Befolkning 64,5 mio. Valuta Euro Areal 551.500 Km2 Hovedstad Paris Befolkningstæthed 107,3 indb./Km2     HDI placering 28

Den nordligste halvdel fra Alsace i øst til Bretagne i vest er forlængelsen af det Centraleuropæiske bjergområde, men mest præget af fladere sletter og bakker. I centrum af landet findes et bjergmassiv, i sydøst Alperne og i syd Middelhavsområdet med Pyrenæer bjergkæden og flade sletter. Kornproduktionen dækker halvdelen af det opdyrkede areal. Der produceres hvede i hele landet, men især i nord og i området omkring Paris. Produktionen af druer er koncentreret i middelhavsregionen. Landets vigtigste mineralressourcer er: Kul og jern (i Lorrainedalen) og bauxit (i landets sydlige del). Landets afhængighed af atomkraft udgør et alvorligt miljøproblem. I 1991 var der 56 atomkraftværker i drift. Mange af dem over 20 år gamle. Deres kapacitet var på 314.000 MW - mere end halvdelen af landets forbrug. Frankrig er verdens næststørste producent af atomkraft-el, efter USA. Landet råder endvidere over et atomoparbejdningsanlæg, hvor der også produceres plutonium.

Frankrig har siden 2015 i stigende grad udviklet sig til en politistat, hvor borgernes beskyttelse overfor staten er begrænset. Landet har siden 2015 været i undtagelsestilstand og de fleste borgerlige rettigheder er sat ud af kraft.

Folket: Størstedelen af befolkningen er et resultat af blandingen mellem nordiske, alpinske og middelhavsfolk. Omkring 7% af befolkningen har udenlandsk herkomst og stammer overvejende fra Nordafrika - Algeriet, Marokko og Tunesien -, fra Frankrigs tidligere kolonier syd for Sahara og fra Europa - Spanien, Italien og Portugal.

Religion: 76% af befolkningen er katolsk. Landets næststørste religion er islam, der praktiseres af 5% af befolkningen - især indvandrerne fra den arabiske verden. De følges af protestantismen med 2% og jødedommen med 1%.

Sprog: Fransk (officielt og det mest udbredte). Desuden tales portugisisk, arabisk, spansk og andre sprog anvendt af indvandrerne. I Bretagne tales bretonsk. I Alsace og Lorraine tales en tysk dialekt. Flamsk i nordøst, catalansk og baskisk i sydøst mod grænsen til Spanien, provencalsk i sydvest og korsikansk på øen Korsika.

Politiske partier: Socialistpartiet (PSF). Union pour un Mouvement Populaire (UMP) ledet af præsidenten Nicalas Sarkozy. Front Nationale på den ekstreme højrefløj, ledet af Jean Marie le Pen. Kommunistpartiet (PCF). De Grønne. Lutte Ouvriere. LCR (trotskistisk).

Sociale organisationer: Frankrig har 3 landsorganisationer: Det kommunistisk dominerede CGT er den vigtigste, fulgt af den socialistisk dominerede CFDT. Endvidere findes der er kristelig landsorganisation, CFTC. Frankrig har Europas laveste organiseringsgrad med kun 8%.
Bondesammenslutningen, hvor en af grundlæggerne er José Bové, der desuden startede ATTAC-France. SOS Racisme der bekæmper racismen i Frankring. Frankrigs Nationale Studenterunion (UNEF). Endvidere findes der organiseringer blandt landets minoriteter. På Korsika: Korsikas nationale Befrielsesbevægelse (FLNC) der bl.a. har gennemført væbnede attentater mod franske interesser; Nationen Korsika, der er et seperatistisk parti. I Euskal Herria: Patriotisk Enhed (Abertzaleen Batasuna) der er et seperatistisk parti; Iparetarrak der er en lille væbnet selvstændighedsbevægelse. Der eksisterer endvidere stærke selvstændighedsbevægelser i en række af de franske kolonier - især Tahiti og Ny Caledonien.

Officielt navn: République Française.

Administrativ inddeling: 22 regioner med i alt 96 departementer i Frankrig. Desuden 4 oversøiske departementer, 4 oversøiske områder og 2 småøer.

Hovedstad: Paris, 11.836.970 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Marseilles, 2.800.000 indb.; Lyon, 2.800.000 indb.; Nice, 933.080 indb. ; Toulouse, 800.000 indb.(2000).

Regering: Emmanuel Macron er siden maj 2017 præsident; genvalgt i 2022. Élisabeth Borne er premierminister siden maj 2022. Tokammersystem. Nationalforsamlingen eller deputeretkammeret har 577 medlemmer og senatet 321. Udenrigspolitisk er landet en slyngelstat. Det er fortsat en kolonistat.

Nationaldag: 14. juli (stormen på Bastillen, 1789)

Væbnede styrker: 416.000 (2001).

Paramilitære styrker: 100.000 (gendarmeriet)

Oversøiske departementer: Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana samt Reunion

Oversøiske territorier: Saint-Pierre-et-Miquel, Mayotte (se Comorerne), Ny Caledonien (se Kanaky), Fransk Polynesien, Wallis et Futune

Autralske og antarktiske områder: Består af Kerguelen øgruppen (7.000 km², med 80 beboere i Port-aux-Français), Crozet (500 km² og 20 indb.), New Amsterdam øerne (60 km² og 35 indb.) og Saint-Paul (7 km², ubeboet), beliggende i den sydligste del af det Indiske Ocean, samt Adélie Land (500.000 km² med 27 indb. i basen Dumont Durville) på Antarktis. Områderne regeres af en generalguvernør støttet af et råd på 7 medlemmer, alle udpeget af den franske regering. Beboerne er teknikere på meteorologiske stationer.

 

Det franske samfund er præget af stærke klasseskel. Det giver sig udslag i store indkomstforskelle og et mere uretfærdigt skattesystem end i noget andet industriland. Hovedmodsætningen går mellem på den ene side et selvglad borgerskab, der aldrig har indset fordelene ved klassesamarbejde og frivillige reformer, og på den anden side arbejderklassen. I 1789 skabte borgerskabet overensstemmelse mellem sin økonomiske og politiske magt og har bevaret denne siden. Politisk har borgerskabet baseret sig på en omfattende bondeklasse og bygget sin magt på ejendom og viden.

Borgerskabet har skabt et elitistisk skolesystem og sikret sig kontrollen over embedsværket, bureaukratiet og teknokratiet. Siden 1950 er småborgerskabet bestående af håndværkere og småhandlere mindsket voldsomt. Dette har skabt modsætninger overfor det dynamiske industriborgerskab og skabt skatteprotestbevægelser som poujadismen.

Bondeklassen har traditionelt været domineret af et lille antal store godsejere. Den stigende kapitalisering og konkurrencen indenfor EF har ført til fraflytning og proletarisering af mange småbønder. I perioden 1946-68 forlod 4 millioner personer landbruget, og bønderne udgør i dag kun 5% af de erhvervsaktive - mod 26,7 % i 1954. Bortset fra de radikaliserede småbønder i Mellem- og Sydfrankrig har bønderne - under påvirkning fra kirken - trofast støttet borgerskabet politisk. De hårdhændede strukturforandringer har dog ført til en mere politisk bevidst og radikal modstand blandt småbønderne. Ofte i tilknytning til den kamp, minoritetsbevægelser fører - f.eks. i Oksitanien.

Arbejderklassen er kendetegnet ved relativ økonomisk fattigdom og mangel på viden og magt. Industriarbejderklassen udgør i dag omkring 29% af de erhvervsaktive. Den stramme lønpolitik der er blevet ført siden 1958 har skærpet lønkampen. Indvandrerne er i vid udstrækning knyttet til arbejderklassen. Verdenskrigene og den lave befolkningvækst i Frankrig frem til 1945 skabte behov for disse arbejdere. Under den aktuelle økonomiske krise er mange af dem dog atter skubbet ud af arbejdsmarkedet. De lever ofte under dårlige forhold, stigende racisme og hård udbytning uden politiske rettigheder.

Da borgerskabet gjorde ende på det gamle standssamfund og i 1789 tog magten, baserede det sig på arbejderklassen (se Den franske Revolution). Det samme skete i 1830 og 1848, da borgerskabet førte den politiske revolution videre frem mod en parlamentarisk republik baseret på almen stemmeret. Men borgerskabet afviste kravet om social revolution, og den sociale opstand i Paris i juni 1848 førte til brud med arbejderklassen. Samarbejdet blev erstattet af klassekamp. Dette kom endnu tydeligere frem under Pariserkommunen i 1871.

Antikken

Gallien var det navn, romerne gav to regioner, der var beboet af keltere. Cisalpinsk Gallien var det område, der lå lige nord for Alperne. Transalpinsk Gallien dækkede det område, der var afgrænset af Alperne, Pyrenæerne, Atlanterhavet og Rhinen. Det omfattede ikke blot det nuværende Frankrig, men også Belgien, Schweiz og den venstre Rhinbred. Kelterne var ankommet til dette område allerede før år 2000 f.v.t. og 500 år senere slog belgierne sig ned i nord.

Det gæliske samfund var grundlæggende et landbrugssamfund, der stort set ikke kendte til byer. Byerne blev anvendt som fæstningsværker, hvor bønderne søgte tilflugt i tilfælde af invasioner. Samfundet bestod af tre klasser: Den krigeriske adel, folket og druderne, der var vismænd og havde kendskabet til de religiøse traditioner.

Romerne invaderede for første gang Gallien i år 125 f.v.t. De erobrede middelhavsregionen og Rhône og Languedoc dalen. Dette område kaldte de under et Provinsen. Kejser Cæsar opdelte Gallien i 2 regioner: Provinsen og Frit Gallien. Sidstnævnte blev opdelt i tre områder: Belgisk Gallien i nord mellem floderne Rhin og Seine, keltisk Gallien i centrum mellem Seinen, Garone og øvre Rhin samt Aquitaine i sydvest.

I år 27 f.v.t. skabte kejser Augustus en administrativ basis i romersk Gallien og indledte en urbanisering af samfundet. Der blev bygget en lang række broer og et udstrakt vejnet, hvilket muliggjorde udviklingen af en aktiv handel. Dyrkningen af hvede steg og det samme gjorde dyrkningen af vindruer. Produktionen af vin fortrængte øllet, der indtil da havde været gallernes nationaldrik. Efter en periode med invasioner i syd af vestgoterne og burgunderne, erobrede nordgallerne under Clovis' ledelse hele Gallien og antog navnet Frankere.

Dette tidspunkt kan betragtes som fødselstidspunktet for den franske historie. I det 5-9. århundrede indførte forskellige dynastier kristendommen i Frankrig, men de formåede ikke at konsolidere statens strukturer. Den islamiske ekspansion og det romerske imperiums sammenbrud fik handelen til at forsvinde, og bysamfundene forsvandt næsten fuldstændig. Folketallet faldt og nedgangen i kultur og kunst berørte også teknik og håndværk.

Feudalismen

Feudalismen slog endelig igennem i det 9. århundrede, og med den forsvandt centralmagten, der alligevel ikke var i stand til at modstå invasionerne af vikinger, ungarere og maurere. I slutningen af århundredet bestod kongeriget af over 300 uafhængige fyrstedømmer. Fra det 10. århundrede genvandt kongedømmet langsomt magten. Der blev indført arvefølge til tronen, magten blev delt med kirken og denne blev feudaltidens vigtigste jordbesidder.

I det 13. århundrede fandt der en markant genfødsel sted i byerne på basis af en udvikling af handelen. Der blev indført nye dyrkningsmetoder, hvilket gav mulighed for et stigning i befolkningen. Korstogene fremmede mobiliteten af mennesker og handel, og den sociale mobilitet førte til trællenes gradvise forsvinden. Denne epoke var højdepunktet for den franske middelalder og for det franske hegemoni i vest.

Paris var en af Europas vigtigste byer, og dets universitets prestige var knyttet til den høje kulturelle udvikling. Dannelsen af en klasse af jurister med kendskab til romerretten førte til udviklingen af en ny statsopfattelse, hvor kongen ikke var hersker, men den levende repræsentant for loven og hvor almenheden blev erstattet af nationalfølelse.

Frem til det 18. århundrede var Frankrig plaget af en lang række krige: 100 års krigen mod England, 30 års krigen med Spanien samt flere krige med Italien. Desuden oplevede det i hundredvis af oprør, krige mellem katolikker og protestanter, og den sorte pest der hærgede i det 14. og 15. århundrede. Samtidig skabte forandringerne i landets socioøkonomiske basis grundlag for revolutionen i 1789.

Trældommen blev afskaffet og feudalherskerne begyndte at sælge deres ejendomme, pga. deres økonomiske vanskeligheder. Deres økonomiske magt blev dermed reduceret. Samtidig voksede handelsstrukturen og manufakturen tog fart. Befolkningen steg, og samfundet blev i stigende grad urbaniseret.

Luis XIV - Solkongen - personificerede trækkene ved det enevældige monarki. Da han i 1661 besteg tronen, omgav han magten med guddommelig mystik, konsoliderede statens enhed og var dermed fødselshjælper for ideen om den moderne stat. Den franske kulturs indflydelse i Europa nåede sit højdepunkt.

Værkerne af Montesquieu, Voltaire, Diderot og Rousseau spredtes over hele Europa i Oplysningstiden, og stillede fundamentale spørgsmålstegn ved enevælden og kirken, der var baseret på traditionen og ikke på «fornuften». Endvidere udvikledes principperne om frihed og lighed.

1789 Den Franske Revolution og den 1. Republik

Revolutionen i 1789 åbnede en ny æra for den franske historie. Nationalforsamlingen der dette år var sammenkaldt i juli, erstattede enevælden med et konstitutionelt monarki. Stormen på Bastillen den 14. juli og erklæringen om menneskets rettigheder den 27. august var dødsdommen over det gamle regime og åbnede vejen for borgerskabet - den dominerende klasse hvis reformer kolliderede med kirke og konge. I sidste ende afskaffede forsamlingen monarkiet og proklamerede i september den 1. franske republik.

Hele Europa allierede sig mod det revolutionære Frankrig og revolutionens ledere, Dantón og Robespierre erklærede «fædrelandet i fare» og dannede en hær af borgere. Dette hindrede udenlandsk invasion, men samtidig skærpedes den interne konfrontation. Komiteen til Folkets Frelse regerede udfra en «terror» politik, og dens ekscesser bragte i juli 1794 Robespierre og hans tilhængere på skafottet, efter de var blevet væltet af et liberalt og moderat borgerskab.

Gennem de 5 følgende år forsøgte de revolutionære grupper at generobre tøjlerne i landet, der var præget af interne oprør og et generelt klima af ustabilitet. Med sit statskup i 1799 afsluttede Napoleón Bonaparte regimets dødskamp. Han lod sig i 1802 udråbe til konsul på livstid og i 1804 til kejser.

Selvom Napoleón genindførte et enevældigt styre, tillod han, at en række af de essentielle gennembrud revolutionen havde forårsaget fortsatte. Omorganiseringen af administrationen, retsvæsenet, religionen, finansvæsenet og uddannelsessektoren, der lagde mellemskolen og de højere uddannelser ind under statsligt domæne forandrede alt sammen landets fysiognomi. På det udenrigspolitiske område, forsøgte Napoleón at underlægge sig Europa, ved at lade sine hære besætte området fra Madrid til udkanten af Moskva - lige til den dag da hans svækkede hær blev besejret ved Waterloo i 1815.

Fra 1830 deltog Frankrig i den koloniale ekspansion, da landet besatte Algeriet. Det blev fortsat af besættelser andre steder i Afrika og i Fjernøsten. Der blev skabt et stort imperium med kolonier i Caribien, Afrika, Mellemøsten, Indokina og Stillehavet.

Frankrig blev rystet af revolutionerne i 1830, 1848 og 1871 (Pariserkommunen) og en række modsatrettede udviklingstendenser: Restaurationen, Julimonarkiet, Den 2. Republik og det 2. Imperium. Alligevel blev samfundet grebet af den industrielle revolution, der blev bygget fabrikker, jernbaner, koncerner og udviklet finansinstitutioner. Den 3. Republik var fra 1870 det mest stabile samfund i landet i næsten halvandet hundrede år.

Den 3. Republik

Trods de skærpede klassemodsætninger i det fremvoksende kapitalistiske samfund kunne arbejderklassen i krisetider stå sammen med det radikale borgerskab og forsvare republikken, som under Dreyfussagen ved århundredeskiftet og senere under Folkefronten. Dreyfussagen udviklede sig til en kamp for eller imod republikken, hvor venstre- og højrefløjen samlede sig ved to modpoler.

I 1901 oprettede det republikanske borgerskab det radikale parti - Parti Radical - som på mange måder blev det statsbærende parti frem til 1940. Fra starten fandtes der dybe modsætninger mellem på den ene side det radikale politiske program - republikanisering af statstjenesterne, retsvæsenet, hæren og særligt kirken der blev adskilt fra staten i 1905 - og på den anden den økonomiske liberalisme, der gav ringe spillerum for dybtgående sociale reformer. De radikale greb f.eks. ofte til hårdhændede magtmidler for at slå strejker ned. Partiet «med hjertet i venstre side og tegnebogen i højre» var karakteriseret ved en overensstemmelse med socialisterne om de republikanske værdier ved valgene og regeringssamarbejde med højrefløjen i den sociale og økonomiske politik.

Den sene industrialisering, påvirkningen af førmarxistisk socialisme og liberale vilkår for politisk virksomhed forklarer hvorfor arbejderklassen var så organisatorisk splittet frem til 1900. Dreyfussagen satte fart i den politiske samling, der var tilendebragt med dannelsen af det socialistiske SFIO i 1905. Men SFIO fik ikke noget massegrundlag i fagbevægelsen, for landsorganisationen CGT - der var oprettet i 1895 - vedtog på sin kongres i 1906 ikke at engagere sig politisk (Amiens-charteret). Borgfredspolitikken under 1. verdenskrig, den russiske revolution og valgnederlaget i 1919 virkede splittende og radikaliserende på SFIO. På landsmødet i Tours i 1920 brød flertallet ud og dannede kommunistpartiet (PCF). En tilsvarende splittelse fandt sted i fagbevægelsen, da kommunisterne i 1921 dannede CGTU. SFIO kom under Léon Blums ledelse hurtigt over splittelsen og overhalede kommunistpartiet i medlemstal og tilslutning. Hovedmodsætningen i SFIO's politik i mellemkrigstiden var det skel partiet trak mellem kampen for at vinde magten og indføre socialismen og pligten til loyalt at udøve magten indenfor det kapitalistiske systems rammer i en given parlamentarisk situation.

PCF gennemgik i 20'erne en bolsjeviseringsproces kendetegnet ved sekterisme, stadige eksklusioner og tilbagegang. Det førte en «klasse mod klasse» politik, der havde til formål at skabe en enhedsfront med socialistiske arbejdere og småbønder mod den «svigefulde» SFIO ledelse. Denne politik fik dødsstødet ved valget i 1932. Truslen fra fascismen og nye signaler fra Komintern førte til, at partiet under Maurice Thorez' ledelse i 1934 brød med sekterismen og søgte samarbejde med socialisterne og de radikale.

1. verdenskrig gjorde det muligt for Frankrig at genvinde Alsace og Lorraine, som Tyskland havde annekteret i 1870, men omkostningerne var enorme: Halvanden million unge franskmænd var blevet dræbt i krigen og de materielle ødelæggelser, indlands- og udlandsgælden løb op i 150 milliarder guldfranc. Landets politiske og økonomiske stabilitet var slået i stykker.

Højrefløjen mislykkedes i stormløbet mod republikken under Dreyfussagen. Da de endelig vandt valget i 1919, havde det traditionalistiske, katolske højre og det moderate højre accepteret den republikanske styreform. Med deres liberalisme og antikommunisme fandt de basis for samarbejde med de radikale om regeringsmagten, selvom de så med nogen skepsis på den nedrustnings- og afspændingspolitik, som de radikale førte. De afstod ikke fra at anvende de aktivistiske højregrupper - der voksede frem i 20'erne - som pressionsmiddel. Disse grupper rekrutterede blandt pjalteproletariatet, det kriseramte småborgerskab og krigsveteranerne, og førte den bonapartistiske tradition videre med deres nationalisme, autoritære antiparlamentarisme, antisemitisme og antisocialisme. Nyt var samtidig de stærke fascistiske islæt. Deres kamp kulminerede i første omgang med en blodig demonstration i Paris den 6. februar 1934, der havde til formål at vælte regeringen.

Den fascistiske trussel samt den økonomiske krise der i 1932 havde nået Frankrig, fik radikale, socialister og kommunister til at danne en folkefront med støtte fra fagbevægelsen - CGT og CGTU gik sammen i 1936. Fronten vandt en snæver, men vigtig valgsejr i 1936. Valgsejren blev fulgt af en mægtig strejkebølge med fabriksbesættelser. Arbejdsgiverne blev tvunget til at acceptere 40 timers ugen og 2 ugers ferie med løn. Folkefronten faldt fra hinanden pga. uenighed om reformpolitikken for at løse den fortsatte krise, om ikke-indblandingspolitikken overfor borgerkrigen i Spanien og om underskrivningen af Münchenaftalen. Samtidig gennemførte erhvervslivet og borgerskabet en boykot på alle planer, i alliance med oberst de La Rocques nationalistiske parti (PSF) og Jacques Doriots fascistiske parti (PPF).

2. verdenskrig

Højrefløjen gav Folkefronten skylden for det militære nederlag i 1940, og støttede marskal Pétain der fik magten og som med sin nationale revolution prøvede at udviske 150 års historie og genetablere det prærevolutionære og kirkedominerede bondesamfund. Overfor Pétains styre - Vichy-regimet - der fra 1942 blev mere og mere fascistisk, og mod den tyske besættelse af en tredjedel af landet voksede der en ydre og indre modstandsbevægelse frem, der kom under ledelse af general de Gaulle. Den indre modstandskamp tog fart i 1942 og var præget af venstrefløjen, specielt af kommunisterne. Det omfattende reformprogram for efterkrigssamfundet som det nationale modstandsråd (CNR) udarbejdede i 1944 fik derfor et socialistisk indhold. Efter befrielsen blev programmet gennemført: Der blev gennemført nationaliseringer indenfor energi-, transport-, bank-, forsikrings-, fly- og bilindustrien. Endvidere blev der indført almen syge- og socialforsikring, styrkelse af virksomhedsdemokratiet samt kvindelig stemmeret.

Den 4. Republik

Besættelsen og modstandskampen havde ført til radikalisering, og tre lige store partier delte den politiske magt: PCF, SFIO og det nye socialradikale kristeligt demokratiske MRP med udspring i den borgerlige modstandsbevægelse. De tre partier dannede regering og skabte med grundloven af 1946 grundlaget for den 4. Republik. Året efter sprak trepartssamarbejdet, da regeringen Ramadier (SFIO) tvang de kommunistiske ministre til at gå af. Årsagen var den kolde krig og PCF's modstand mod Indokinakrigen. PCF blev lukket inde i en politisk ghetto frem til først i 60'erne. Bruddet mellem SFIO og PCF førte som i 1921 til splittelse indenfor det nu kommunistisk dominerede CGT. Et mindretal brød ud og dannede med bl.a. støtte fra USA's efterretningsvæsen CIA CGT-FO, der i 1948 blev knyttet til FFI (Frie Faglige Internationale).

PCF brugte ikke de våben det havde i 1944-45 til at tage magten. Frem til 1958 var det det største parti - både mht. medlemstal og vælgertilslutning (29-25 %). Det udviklede sig til at blive det mest stalinistiske blandt de store vestlige kommunistpartier. Trods dets stilling som det vigtigste talerør for arbejdere og småbønder, blev partiet gradvist svækket af indre strid og efterfølgende eksklusioner, Sovjets indmarch i Ungarn og afsløringerne om Stalintiden på den 20. sovjetiske partikongres bidrog til denne udvikling. Desuden tog mange afstand fra den antikolonialistiske politik, som partiet førte.

SFIO skred under den kolde krig stadig længere mod højre. Den nye leder, Guy Mollet, fik i 1946 nok slået fast, at partiet var et marxistisk klassekampsparti og imod Blums revisionistiske linie, men i praksis blev SFIO mere og mere et centrumsparti, der stod for antikommunisme, europæisk integration og hovedløs afkoloniseringspolitik. Dette kom klarest frem under Mollets regeringstid (1956-57). Da blev Romtraktaten om dannelsen af EF underskrevet, samtidig med at vigtige sociale reformer blev overskygget af optrapningen af Algierkrigen - trods valgløfter om fred.

Højrefløjen søgte efter befrielsen tilflugt i MRP, til den vovede at stå åbent frem. Det uensartede borgerskab fandt overvejende sit politiske udtryk i den moderate liberal-konservatisme, poujadismen og gaullismen. Det moderate højre genvandt gradvis sin magtposition fra mellemkrigstiden. Et udtryk for dette var dannelsen af Pinay regeringen i 1952 og valget af René Coty som præsident i 1953. Det radikale parti, der var inkarnationen af den faldne 3. Republik, havde store vanskeligheder med at rejse sig igen efter krigen. Bortset fra den gamle antiklerikalisme var det nu objektivt set et konservativt parti. Forsøg på at radikalisere og forny det omkring Pierre Mendès-France, der fik afsluttet krigen i Indokina, og tidsskriftet «L'Express», der førte en indædt kamp mod krigen i Algeriet, mislykkedes. Nederlaget i Indokina og den stigende uro i Afrika gav næring til en aggressiv nationalisme. Den fandt fodfæste i fascistgrupper og blev det ideologiske grundlag for Pierre Poujades skattenægterbevægelse (11,6 % i 1956). Nationalismen smittede af på det moderate højre og på dele af venstrefløjen. Det autoritære højre fik en opblomstring, da de Gaulle i sin kamp mod det «partivælde» den 4. Republik havde indført oprettede partiet Rassemblement du Peuple Francais (1947). Med sin antiparlamentarisme, nationalisme og klassesamarbejdsideologi videreførte RPF på mange måder arven fra oberst de La Rocque og opfangede størstedelen af de gamle Vichy-tilhængere. Men RPF formåede ikke at vinde magten ved valg (21,7 % i 1951). De Gaulle trak sig tilbage og partiet gik i opløsning.

Den 5. Republik

Den 13. maj 1958 gjorde settlerne og hæren oprør i Algeriet og banede dermed vejen for et magtskifte i Frankrig (se Algierkrigen). Den 4. republik var dødelig såret. De Gaulle stod nu frem som den eneste, der kunne hindre borgerkrig. De Gaulle fik vedtaget en ny forfatning, der gav præsidenten stor magt. Han blev valgt til præsident (78 %) og fik et stærkt parlamentarisk grundlag ved valget i 1958, hvor højrefløjspartierne fik 56,3 %. De Gaulle indså, at det var nødvendigt at give Algeriet selvstændighed. Frankrig havde grundlæggende ikke været i stand til at genetablere kolonimagten efter afslutningen af 2. verdenskrig. Libyen og Syrien var blevet selvstændige allerede i 1945, og de blev fulgt af Marokko, Tunesien, Madagascar og Indokina. I Frankrig tog også en stadig større del af opinionen - specielt de unge - afstand fra krigen. Dermed fandtes der et politisk grundlag for i 1962 at give Algeriet selvstændighed og trodse settlerne, hæren og det nationalistiske borgerskab, der havde bragt de Gaulle til magten. I mellemtiden var den politiske afkolonisering i det sorte Afrika gennemført uden større modstand. Den fredelige overgang fra kolonistatus til «selvstændig» skaffede Frankrig et overvældende indflydelse i de nye lande, og gjorde at der i højere grad var tale om neokolonialisme end egentlig selvstændighed. Som modpol hertil stod Frankrigs blodige kolonikrige i Indokina og Algeriet, der efterfølgende satte Frankrig fuldstændig udenfor indflydelse. Frankrig optog først diplomatiske forbindelser med hhv. Vietnam og Algeriet i 1982.

Under den sidste del af Algierkrigen fik det ekstreme og fascistiske højre en opblomstring med oprørene i Algeriet i januar 1960 og april 1961, samt med OAS terrorismen. Men der fandtes ikke politisk fodslag blandt de 900.000 europæiske settlere - «piedsnoirs» - der flygtede til Frankrig, da Algeriet blev frit.

Det moderate højre støttede de Gaulle den første tid, men tog snart afstand fra hans Algeriet-, EF- og NATO-politik, og betragtede folkeafstemningen i 1962 om direkte valg af præsidenten som et grundlovsstridigt skridt på vej mod enmandsvælde. Men selv om det formåede at hindre direkte genvalg af de Gaulle ved præsidentvalget i 1965 og var nær ved at blive tungen på vægtskålen ved valget i 1967, formåede det ikke at skabe et reelt centrumsalternativ til det stadig stærkere gaullistparti UNR, der i perioden 1958-67 voksede fra 20% til 38%.

Magtskiftet i 1958 var et tilbageslag for den splittede venstrefløj. Folkeafstemningen om den nye grundlov og valget om efteråret viste, at de Gaulle havde gjort dybe indhug - også i PCF. SFIO støttede magtskiftet, tog plads i de Gaulles samlingsregering og accepterede den nye grundlov. SFIO's venstrefløj der før havde været utilfreds med partiets Algierpolitik og dets antikommunisme, brød nu ud og dannede det venstresocialistiske PSU (1960). I det radikale parti fandt der en tilsvarende afspaltning sted omkring Mendès-France, der senere gik med i PSU.

PCF gik imod magtskiftet og den nye forfatning og led valgnederlag i 1958. Det mistede 1,5 millioner vælgere til gaullisterne og blev pga. den nye valgordning næsten udslettet i Nationalforsamlingen. Fra valget i 1956 til valget i 58 gik det tilbage fra 25,8% til 18,9%, men dets andel af pladser faldt fra 146 til 10 pga. den nye valgordning. Det nye politiske system tvang venstrepartierne til samarbejde. Men frem til 1962 kunne de kun støtte de Gaulles afkolonisering, som de selv havde ønsket, men ikke formået at gennemføre. Først da blev det politisk muligt at rejse kampen mod de Gaulles konservative sociale og økonomiske politik og hans enmandsstyre. Det ideologiske grundlag for samarbejde blev skabt med afstaliniseringen af PCF, som under den nye leder, Waldeck-Rochet (1964), accepterede princippet om fredelig overgang til socialismen og flerpartisystemet. Det første mislykkede forsøg på en centrums/venstreføderation omkring socialisten Defferre før præsidentvalget i 1965 førte til, at det ikke-kommunistiske venstre gik ind i et samarbejde med PCF. Et vellykket offensivt samarbejde ved valget i 1967 gav venstrefløjen dynamikken tilbage, og skabte grundlag for et fælles program, som PCF allerede tidligere havde talt for.

I maj 1968 gjorde studenter oprør mod det autoritære uddannelsessystem, det reaktionære moralsyn og den «afideologiserede» udvikling mod et forbrugersamfund, som gaullistregeringen stod for. Dette udløste den største strejkebevægelse i fransk historie. Ni millioner lønmodtagere besatte deres arbejdspladser i protest mod løn- og socialpolitikken og manglen på demokrati i erhvervs- og arbejdslivet. Venstrefløjspartierne og fagbevægelsen gav imidlertid ikke konflikten det revolutionære sociale og politiske indhold, som de venstreradikale studenter og unge arbejdere krævede. Borgerskabet og den vaklende regering slap derfor med skrækken, selvom præsident de Gaulle undervejs søgte tilflugt på en fransk militærbase i Tyskland. Lønstigninger, en styrkelse af organisationsretten og nye valg var det eneste der kom ud af strejkerne.

I juni 1968 vandt det samlede højre sin største valgsejr i nyere tid med 3/4 af de deputerede. Det moderate højre så derfor ingen fare ved at stemme nej ved folkeafstemningen i 1969 og dermed slippe af med de Gaulle. Den nye præsident, Pompidou, knyttede de moderate til sig, førte en centrumsorienteret politik, holdt højrefløjen samlet og vandt en snæver valgsejr i 1973. Hans død fik modsætningerne mellem de autoritære, de reformorienterede gaullister og de moderate til at bryde ud igen. Hver gruppe stillede med sin præsidentkandidat: Royer, Chaban-Delmas og Giscard d'Estaing. Sidstnævnte vandt med støtte fra gaullisterne omkring indenrigsminister Jacques Chirac. Chirac blev premierminister, men gik af i 1976 i protest mod Giscards centrumspolitik. Chirac gik derefter i gang med at skabe en ny og uafhængig gaullistbevægelse og dannede et nyt gaullistparti, RPR.

Maj/juni 1968 gav større styrke til anarkist-, trotskist- og maoistgrupperne. Deres arbejde for at skabe alternativer til de «reformistiske» partier strandede imidlertid på indre splittelse, og blev delvist hindret af at myndighederne forbød deres organisationer og presse. Det gjaldt bl.a. forbuddet mod alle venstreradikale grupper i efteråret 1968, forbuddet mod det maoistiske Gauche Prolétarienne og fængslingen af redaktørene ved «La Cause du Peuple» i 1970 og forbuddet mod den trotskistiske Ligue Communiste i 1973. PSU opfangede en del af den radikale 68'er ungdom, men blev heller ikke noget alternativ til PCF og SFIO. Valgnederlaget i 1968 og den reformkurs regeringen slog ind på under Pompidou, tvang venstrefløjen til at skabe et offensivt alternativ. Det kom til at tage fire år. PCF der tog afstand fra Warzhawapagtens indmarch i Tjekkoslovakiet i august 68, startede en indre demokratiseringsproces. Fremgangen ved præsidentvalget i 1969 (Duclos 21,5 %) og kommunalvalget i 1971, styrkede denne udvikling, og partiet trak mange unge til sig under den nye leder, George Marchais (1969). Med sit regeringsprogram lagde PCF pres på socialisterne for at knytte dem til en venstrefløjsstrategi baseret på et fælles program.

Venstrefløjsføderationen af socialister og radikale gik i opløsning i 1968. Servan-Schreiber prøvede at give de radikale fornyelse med et reformprogram indenfor en liberalistisk ramme med front mod PCF. Socialisterne dannede efter fiaskoen ved præsidentvalget i 1969 - hvor Defferre fik 5% - det nye Parti Socialiste (PS) og indledte en dialog med PCF. I 1971 blev Mitterrand valgt som ny leder og gav partiet en entydig målsætning: Et forpligtende og ligeværdigt samarbejde med PCF. Første fase var det fælles regeringsprogram, som PCF og PS skrev under i 1972 med tilslutning fra venstrefløjen i det radikale parti (MRG). Der var skabt en ny dynamik, og venstrefløjen noterede fremgang ved valget i 1973, præsidentvalget i 1974 - hvor Mitterrand fik 49,3% - og særlig ved kommunevalget i 1977.

Men i efteråret 1977 sprak venstreunionen på spørgsmålet om ajourføring af fællesprogrammet. Bruddet skyldtes striden mellem PCF og PS om hver der skulle spille lederollen på venstrefløjen samt PCF's uvilje mod at styre den krise, Frankrig var inde i. Trods venstrefløjens fremgang (44-48,6 %) vandt de borgerlige derfor ved valget i marts 1978. PS overhalede for første gang siden krigen PCF i stemmetal og blev det største parti (PS: 22,6% - 104 mandater, PCF: 20,5% - 86 (12 kvinder), MRG: 2,1% - 10). Nederlaget udløste intern strid i PCF og satte den franske arbejderbevægelse mange år tilbage i sin politiske kamp.

1981 Venstrefløjen til magten

Men det lykkedes at sammentømre venstrefløjen igen, og ved valget i 1981 vandt socialisten François Mitterrand præsidentposten og dannede for første gang siden 1958 en regering med deltagelse af socialister og kommunister. Den nye regering gennemførte en lang række reformer: Vigtige industrigrupper og banker blev nationaliseret; Arbejdsforholdene for arbejdere og mellemlag blev forbedret, der blev indført 39 timers uge, de sociale ydelser blev forhøjet, pensionsalderen blev sænket til 60 år, og der blev gennemført en decentralisering af magten. Men stigningen i arbejdsløsheden og i importen førte til, at regeringen efterfølgende gennemførte en stram økonomisk politik og en industriel omstrukturering, hvilket fik de kommunistiske ministre til at trække sig fra regeringen. Samme år blev der oprettet et ministerium for kvindeanliggender, der fik til at opgave at gennemføre den eksisterende lovgivning.

Pierre Mauroy var venstrefløjsregeringens første premierminister og stod som et symbol på samarbejdet mellem socialister og kommunister. Han blev skiftet ud midt i 84 med Laurent Fabius - en ung teknokrat der blev anset for at være en af Mitterrands «tro venner». Fabius dannede en mere «centrumsorienteret» regering, som kommunisterne afviste at deltage i. Da venstrefløjen i 1986 stod overfor at tabe magten, udskiftede Mitterrand det eksisterende flertals-valgsystem med en slags proportionalsystem, hvilket gav flere pladser til taberne end det eksisterende og samtidig gav byerne - og dermed venstrefløjen - flere pladser. De Gaulles valgsystem fra 1958 havde tilsvarende forfordelt kredsene på landet - og dermed højrefløjen.

I 1985 forværredes forholdet mellem Frankrig og en række lande i det sydlige Stillehav - som Australien og New Zealand - da det kom frem, at det franske efterretningsvæsen stod bag sænkningen af Greenpeace skibet Rainbow Warrior, der havde været på vej mod Muroroa atollen for at protestere mod de franske atomprøvesprængninger. Ved sænkningen blev 1 besætningsmedlem dræbt.

1986-88 Cohabitation I

Ved parlamentsvalget i marts 86 blev venstrefløjen slået af en højrefløjsalliance bestående af det nygaullistiske RPR under ledelse af Jacques Chirac og UDF under ledelse af den tidligere præsident Valéry Giscard d'Estaing (1974-1981). Valget bragte samtidig det ultrahøjreorienterede parti, Front National, under ledelse af Jean-Marie Le Pen ind på den politiske scene. Chirac fik til ansvar at danne regering, og over de følgende år fik Frankrig sin første erfaring med «cohabitation» - samliv mellem en stærk socialistisk præsident og en konservativ regering. Chiracregeringen annullerede en række af reformerne fra 1981-82. Først og fremmest ved at privatisere en række af de virksomheder, venstrefløjsregeringen havde nationaliseret. Men de fleste sociale reformer fik lov at overleve. På det økonomiske område gennemførte den konservative regering en liberalisering. Ifht. de personlige friheder gennemførte den nye regering en hårdhændet politik under ledelse af indenrigsminister Charles Pasqua. Især ved stramninger overfor indvandrere. En politik der kom under skarp kritik fra en række humanitære organisationer.

I 1988 slog Mitterrand Chirac ved præsidentvalget, og den genvalgte præsident udskrev umiddelbart derefter nye parlamentsvalg, der blev vundet af socialistpartiet. Ny premierminister blev socialisten Michel Rocard. Den nye socialistiske regerings økonomiske politik afveg dog ikke meget fra den tidligere konservative regerings. Arbejdsløsheden steg fortsat og nåede i 1991 op på 9,5%. Samme år blev Rocard erstattet af Edith Cresson, der blev Frankrigs første kvindelige premierminister i nyere tid. Efter 9 måneder på posten blev hun erstattet af den tidligere økonomiminister, Pierre Bérégovoy, der har stor opbakning blandt industri- og finansledere.

Ved parlamentsvalget i 1993 tabte venstrefløjen igen, og Mitterrand udnævnte den konservative Edouard Balladur til ny premierminister. Mens det indtil da havde været socialistiske ledere, der havde været involveret i korruptionsskandaler, blev det nu fremtrædende højrefløjspersonligheder, der var involveret i sådanne. Alene i 1994 kostede det 3 af Balladurs ministre deres politiske liv.

Ved præsidentvalget i april 1995 slog Jacques Chirac socialisten Lionel Jospin, og han udnævnte den konservative Alain Juppé til ny premierminister. En af den nye konservative regerings første handlinger var at lægge sig ud med verdenssamfundet ved at indlede en stribe atomprøvesprængninger i Stillehavet. I en lang række lande førte den franske politik til forbrugerboykot af franske produkter. Samme år i december fandt der en omfattende strejke sted blandt offentlige funktionærer - den mest omfattende siden 1968 - hvilket lammede landet i 3 uger. Den sociale situation forblev spændt i 1996, hvilket en række observatører forbandt med de ulige økonomiske forhold i lande: 20% af befolkningen tjener 44% af de samlede indkomster og ejer 69% af værdierne i landet.

Juppé-regeringen fortsatte sin økonomiske krisepolitik, hvilket i 96 førte til nye sammenstød med fagbevægelsen. I 1997 erklærede regeringen, at den ville gennemføre ny lovgivning til begrænsning af indvandringen og indvandreres muligheder for at blive i Frankrig. I februar blev der gennemført omfattende protester mod regeringens initiativ. Under disse deltog op til 150.000 personer i demonstrationer en enkelt dag.

For at styrke regeringens parlamentariske grundlag udskrev Chirac parlamentsvalg i utide. Ved 2. valgrunde den 25. maj løb venstrefløjsalliancen mellem socialister og kommunister af med sejren. PS blev med 241 deputerede atter landets største parti. Sammen med PCF's 38, de Grønnes 7 og andre venstrefløjsgruppers 33 repræsentanter fik venstrefløjen et mageligt flertal i parlamentet. Højrefløjskoalitionen nåede kun op på 256 pladser og Front National fik kun 1.

1997 Cohabitation II

Socialistlederen Lionel Jospin blev ny premierminister i en regering hvor PCF fik 2 ministre og de Grønne 1. For at reducere arbejdsløsheden på over 12% annoncerede Jospin regeringen, at den ville reducere arbejdstiden til 35 timer ugentligt. Lige så indædt modstand forslaget løb ind i fra arbejdsgiverside, lige så omfattende tilslutning fik det fra lønmodtagerside og fra de arbejdsløse.

Forskellige undersøgelser og studier gennemført i 1998 og offentliggjort i avisen Le Monde afslørede, at 2 ud af hver 5 franskmand åbent vedgik sig racistiske tilbøjeligheder. Landet ligger hvad angår racisme i spidsen indenfor EU, tæt fulgt af Belgien. Undersøgelsernes resultater var så meget mere overraskende for forskerne, eftersom Frankrig er det mest raceblandede land i EU - næst efter Luxembourg.

Med 300 stemmer mod 253 vedtog Nationalforsamlingen i marts 1999 en lov, der gav legal anerkendelse af par, selvom de ikke var gift. Titusinder demonstrerede mod loven, som modstandere mente ville føre til, at det ville blive legalt for homoseksuelle par at adoptere børn.

Arbejdsgiverforeningerne gennemførte i januar 2000 en offensiv mod regeringen og især mod indførelsen af 35 timers ugen. Arbejdsgiverne gennemførte demonstrationer, blokerede hovedfærdselsårer og annoncerede i december (1999), at de trak sig fra arbejdsmarkedsrådene, som de ellers havde deltaget i siden 2. verdenskrigs afslutning.

Den 1. februar 2000 trådte 35 timers ugen i kraft for de store og mellemstore arbejdsgivere (ned til 20 ansatte). Samme dag indledte lastbilchaufførerne en strejke, men til forskel fra måneden inden blev denne organiseret af arbejderne og ikke arbejdsgiverne. Arbejderne gik ind for den reducerede arbejdstid, men uden lønnedgang. (Se 8 timersdagen).

I august rystede en skandale det politiske system, da det blev afsløret, at der eksisterede en ulovlig praksis for financiering af de politiske partier. Selvom præsidenten ikke var direkte impliceret i undersøgelserne af de sidste 6 års praksis for financiering af partierne, så blev flere af hans nærmeste medarbejdere undersøgt for korruption. Ifølge statsadvokaturen var det Paris kommune der stod i centrum for de ulovlige aktiviteter, og Chirac havde været borgmester her i 1990-95. Undersøgelsen afslørede, at det var Michel Roussin, der havde været Chiracs assistent på Paris rådhus, der havde udviklet korruptionsplanen, der gik ud på at fylde partiernes kasser med «gaver» fra virksomheder, mod at disse fik kontrakter på at restaurere eller bygge skoler i Paris området. Undersøgelserne viste, at der var lavet skolekontrakter for ialt 3,7 mia. US$. En lov fra 1995 forbød gaver fra virksomheder til partierne, der financieres af det offentlige.

2002 Truslen fra højre. Le Pen ind på andenpladsen i præsidentvalget

Præsidentvalgets første runde i april 2002 fik den laveste valgdeltagelse i hele den 5. Republiks 44 årige historie. Den største overraskelse var imidlertid, at den ekstreme højrefløjs kandidat, Jean Marie Le Pen overhalede premierminister Jospin med 17,02% mod 16,07%. Resultatet medførte umiddelbart, at Jospin trak sig fra premierministerposten, som formand for socialistpartiet, og iøvrigt helt ud af del politiske liv. Samtidig opfordrede han venstrefløjen til at stemme på Chirac i anden runde af præsidentvalget. Chirac havde vundet første runde med 19,67%. Le Pen havde ført sin valgkamp på kampen mod kriminalitet og indvandring, der af mange franskmænd blev opfattet som tæt forbundne emner. Indvandrerne udgør 5,4% af Frankrigs befolkning, og af disse stammer 44% fra Afrika - primært de tidligere franske kolonier. 47,5% stammer fra andre europæiske lande, 6,5% fra Asien og 2% fra Amerika. Resultatet af første runde udløste store demonstrationer mod Le Pen, hvor mange unge der ikke hidtil havde været politisk aktive deltog.

I anden runde af valget, 5. maj 2002, fik Chirac 82% af stemmerne, mens Le Pen bevarede sine 17%. I sin sejrstale hilste Chirac «de franskmand der havde forpligtiget sig til solidaritet og frihed, og som var åbne overfor Europa og resten af verden». Politiske ledere fra Europa og resten af verden udtrykte deres lettelse over resultatet. Ikke desto mindre medførte Le Pens andenplads i valget, at den ekstreme højrefløjs fremgang i lande som Italien, Østrig, Danmark og nu Frankrig, kom til at indtage en hovedrolle i den europæiske politiske debat de følgende måneder. Samtidig var Chiracs sejr i 2. runde en styrkelse af højrefløjen, og en tilsvarende svækkelse af venstrefløjen.

Modstand fra Rusland, Tyskland og Frankrig mod USA's krigsplaner mod Iraq medførte i efteråret 2002 langstrakte forhandlinger om en Iraq resolution i FN's Sikkerhedsråd. Der blev vedtaget i resolution i november, men allerede i januar pressede USA på for at få FN's opbakning til krig mod Iraq. Det mislykkedes - bl.a. pga. Frankrigs konsekvente modstand. USA reagerede vredt med offentlige og uofficielle smædekampagner mod Frankrig.

I marts 2003 gennemførtes en ændring af den franske forfatning, der gav regioner og departementer større autonomi indenfor områderne økonomi, turisme, kultur og uddannelse, samt retten til at gennemføre lokale folkeafstemninger. Der var tale om en opblødning af det traditionelt stærkt centralitiske franske demokrati.

I de første uger af august døde over 11.000 mennesker - overvejende ældre - af den varmebølge, der skyllede over Europa med temperaturer på over 40°C.

Præsident Chirac lovede at gøre op med den kronisk høje arbejdsløshed i 2004. På opfordring fra arbejdsgiverforeningen Medef reducerede han arbejdsløshedsunderstøttelsen, pensioner og støtten til unge der søger arbejde. Modstanden mod indgrebet kom fra arbejderbevægelsen, oppositionen, men også fra præsidentens eget parti.

En ekspertgruppe anbefalede i december 2003 gennemførelsen af en lov, der forbød anvendelsen af religiøse symboler i skolerne - det islamisme tørklæde, den jødiske kalot og det kristne kors (i overdreven størrelse). Et flertal blandt franskmændene støttede et sådant indgreb udfra en forestilling om, at det offentlige skolevæsen i Frankrig skal bevare sin sekularitet, og skal forsvares mod religiøse ekcesser - især islamisk fundamentalisme. Imidlertid var kristne, jødiske og muslimske religiøse ledere enige om, at et sådan indgreb blot ville øge den religiøse diskrimination. I januar 2004 demonstrerede 40.000 muslimer mod forslaget i Paris, Marseilles, Lille, andre franske byer, London, Berlin, Bruxelles og Cairo. Alligevel vedtog parlamentet loven mod religiøse symboler i marts 2004. Samme måned blev Chiracs tidligere premierminister Alain Juppé idømt 18 måneders betinget fængsel for at have kanaliseret lønningerne for fiktive offentlige stillinger over i sit parti. Sammen med dommen fik han et tiårigt forbud mod at indtage offentlige embeder, hvilket effektivt hindrer ham i at stille op til præsidentvalget i 2007. I den undersøgte periode var Juppé formand for gaullistpartiet RPR (dannet af Chirac i 1976 og i 2002 omdannet til UMP). Mens Chirac var overbordmester i Paris var Juppé ansvarlig for byens finanser. Juppé afviste gang på gang sin deltagelse i pengetransaktionerne i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Hans advokater erklærede at dommen fra retten i Nanterre ville blive anket.

Trods de omfattende nationale og internationale protester vedtog Nationalforsamlingen i februar lovforslaget mod brug af religiøse symboler i statslige skoler. Det skete med 494 stemmer for og 36 imod. Forbuddet rammer muslimske kvinder der bærer hijab, jødernes kipa, anvendelsen af store kors og sikh'ernes turbaner. Omkring 70% af franskmændene var iflg. oppinionsundersøgelser enige i forbuddet. Alligevel erklærede en række muslimske ledere og medlemmer af menneskerettighedsorganisationer, at loven kunne opfattes som et anti-islamisk skridt. Lovforslaget og debatten i Frankrig ødelagde i vid udstrækning det positive image af Frankrig, der var blevet dannet i den arabiske verden, som følge af landets modstand mod USA's krig i Iraq.

2004 Venstrefløjen vinder valget

Departements- og regionalvalgene den 28. marts 2004 blev overvælgende vundet af venstrefløjen. I 1998 havde den vundet 8 ud af 22 regioner. I 2004 vandt den 21. Samme tendens gjorde sig gældende ved departementsvalgene. Venstrefløjen fik 50% af stemmerne mod UMP's 37% og Front Nationals 13%. Valget blev i høj grad opfattet som en protest mod den konservative Raffarin regering, og nogle analytikere mente, at Chirac ville skille sig af med sin premierminister. Det skete dog ikke umiddelbart, men regeringen blev i stedet omdannet. Valgresultatet gav en vis opretning for venstrefløjen efter Jospins katastrofale nederlag i præsidentvalget i 2002.

Nationalforsamlingen vedtog i marts en lov, der tillader en udvidelse af den ugentlige arbejdstid med 13 timer fra 35 til 48. De offentligt ansatte får lov til at konvertere den ekstra arbejdstid til tilsvarende højere løn eller pension. Loven afskaffer ikke 35 timers ugen, men tillader ansatte at arbejde op til 48 timer ugentligt, der samtidig er EU's maksimumgrænse. En undersøgelse offentliggjort i januar viste, at kun 18% af franskmændene ønskede at arbejde mere end 35 timer ugentligt. Arbejdsløsheden er fortsat 10%.

I maj blev 5 personer dræbt og 3 såret, da dele af taget i afgangshallen i Charles de Gaulle lufthavnen udenfor Paris styrtede ned. Transportministeriet indrømmede at der ikke var tale om sabotage men om bygningsfejl.

Maj 2005 Nej til forfatningen

I maj 2005 forkastede Frankrig ved en folkeafstemning med 54,87% af stemmerne EU's nye forfatning, der i juni 2004 var blevet vedtaget af regeringslederne. Meningsmålinger havde i flere måneder forud vist dette resultat, og Chirac havde derfor valgt at sende forfatningen til folkeafstemning, frem for selv at ratificere den. Efter afstemningen blev der aftalt et topmøde med den tyske forbundskansler Gerhard Schröder, men inden dette kunne holdes, havde også Holland stemt nej til forfatningsforslaget. Ikke desto mindre meddelte de to statsledere fra deres topmøde, at ratificeringsprocessen skulle fortsætte - i respekt for alle landes holdning. Få uger senere blev hele ratificeringsprocessen sat i bero.

Den 27. oktober brød et oprør ud i Clichy-sous-Bois - en fattig forstad 30 km nordøst for Paris. Baggrunden var to unge indvandreres død ved en transformatorstation. Unge indvandrere og børn af indvandrere - især fra Magreb og Afrika syd for Sahara - begyndte at brænde biler af i protest mod den økonomiske og sociale raceadskillelse og politiets undertrykkelse. Oprøret spredte sig til andre Paris forstæder, til centrum af byen og til Marseilles, Rennes, Nantes og Lille. I weekenden 5-6. november blev ca. 1400 biler stukket i brand over hele landet, og det samme gjaldt supermarkeder og offentlige bygninger - herunder skoler og sportshaller. Regeringen erklærede fra starten, at bølleoptøjerne skulle slåes ned med hård hånd, men i stedet at få situationen under kontrol spredtes protesterne og afbrændingerne til hele landet. De unge koordinerede deres aktioner gennem mobiltelefoner, og viste sig i stand til at reagere langt hurtigere end politiet. Efter 2 uger stod det derfor klart, at der krævedes andet end politi for at genetablere roen.

Oprøret blev udløst, fordi nogle unge havde gemt sig ved en transformerstation på flugt fra politiet - en version politiet senere tilbageviste. Politiet slog fra starten hårdt ned på protesterne og anvendte tåregas - bl.a. inde i en moske, hvilket blot øgede vreden. De fleste indbyggere i de berørte Paris forstæder er muslimer. Indenrigsminister Nicolas Sarkozy erklærede fra starten, at de unge var bøller og at han nok skulle få «rengjort» forstæderne ved at give politiet frie hænder. Det bidrog blot til at gøre situationen mere kompliceret. I forvejen havde Sarkozy som en af sine første handler efter at han var indsat som indenrigsminister opløst et specielt politikorps oprettet under den socialistiske Lionel Jospin regering. Dette korps havde som hovedformål at arbejde og skabe kontakt blandt de unge i forstæderne.

Den ekstreme og racistiske højrefløj benyttede lejligheden til at fiske i rørte vande. Jacques Bompard og nationalisten Philippe de Villiers opfordrede Chirac til at sætte hæren ind mod de unge. Villiers erklærede videre at oprøret var et klart eksempel på, at den franske integrationsmodel «klart havde slået fejl». Efter politiets angreb på moskeen udsendte muslimske ledere en erklæring, hvor de bad om Sarkozys afgang, eftersom de ikke anså ham som en «egnet forhandler». Chirac kritiserede indirekte Sarkozys politik overfor volden, da han udtalte at: «loven skal håndhæves med fasthed, men i en ånd af respekt og dialog». Ministeren afviste imidlertid at trække sig fra posten og erklærede at protesterne var blevet «organiseret af den kriminelle mafia og religiøse ekstremister».

Den 16. november sluttede protesterne efter at have bredt sig til hele landet. 10.000 biler var indtil da blevet brændt af, og myndighederne havde indført udgangsforbud i flere franske byer for at bringe urolighederne under kontrol. Senatet vedtog med stort flertal at forlænge undtagelsesbestemmelserne i yderligere 3 måneder. De underliggende sociale problemer gjorde regeringen imidlertid ikke noget for at tage fat på.

Marts 2006 Protester mod ny arbejdsmarkedslovgivning

I foråret 2006 brød nye protester ud i Frankrig. Denne gang fordi Villepin regeringen ville gennemføre en ny arbejdsmarkedslov, der skulle gøre det enklere at fyre unge. Forskellen mellem det danske og det franske arbejdsmarked er i grundtrækkene, at organisationsgraden i Danmark er høj (70-80%). Lovgivning mod arbejdsgiveres vilkårligheder er begrænset. De reguleres i stedet af arbejdsmarkedets parter. Det er altså fagbevægelsen, der beskytter mod danske arbejdsgiveres vilkårligheder (som fyringer). Anderledes i Frankrig hvor organisationsprocenten er lav (8%). Her er det lovgivningen, der beskytter mod arbejdsgiverne. Bl.a. i form af bedre beskyttelse mod afskedigelse. Den franske højrefløj ønsker nu at kombinere de to modeller til deres fordel: lav organisationsprocent og fjernelse af lovgivningen. I første række skal det ramme unge. Villepin regeringen fremsatte i det tidlige forår lovforslaget Contrat Première Embauche (da. Første Jobkontrakt), der skulle give unge under 26 en toårig prøveperiode, hvor arbejdsgiverne kunne fyre vilkårligt og uden grund. Denne drastiske forringelse af beskyttelsen på arbejdsmarkedet udløste omfattende protester blandt studerende og andre unge. I april deltog over 100.000 i daglige demonstrationer mod regeringen og dens lovforslag. Politiet havde da allerede i flere uger holdt Sorbonne universitetet lukket. Fagbevægelsen sluttede sig til protesterne, og situationen begyndte at ligne oprøret i Paris i 1968, selv om de politiske krav ikke var nær så vidtgående. Efter at have holdt sig i baggrunden blev den franske præsident tvunget til at intervenere og love at forslaget blev ændret.

Nicolas Sarkozy vandt magtopgøret internt i regeringspartiet UMP, og var derfor i foråret 2007 partiets præsidentkandidat. I anden valgrunde i maj vandt han over socialistpartiets kandidat, Ségolène Royal. I tiltro til en generel svækkelse af socialistpartiet udskrev han parlamentsvalg, der blev gennemført i juni. Men selvom UMP bevarede majoriteten, udeblev den blå bølge. Faktisk var partiet mindre end i den foregående samling. Sarkozy er søn af ungarske indvandrere i Frankrig. Da Ungarn i 1944 blev befriet fra tyskerne af den Røde Hær flygtede familien til nazi tyskland for først at vende tilbage efter krigsafslutningen. Faderen kom til Frankrig i 1948.

Udenrigspolitisk rykkede Sarkozy Frankrig betydeligt til højre, da han i juni besøgte USA og tilkendegav sin støtte til USA's igangværende krige i Asien. I efteråret gik han til angreb på fagbevægelsens pensionsaftaler, hvilket udløste store strejker blandt offentligt ansatte - specielt de ansatte indenfor togdriften.

I juni lovede Sarkozy under G8 topmødet i Heiligendamm at Frankrig frem til 2050 vil reducere sit CO₂ udslip med 50% for at bremse den globale opvarmning.

I juli indgik Frankrig en omfattende våbenhandel og salg af atomkraftreaktorer med Libyen. Som led i aftalen lykkedes det at få løsladt 5 bulgarske sygeplejersker og 1 palæstinensisk læge der havde siddet fængslet i 8 år for uforvarende at have spredt AIDS på et sygehus i Libyen.

Et nyt oprør blandt unge indvandrere udbrød i de nordlige parisiske forstæder i efteråret 2007, da to unge indvandrere døde efter at være blevet jaget af politiet. Oprøret blev symbol på, at intet var ændret siden oprøret i 2005. Adgangen til uddannelse og arbejde er som dengang særdeles vanskelig.

Kommunalvalget i marts 2008 var en katastrofe for det regerende UMP. På landsplan fik Socialistpartiet 47,5% af stemmerne mod UMP's 44,4%. I Paris overtog Socialistpartiet borgmesterposten efter dets kandidat fik 42,9% mod UMP's 27,3%.

I juli 2008 løsnedes den statslige regulering af arbejdstiden, så store arbejdsgivere kan forhandle forlængelse af arbejdstiden. Den havde indtil da været begrænset til 35 timer ugentligt for store virksomheder.

Sarkozys stærke orientering mod USA førte til at Frankrig i april 2009 atter sluttede sig til NATO's fælles militærkommando.

Fransk politi er kendt for sin hårdhændede behandling af arrestanter og især indvandrere. I juni 2009 dræbte politiet den 69 årige Ali Ziri og mishandlede en anden. Trods flere undersøgelser der bekræftede drabet og mishandlingen forblev de skyldige politifolk i tjenesten. Som i Danmark har fransk politi udstrakt straffrihed for drab og mishandling.

I september angreb fransk politi en lejr med afghanske flygtninge ved Calais. De fleste flygtninge havde forsøgt at komme videre til Storbritannien. De 300 flygtninge - deriblandt 132 mindreårige - blev arresteret og flere sendt tilbage til Afghanistan. FN's Komite for børns Rettigheder kritiserede Frankrig for dets generelle manglende overholdelse af Børnekonventionen. Specielt landets håndtering af uledsagede mindreårige flygtninge fra især Afghanistan.

Den globale økonomiske krise medførte i Frankrig et fald i BNP på 2,1% i 2008 og 2,5% i 2009. Der var udsigt til fortsat økonomisk afmatning i 2010. At krisen ikke blev dybere i Frankrig i modsætning til andre europæiske lande skyldtes at Frankrig fra starten slog ind på at skabe jobs i den offentlige sektor. Underskuddet på statsbudgettet steg derfor fra 7,9% i 2009 og 8,2% i 2010. Arbejdsløsheden steg en smule fra 9,1% i starten af 2009 til 10,1% i starten af 2010. Ungdomsarbejdsløsheden nåede op på 22,1%.

Regeringens indgreb overfor den arbejdende befolkning var mindre end i de øvrige europæiske lande. Regeringen koncentrerede sig om at forringe pensionerne. Pensionsalderen skal hæves fra 60 til 62 år over de næste 8 år. I 2010 kunne man endnu gå på pension som 60 årig hvis man havde betalt sit bidrag til social sikring og pension i 40,5 år. Det blev ændret til 41,5 år, og arbejdere vil fremover først kunne få fuld pension som 62 årig. En franskmand der begynder at arbejde før sit 18. år vil dog også fremoiver kunne gå på pension som 60 årig. Den samlede franske fagbevægelse gennemførte i juni 2010 store demonstrationer mod forringelserne.

Frankrig bekræftede landets udvikling i facistisk retning, da parlamentet i juli 2010 vedtog et forbud mod muslimske kvinders burqa og niqab. Menneskerettighedsorganisationer med Amnesty International i spidsen havde inden da advaret mod skridtet, der striden mod Menneskerettighedskonventionen. Hitler Tyskland udstak i 1930'erne retningslinier for jøders beklædning.

Præsident Sarkozy har generelt en lav popularitet i Frankrig, hvor hans angreb på offentligt ansatte, pensionssystemet og fagbevægelsen hyppigt udløser omfattende strejker.

I juli 2010 brød en alvorlig korruptionsskandale ud omkring Sarkozy, da det blev afsløret, at l'Oréal koncernen havde bidraget et tocifret millionbeløb (i Euro) til Sarkozys UMP parti. Til gengæld sørgede regeringen for at l'Oréal koncernen fik et skattefradrag på 200 mio. €. Præsidentens i forvejen lave popularitet styrtdykkede, og hans svar var at trække racisme-kortet. Sarkozy optrappede udvisningerne af landets romaer. De blev sat på fly til Rumænien og Bulgarien, hvilket udløste protester fra disse lande. I årets første 8 måneder udviste Frankrig alene 8.000 romaer.

EU's retskommissær Viviane Reding kritiserede i september skarpt Frankrig for dets forfølgelse af Romaer og sammenlignede dem med nazisternes forfølgelse af romaer og jøder under 2. Verdenskrig. EU tog samtidig skridt til at indstævne Frankrig for EU domstolen for dets politik overfor mindretallene i landet. Reding er kommissær for Luxemburg og en brovtende fransk regering erklærede, at Luxemburg aldrig burde have haft lov til at eksistere. Frankrig fik støtte af en række andre europæiske lande - bl.a. Danmark og Italien - der fører en tilsvarende nazistisk politik overfor Romaer.

Gennem flere uger i oktober var landet ramt af strejker, demonstrationer og blokader i protest mod regeringens planer om at forringe pensionsvilkårene. Flere millioner demonstrerede dagligt, og protesterne havde opbakning blandt omkring 70% af franskmændene. Studenter og unge demonstrerede mod pensionsreformen, fordi den yderligere vil forringe deres muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet. Hver fjerde ung i Frankrig var i forvejen arbejdsløs. De ældre demonstrerede mod at have betalt til en ordning gennem deres arbejdsliv, for nu at blive frataget pensionsretten. Demonstrationer og blokader lammede i perioder fly- og togtrafik og blokader af benzindepoter skabte fra midten af måneden benzinmangel mange steder i landet. Trods protesterne vedtog regeringen pensionsforringelserne i slutningen af måneden.

Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie blev i februar 2011 tvunget til at træde tilbage efter hendes - og Frankrigs - tætte forbindelser til de styrtede diktatorer Mubarak og Ben Ali i Egypten og Tunesien var blevet afsløret. Hun havde bl.a. været på ferie i begge lande og havde ladet sig flyve rundt i diktatorenes privatfly. Udenrigsministerposten blev overtaget af Alain Juppé.

I marts gik Sarkozy i spidsen for at få væltet diktatoren Gadaffi i Libyen. Gadaffi havde inden afsløret, at Libyen havde bidraget økonomisk til Sarkozys valgkamp, og i årene forud havde de nære forbindelser mellem de to lande sikret franske våbenfirmaer store ordrer. Sarkozy krævede nu Gadaffi fjernet - angiveligt for at undgå at de fransk leverede våben blev brugt mod civilbefolkningen. Den væsentligste årsag var dog, at den franske præsident var stærkt upopulær og ønskede at øge sin popularitet gennem en krig. Trods stærk modstand fra den Afrikanske Union var franske fly derfor først på vingerne, da Libyen skulle bombes.

Indtil maj 2011 havde Dominique Strauss-Kahn været Socialdemokratiets bedste bud på en ny præsident, men Strauss-Kahns seksuelle udskejelser i New York ødelagde denne plan. Der var så mange uregelmæssigheder ved hændelserne i New York at der var stærke overvejelser om hvorvidt Sarkozy havde sat sit efterretningsvæsen ind for at miskreditere Strauss-Kahn. Under alle omstændigheder røg IMF chefen ud i kulden. Socialdemokratiet gennemførte derfor første gang i sin historie i oktober et primærvalg om hvem partiet skulle stille op. Valget stod i sidste ende mellem Martine Aubry og François Hollande. Hollande blev valgt med 56,6% af stemmerne i anden runde, og var dermed partiets præsidentkandidat.

Frankrigs tidligere højreorienterede præsident, Jacques Chirac blev i december 2011 idømt 2 års betinget fængsel for svindel. Som borgmester i Paris havde han i 1990'erne brugt offentlige midler til at financiere ansættelser i sit eget parti. Eneste årsag til den betingede dom var gerningsmandens alder.

Sarkozys popularitet var så lav, at han ingen chance havde for genvalg i 2012. Første runde af præsidentvalget blev vundet af François Hollande med 28,6% af stemmerne mod Sarkozys 27,2%. Det overraskende var, at Front Nationals Marine Le Pen nåede op på 17,9% af stemmerne, men også at Venstrefrontens Jean-Luc Mélenchon nåede op på 11,1%. Hollande førte valg på et løfte om at indløse statsgælden inden 2017. Især ved at ophæve skattelettelserne til de rigeste Sarkozy havde indført. Indkomstskatten skulle samtidig hæves til 75% for indkomster over 1 mio. Euro. Pensionsalderen skulle sættes tilbage til 60 år (med fuld pension) for personer der havde arbejdet i 42 år. 60.000 jobs der var strøget af Sarkozy indenfor uddannelsessektoren skulle genskabes. Homoseksuelle skulle have ret til ægteskab og adoption. På boligområdet skulle der bygges nyt socialt boligbyggeri, og lejestigninger skulle reguleres. På denne baggrund vandt Hollande anden runde i maj 2012 med 51,6% af stemmerne.

En af Hollandes første embedshandlinger var at reducere lønnen til sig selv, premierministeren og de øvrige ministre i regeringen med 30%, og pålagde dem samtidig at underskrive et sæt etiske regler.

Hollande søgte at gennemføre de fleste af sine valgløfter, omend løftet om 75% skat i december 2012 blev kendt forfatningsstridigt. Han lovede videre at bygge 500.000 offentlige boliger om året, hvoraf de 150.000 skulle være socialt boligbyggeri. På det udenrigspolitiske område gik han ind for et tættere samarbejde mellem Frankrig og Tyskland og satte flere konkrete programmer i gang. I januar 2013 beordrede han franske tropper til Mali for at bekæmpe AQIM der havde taget magten i den nordlige del af landet. På flere punkter fulgte han Sarkozys højreorienterede udenrigspolitiske linie. Han gik ind for øget fransk støtte til oprørerne i Syrien, trods et FN forbud mod militær støtte til krigens parter, og i november 2013 spændte han i første omgang ben for en aftale med Iran om indskrænkninger i det iranske atomprogram og tilsvarende reduktion af de vestlige sanktioner mod landet. Dagen efter tog han til Israel der også var imod aftaler med iranerne, og videre til golfstaterne hvor han solgte franske fly til en værdi af 40 mia. US$.

Parlamentet vedtog i maj 2013 en lov der tillod ægteskab mellem homoseksuelle, og samtidig disse par at adoptere. Den katolske kirke havde mobiliseret mod vedtagelsen af loven, men venstrefløjen havde mobiliseret endnu stører demonstrationer for den.

Det franske politi nyder en udstrakt grad af straffrihed for mord og mishandel. De internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserer rutinemæssigt franske undersøgelsesdommeres lige så rutinemæssige frifindelse af politifolk for mord og tortur. Samtidig gennemfører myndighederne systematisk forfølgelse af specielt romaer. Hen over sommeren blev 4.000 romaer samlet ind og deporteret til Østeuropa. Frem til september var 13.400 romaer blevet deporteret i 2013. I hele 2012 blev der deporteret 9.400.

Intolerancen tog til i løbet af 2013. Antallet af overfald på homoseksuelle med over 60% ifht. året inden. 3.200 overfald blev registreret. Ligeledes kunne der registreres en drastisk stigning i racistiske overfald, rettet især mod muslimske kvinder. FN's Menneskerettighedsråd evaluerede menneskerettighedssituationen i Frankrig i 2013 og anbefalede bl.a. at landet holdt op med den udbredte praksis for identitetschecks på grundlag af race. Den franske regering lovede at ændre praksis, men sikkerhedsstyrkerne fortsatte sin praksis med overvejende at kræve identitetskort fra asiatiske og afrikanske indvandrere.

Kommunalvalget i marts 2014 blev en katastrofe for socialdemokratiet. Premierminister Ayrault tog konsekvensen og trak sig dagen efter tilbage. Hollande udnævnte derefter Manuel Valls til ny premierminister.

I august 2014 flyttede Frankrig 3.000 af sine tropper fra kampene mod AQIM til en ny operation Barkhane, hvor landet sammen med tropper fra Burkina Faso, Chad, Mali, Mauritania og Niger bekæmpede islamistiske oprørsgrupper i de 5 lande i Sahelbæltet.

Præsident Hollandes popularitet fortsatte med at falde gennem 2014: fra 20% i februar til 12% i november.

2015 Europæiske politikere til angreb på demokratiet

To bevæbnede mænd angreb i januar 2015 ugemagasinet Charlie Hebdos kontor i Paris og dræbte 12 bladtegnere, journalister og sikkerhedsfolk. Den vestlige presse og vestlige politikere gik øjeblikkeligt i selvsving og betegnede det som et «angreb på ytringsfriheden». I den udstrækning politikere og journalister overhovedet interesserede sig ytringsfrihed, var der tale om en særlig eurocentristisk interesse. De samme politikere og journalister forbigik massakren på 34 journalister i Maguindanao massakren i Phillipinerne i maj 2010 i tavshed. Ytringsfrihed handlede det i hvert fald ikke om. Da stand-up komikeren Dieudonné M'bala M'bala i december 2013 gjorde grin med jøder var reaktionen fra den franske premierminister og de franske myndigheder iøvrigt, at Dieudonné var anti-semit. Premierminister Manuel Valls erklærede, at han nok skulle sørge for at få forbudt Dieudonnés forestillinger. Og således blev det - bakket op af et forbud fra en fransk domstol. Efter drabene i januar havde de franske myndigheder allerede 9 dage senere rejst sigtelser mod 69 personer, der havde ytret sympati for drabsmændene.

Det selvsving medier og politikere tyede til havde to hovedformål: at skærpe den politisk-religiøse offensiv mod muslimer, og at accelere demonteringen af menneskerettighederne. Medier og politikere fremholdt drabsmændenes religiøse baggrund som årsagen til drabene. De satte samtidig lighedstegn mellem «ytringsfrihed» og en «pligt» til at håne islam. Dette højreradikale sammenrend af politikere og journalister kritiserede derfor i Danmark Jyllandsposten, der havde valgt efterfølgende ikke at bringe hånende satiriske tegninger. Den manglende religiøse hån blev af de højreradikale betegnet som «undertrykkelse af ytringsfriheden». Den samme kritik blev rettet mod medier i USA, der næsten under ét undlod at bringe religiøst hånende tegninger. I både Danmark, Frankrig og andre lande kappedes politikere efterfølgende om at fremsætte forslag til yderligere at indskrænke ytringsfriheden og de øvrige menneskerettigheder. Truslen mod demokrati og menneskerettigheder kom ikke fra to drabsmænd, men fra europæiske politikere, der gik i selvsving.

Den verdensberømte maltesiske tegner Joe Sacco kommenterede situationen således:

 

Til kamp mod ytringsfriheden! Den 13. januar blev stand-up komikeren Dieudonné M’bala M’bala arresteret af det franske politi. Dagen inden havde han på sin Facebook profil gjort grin med marchen 11. januar og sluttet af med ordene: Je me sens Charlie Coulibaly (jeg føler mig som Charlie Coulibaly)

Det franske politi fortsatte arrestationerne af personer, der ytrede noget andet end magthaverne. Frem til den 29. januar havde det rejst 486 sigtelser knyttet til Charlie Hebdo massakren. Af disse var 257 mod personer der «accepterede eller tilskyndede» til terrorisme (apologie du terrorisme). 41 af disse sager var allerede hastebehandlet ved domstolene og af disse havde 18 ført til fængselsstraf.

En af de mere højt profilerede sager var stand-up komikeren Dieudonné M’bala M’bala, der blev arresteret 13. januar for «apologie du terrorisme». Dagen inden havde han som kommentar til mindemarchen den 11. januar på sin Facebook profil skrevet:

Après cette marche historique, que dis-je... Légendaire ! Instant magique égal au Big Bang que créa l'Univers ! ... ou dans une moindre mesure ( plus locale ) comparable au couronnement de Vercingétorix , je rentre enfin chez moi. Sachez que ce soir, en ce qui me concerne. Je me sens Charlie Coulibaly
(Efter denne historiske march. Hvad skal jeg sige ... Legendarisk. Et øjebliks magi lig med Big Bang, der skabte universet! ... Eller i mindre skala (mere lokalt) sammenlignelig med kroningen af Vercingétorix. Så går jeg endelig hjem. I skal vide i aften, at hvad mig angår, så føler jeg mig som Charlie Coulibaly)

Dieudonné blandede ofre og gerningsmænd sammen i Charlie Coulibaly. Sådanne udtalelser blev man sat i fængsel for i Frankrig. I slutningen af måneden gik myndighederne yderligere i selvsving. I Nice arresterede politiet en 8 årig dreng der blev hentet ind til 1½ times afhøring, efter i sin klasse at have sagt: «jeg holder med terroristerne». Det fandt læreren så oprørene, at politiet blev tilkaldt. Senere gik det op for medierne - måske også for politiet - at drengen end ikke vidste hvad terrorisme var.

Amnesty International gik ind i en række af sagerne. Bl.a. en sag fra Nordfrankrig, hvor en fulderik blev standset af politiet for spirituskørsel og derefter råbte af dem: «Der skulle være flere Kouachis. Jeg håber i bliver de næste». Kouachi henviste til efternavnet på de angivelige attentatmænd bag Charlie Hebdo. Fulderikken blev øjeblikkeligt stillet for en dommer og idømt 4 års fængsel.

Imens fortsatte andre franskmænd straffrit angrebene på moskeer, forretninger med muslimske indehavere, muslimske skoler eller muslimer.

Mens Frankrig efter afkoloniseringen i 1950'erne og 60'erne overvejende førte en freds- og samarbejdspolitik med den arabiske verden (hvilket bl.a. afspejlede sig i Frankrigs hårde modstand mod USA's planer om krig mod Iraq i 2003) blev denne politik lagt om fra Nicolas Sarkozys overtagelse af præsidentposten i 2007. Frankrig sluttede op om USA's krigsførelse i den arabiske verden og Afghanistan. Frankrig blev indhentet af denne krigspolitik i 2015. Først med attentaterne mod Charly Hebdo; i november med koordinerede attentater i Paris der kostede ialt 140 mennesker livet; og i juli 2016 med en fransk-tunesisk lastbilchaufførs angreb på Bastilledags festlighederne i Nice, der kostede 84 mennesker livet. De franske myndigheder og vestlige medier rubricerede begivenhederne som terror uden at ville erkende sammenhængen mellem Frankrigs deltagelse i USA's krige i den arabiske verden og modangrebene i Frankrig. Osama bin Laden havde skåret denne logik ud i pap allerede 10 år tidligere: «I bomber vores byer. Vi bomber jeres». I begge tilfælde uden smålig skelen til tab af civile menneskeliv.

Den franske stat benyttede lejligheden til at gennemføre drastiske indskrænkninger af menneskerettighederne. Efter Charly Hebdo gennemførtes et udrejseforbud for personer som staten formodede ville deltage i «terroraktioner». F.eks. rejse til Syrien for at deltage i borgerkrigen. Iflg. indenrigsministeriet blev udrejseforbudet anvendt 222 gange i perioden januar-november 2015. Forbudet blev ikke anvendt mod unge franskmænd der rejste til Nordafrika for at slutte sig til Fremmedlegionen, der ellers stod bag alvorligere krigsforbrydelser de foregående 70 år. Derefter blev der vedtaget censurlovgivning, der gav myndighederne lov til vilkårligt at lukke websites. Denne mulighed blev brugt i 87 tilfælde i perioden februar-november. Frem til november blev 700 personer - som Dieudonné - straffet for at have «udtalt sig undskyldende ifht. terror».

Efter aktionerne i Paris i november indførte myndighederne militær undtagelsestilstand, der fortsat var gældende i sommeren 2016. Undtagelsestilstand satte en lang række forfatningsmæssige frihedsrettigheder ud af kraft: retten til at forsamles, til at demonstrere og samtidig fik myndighederne lov til vilkårligt at gennemføre husransagninger uden dommerkendelse. Alene de første 14 dage efter Paris attentaterne gennemførte sikkerhedsstyrker over 2.000 husransagninger uden dommerkendelse. Statens angreb var især fokuseret på franskmænd af arabisk oprindelse og muslimske trossamfund. Men da den alligevel var i gang benyttede den sig også af lejligheden til at internere 26 miljøaktivister under COP-21 konferencen i Paris i december med den begrundelse at de var en trussel mod statens sikkerhed.

I juli 2015 legaliserede myndighederne ligeledes masseovervågning af franskmænds og udlændinges elektroniske kommunikation I Frankrig - uden dommerkendelse.

Pga. statens forfølgelse af arabere og muslimer var mange flygtninge under den europæiske flygtningekatastrofe i 2015 blot interesseret i at rejse direkte gennem landet. Pga. de engelske myndigheders modstand mod at overholde den internationale flygtningekonvention og tage imod flygtninge, strandede mange tusinde imidlertid i Calais, hvor de oprettede en teltlejr der i sensommeren husede 5.000 flygtninge, der blot ventede på en chance for at smugle sig selv til Storbritannien. Flygtningene blev udsat for grov forfølgelse fra de franske myndigheders side. Både FN's Menneskerettighedsråd og den franske Ombudsmand kritiserede myndighedernes mishandling og vold mod migranter, asylansøgere og flygtninge. I november erklærede Statsrådet, at leveforholdene i lejren i Calais var umenneskelige. Det beordrede samtidig myndighederne til at installere vand og sanitære forhold i lejren. Måneden efter kritiserede det uafhængige råd til overvågning af landets arrestcentre den udbredte anvendelse af administrativ tilbageholdelse overfor migranter og flygtninge i Calais.

I kølvandet på en dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anbefalede FN's Menneskerettighedsråd i august 2015 en ændring af loven fra 2004, der forbød personer at bære religiøse symboler i skoler samt loven fra 2011 der forbød tildækning af ansigtet. Rådet slog ligesom domstolen fast, at lovene var i strid med retten til religionsfrihed, i uforholdsmæssig høj grad var rettet mod kvinder og piger og bestemte religiøse grupper. Den diskriminerende franske lovgivning blev dermed stemplet som værende i strid med menneskerettighederne.

I foråret og forsommeren 2016 demonstrerede millioner af franskmænd mod den socialdemokratiske regerings planer om arbejdsmarkedsreformer. Mens kun et forsvindende lille midretal på det franske arbejdsmarked har været beskyttet af overenskomster, har de i stedet været beskyttet af statslig lovgivning, der gjorde det vanskeligt og dyrt for arbejdsgivere at fyre deres ansatte. Det var denne beskyttelse af arbejderklassen den socialdemokratiske regering i samarbejde med arbejdsgiverorganisationerne ønskede at afskaffe. Rundt omkring i landet gik skraldemænd, taxi chauffører, arbejdere på landets olieraffinaderier og togpersonale i strejke i protest mod reformplanerne. Sikkerhedsstyrkerne besvarede de strejkende og demonstrationerne med vold.

I juni lagde en palæstinensisk familie sag an mod det franske våbenfirma Exxelia Technologies for meddelagtighed i mord og krigsforbrydelser i Gaza. I 2014 var tre af familiens sønner blevet dræbt, da israelske styrker affyrede et missil mod deres hus i Gaza. Den efterfølgende efterforskning afslørede, at en komponent i missilet var fremstillet af Exxelia. Frankrig er verdens 4. største våbeneksportør og leverer til diktaturstater som Israel, Saudi Arabien og Egypten.

I juli dræbte en person 86 mennesker, da han kørte en lastbil ind i menneskemængden langs strandpromenaden i Nice. Hændelsen medførte, at myndighedernes fremfærd overfor muslimer yderligere blev strammet. Måneden inden havde FN's Komite mod Tortur konstateret, at der kom stadig flere rapporter om sikkerhedsstyrkernes hårdhændede fremfærd og opfordrede til en undersøgelse af sagerne. I perioden november 2015 til juli 2016 gennemførte sikkerhedsstyrkerne 4000 husransagninger uden dommerkendelse og satte 400 personer i husarrest. Den hårdhændede fremfærd førte imidlertid kun til 6 efterforskninger af terror relateret kriminalitet. Aktionerne var næsten alle rettet mod muslimer i Frankrig. I juli konkluderede en undersøgelseskommission, at undtagelsestilstanden kun havde en meget begrænset positiv indflydelse på sikkerheden i landet.

I august indførte 30 kommuner forbud mod såkaldte Burkinier - badedragter til muslimske kvinder. Forbuddet var yderligere et eksempel på myndighdernes angreb på muslimer i landet, og på mænds ønske om at bestemme hvordan kvinder går klædt. I august afsagde landets højeste administrative domstol, Statsrådet kendelse om, at forbuddet i en bestemt kommune var i strid med de grundlæggende menneskerettigheder. Forbuddet blev derefter hævet i nogle kommuner, mens andre fastholdt det, trods domstolens kendelse.

I oktober ryddede myndighederne den såkaldte Jungle i Calais, der husede 6500 flygtninge. Flygtningene blev placeret i flygtningecentre i resten af landet.

IMF's forkvinde Christine Lagarde blev i december kendt skyldig i ulovlig omgang med offentlige midler. Trods en straframme på 1 års fængsel og 15.000€ i bøde blev hun hver idømt straf eller bøde, trods det at retten kendte hende skyldig. I 1993 havde finansmanden Bernard Tapie solgt sin aktiepost i Adidas til banken Crédit Lyonnais, der da var delvist statsejet. Det skete for at undgå interessekonflikter, da han i 1993 blev udnævnt til minister. Da banken senere solgte hans aktier med fortjeneste gik han til angreb på den og krævede erstatning af staten, da han mente aktierne var blevet købt under deres værdi. I 2008 da Christine Lagarde var fransk finansminister besluttede hun så at udbetale 403 mio. € i erstatning til Tapie. Det var der ikke belæg for. Trods dommen bakkede IMF's styrelse fuldt og helt op om Lagarde. (Christine Lagarde avoids jail, keeps job after guilty verdict in negligence trial, Guardian 19/12 2016)

Præsidentvalget i april/maj 2017 blev vundet af den uafhængige liberalt-konservative Emmanuel Macron. I anden valgrunde fik han 65,5% af stemmerne mod den facistiske Nationale Fronts Marie Le Pen der fik 34,5%. I første runde fik han 24,0% mod 21,3 til Le Pen. Tæt fulgt af republikanernes François Fillon med 20,0% og venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon med 19,6%. Det franske socialdemokrati blev nærmest udraderet og måtte nøjes med 6,4%. Fillon havde under valgkampen afsløret sig som korrupt politiker, der havde ansat sin hustru og børn på statens regning, uden at de udførte noget arbejde. Venstrefløjskandidaten Mélenchon var formand for Parti de Gauche (Venstrepartiet) og havde i 2016 dannet valgalliancen La France Insoumise (Det utæmmede Frankrig). Han sikrede venstrefløjen det bedste valg siden 2. Verdenskrig. Ikke nogen specielt stor bedrigt eftersom højrefløjens og socialdemokratiets kandidater var neoliberale, korrupte eller racister.

Macron havde været medlem af socialdemokratiet i 2006-09. I 2014 blev han udnævnt til minister for økonomi, industri og digitale affærer, og gennemførte som minister en række fordelagtige reformer for erhvervslivet. Under valgkampen angreb han socialdemokratiet for dets økonomiske politik - som han som minister havde været med til at udforme. Som præsident med en organisation, En Marche!, men uden repræsentation i parlamentet udnævnte han umiddelbart den højreorienterede Édouard Philippe til premierminister og udskrev derefter i juni parlamentsvalg. Valget gav Macrons En Marche! en jordskredssejr. Det kom ind i parlamentet med 308 mandater ud af parlamentets 577. Dets allierede MoDem fik 42 koalitionen fik med 350 et sikkert flertal. For socialdemokratiet og dets allierede var valget en katastrofe. De mistede 286 mandater og gik fra 331 til 45 mandater. Et klart signal om, at når socialdemokraterne ville føre borgerlig neoliberal politik foretrak vælgerne den rene vare. For den konservative højrefløj var nederlaget en smule mindre. Den mistede 93 mandater og gik fra 229 til 136 mandater. Venstrefløjen havde et rimeligt valg. Mélenchons La France Insoumise kom ind med 17 mandater og PCF gik 3 mandater frem til 10.

I juli trak Pierre de Villiers sig fra posten som generalstabschef i protest mod at regeringen planlagde at reducere Frankrigs krigsbudget med 850 mio. €. Han blev erstattet på posten af François Lecointre.

I eftersommeren indledte regeringen en reformbølge. Den franske formueskat på 1,5% af værdier over 1,3 mio. € blev afskaffet og erstattet af en skat på fast ejendom. I september indledtes angrebene på arbejderklassen. Macron underskrev 5 dekreter der greb ind i den måde arbejdsmarkedet fungerede på. Det blev gjort billigere for virksomheder at fyre medarbejdere; de fik større frihed til at fyre og ansætte og arbejdsforholdene blev forringet. Den socialdemokratiske landsorganisation CFDT havde stillet sig positivt til reformerne, havde været i forhandling med Macron og støttede op om dekreterne. Den kommunistiske CGT bekæmpede dem til gengæld med næb og kløer.

I oktober gennemførte parlamentet yderligere stramninger af terrorlovene. Landet var fortsat i undtagelsestilstand. Politiet kunne fremover ransage hjem med begrænset dommerkendelse, forbyde eller begrænse borgeres ret til at forsamle sig og sætte personer i husarrest blot på mistanke. FN kritiserede de politistatslignende tiltag, hvor borgerne ikke længere har juridiske rettigheder, men er underlagt myndighedernes vilkårlighed.

Macrons popularitet faldt hurtigt i takt med de neoliberale reformers gennemførelse. Mens 62% af de adspurgte i juni bakkede op om præsidenten, var tallet i september faldet til 40%.

I sin nytårstale i januar 2018 meddelte Macron, at han agtede at gå i krig mod «fake news». Det statslige censurorgan CSA skulle have midler til at lukke medier, der videreformidlede urigtige oplysninger eller satire. Det lykkedes ikke militante islamister at stække Charly Hebdo og den franske satire i 2015, men dette opgør med ytringsfriheden stillede præsidenten nu i spidsen for. (Emmanuel Macron promises ban on fake news during elections, Guardian 3/1 2018)

I slutningen af marts blev den tidligere præsident Nicolas Sarkozy stillet for retten anklaget for korruption. I 2007 havde han kontaktet en fremtrædende dommer, der undersøgte ulovlig financiering af Sarkozys valgkampagne og lovet denne forfremmelse til gengæld for oplysninger om undersøgelsen. Sarkozy stod desuden anklaget for at have taget imod 50 mio. € fra Libyens afdøde diktator Muammar Gaddafi. Den franske højrefløjs politikere har en lang tradition for korruption. (Nicolas Sarkozy to face trial for corruption and influence peddling, Guardian 27/3 2018)

I starten af juli udbrød der oprør i Nantes efter politiet havde skudt og dræbt en 22 årig mand. Manden var blevet standset i sin bil, og politiet ønskede at tage ham med på stationen. I stedet forsøgte manden at flygte, og her blev han skudt og dræbt. Unge satte derefter ild til biler, kastede benzinbomber mod politiet og brændte et indkøbscenter ned. Der eksisterer traditionelt et meget dårligt forhold mellem politi og unge i de socialt belastede boligkvarterer rundt om i Frankrig, og mordet og de efterfølgende uroligheder indskrev sig i en lang historie af tilsvarende hændelser rundt om i landet. (Police clash with young people in Nantes after man shot dead, Guardian 4/7 2018)

Ligeledes i juli blev det afsløret, at en af præsident Macrons livvagter havde tævet en demonstrant under en 1. maj demonstration. Livvagten blev suspenderet mens hændelsen blev efterforsket.

Statsledere fra den vestlige verden og Rusland markerede 11. november hundredeårsdagen for 1. Verdenskrigs afslutning. Israel benyttede fredsdagen til at angribe Gaza, mens dets premierminister var i Paris. USA's præsident Trump aflyste sin deltagelse i dele af programmet, da det regnede og hans hår ikke tog sig pænt ud i regn. Fransk militær benyttede lejligheden til at gøre nar af præsidenten ved at offentliggøre billeder af franske soldater der mavede sig igennem mudder under en øvelse. Trump gjorde ikke militærtjeneste i USA, men koncentrerede sig om at bruge faderens penge.

I konsekvens af de stigende modsætninger mellem EU og USA (på klimaområdet, uenighed om NATO financiering, handelshindringer, USA's optrapning af konflikten i Mellemøsten og sabotage af aftalen med Iran) lancerede Frankrig og 9 andre EU landet i november et forslag om opbygningen af en Europahær. Krigsinitiativet lå udenfor EU regi og var derfor ikke omfattet af det danske forsvarsforhold fra 1993. En glad dansk forsvarsminister var derfor en af deltagerne i krigsinitiativet.

En 63 årig kvinde blev i november kørt ned og dræbt af en bilist under protestaktioner over hele landet mod stigende energipriser. Den løst organiserede bevægelse De gule Veste gennemførte 2000 aktioner over hele landet og udover den dræbte blev 106 demonstranter såret. Bevægelsen anslg, at over 240.000 havde deltaget i protestaktionerne. Fra regeringens side havde stigningen i energipriserne til formål til formål at reducere energiforbruget og udledningen af CO₂, men store dele af befolkningen opfattede det som en ekstra beskatning og undersøgelser viste, at 70% af franskmændene var imod energiafgifterne. (One killed and hundreds injured in French anti-Macron protests, Guardian 17/11 2018)

Ved demonstrationerne mod Macron i Paris i december 2018 satte det franske regime for første gang pansrede mandskabsvogne ind mod demonstranterne. Frankrig fulgte dermed i USA's fodspor. I USA har myndighederne gennem flere år sat militære køretøjer ind mod civile. Tegn på stadig stærkere konfrontation mellem stadig mere autoritære stater og befolkningerne i disse.

De Gule Veste demonstrationerne mod Macron blev optrappet overalt i landet gennem november og december, og det kom til stadig mere voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Samtidig udvidedes protesterne fra blot at gælde Macrons energiskatter til at være en generel kritik af hans neoliberale politik, der bl.a. har gjort det meget billigere for arbejdsgiverne at fyre deres ansatte. I et forsøg på at bremse protesterne meddelte præsidenten i en TV tale i midten af måneden, at mindstelønnen fra januar ville blive hævet med 100€, og skatterne på pensioner under 2.000€ om måneden ville blive opgivet. Dog ville Macron ikke droppe beslutningen om at fjerne ekstraskatten på Frankrigs superrige. Beslutningen om fortsat at holde hånden over Frankrigs superrige udløste udbredt utilfredshed og markerede at præsidenten ikke er franskmændenes men de superriges. (Gilets jaunes protesters clash with police in Paris – in pictures, Guardian 8/12 2018)

I juli 2020 trak Édouard Philippe sig fra posten som premierminister. Macron erstattede ham med Jean Castex. Ligeledes i juli afsagde en fransk klimadomstol en kendelse, der anklagede den franske stat for ikke at have opfyldt sine forpligtigelser til reduktion af udledning af CO² og andre klimagasser.

Staten har siden 2018 taget stadig mere voldelige midler i brug overfor demonstranter, eller borgere som politiet vilkårligt stopper. I januar 2020 blev Cédric Chouviat dræbt af politiet, der tog kvælertag på ham. Indenrigsministeren udstedte derefter et forbud til politiet mod anvendelse af kvælertag, men forbuddet blev atter fjernet få dage senere. De Gule Vestes ugentlige demonstrationer blev af staten brugt til at optrappe volden. I 2018 skød politiet en tåregasgranat i ansigtet på en demonstrant. I november 2020 vedtog parlamenmtet en lov der forbyder cirkulation af fotos af voldelige betjente. Argumentationen var, at det ville true voldsmændenes «psykiske og fysiske integritet». Politiet angriber nu rutinemæssigt aktivister fra menneksrettighedsorganisationer, der dokumenterer politiets vold. I oktober 2020 blev skolelæreren Samuel Paty myrdet efter han havde vist karikaturer af profeten Mohammed til sine elever. Staten udnyttede mordet til at stramme terrorlovgivningen. Staten opløste efterfølgende flere organisationer og udviste 66 udlændinge. Samme lovgivning bliver brugt til at undertrykke kritik af Israels apartheidpolitik og dermed til undertrykkelse af ytringsfriheden. Kritik bliver for staten karakteriseret som «undskyldning for terror» og gjort strafbart. Regimet anvender især disse metoder mod de mest udsatte grupper i samfundet: flygtninge og indvandrere.

Frankrigs forhold til USA, Storbritannien og Australien blev drastisk forværret i september 2021 efter de 3 lande offenliggjorde dannelsen af AUKUS militærpagten. Australien havde indtil da en aftale med Frankrig om levering af undervandsbåde, men denne aftale blev skrottet af Australien med øjeblikkelig virkning. USA skulle i stedet levere atomundervandsbåde til landet. Macron blev stærkt fortørnet og hjemkaldte sine ambassadører i Australien og USA. Til gengæld leverede Frankrig fortsat våben til Saudi Arabiens krigsforbrydelser i Yemen. I juni 2022 indvilgede den nye regering i Australien at betale 550 mio. € i erstatning til den franske koncern, der skulle have produceret U-bådene.

Macron genvandt i april 2022 posten som præsident med 58,6% over Marine Le Pen, der fik 41,4%. I første runde de fået henholdsvis 27,9% og 23,2%. Venstrefløjens kandidat Jean-Luc Mélenchon fra koalitionen La France Insoumise fik 22,0%. Der var altså tale om 2 kandidater, der gik videre til 2. runde, der tilsammen kun havde opbakning blandt halvdelen af de franske vælgere. Macron var så upopulær, at selv mange indvandrer- og venstrefløjsvælgere i 2. runde valgte at stemme på den racistiske Le Pen. Den franske præsident havde kun opbakning blandt godt ¼ af vælgerne. Den franske socialdemokratis kandidat Anne Hidalgo endte på en 10. plads med 1,75% af stemmerne. Et udtryk for at de franske vælgere endegyldigt havde lagt socialdemokratismen bag sig. PCF's Fabien Roussel endte på 8. pladsen med 2,28%, og Lutte Ouvriers Nathalie Arthaud endte på 12. pladsen med 0,56%. Gaullisterne fik 4,78%. Efter valget udnævnte Macron Élisabeth Borne til ny premierminister.

Parlamentsvalget i juni blev et tilsvarende sviende nederlag for Macron. Hans Ensemble koalition mistede flertallet, gik 101 mandater tilbage til 245. Jean-Luc Mélenchons venstrefløjsalliance NUPES (Nouvelle Union populaire écologique et sociale) fik fordoblet sit mandattal; gik 67 mandater frem til 133. Udover Mélenchons eget La France Insoumise bestod NUPES af PCF, socialdemokratiet og de Grønne. Trods den meget store forskel i mandattal fik Macrons koalition og NUPES næsten det samme antal stemmer (25,8% og 25,7%). Forskellen i mandattal skyldtes det skæve anti-demokratiske franske valgsystem. Valgets største overraskelse var, at Front National gik 82 mandater frem til 89. I 1988 havde regeringen gennemført en valgreform, med det erklærede formål at holde Front National ude af parlamentet. Det skete ved at ændre valgsystemet, så det blev baseret på enkeltmandskredse. Det dige socialdemokrater og gaullister dengang havde bygget var nu gennembrudt af Front National, der altså blev det største parti i 89 valgkredse. Det højreradikale parti ekspanderede samtidig ud af dets traditionelle kerneområde i Nordfrankrig og Sydfrankrig. Et udtryk for, at utilfredsheden med Macron var i hastig vækst. Macron der ikke længere havde flertal i Nationalforsamlingen gik i forhandlinger med Front National og gaullisterne i RN/UCD, der selv havde fået halveret deres mandattal. Afstemningen om næstformænd i Nationalforsamlingen senere på måneden afslørede, at Macron havde indgået hemmelige aftaler med Le Pen. Selv om hun kun havde 15% af pladserne, stemte Macrons parti for, at hun fik 2 ud af 6 af posterne som næstformand i forsamlingen svarende til 33%. Macrons alliance med den ekstreme højrefløj svarede til udviklingen i Danmark, hvor højrefløjen og Socialdemokratiet på tilsvarende vis havde samarbejdet med den nazistiske højrefløj og indoptaget dens anti-humanistiske politik. Med andre ord gennemført transformationen til apartheidstater. (It’s not just the far right that should worry us. It’s their ideas seeping into the mainstream, Guardian 3/7 2022)

A.J. og Guia del Mundo