Monaco
| Befolkning | 37.000 |
| Valuta | Euro |
| Areal | 2 Km2 |
| Hovedstad | Monaco |
| Befolkningstæthed | 16500 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Lille fyrstedømme beliggende ud til Middelhavet. Det er 3,5 km langt og er omkranset af det franske departement Alpes Marítimes. Fyrstedømmet rummer 3 bymæssige bebyggelser: hovedstaden Mónaco-Ville; beboelseskvarteret Condamine; Montecarlo beliggende nordøst for Monaco havn. Det er her, det berømte kasino er beliggende, og det er det mest besøgte område i fyrstedømmet. Der findes en begrænset produktion af oliven og citrusfrugter, men ellers lever landet overvejende af turismen.
Oplyst enevældigt monarki.
Folket: Franskmænd (47%); Monacoborgere (16%); Italienere (16%); Englændere (4%); Belgiere (2%); Schweizere (1%). (1997).
Religion: Katolikker 95% (1997).
Sprog: Fransk (officielt), monacosk, engelsk, italiensk
Politiske partier: Den Nationale Demokratiske Union. Den Nationale unionen for Monacos Fremtid.
Officielt navn: Principauté de Monaco.
Administrativ inddeling: 1 kommune
Regering: Parlamentarisk monarki. Den nuværende forfatning har været i kraft siden 17. december 1962. Prins Albert II har regeret landet siden april 2005, og er samtidig statschef. Pierre Dartout er siden september 2020 premierminister og regeringschef. Parlamentet har kun ét kammer (Nationalrådet), hvis 18 medlemmer vælges ved direkte valg for en 5-årig periode.
Væbnede styrker: Forsvaret varetages af Frankrig
Det område der i dag udgøres af Monaco har været beboet siden stenalderen. Monaco klippen der hæver sig over Middelhavet har gennem historien været tilholdssted for mange primitive stammer. Ligurerne var de første fastboende i områdets bjerge og havde ry for at være vandt til at arbejde under barske forhold. Monaco kysten og havnen var vejen til havet for et af disse ligurer folk: Oratelli de Peille.
Området blev senere besat af fønikere, grækere, cartensere og fra slutningen af det 2. århundrede fvt. af romerne. Området blev gjort til en del af provinsen de Maritime Alper. Under besættelsen byggede romerne i Turbie Augustus trofæet, der fejrer hans militære triumfer. I den samme periode bragte fønikiske og cartensiske søfolk velstand til området. I det 1. århundrede evt. blev Monaco annekteret af Marseilles og kristnet.
Efter romerrigets fald blev området med jævne mellemrum besat af forskellige folk. I det 7. århundrede blev det en del af Lombardiet og hundrede år senere en del af kongedømmet Arles. Det kom under islamisk styre da sarancenerne invaderede Frankrig. Efter at hertugen af Provence i det 10. århundrede havde besejret sarancenerne blev kysten gradvist mere beboet.
I 1191 blev Monaco overdraget til Genova som koloni. Den 8. januar 1297 erobrede Grimaldi familien fæstningen i Monaco og lagde stenene til det der endnu i dag er hertugpaladset. Grimaldierne stammede fra Genova, men var gået i eksil. Deres overhovede, Fulco del Castello, fik af Henri VI kongemagten over Monaco klippen og de jorde der omgiver den. For at kunne tiltrække en mere stabil befolkning fik han desuden koncession over jorden og ret til at udskrive skatter. Fra da af blev Monaco et vigtigt stridspunkt blandt de to store partier i Genova: gibelinerne der støttede herskeren og güelfos der tøttede paven og var allierede med Grimaldi.
I 1331 blev Monaco generobret af Carlos I, der samtidig indlemmede Spinola familiens ejendomme samt byerne Menton og Roquebrune. Carlos I anses af mange som den virkelige grundlægger af hertugdømmet og dets første hersker. Carlos dødei 1357 og hans søn, Rainer II kæmpede mod Genova intil den franske konge og hertugen af Saboya i 1489 anerkendte Monacos selvstændighed.
I 1612 gav Honorato II sig selv titlen Hertug af Monaco. Efter 10 års forhandlinger undertegnede Honorato II og Luis XIII af Frankrig i september 1641 Peroné traktaten der anerkender Monacos selvstændighed. Frankrig garanterer samtidig at ville beskytte hertugdømmet, og samme år smides spanierne ud af Monaco.
Under den franske revolution annekteres hertugdømmet af Frankrig. Med Wiener traktaten er det 1815-60 et protektorat og genvinder først sin selvstændighed i 1861. Prins Karl III af Monaco beslutter at tiltrække det internationale højere borgerskab for dermed at bidrage til landets økonomiske udvikling og åbner derfor i 1863 det første kasino. I 1865 åbner han Monte-Carlo kasinoet. Karl III regerer landet 1856-89, hvor hans søn Albert I overtager magten. Denne udfærdiger landets første forfatning i 1911.
I 1918 blev der indgået en traktat, der præciserede Frankrigs beskyttelse af Monaco. Den slog fast, at fyrstedømmet var politisk, militært og økonomisk allieret med Frankrig.
En ny forfatning fra 1962 afskaffede dødsstraffen, indførte kvindelig valgret og oprettede en højesteret til beskyttelse af de grundlæggende frihedsrettigheder.
Landets specielle karakteristika og historie har gjort det til verdens rigeste og mest berømte turistlokation. De besøgende spreder deres timer over strandbesøg, sejlads, de internationale veje og verdens mest berømte kasino - Monte Carlo.
I maj 1993 blev landet officielt medlem af FN.
Der er mistanke om, at Monaco er blevet et financielt paradis, der lægger banker til hvidvask af penge. I 1998 var en israelsk statsborger indblandet i hvidvask af penge knyttet til den latinamerikanske narkomafia. Der blev samtidig rejst mistanke om penge fra den russiske mafia, og der blev derfor nedsat en undersøgelseskommission ledet af en dommer, der senere opløste kommissionen.
Da hertugdømmet ikke beskatter renter og da afgiften på forretningstransaktioner er lav er Monaco blevet et yndet finanscentrum, både for private og virksomheder der ønsker at slå sig ned i hertugdømmet.
Selv om landet ikke er medlem af EU er det økonomisk tæt knyttet gennem sin toldunion med Frankrig, som det også historisk har delt valuta med. Landets valuta er derfor i dag Euro.
Patrick Leclercq overtog posten som premierminister 5. januar 2000 og erstattede dermed Leveque på posten. I oktober samme år truede Frankrig med at tage en række parlamentariske skridt mod hertugdømmet hvis det ikke intensificerede sine anstrengelser for at bekæmpe den økonomiske kriminalitet. Paris beskyldte Monaco for under henvisning til bankhemmeligheden at skjule vigtige oplysninger og derved kaste skygge over de europæiske bestræbelser på at bekæmpe de ulovlige finansielle transaktioner. Monaco afviste dog beskyldningerne. I oktober 2002 gennemførte den Internationale gruppe mod finansiel pengevask en evaluering af staternes opfyldelse af dens anbefalinger. Monaco blev her sammen med Barbados og Bermuda placeret i kategori 2 som «noget samarbejdsvillige».
Prins Albert erklærede i et interview at han var ved at være træt af, at Monacos borgere blev behandlet som narkohandlere. Iflg. handelsstanden er den franske holdning også udtryk for dobbeltmoral, eftersom alle penge til Monaco først skal gennem den franske centralbank.
I 2004 dømte en britisk domstol Stephen Troth, ansat i bankkoncernen HSBC, til 9 års fængsel for svindel til en værdi af 10 mio. US$ i Monaco. Svindelen var blevet begået mod berømtheder som bl.a. racerkøreren Michael Schumacher. En domstol i Monaco havde allerede dømt ham til 4 års fængsel i 2002.
Den 6. april 2005 døde den 81 årige prins Rainier af lunge, hjerte og nyresvigt. Han blev erstattet på fyrsteposten af sin 47 årige søn, prins Albert.
I 2007 offentliggjorde prinsen for første gang i landets historie tallene for BNP.
Monaco opgav i december 2008 at ekspandere ud i Middelhavet gennem et kostbart landindvindingsprojekt. Regeringen henviste til den internationale finanskrise og hensyn til miljøet.
I maj 2009 fjernede OECD Monaco fra listen over lande, der ikke vil samarbejde omkring bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.
Fyrst Albert udpegede i september 2020 Pierre Dartout til ny premierminister.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 16/3 2022
Læst af: 95.709