Browserudgave

OPEC

OPEC (engelsk: Organization of Petroleum Exporting Countries, Organisationen af olieeksporterende Lande) er en sammenslutning af olieeksporterende udviklingslande. OPEC blev stiftet i 1960. De oprindelige medlemslande var Iran, Iraq, Kuwait, Saudiarabien og Venezuela. Senere er Algeriet, Ecuador, Gabon, Indonesien, Libyen, Qatar og De forenede arabiske Emirater blevet medlemmer. Formålet med organisationen var at fremme gensidige drøftelser med henblik på en fælles optræden overfor de internationale olieselskaber.

I første omgang stod prisspørgsmålet i centrum. Senere har OPEC også arbejdet for et fælles skatte- og afgiftssystem og for en fælles optræden overfor forbrugerinteresserne. Formelt har OPEC alene til opgave at fastsætte olieprisen, nærmere bestemt en referencepris på en bestemt type råolie (arabisk let).

OPEC's øverste organ er Konferencen. Ifbm. denne ledes medlemslandenes delegationer normalt af et regeringsmedlem. Hvert medlemsland har én stemme og alle beslutninger skal være enstemmige. Konferencen mødes to gange om året. Traditionen tro holdes vintermødet i et medlemsland, mens sommermødet holdes i Europa - normalt i Wien.

OPEC's bestyrelse består af repræsentanter udpeget af medlemslandene og accepteret af Konferencen. Bestyrelsen mødes mindst to gange årligt. OPEC's sekretariat ligger i Wien. Generalsekretæren vælges for to år. Hvervet går på skift blandt medlemslandene. Sekretariatet har i det væsentlige informative og koordinerende funktioner. I tilknytning til Sekretariatet findes en økonomisk kommission, som til stadighed vurderer udviklingen af oliepriserne på verdensmarkedet.

OPEC er uden sammenligning den interesseorganisation af råvareproducerende udviklinglande, som har været mest effektiv i perioden efter 1945. Årsagen er oliens særlige økonomiske og strategiske betydning, udviklingen på det internationale oliemarked og OPEC's begrænsede målsætning.

Traditionelt er interesseorganisationer eller karteller blandt råvareproducenter brudt sammen på grund af uenighed om fordeling af produktion og indtægter. De har næsten alle været ustabile og kortvarige. OPEC fastsætter alene referenceprisen på råolie og overlader det til de enkelte medlemslande at bestemme produktion og indtægter, og til markedet at bestemme afvigelserne fra referenceprisen for de forskellige typer af råolie.

Denne fremgangsmåde er forholdsvis fleksibel og fritager OPEC fra mange af de spændinger, som har ramt andre karteller. Imidlertid kan prisspørgsmålet være spændingsfyldt nok. F.eks. var Iraqs uenighed omkring prisen i 1989-90 en væsentlig del af årsagen til landets efterfølgende invasion af nabolandet Kuwait (se Golfkrigen). Væsentlige forskelle i medlemslandenes kortsigtede og langsigtede interesser i forhold til olien gør, at prisspørgsmålet indeholder store konfliktpotentialer.

Udfra forholdet mellem oliereserver og befolkning bliver OPEC's medlemslande ofte inddelt i to grupper.

  Reserver Produktion Befolkning
Algeriet 996 51 16,8
Ecuador 331 8 7,1
Gabon 297 10 0,5
Indonesien 1.892 65 130,5
Iran 8.716 268 33,0
Iraq 4.635 113 11,1
Nigeria 2.730 89 81,9
Venezuela 2.392 117 12,0
Gruppe 1 21.989 721 292,9
Kuwait 9.621 104 1,0
Libyen 3.527 74 2,4
Qatar 791 22 0,2
Saudiarabien 20.513 354 8,0
Forenede arabiske emirater (UAE) 4.392 83 0,4
Gruppe 2 38.844 637 12,0
Sum OPEC 60 833 1358 304,9
Reserver og produktion i mill. ton olie og befolkning i mill. (1975).

Landene i den første gruppe - med små reserver og stor befolkning - har interesse i en høj oliepris for at kunne finansiere deres fortsatte industrialisering. Landene i den anden gruppe - med store reserver og lille befolkning - har interesse i en lavere oliepris for at bevare oliens konkurrencedygtighed på energimarkedet og for at beskytte deres finansinvesteringer i de vestlige lande. Samtidig har disse lande ringe interesse i at øge deres olieeksport i større omfang, fordi de i overskuelig fremtid næppe vil have mulighed for at opsuge indtægterne derfra i deres egen økonomi.

OPEC's historiske succes kan forklares ved oliemarkedets særlige karakter. Olien er en vigtig faktor i de kapitalistiske industrilandes økonomi. Derfor bliver efterspørgslen ikke særlig påvirket af prisen. Samtidig er ressourcegrundlaget meget begrænset fysisk og geografisk. Derfor bliver udbudet ikke særlig påvirket af prisen. Endvidere er forskellen mellem produktionsudgifterne for olie i OPEC-landene og udgifterne ved alternative energikilder stadig betydelig. Efterhånden som de lettest tilgængelige oliereserver bruges op, vil prisen på olie stige, indtil de alternative energikilder bliver lønsomme.

På grund af de særlige politiske forhold på det internationale oliemarked blev denne proces udsat indtil begyndelsen af 1970'erne. OPEC udnyttede da en historisk gunstig situation til at indhente en betydelig del af den nødvendige prisudvikling i et spring i 1973-74, mere eller mindre samtidig med at medlemslandene selv overtog kontrollen med olieproduktionen. På længere sigt vil OPEC's betydning kunne blive reduceret, fordi en prisudvikling som gør alternative energikilder økonomiske vil finde sted, efterhånden som den almindelige form for olieproduktion stagnerer, aftager eller helt nye producenter kommer til.

Ø.No.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 36.558