 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Blum, Leon
Blum (1872-1950), lovende fransk litteraturkritiker der under Dreyfussaffæren (se Antisemitisme) sluttede sig til socialistpartiet og efter Jean Jaurés død blev partiets leder. Han talte imod socialistpartiets godkendelse af Moskvateserne på kongressen i Tours i 1920, og ledede det stærkt reducerede socialistparti i valgsamarbejdet med de radikale. Noget der bl.a. førte til dannelsen af venstrekartellet i 1924. Under den stigende højredrejning og usikkerhed i fransk politik i mellemkrigsårene, øgedes presset for en samlet optræden på venstrefløjen. I februar 1934 arrangerede udenomsparlamentariske højre- og fascistgrupper en demonstration i Paris, hvor 15 mennesker mistede livet under massernes forsøg på at storme nationalforsamlingen over broen fra Place de la Concorde. Den radikale regering gik af, og frygten for et statskup fra højre steg. Det traditionelle venstresamarbejde åbnede sig mod kommunisterne, efter kommunistiske fagforeninger havde presset på for at deltage i en bredere gruppering. Under festligholdelsen af revolutionsdagen den 14. juli 1935 i Paris blev venstrefløjens parade ledet af Blum, den radikale Daladier og kommunisten Thorez arm i arm. Det var det første udtryk for folkefrontspolitik i Europa. Parterne sigtede mod at indgå et valgsamarbejde, og i januar 1936 var aftalen klar. Den kandidat fra de tre partier der fik flest stemmer i første valgomgang valgkreds for valgkreds, skulle støttes af de to andre partier i den efterfølgende valgomgang. Med denne enkle teknik blev valget april-maj 1936 en sejr for folkefronten, og Blum der hidtil havde afslået at deltage i nogen regering, dannede et koalitionskabinet med de radikale efter kommunisterne havde lovet deres støtte fra parlamentet - de ønskede ikke selv at deltage i regeringen.
Blums folkefrontsregering blev mødt af en bølge af sympati og strejkekrav i arbejderbevægelsen. Efter omfattende forhandlinger sikrede fagbevægelsen sig i den såkaldte Matignonaftale, 40 timers uge, ferie med løn, samt udvidet anvendelse af overenskomster. Det andet område hvor folkefrontsregeringen fik udrettet noget var overfor ekstremist- og fascistgrupperne, der gennem uniformsbegrænsninger og andre tiltag blev tvunget bort fra deres mest aggressive anti- og udenomsparlamentariske virksomhed. En uomtvistelig gevinst for demokratiet i Frankrig. Blums regering blev dannet tre måneder efter, at en tilsvarende spansk folkefrontsregering var kommet til magten i Madrid. I Spanien blev folkefronten imidlertid mødt af et militært ledet højreoprør. Den spanske borgerkrig fra sommeren 1936 blev en stor belastning for Blums regering, der af Storbritannien blev tvunget til at deltage i den internationale våbenembargo overfor Spanien. Dette førte til, at den lovlige regering i Spanien i strid med folkeretten blev afskåret fra våbenindkøb fra vestmagterne.
I juni 1937 gik regeringen Blum af efter en tabt afstemning på et kabinetsspørgsmål i senatet. Folkefronten fortsatte under den efterfølgende regering Chautemps, og Blum ledede et nyt oplivningsforsøg i nogle uger i 1938, før Daladier overtog. I efteråret 1938 brød venstrefløjssamarbejdet sammen på Münchenaftalen.
Efter Frankrigs fald i 1940 blev Blum arresteret af kollaboratørregeringen i Vichy og sad frem til maj 1945 i fængsel. Som deputeret deltog han i etableringen af den fjerde republik.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 31.163