Trinidad & Tobago
| Befolkning | 1,5 mio. |
| Valuta | Trinidad and Tobago dollars |
| Areal | 5.130 Km2 |
| Hovedstad | Port of Spain |
| Befolkningstæthed | 253,4 indb./Km2  |
| HDI placering | 57 |
Landet udgør en øgruppe ud for Orinoco flodens delta i Venezuela. Den udgør den sydligste af de små antiller i Caribien. På den største ø, Trinidad (4.828 km2) er bjergene orienteret i en øst-vest retning og udgør den sidste udløber af Andes bjergkæden. En tredjedel af øen er anvendt til sukker- og kakaoplantager. Endvidere produceres olie og asfalt. Tobago (300 km2) råder i sit indre over en lille vulkansk bjergkæde. Den er omgivet af Little Tobago (1 km2), småøen Goat og revet Bucco. Øgruppens klima er tropisk med regntid i juni-december, men modereret af havet og passatvindene fra øst. Der findes ikke mange floder, men bjergenes skråninger er alligevel dækket af skove.
Folket: Befolkningen kan opdeles i afrikanske efterkommere (43%), indere (40%) der blev bragt til landet i det 19. århundrede som kontraktarbejdere; blandede (14%), europæiske efterkommere (1%), kinesere (1%).
Religion: Der findes ikke nogen officiel religion. Protestanter (29,7%), katolikker (29,4%), hinduer (23,7%), muslimer (5,9%), andre (11,3%).
Sprog: Engelsk (officielt), hindi, urdu, fransk, spansk
Politiske partier: Peoples National Movement (PNM); National Alliance for Reconstruction (NAR); Unity National Congress (UNC); Team Unity (TUN).
Sociale organisationer: Trinidad & Tobagos Arbejderkongres (TTLC) er den eneste landsorganisation med 80.000 medlemmer; Jamaat-al-Muslimeen.
Officielt navn: Republic of Trinidad and Tobago
Administrativ inddeling: 7 grevskaber, 4 byer med selvstyre og en semi-autonom ø: Tobago.
Hovedstad: Port of Spain, 55.000 indb. (2003).
Andre vigtige byer: San Fernando, 29.600 indb.; Arima; 26.400 indb.; Point Fortin, 17.500 indb. (2000).
Regering: Paula-Mae Weekes er præsident siden marts 2018. Keith Rowley er premierminister siden september 2015. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 36 pladser og Senatet med 31.
Nationaldag: 31. august (Uafhængighedsdagen, 1962)
Væbnede styrker: 3.000 soldater (2003).
Paramilitære styrker: 4.800 (politi)
Selvom Trinidad & Tobago i dag udgør én stat, har de to øer haft en forskellig historie. Trinidad befinder sig blot 20 km fra Orinoco flodens udmunding, blev «opdaget» af Columbus i 1498 og blev i første omgang underlagt Spanien. På øen Tobago havde der oprindelig levet cariber, men da hollænderne ankom til den i 1632 var den ubeboet. Kort tid efter gik spanske tropper i land på Tobago. De frygtede, at hollænderne fra Tobago ville indlede en udforskning af Orinoco flodens løb, hvor de mente der fandtes guld.
Som de andre europæiske kolonier i regioner blev øerne udsat for talrige invasioner og besættelser af hhv. hollændere, franskmænd og englændere. Ustabiliteten var reglen og Trinidads langsomme befolkningstilvækst var symbol på denne. Tre århundreder efter ankomsten af de første europæere bestod befolkningen i 1783 af 126 europæere, 605 afrikanere (af hvilke 310 var slaver) og 2.032 indere. Fra 1802 blev Trinidad britisk koloni, mens Tobago blev det fra 1814.
Som på næsten alle andre øer i Caribien var sukkeret grundlaget for økonomien. Da slaveriet blev ophævet i 1834 blev afrikanerne erstattet af kontraktarbejdere fra Indien og i mindre udstrækning Kina. Denne ændring afspejles også i den nuværende etniske og sociale sammensætning, hvor befolkningen af afrikansk oprindelse overvejende er arbejdere i byerne, mens den indiske befolkning udgør en stor bondestand. Alligevel slog nogle sorte arbejdere sig ned på landet, hvor de udviklede et socialt system til gensidig hjælp - kaldet gayap - svarende til andre latinamerikanske småsamfund af indiansk, afrikansk eller blandet oprindelse.
I 1924 udvikledes den første autonomibevægelse, og samme år blev koloniadministrationen reformeret, for at tillade at nogle lavere stillinger blev besat ved valg - om end med begrænset stemmeret. I samme periode begyndte dannelsen af fagforeninger, der også fremførte kravet om selvstændighed. I 1950 fik landet intern autonomi, og samme år vandt Peoples National Movement (PNM) valget, og dets leder, doktor Eric Williams blev landets første premierminister. En post han beklædte frem til sin død i maj 1981. Efter en kort periode med integration i den Vestindiske Føderation (1958-62) fik landet sin selvstændighed i 1962. Den 31. august 1976 gjorde en ny forfatning det til republik.
Sukkerproduktionen begyndte at falde fra starten af det 20. århundrede, og blev gradvist erstattet af olieproduktion, der i 1940 var landets vigtigste økonomiske aktivitet. De voldsomme prisstigninger på olie i 1970'erne forandrede radikalt økonomien og samfundet. I 1972-82 femdobledes indtægterne fra olien og regeringens udgifter øgedes tilsvarende. Arbejdsløsheden faldt til under 10 %, og importen af varer - især luksusvarer - 11 dobledes. Landet fik den højeste per capita indkomst i Mellem- og Sydamerika. Landet blev et forbrugersamfund. Samtidig indledte Eric Williams' regering en nationalisering af olieindustrien, nærmede sine prispolitik til OPEC's samtidig med at den tilskynde til investeringer fra multinationale selskaber.
Gennem 1970'erne kom det til en række sociale oprør. I 1975 kom det bl.a. til storstrejker, i hvilke det lykkedes at slå bro over de etniske modsætninger: oliearbejdere og landarbejdere oprettede fælles protestbevægelser og opstillede fælles krav. Strejkebevægelsen blev i sidste ende knust, da regeringen indkaldte militæret til distribution af olie- og benzinprodukterne.
Fra 1982 gav afhængigheden af olieproduktionen anledning til alvorlige problemer og ustabilitet. Flere faktorer indvirkede på forværringen af situationen: verdenskrisen, faldet i oliepriserne, reduktion i efterspørgslen på tung olie, stigende konkurrence fra olieraffinaderier på USA's sydkyst og en reduktion af produktionen.
Disse nye omstændigheder medførte, at olieindtægterne faldt med 26 % i 1983, hvilket var den væsentligste årsag til, at landets samlede BNP faldt med 5,2 %. Regeringen gennemførte derfor en skrap krisepakke, der bl.a. fjernede subsidierne på en række basale produkter, reducerede de offentlige investeringer og «inddæmmede» de offentlige lønninger.
I oktober 1983 vendte George Chambers regeringen sig imod USA's invasion af nabolandet Grenada, og deltog ikke i den ekspeditionsstyrke som 6 caribiske lande leverede tropper til. Til gengæld blev regeringen stillet overfor en dybere social og økonomisk krise. Oppositionen samlede sig i National Alliance for Reconstruction (Den nationale Genopbygningsalliance, NAR), der vandt parlamentsvalget i 1986. NAR fik 33 ud af parlamentets 36 pladser og afsluttede dermed 30 års PNM styre.
Den nye regeringen under ledelse af Arthur Napoleón Robinson fremlagde en 5 års «tilpasningsplan», der skulle gå i gang i 1990. Den forudså samtidig en tættere integration blandt landene i det caribiske fællesmarked CARICOM. Planens elementer var: fjernelse af beskyttelsen af tekstilindustrien, udviklingen af nye industriprojekter (som fabrikker til fremstilling af methanol og naturgas) samt fremme af turismen.
Samtidig fortsatte regeringen den økonomiske «hestekur», der var aftalt med IMF. Derfra modtog landet et lån på 110 millioner dollars i 1988 og et stand by lån på 128 millioner dollars i 1989. Hestekurens sociale omkostninger udløste store strejker blandt oliearbejderne - deriblandt en generalstrejke i marts 1989.
Robinsons regering forpligtigede sig til at reducere inflationen til 5 % årligt, omstrukturere de offentlige virksomheder, begrænse antallet af offentligt ansatte og fortsætte med liberaliseringen af økonomien. For at nå disse mål afskaffede regeringen eksportlicenserne, afskaffede den nationale prisregulering (bortset fra priserne på enkelte basisprodukter og farmaceutiske artikler) og sænkede de offentlige lønninger med 10 %.
Den 27. juli 1990 gennemførtes det første forsøg på statskup siden Trinidad & Tobago i 1962 var blevet selvstændige. Omkring 100 muslimer besatte parlamentet og krævede premierminister Arthur Robinsons afgang. Den 1. august overgav oprørerne sig dog betingelsesløst.
Økonomien udviste i 1990 en begrænset fremgang, hvilket først og fremmest skyldtes den stigende eksport af olie og petrokemiske produkter, der var knyttet til krisen i den persiske golf. Dette muliggjorde, at regeringen i de første måneder af 1991 kun ophæve lønnedgangen for offentlige ansatte på 10 %.
I december 1991 genvandt PNM magten, da det ved valget fik 46 % af stemmerne og 20 ud af 36 pladser i parlamentet. Unity National Congress (UNC) fik 26 % og Robinsons NAR 25 %. Valgdeltagelsen faldt samtidig drastisk. De største problemer som den nye regering blev stillet overfor var en udlandsgæld på 2,51 milliarder dollars og en arbejdsløshed på 24 %.
Regeringens økonomiske krisepolitik og dens privatiseringsplaner udløste i januar 1993 protestdemonstrationer. De offentligt ansatte krævede samtidig deres forsinkede lønninger udbetalt. Stillet overfor den stadig mere spændte sociale situation indkaldte Manning hæren for at «kontrollere» situationen.
Tillægsvalg i 1994 viste Manning regeringens upopularitet, da det regerende PNM tabte 3 af de 4 pladser, der var på valg.
Samtidig blev den amnesti daværende premierminister Robinson havde givet deltagerne i kupforsøget i juli 1990 - 114 medlemmer af den islamiske gruppe Jamaat-al-Muslimeen - annulleret. Alligevel var der tale om en symbolsk annullering, eftersom domstolen besluttede, at de anklagede hverken skulle retsforfølges eller arresteres.
I en situation hvor økonomien og politikken var i bedre forfatning, besluttede Manning at udskrive valg til november 1995 - et år før tiden. Men strategien slog fejl. ONM måtte nøjes med 17 pladser, det samme som oppositionspartiet UNC ledet af Basdeo Panday.
Panday allierede sig med NAR og blev således den første regeringschef i Trinidad & Tobago, der nedstammede fra emigranter fra Indien.
Regeringskoalitionen vedtog i 1996 et balanceret budget, der reducerede udgifterne. Regeringen overdrog et konsortium opgaven at bygge en fabrik, der fra 1999 skulle forsyne USA og Spanien med naturgas.
I begyndelse af 1997 mistede PNM yderligere styrke i parlamentet, da to af dets medlemmer sluttede sig til regeringskoalitionen som «løsgængere». Oppositionen havde dermed kun 15 pladser overfor regeringskoalitionens 21.
Den 14. februar blev regeringens kandidat og tidligere premierminister A.N.R. Robinson valgt til præsident, da han fik 46 af valgkollegiets stemmer. Oppositionens kandidat, Anthony Lucky fik kun 18. Den 19. marts overtog Robinson formelt posten.
I marts 1998 opstod der nye spændinger i forholdet til den islamiske gruppe Jamaat-al-Muslimeen, der i 1990 havde gennemført et kupforsøg. Regeringen gentog sin beslutning om at genindtage et gods, der var besat af islamisterne. Den islamiske gruppe hævdede, at godset tilhørte den, mens regeringen påstod, at gruppen havde skaffet sig godset på illegal vis.
I 1998 fandt olieselskabet Amoco Trinidad betydelige olieforekomster på havsoklen. Regeringen indgik aftaler med flere selskaber om udvindingen, og i juli offentliggjorde et andet nordamerikansk selskab oplysninger om, at det var stødt på den hidtil største gasforekomst i et havområde syd for Trinidad.
I maj hindrede britiske juridiske myndigheder, at 9 personer der i 1996 var blevet kendt skyldige i mord blev hængt. En indblanding der skabte betydelig utilfredshed i Trinidad. Trods det at landet blev selvstændigt i 1976, er Privy Council i Storbritannien stadig den højeste retslige instans. Ifølge meningsundersøgelser støtter 80 % af befolkningen dødsstraf i tilfælde af mord eller kriminalitet knyttet til narkotikahandel.
Besøget af den britiske Prins Charles i februar 2000 gav anledning til at lodde forbindelserne mellem den gamle koloni og Storbritannien. Charles blev modtaget med musik i gaderne og det kom ikke til uroligheder.
Parlamentsvalget i december 2001 gav 18 pladser til både UNC og PNM. Partilederne Panday og Manning blev enige om, at præsident Robinson skulle afgøre, hvem der skulle udnævnes til premierminister. Præsidenten pegede på Manning, men Panday anmodede så om, at der blev gennemført nye valg indenfor 6 måneder. Han bekræftede dog samtidig, at regeringen skulle fortsætte, også selvom afstemninger i parlamentet faldt uafgjorte ud.
Manning opfordrede parlamentet til at vælge en talsmand for at bryde det dødvande, der havde lammet det parlamentariske system i næsten 4 måneder. Men i april 2002 var det endnu ikke lykkedes UNC eller PNM at blive enige om en kandidat. Panday opfordrede derefter til gennemførelse af et nyt valg pga. manglende parlamentarisk grundlag. Manning insisterede imidlertid på, at det var tilstrækkeligt at åbne parlamentet for at opfylde de forfatningsmæssige forpligtigelser.
Manning vandt parlamentsvalget i oktober 2002 - den tredje sejr på mindre end 2 år. Valget gav PNM 20 af de 36 pladser, mens Panday fik 16.
Maxwell Richards blev indsat som præsident i i marts 2003, efter at være blevet udpeget af valgkollegiet.
8.000 arbejdere mistede i august 2003 arbejdet, da den statslige sukkerfabrik Caroni blev lukket. Der var tale om en af de største i landet.
I februar 2004 lanceredes et initiativ for at gøre Port of Spain tosproget. Byen er kandidat til at blive hovedsæde for det amerikanske frihandelsinitiativ, og 18 af de 34 lande på det amerikanske kontinent har spansk som hovedsprog.
Manning bad i september 2005 om hjælp fra London Metropolitan Police i Storbritannien og FBI i USA for at bekæmpe og opklare en bølge af mord i landet. I oktober deltog mindst 10.000 personer i en såkaldt dødsmarch mod det stigende antal mord i landet.
Tidligere premierminister Panday blev i april 2006 idømt to års fængsel for at have skjult information om egne bankkonti i udlandet, mens han fungerede som premierminister.
I juli 2007 offentliggjorde FN's Økonomiske kommission for Latinamerika og Caribien (CEPAL) en rapport om de økonomiske forudsigelser for regionen i 2008. Iflg. rapporten vil væksten i Trinidad og Tobago blive den højeste i Caribien med 8%. Olie- og petrokemiske produkter er fortsat grundstammen i landets økonomi, og bidraget fra denne sektor vil tidligst begynde at klinge af i 2018.
Premierminister Manning udskrev i oktober 2007 valg, og ved valget i november vandt hans PNM 26 af parlamentets 41 pladser.
Trinidad & Tobago var 17-19. april 2009 vært for det 5. Summit of the Americas, og i november var det vært for Commonwealth Heads of Government.
Manning udskrev i april 2010 valg til afholdelse i maj, 2 år før tid. Landet er fortsat præget af megen kriminalitet. Det årlige antal af mord steg fra 93 i 1999 til 509 i 2009. Den voldsomme stigning tilskrives især den tiltagende narkotrafik gennem landet. I februar 2010 anskaffede det 6 nye hurtiggående motortorpedobåde for at kunne jage narkotrafik ud for landets kyst. Valget gav en jordskredsserr til Peoples Partnership Coalition, der fik 59,8% af stemmerne. Regeringspartiet PNM måtte nøjes med 39,5%. Ny premierminister blev derfor PPC's Kamla Persad-Bissessar. Hun blev landets første kvindelige premierminister. PPC blev dannet kort tid før valget med det ene formål at vælte Patrick Manning fra posten som premierminister.
Volden i landet blev reduceret en smule. I 2012 fandt der «kun» 377 mord sted mod 509 i 2009.
Landets solide oliefundament gjorde at OECD i november 2011 fjernede det fra sin liste over udviklingslande. Olie og gas tegner sig for 80% af eksporten, 40% af BNP, men kun 5% af beskæftigelsen. Landet er derfor sårbart overfor verdensmarkedets fluktuation i energripriserne. Allerede i 2007 blev gasproduktionen vigtigere end olieproduktionen.
I februar 2013 meddelte premierminister Kamla Persad-Bissessar, at regeringspartiet nominerede Anthony Carmona til at efterfølge Maxwell Richards på posten som landets præsident. Måneden efter blev Carmona indsat på posten. Han er dommer og havde i 2011-12 siddet som dommer i ICC.
Ved valget i september 2015 mistede det regerende United National Congress sit flertal i parlamentet, da det mistede 4 mandater og måtte nøjes med 17. People's National Movement gik til gengæld 11 mandater frem til 23 og kunne danne regering med dets formand Keith Rowley som premierminister.
I januar 2018 lagde dommer Paula-Mae Weekes billet ind på posten som præsident. Der var ingen modkandidater, så i marts blev hun udpeget til præsident. Hun var landets første kvindelige præsident.
Premierminister Rowleys PNM vandt parlamentsvalget i august 2020, gik 1 mandat tilbage, men med 22 mandater havde fortsat absolut flertal i det 41 pladser store parlament. De resterende 19 mandater gik til UNM.
I februar 2022 åbnede kystvagten ild mod en båd med flygtninge fra Venezuela og dræbte en 9 måneder gammel baby. Kystvagten hævdede at den havde handlet i «selvforsvar» - overfor det åbenbart aggressive spædbarn. Premierministeren kaldte episoden «juridisk korrekt og passende». Politi og kystvagt indledte en efterforskning af sagen. Trinidad er af de eneste lande på kontinentet, der ikke har nogen juridisk regulering af asylret. Eftersom næsten alle traditionelle indrejsemuligheder var lukket, ankommer de fleste flygtninge pr. båd fra Venezuela. Frem til august 2021 var 20.800 flygtninge ankommet til landet det år. 86% venezuelanere og 7% cubanere.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 29/5 2022
Læst af: 56.083