 2. maj 1962 gennemførte general Ne Win et kup mod U Nu, der havde vundet valget i 1960. Ne Win nationaliserede bankerne, risindustrien (der var kilde til 70 % af landets valutaindtægter) og handelen der overvejende var på indiske hænder.
I 1972 fastslog en ny forfatning, at det regerende Burmas Socialistiske Programparti (BSPP) var landets eneste legale politiske organisation.
Ne Win regimet kom i stadig dybere krise efter udbruddet af verdenskrisen i 1973, og oppositionen kritiserede kraftigt den «burmesiske socialisme». I 1979 trak landet sig ud af de alliancefri landes bevægelse. I 81 udpegede Nationalkongressen San Yu til Ne Wins efterfølger. Win trak sig fra posten, men forblev formand for partiet, og bevarede således sin kontrol over landet.
I 1987 førte den stadig alvorligere socio-økonomiske krise til offentlige protester og krav om demokrati. I august indrømmede Ne Win, at der var fejl i de foregående 25 års økonomiske politik. En BSPP kongres udnævnte Sein Lwin til statschef, hvilket udløste en bølge af protester, i hvilken hundredevis af buddhistiske munke og studenter døde i gaderne. Lwin blev blot 17 dage efter sin tiltræden tvunget til at træde tilbage. Hans efterfølger Maung Maung liberaliserede regimet.
Oppositionen forberedte sig nu på de valg, der var udskrevet til afholdelse i maj 1990. Regeringen ændrede landets navn til Unionen Myanmar og afskaffede betegnelsen «socialistisk». Navnet Burma svarede kun til landets største etniske befolkningsgruppe.
Den nationale liga for Demokrati (NLD) fik en knusende sejr med 80 % af stemmerne, mens det regerende Nationale Enhedsparti (det tidligere BSPP) kun fik 10 ud af de 485 pladser i parlamentet. Imidlertid afviste regeringen at anerkende valgresultatet, forbød oppositionens aktiviteter, fængslede eller landsforviste dens ledere og slog hårdt ned på enhver demonstration.
I juli 1989 blev NLD's leder, Aung San Suu Kyi - datter af den heroiske antikoloniale helt, Aung San - dømt til husarrest og fik afbrudt kommunikationen til omverdenen. Hun modtog i 1991 Nobels Fredspris.
Oppositionen reorganiserede sig nu på basis af en aftale mellem studenter, buddhistmunke og en række minoriteter. I marts 1992 fordømte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, massakrerne mod de etniske minoriteter. Alle oppositionens partier blev opløst og erklæret illegale.
I april overtog general Than Swe magten. Han løslod 200 dissidenter og gav tilladelse til genåbning af 31 universiteter og skoler. Samtidig gik Myanmar atter ind i de Alliancefri Landes bevægelse. I september ophævedes krigsrettilstanden, men Amnesty International kunne fortsat berette om tortur i landet.
Med det formål at udarbejde en ny forfatning indsatte militærstyret i januar 1993 et Nationalkonvent. Ved slutningen af året var der efter Amnestys vurdering 1.550 politiske fanger i landet.
En artikel i den nye forfatning fra 1994 slog fast, at præsidentkandidater skulle have levet de forudgående 20 år i landet, ikke kunne være gift med udlændinge eller have børn med udenlandsk statsborgerskab. Artiklen var åbenlyst rettet mod Aung San Suu Kyi, der var gift med en englænder og havde boet udenfor landet i en længere årrække. Militærjuntaen havde et møde med hende i september 1994 - for første gang efter at hun var blevet arresteret. Der blev dog ikke opnået enighed om den nye forfatning.
I juli 1995 blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest, og hun opfordrede Rådet til genoprettelse af de statslige love og Orden (SLORC) til dialog. Det blev afvist, og rådet svarede igen ved at arrestere snesevis af dissidenter og ved at bevare forbuddet mod politisk debat.
I begyndelsen af året blev en partisanfæstning i Manerplaw indtaget af SLORC. Manerplaws fald var et alvorligt slag for oppositionen, for guerillabasen havde også været hjemsted for demokratiske aktivister og for flere folkelige organisationer, der var knyttet til de forskellige guerillaorganisationer. I januar 1996 fik regeringen en hemmelig aftale i stand om Khun Sa's overgivelse. Han var kendt som «opiumens konge» og leder af chan guerillaen.
Større folkemængder - nogle gange op til 10.000 - samledes i maj og juni regelmæssigt foran Aung San Suu Kyis hus for at udtrykke deres støtte til hende. I juni forbød SLORC udtalelser rettet mod regeringen, og truede med fuldstændig at forbyde NLD's aktiviteter og arrestere dens medlemmer for ulovlig sammenslutning. I juli kritiserede Amnesty regeringen for at tilbageholde hundredevis af NLD medlemmer. I nogle tilfælde for blot at have set videoer med Aung San Suu Kyis taler i deres private hjem.
Militæret søgte nu at udnytte NLD's svækkelse ved at indkalde til månedlige pressekonferencer for den nationale og internationale presse, som SLORC indtil kort tid forinden havde karakteriseret som tendentiøs. I 1996 søgte SLORC at fremme det offentlige byggeri og ejendomsmarkedet - der er centrum for hvidvaskning af narkodollars. Både statslige og udenlandske investeringer blev kastet ind i denne sektor.
Samme år beordrede militærjuntaen 250 NLD medlemmer arresteret for at have planlagt at festligholde partiets sejr ved valget i 1990. Regimet vedtog desuden en lov, der forbød NLD's politiske møder.
Alligevel fortsatte tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere med at samles foran hendes hus. Det lykkedes endvidere NLD at udforme grundlaget for en ny forfatning, ifølge hvilken de væbnede styrker ikke ville kunne deltage i regeringsarbejdet. Militærjuntaen afviste imidlertid at indlede en dialog, og krævede at militæret fortsat skulle spille en fremtrædende rolle i landets politiske liv.
Arrestationerne af NLD medlemmer fortsatte i 1996, og regeringen nedlagde stadig flere restriktioner på Aung San Suu Kyis aktiviteter, indtil den forbød hende at anvende telefonen.
SLORC blev efterhånden udsat for et stigende internationalt pres - især fra USA og EU - og juntaen gav derfor i 1997 en række indrømmelser. I september tillod den NLD at afholde sin første kongres i 7 år, selv om kun halvdelen af de 600 delegater fik tilladelse til at deltage. Amnesty International opfordrede FN til at lægge pres på regimet for at få det til at løslade 90 samvittighedsfanger og omkring 1.200 politiske fanger.
I et forsøg på fornyelse, opløste juntaen sig i slutningen af 1997, og i stedet oprettedes Statsrådet for fred og Udvikling (SPDC). I juli samme år blev landet optaget i de sydøstasiatiske landes samarbejdsorganisation, ASEAN.
I begyndelsen af 1998 steg inflationen betydeligt som konsekvens af børskrisen i Sydøstasien. Samtidig blev rishøsten langt mindre end forudset. Ris er landets vigtigste forbrugsvare og eksportartikel.
I august 1998 indledte militæret en voldsom kampagne mod Suu Kyi, der var blevet tilbageholdt ved en vejkontrol, da hun for 4. gang forsøgte at forlade hovedstaden for at mødes med sine tilhængere. Juntaen karakteriserede Suu Kyi som «samfundets fjende nummer et». Regeringens aviser meddelte, at de der mødtes med hende «ikke vile komme til at leve længe».
Regeringens politiske chikane aftog ikke de følgende måneder. Under en festligholdelse for de væbnede styrker i marts 2000 erklærede Than Shwe, at oppositionen ville blive «elimeret», hvis den truede «landets stabilitet». Than Shwe opfordrede samtidig til national enhed og til at de partisaner der kæmpede ved grænsen undertegnede en våbenhvile aftale «og hurtigt slog sig sammen med hæren».
En demonstration mod militærjuntaen førte til, at Suu Kyi og flere medlemmer af hendes parti blev sat i husarrest. Internationale protester fik militærregeringen til at benægte, at dette skridt var blevet taget. Den erklærede i stedet, at de politiske ledere havde «bedt om tilladelse til at kunne blive i deres hjem», mens påstande om terrorisme i oppositionspartiet blev undersøgt. Efter nogle uger ophævede militæret i september restriktionerne rettet mod Suu Kyi og åbnede atter telefonerne til hendes hjem.
Chefen for efterretningstjenesten, major Khin Nyunt besøgte i september 2001 Thailand, hvilket han erklærede var udtryk for en forbedring af de bilaterale forhold. Han erklærede samtidig, at Burmas kamp mod narkotikaen ville fjerne landet fra den såkaldte «Gyldne Trekant» inden 2005. I begyndelsen af året var burmesiske og thailandske tropper stødt sammen ved grænsen, og de to lande havde gensidigt beskyldt hinanden for at støtte shan militsen, der er producent af opium. I maj var forholdet dog blevet forbedret som følge af et stigende antal nordamerikanske specialstyrker, hvis erklærede formål var at træne thailandske styrker i narkobekæmpelse.
Eftersom universitetet har været lukket siden 1988 i et forsøg på at hindre demonstrationer vendt mod regeringen, er der ikke siden blevet uddannet læger og andre højtuddannede. Antallet af burmesere er derfor nået op på 1 mio. og børnedødeligheden er nået op på 33%. Vestlige kilder hævder, at landets soldater ikke længere betales i penge men i narkotika, og at landets vigtigste indtægtskilde er det illegale salg af opium.
I november 2001 besøgte Kinas præsident Jiang Zemin landet - det første kinesiske statsbesøg siden juntaens magtovertagelse. I januar 2002 meddelte juntaen, at den ville igangsætte bygningen af et atomkraftværk med støtte fra Rusland. USA og EU fastholdt, at de ikke ville hæve de økonomiske sanktioner mod landet før der var sikre tegn på en demokratiseringsproces.
Efter 19 måneder i uafbrudt husarrest blev Suu Kyi den 6. maj løsladt og fik atter lov at deltage i politiske aktiviteter, hvilket blev tolket som begyndelsen på en demokratisk åbning. FN gik ind som mægler og foreslog som umiddelbart skridt løsladelsen af landets anslåede 1500-2000 politiske fanger. USA opfattede åbningen som resultat af de mange års embargo, der havde haft stor betydning for turismen og landets handel med olie, gas, tømmer og mineraler. Men juntaen mente åbenbart ikke, at dens åbning blev modsvaret fra udlandets side, og i april 2003 vedtog EU at forlænge sin stramme kurs overfor landet. I maj 2003 strammede juntaen derfor atter kursen overfor oppositionen: Suu Kyi blev tilbageholdt og sat i såkaldt «sikkerhedsforvarring» på ubestemt tid. Samtidig blev en NLD kortege angrebet, mindst 4 blev dræbt og 130 forsvandt. I juli blev 13 menneskerettighedsaktivister tilbageholdt efter at have overdraget en klage til myndighederne over begivenhederne i maj. Amnesty International erklærede sig foruroliget over, at de tilbageholdte blev udsat for tortur og mishandling af sikkerhedsstyrkerne.
En rapport fra FN's Menneskerettighedskommission fra december 2003 kritiserede omstændighederne ved den specielle rapportørs besøg i Myanmar i marts 2003, hvor der blev fundet beviser på aflytning af rapportørens samtaler med indsatte i Insein fængslet. Kommissionen fordømte i sin rapport forekomsten af henrettelser, soldaternes seksuelle overgreb, den konstante anvendelse af tortur, tilbageholdelse af politiske årsager, konfiskationen af jord og anvendelsen af børn til tvangsarbejde for militæret. Den kritiserede samtidig den manglende frihed til forsamling, forening, ytring og bevægelse. Unge, specielt unge kvinder under 25, har ikke lov til at forlade landet. Kommissionen opfordrede samtidig regeringen til at indføre et uafhængigt retsvæsen, genindføre demokratiet og godkende valgresultatet fra 1990.
Efter at være blevet udnævnt til premierminister i august 2003 fremlagde Khin Nyunt en række liberale forfatningsreformer, genåbningen af det nationale konvent der havde været suspenderet siden 1996 og fastlæggelsen af en køreplan for at nå frem til demokratiske principper.
Fra oprøret i 1988 frem til 2003 havde militæret indgået våbenhvileaftaler med over 20 etniske guerillagrupper. En af disse - Wa statens forenede Hær - har 20.000 under våben, hvoraf over halvdelen er under 12 år.
I januar 2004 indgik regeringen og Karenernes nationale Union en aftale om afslutning på den væbnede konflikt. I april var Suu Kyi fortsat i husarrest, selvom der var forhåbning om hendes løsladelse efter regeringens løfte om at ville nedsætte en forfatningsgivende kommission.
Efter 9 års pause mødtes det Nationale Konvent med 1000 delegater atter i maj. Det skulle udforme hovedpunkterne i en ny forfatning. Regeringen erklærede, at konventet var det første skridt frem mod en demokratisering af landet. Alligevel kritiserede NLD, at militærregeringen ikke tillod en fri debat om den ny forfatning og fortsat afviste af løslade Aung San Suu Kyi og Tin Oo. NLD's talsmand, Aung Shwe erklærede, at han ikke mente hans partis deltagelse i konventet ville gavne demokratiet, når militærregeringen fortsat afviste at løslade de tilbageholdte. Han tilføjede, at regeringen fortsat afviste at lade alle NLD kontorer åbne. Kun kontoret i Rangoon havde fået denne tilladelse. NLD besluttede derfor at boykotte konventet, og andre delegerede erklærede, at initiativet mistede enhver legitimitet uden NLD's deltagelse.
Samme måned rettede EU og USA fornyet kritik mod Myanmar for overtrædelsen af menneskerettighederne og den fortsatte tilbageholdelse af oppositionens politikere. EU forlængede sine sanktioner mod landet til 2005, og pressede samtidig på for at få regeringen til at løslade Suu Kyi. EU opfordrede dog samtidig NLD til at deltage i konventet. Dette blev dog fortsat afvist af NLD. Fra udlandets synsvinkel var det vitalt at få løsladt Suu Kyi for at sikre landets demokratiske genopbygning. Militærregeringen anså imidlertid ikke hendes tilsteværelse i den nye proces som vigtig, og holdt hende derfor fortsat fanget.
Den 17. maj gik konventet i gang. Den største kritik kom fra EU og USA, der erklærede at Myanmar var til fare for USA's nationale sikkerhed. Nabolandene i ASEAN var mere forbeholdning med kritik og nøjedes med at opfordre NLD til at deltage. FN's generalsekretær, Kofi Annan, erklærede, at konventet ikke havde nogen troværdighed uden Suu Kyis deltagelse.
Den 24. maj erklærede regeringen i Rangoon, at USA skulle høre op med at give råd om demokrati som system, eftersom begivenhederne i Afghanistan og Iraq havde vist, eftersom USA's invasioner i disse havde til formål at gennemtvinge forandringer i landenes indre anliggender udefra, uden hensyn til deres nationale suverænitet som stater. Regeringen erklærede at den var villig til at genindføre demokrati i Myanmar, men på sin egen måde. Den fortsatte sin kritik af USA ved at erklære at: «i Myanmar findes der ikke masseudryddelsesvåben, terrororganisationer, programmer for udvikling af missiler, ekspansionistiske planer eller fjendskab overfor USA» og at «de seneste erfaringer fra Afghanistan og Iraq er et klassisk eksempel på hvor galt det går, når et andet land med magt forsøger at introducere demokrati udefra». Militærregeringen fortsatte, at trods NLD's fravær fortsatte konventet sit arbejde med fastlæggelse af en valgdato og udarbejdelsen af en forfatning, der tillader Myanmar at udvikle sig til et stabilt og demokratisk land.
I juni rejste Khin Nyunt til Thailand på sit første besøg som premierminister. Han og hans thailandske kollega, Thaksin Shinawatra, diskuterede økonomisk udvikling, grænser og emigration. Besøget fandt sted i kølvandet på den internationale kritik og kort tid efter at FN's menneskerettighedsudsending Paulo Pinheiro i Rangoon havde udtalt, at konventet ikke var repræsentativt og derfor antidemokratisk. Diplomatiske kredse vurderede, at Myanmar havde valgt en ensom og vanskelig vej mod demokrati, men at landets nabolande ikke ønskede at blande sig i landets indre anliggender.
Samme måned erklærede ILO fra sit årsmøde i Genova, at Myanmar fortsat anvendte tvangsarbejde ved bygningen af veje, rekruttering til militæret, bygningen af boliger mm. ILO kritiserede endvidere, at regeringen havde dømt en dreng på 15 år til 4 års fængsel under anklage for desertering, efter at det var lykkedes ham at flygte fra flåden. Planerne om samarbejde mellem regeringen og ILO var ligeledes i fare efter arrestationen af 3 personer med falske identifikationspapirer fra ILO. De blev oprindelig alle 3 dømt til døden for forræderi, men efter appel blev straffen for den ene forvandlet til livsvarigt fængsel og for de to andre til 3 års fængsel. ILO erklærede, at det overvejede at trække sig helt ud af Myanmar.
I august indledte Rolls-Royce og Lloyd's samt 37 andre multinationale koncerner en international kampagne mod den «sorte liste» over koncerner, der er med til at financiere militærregeringen i Myanmar. Listen rummer 95 koncerner der direkte eller indirekte er med at opretholde diktaturet i Myanmar.
I oktober fratrådte Khin Nyunt premierministerposten af helbredsmæssige årsager. Han blev efterfulgt af Soe Win.
26. december ramte en tsunami Sydøstasien. I Myanmar kostede flodbølgen ca. 50 mennesker livet og en snes forsvundne. De fleste dødsfald fandt sted i landsbyer i Irriwaddy flodens delta sydvest for Rangoon. Humanitære organisationer frygtede at tallet var langt større, eftersom regeringen aldrig tidligere har offentliggjort nøjagtige oplysninger fra naturkatastrofer.
I marts 2005 vurderede ILO, at der fandtes omkring 800.000 tvangsarbejdere i landet og opfordrede derfor til internationale sanktioner. ILO opfordrede regeringer, arbejdsgivere og arbejdere samt internationale organisationer til at tage deres relationer til Myanmar op til revision, og til at tage de nødvendige skridt til at sanktionere regimet for dets krænkelser af de arbejdsmæssige rettigheder. Måneden forinden havde militærjuntaens chef, general Than Shwe afvist at mødes med en højtstående ILO delegation på besøg i Rangoon.
Internationale repræsentanter opfordrede juntaen til at bremse militærets anvendelse af tvangsarbejdskraft, til at gennemføre en offentlig kampagne mod denne praksis og til at forpligtige sig til at afskaffe denne praksis. Som svar på ILO's opfordringer erklærede Myanmars regering, at landet i den udstrækning det var muligt havde opfyldt kravene, og beklagede endnu engang at ILO var blevet anvendt som redskab af stærke og indflydelsesrige magter til at udøve pression mod Myanmar. Juntaen havde allerede i 2000 vedtaget en lov der forbød tvangsarbejde, og havde lavet en aftale med ILO om udformningen af reformer af arbejdslovgivningen. Men overtrædelserne af de internationale arbejdskonventioner er fortsat, og den største anvender af tvangsarbejdskraft er fortsat den 400.000 mand store hær, der dominerer de fleste af landets sektorer.
ASEAN besluttede i juli 2005 ikke at overlade formandsposten for sammenslutningen til Myanmar i 2006.
I april 2007 blev general Thein Sein indsat som midlertidig premierminister, mens Soe Win var i medicinsk behandling. Da Win i oktober 2007 døde blev udnævnelsen permanent.
I maj 2007 forlængede militærdiktaturet Aung San Suu Kyis husarrest med endnu et år. I Myanmar skal beslutninger om husarrest tages op til revision hver 12. måned, og forlængelsen var derfor ventet. Alligevel førte forlængelsen til kritik fra politiske ledere i hele verden og fra FN.
Oppositionen gennemførte 15. august en demonstration mod diktaturet. Styret slog hårdt ned på demonstrationen, arresterede dens ledere og hindrede efterfølgende det Internationale Røde Kors i at besøge de arresterede. I konsekvens begyndte Myanmars buddhistiske munke at organisere sig i hemmelighed. De gennemførte de første demonstrationer mod diktaturet midt i september, og demonstrationerne bredte sig hurtigt til resten af landet. Munkenes aktiviteter blev øjeblikkeligt den største trussel mod diktaturet, da landets buddhistiske befolkning bakkede fuldt op om munkene. I slutningen af september forbød regimet alle rapporter om demonstrationerne, afbrød internetforbindelsen til udlandet og slog hårdt ned på munkenes demonstrationer. Det er ukendt hvor mange munke der blev arresteret, såret eller dræbt, men konsekvensen var at det lykkedes regimet foreløbigt at knuse munkenes protester.
Regimet oplyste i februar 2008 at der ville gennemført folkeafstemning om ny forfatning i maj 2008 og valg i 2010. Folkeafstemningen blev gennemført i 2 runder i maj og godkendte med 93% overgangen til demokrati.
Myanmar ramtes 2. maj 2008 af orkanen Nargis, der forrettede omfattende ødelæggelser i Irriwaddy deltaet. Mellem 75.000 og flere hundrede tusinde blev dræbt. Indiske meteorologer advarede 1. maj Myanmars myndigheder om orkanens ankomst, men enten blev advarslen ignoreret, eller også lykkedes det ikke myndighederne at igangsætte evakuering af de mest udsatte. Landet bad efterfølgende om international katastrofehjælp, men der opstod øjeblikkeligt problemer, da regimet selv ønskede at fordele nødhjælpen, mens de internationale organisationer ønskede at stå for fordelingen. Den danske krigsminister Anders Fogh Rasmussen truede med at invadere Myanmar for at fordele nødhjælp. Udtalelser det internationale samfund rystede på hovedet af. Myanmar tillod i midten af maj ASEAN landene at deltage i distributionen af nødhjælp til ofrene for orkanen.
Aung San Suu Kyis husarrest skulle i maj være endt, men blev i august forlænget af regimet med yderligere 18 måneder.
I juli 2009 besøgte FN's generalsekretær Ban Ki Moon Myanmar, hvor han bl.a. mødtes med general Than Shwe. Shwe afslog at lade Moon mødes med Aung San Suu Kyi. Shwe foretrak at tale om de forestående valg i 2010, der skulle omdanne Myanmar til et demokrati: «Når vi mødes næste gang er jeg blot en almindelig borger», erklærede diktatoren.
I august 2009 kæmpede regimets tropper i Shan staten i det nordlige Myanmar i flere uger mod forskellige etniske minoriteter - især Han kinesere, Va og Chi. Kampene sendte over 30.000 burmesere på flugt ind i Yunnan provinsen i det sydlige Kina.
Som planlagt gennemførte diktaturet parlementsvalg i november 2010. Det blev imidlertid boykottet af oppositionen med Aung San Suu Kyis NLD i spidsen. Forfatningens §59F forbød i forvejen valg af burmesere gift med ikke-burmesere. En paragraf der skulle hindre Suu Kyi i at stille op. Valget blev vundet af diktaturets parti USDP med tidl. premierminister Thein Sein i spidsen. Sein var trådt tilbage som general ½ år tidligere for at kunne stille op. USDP fik 57,59% af stemmerne til Amyotha Hluttaw og 58,86% af stemmerne til Pyithu Hluttaw). Resultatet blev i første omgang afvist af både USA og Storbritannien, mens Kina, Rusland og Indien udtrykte håb om valget kunne være et skridt i retning af demokrati.
6 dage efter valget blev Suu Kyi løsladt fra sin husarrest. Hun erklærede ved sin løsladelse at hun ikke fortrød sit partis boykot af valget.
Than Shwe trådte tilbage i marts 2011 og overlod præsidentposten til USDP's Thein Sein. Sein var premierminister under diktaturets sidste år, men var meget interesseret i at få lempet Vestens sanktioner og mødtes i august med Suu Kyi.
Thein Seins regering indledte fra 2011 en række politiske og økonomiske reformer: 313 politiske fanger blev løsladt; censuren blev lempet og blokeringen af udenlandske medier ophævet; der blev vedtaget en ny forbedret arbejdslovgivning; og der blev etableret en National Menneskerettighedsorganisation. I september suspenderede regeringen byggeriet af den omstridte Myitsone Dæmning i Kachin staten. Et byggeri der ellers blev støttet af Kina. Den frafaldt ligeledes kravet om at soldater i de bevæbnede etniske minoritetsgrupper skulle indlemmes i grænsepolitiet.
Ved suppleringsvalget til parlamentet i april 2012 besluttede NLD at opstille. NLD vandt 4 ud af de 6 suppleringspladser i Amyotha Hluttaw, mens det regerende USDP måtte nøjes med 1, og 37 ud af 40 pladser i Pyithu Hluttaw). Kina opfordrede efterfølgende de Vestlige lande der havde sanktioner mod Myanmar til at lempe disse, og nogle dage senere lempede USA sine sanktioner. Storbritannien erklærede, at lempelser var afhængige af løsladelse af politiske fanger og fortsatte demokratiske fremskridt. EU hævede dog samme måned sine sanktioner. I november besøgte USA's præsident Rangoon, hvor han havde møder med både præsident Sein og Suu Kyi.
I sommeren 2012 udbrød der uroligheder i den nordlige Rakhine stat mellem Rohingya muslimer og etniske Rakhine indbyggere. Mellem 100 og 1000 mennesker blev dræbt, 2.500 huse brændt ned og 115.000 drevet på flugt. Myndighederne erklærede i juni staten i undtagelsestilstand. Thein Sein gjorde sig i juli til etnisk udrensning af delstatens muslimske befolkning, da han erklærede at de var udefrakommende og burde sendes ud af landet.
Sein gennemførte i august 2012 en regeringsomdannelse, hvor 9 ministre og 15 viceministre der blev anset for hardliners blev udskiftet med politikere, der lå tættere på Seins moderate kurs. Reformerne fortsatte, men der sad fortsat flere hundrede politiske fanger i landets trods løsladelser, der var fortsat indskrænkninger i demonstrationsfriheden og undertrykkelsen af de etniske minoriteter fortsatte. ASEAN kvitterede dog for reformpolitikken med øget samhandel og ved at gøre Myanmar til formandsland for sammenslutningen i 2014.
Regeringen løslod omkring 200 politiske fanger ved amnestier i løbet af 2013. Som udløber af konflikten i Rakhine i 2012 tog den lokale forfølgelse af muslimer i form af koordinerede angreb til i løbet af 2013. I marts angreb en budhistisk pøbel muslimske kvarterer i den centrale burmesiske by Meiktila. Mindst 44 blev dræbt og 1.400, overvejende muslimske, forretninger og huse blev brændt ned. Burmesisk politi greb ikke ind mod overfaldene, så oftest passive til og deltog i nogle tilfælde aktivt. Omkring 12.000 muslimer blev fordrevet. I juni blev 25 budhistister dømt for mord og brandstiftelse. I august besøgte FN's specielle rapporteur for menneskerettigheder i Myanmar, Tomas Ojea Quintana Meiktila. Her blev hans bil overfaldet af en budhist pøbel, mens politiet så passivt til. I mange tilfælde anspores angrebene af budhistiske højreorienterede munke, som U Wirathu der er medlem af 969 bevægelsen der propaganderer for boykot af muslimske forretninger, for at budhister ikke skal gifte sig med muslimer eller konvertere til islam. Centrale politiske ledere som Aung San Suu Kyi har ikke undsagt denne og tilsvarende bevægelsers had-propaganda.
Regeringen tilbød i oktober 2014 landets 1,1 mio. Rohingya (muslimer), at de kunne få burmesisk statsborgerskab, hvis de angav deres oprindelse som «bengalske». Det var et udtryk for, at regeringen fortsat ikke betragtede landets muslimske befolkning som «ægte» burmesere. Internationale menneskerettighedsorganisationer protesterede mod dette forsøg på at indføre apartheid i landet. Efter forfølgelserne af muslimerne i 2012 og 13 lever omkring 140.000 muslimer under koncentrationslejrlignende forhold i Rakhine, Meiktila og Arakan. Over 100.000 andre var flygtet i både til Bangladesh og Malaysia. Flere hundrede mentes at være døde undervejs.
Selv om pressefriheden blev øget gennem 2013 og 14 fandt der fortsat hyppigt arrestationer af journalister og andre mediaarbejdere sted, ligesom menneskerettighedsaktivister fortsat udsættes for forfølgelse. EU og USA har normaliseret forholdet til landet. Dog har USA enkelte begrænsninger på sin eksport af våben, som følge af Myanmars anvendelse af børnesoldater.
Fra starten af 2015 tog strømmen af bådflygtninge fra Bangladesh og Myanmar til i Andamaner Havet og Malakka Strædet. UNHCR vurderede at omkring 25.000 var rejst afsted i både i perioden januar-april 2015. Både Malaysia og Indonesien nægtede i første omgang at tage imod flygtningene, men begyndte derefter at acceptere fait accomplí og tage imod dem som midlertidige flygtninge. Der var i starten af året 32.000 registrerede Rohingya flygtninge fra Myanmar i det sydlige Bangladesh og yderligere 140.000 var internt fordrevne i Myanmar.
I november 2015 gennemførtes parlaments- og distriktsvalg. Valget blev en total sejr for Aung San Suu Kyis NLD. Af de 330 ud af Repræsentanternes Hus' 440 pladser der var på valg fik NLD 255. Altså absolut majoritet selv om militæret havde udpeget 110 pladser til sig selv. I Overhuset (Nationaliteternes Hus) fik NLD 135 pladser af de 168 der var på valg ud af Husets 224 pladser. Ligeledes fuld majoritet. Selv om Aung San Suu Kyi iflg. forfatningen ikke kunne blive landets præsident erklærede hun, at det vil være hende der fremover vil lede regeringen. I distriktsvalgene fik NLD 55% af pladserne. Militærets USPD parti erklærede umiddelbart efter valget nederlaget og tog imod Suu Kyis invitation til nationale forsoningsforhandlinger. Internationale iagttagere pegede på, at uanset NLD's knusende valgsejr vil militæret fortsat bevare en stor magt. 60 års diktatur gennemsyrer landets institutioner.
Aung San Suu Kyi og NLD blev kritiseret for at have holdt en lav profil omkring landets muslimske Rohingya mindretal, der ikke fik mulighed for stemme ved valgene. Det blev tilskrevet alliancen mellem NLD og de konservative budhistiske organisationer.
Htin Kyaw blev i marts 2016 valgt til præsident med 360 ud af parlamentets 652 medlemmer. Han blev den første valgte præsident uden forbindelse til militæret siden statskuppet i 1962. Aung San Suu Kyi var hindret i at stille op til posten men erklærede, at hun ville regere gennem præsidenten. Selv blev hun i april valgt til 1. Statsråd (premierminister). En post oprettet specielt til hende.
Trods regeringens erklærede vilje til at søge fredelige løsninger på landets mange væbnede konflikter, blussede disse konflikter op på alle fronter i sidste halvdel af 2016, da militæret bl.a. satte luftvåbenet ind.
For første gang i 25 år blev der i september ikke vedtaget en resolution i FN's Generalforsamling om Myanmar. Årsagen var, at EU ikke fremsatte nogen. Det var bemærkelsesværdigt eftersom ingen af punkterne i de foregående års resolutioner endnu var opfyldt. USA fjernede i oktober de fleste af sine sanktioner mod landet og gav det handelspræferencer. Siden april havde Myanmar gradvist indført stadig flere begrænsninger på udenlandske observatørers adgang.
Situationen for Rohingya befolkning i Rakhine delstaten blev drastisk forværret i sidste halvdel af 2016. En grænsepolitistation ved grænsen til Malaysia blev i oktober angrebet og 9 politifolk dræbt. Angiveligt af en Rohingya bevæbnet gruppe. Sikkerhedsstyrkerne gik øjeblikkeligt i gang med en storstilet «rensningsaktion», der isolerede området fra omverdenen og hindrede journalister og menneskerettighedsobservatører i at komme ind. Sikkerhedsstyrkerne gjorde sin under aktionen skyldig i vilkårlige drab, voldtægter, væbnede angreb på civile og nedbrænding af landsbyer. 27.000 Rohingyaer flygtede til Bangladesh.
I ialt 220.000 var internt fordrevne i landet ved udgangen af 2016. De 120.000 i Rakhine og 100.000 i den nordlige del af landet.
2017 Folkemord på Rohingya
I efteråret 2017 udviklede sikkerhedsstyrkernes undertrykkelse af Rohingya folket til egentlig folkemord. Den 25. august hævdede regimet, at 71 personer var blevet dræbt under et Rohingya angreb på 24 politistationer og en militærbase i Rakhine delstaten. Der var angiveligt tale om 1 soldat, 1 grænsebetjent, 10 politifolk og 59 oprørere. Sikkerhedsstyrkerne gik derefter massivt i gang med undertrykkelses af Rohingya folket i hele Rakhine: deres landsbyer blev brændt ned, kvinderne voldtaget, mænd, kvinder, børn og gamle vilkårligt henrettet. Folkemordet udløste en massiv flygtningestrøm mod Bangladesh. 2 måneder senere var over ½ mio. rohingyar ud af 1 mio. flygtet. På satellitfotos kun de mange nedbrændte landsbyer ses. 30.000 buddhister og hinduer blev ligeledes drevet på flugt. Deres historie var, at de var blevet af rohingyaer. Aung San Suu Kyi nægtede kategorisk at tage afstand fra militærets folkemord. Dette udløste international kritik af landets formelle leder og krav fra tidligere nobelprismodtagere om at hun burde have frataget sin fredspris. Også den sydafrikanske biskop Desmond Tutu kritiserede hende. Myanmar nægtede journalister og internationale observatører adgang til Rakhine, så historierne baserede sig på flygtningenes rædselsberetninger og studier af satellitfotos. (UN report details brutal Myanmar effort to drive out half a million Rohingya, Guardian 11/10 2017)
Folkekirkens Nødhjælp karakteriserede i november forholdene i de interemistiske flygtningelejre i Bangladesh som forfærdende. Lejrene var dårligt byggede på dalskråninger, og der var udsigt til at regntiden ville kunne skylle de dårligt byggede boliger bort.
Meget pegede i retning af, at militæret efter den civile magtovertagelse i starten af 2016 benyttede lejligheden til at «løse» de etniske og religiøse konflikter i nord og syd med militære midler og lade den «civile» regering tage kritikken.
FN offentliggjorde i august 2018 en rapport der lagde ansvaret for folkemordet i Rakhine på det burmesiske militær. Diktaturet havde forbudt FN adgang til landet, så undersøgelsen der lå til grund for rapporten var baseret på interviews med ofrene for massakrene. Rapporten kritserede Aung San Suu Kyi’s passive rolle: «Hun har hverken brugt sin de-facto rolle som regeringsleder eller hendes moralske position til at bremse eller hindre begivenhederne i Rakhine». Offentliggørelsen af rapporten førte til at Amnesty International, Human Rights Watch, Fortify Rights og Red Barnet opfordrede ICC til at igangsætte en undersøgelse af folkemordet. (Myanmar's military accused of genocide in damning UN report, Guardian 27/8 2018)
Amnesty International fratog i november Aung San Suu Kyi den hædersbevisning som sammtighedsambassadør hun i 2009 blev tildelt da hun selv sad i husarrest. Amnesty konstaterede, at hun skamfuldt havde forrådt de ideer hun engang stod for. I september havde hun forsvaret dommen på 7 års fængsel til to Reuters journalister, der havde efterforsket militærets massakrer på Rohingyaer i Rakhine. (Aung San Suu Kyi stripped of Amnesty's highest honour over 'shameful betrayal', Guardian 12/11 2018)
Den Internationale Domstol i Haag afsagde i januar 2020 en kendelse, der pålagde Myanmar at hindre folkedrabs overgreb mod Rohingya folket. Regeringen slog fast, at retsforfølgelsen af ansvarlige for overgreb på menneskerettighederne var en ren intern affære i landet. Straffriheden for overgrebene fortsatte.
Parlamentsvalget i november 2020 styrkede yderligere Aung San Suu Kyis NLD, der gik 3 mandater frem i både Repræsentanternes Hus og Nationalitetsforsamlingen til henholdsvis 258 og 138. Trods det at militæret på forhånd havde reserveret 30% af pldserne til sig selv i begge kamre, gav det alligevel NLD absolut flertal. Resultatet var ikke hvad militæret havde forventet, og det begyndte at udsende bulletiner om valgsvindel, hvilket blev afvist af både observatører og den nationale valgkommission
2021 Militærkup
De få års demokrati blev bragt til en brat afslutning i februar 2021, da militæret gennemførte et kup, dagen før de valgte repræsentanter fra valget i november skulle indtage deres pladser. Præsident Htin Kyaw blev afsat og erstattet af brigadegeneral Min Aung Hlaing, der dog øjeblikkelig overdrog magten til general og stabschef Min Aung Hlaing, der siden har fungeret som landets militærdiktator. Aung San Suu Kyi blev arresteret, parlamentet opløst og dets medlemmer sat i husarrest. Trods militærets ordrer til at bruge skarp ammunition, gik burmeserne på gaden i protest mod diktaturet. En uge efter kuppet indførte regimet udgangsforbud fra 20 til 04. Efter 6 uger indførtes undtagelsestilstand. Efter 2½ måned havde regimet dræbt mindst 707 demonstranter og arresteret flere tusinde. Nabolandene der havde årtiers erfaringer med det burmesiske militlær opfordrede til forhandlinger mellem militæret og den afsatte regering. Vesten derimod indførte blot bevidstløse sanktioner mod regimet, hvilket blot fik det til at grave sig politisk ned. Samtidig fortsatte Vesten med at aftage landets olie og gas.
Som svar på diktaturets brutale undertrykkelse oprettede civile i mange dele af landet selvforsvarsgrupper (NUG), der angreb militæret.
I januar 2022 dømte diktaturet Aung San Suu Kyi til 4 års fængsel for at være i besiddelse af walkie talkie og for at have «forbrudt sig imod landets COVID-19 reglement».
Diktaturet henrettede i juli 4 politikere og demokratiaktivister. Formålet var tilsyneladende at skræmme befolkningen fra at deltage i modstanden mod diktaturet. Regimet havde indtil da arresteret 14.847 personer, af hvilket 11.759 fortsat sad indespærret. (Myanmar junta executes democracy activists in first such killings in decades, Guardian 25/7 2022)
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 3/8 2023
Læst af: 107.417