Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Intifada

Intifada (af arabisk «at ryste noget af sig»), opstand i Palæstina indledt 8. december 1987. Det var en opstand, som blev båret frem af studenter, skoleelever, lærere, arbejdere og handlende; såvel kristne som muslimske palæstinensere. Målet var en selvstændig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad.

Opstandens midler var protestdemonstrationer mod den israelske besættelse Stenkast mod den overmægtige besættelsesmagt. Reaktionen var voldsom: Israel svarede igen med kugler, tåregas og en militærordre fra daværende forsvarsminister Yitzhak Rabin om at brække demonstranternes arme og ben.

Baggrunden

Den 8. december 1987 om eftermiddagen skete en trafikulykke i Gaza. En israelsk blokvogn kørte ind i en bil med palæstinensiske arbejdere fra Gazastriben. Fire blev dræbt, og andre kom alvorligt til skade. I radioen blev ulykken meddelt som en almindelig bilulykke. Men hurtigt spredtes det rygte, at det var en hævnakt udført af en israeler, hvis slægtning var blevet stukket ned nogle dage forinden på Gazas markedsplads. Allerede samme aften cirkulerede en løbeseddel om drabet på de fire palæstinensere, og som en præriebrand bredte protestdemonstrationer og uroligheder sig over hele Gaza.

Den israelske hærafdeling i Gaza var uforberedt på den nye situation, og i flygtningelejren Jabalya, hvor det hele begyndte, løb soldaterne ind i alvorlige vanskeligheder. Det samme skete i Rafahlejren op mod grænsen til Egypten: «Rafah er ikke længere i vores hænder», lød tilbagemeldingen fra israelske officerer.

I løbet af få dage kunne hele verden se TV-optagelser af, hvad der foregik i de besatte områder: store børn og unge, der kastede med sten, i konfrontation med svært bevæbnede israelske soldater.

Den israelske regering erkendte efterhånden, at den stod overfor noget helt nyt. Israel havde altid hævdet, at besættelsen af Gaza og Vestbredden var «menneskelig». Ganske vist havde sporadiske opstande tidligere fundet sted, men denne gang var det en spontan opstand, der hurtigt omfattede hele den palæstinensiske befolkning; unge og gamle, mænd og kvinder, land og by, troende og ikke troende. Det viste sig muligt at samle det palæstinensiske folk om fælles krav.

I løbet af de første 2 år medførte Intifadaen for palæstinenserne 500 døde, heraf mange børn og 8.500 sårede. Palæstinenserne måtte igennem udgangsforbud, afspærringer, blokader, strejker, ugers arbejdsløshed uden den mindste indtægt etc. Palæstinenserne greb dog ikke til våben, på trods af hadet og raseriet. Det var med til at ændre omverdenens billede af palæstinenserne og legitimere deres kamp. Israels omdømme led derimod international skade, især efter forsvarsminister Yitzhak Rabins dekret om at brække knoglerne på de unge oprørere. Hertil anvendtes nogle specielt fremstillede lange køller, der var i stand til at kvæste og lemlæste. På TV så man, hvordan det foregik, og det virkede så oprørende, at holdningen i bl.a. Danmark langsomt ændredes til fordel for palæstinenserne.

Arafat og folkene «udenfor»

Arafat og hans stab, som var i eksil i Tunesien, havde til at begynde med ingen føling med det, der skete i de besatte områder. De havde i det hele taget ikke fornemmelse af nøden og desperationen hos den palæstinensiske befolkning og kunne derfor heller ikke forstå den enorme kraft og energi, der nu strømmede op til overfladen.

Fra Intifadaens første dag havde løbesedler, udformet af lokale palæstinensere og senere af PLO, en afgørende betydning for hele opstanden. Løbesedlerne og graffiti fungerede som Intifadaens frie presse. Først efter to uger fremkom de første løbesedler fra PLO. De lokale palæstinensere var nu blevet den reelle, afgørende kraft i den fortsatte kamp, og Arafat og staben i Tunesien gjorde alt for at få indflydelse på den situation, der var opstået.

Intifadaen strømmede op nedefra - fra alle de store børn og unge, som følte sig berøvet for en fremtid. De hundredetusinder palæstinensere, der arbejde i Israel for mindre løn end de israelske arbejderes mindsteløn. Veteranerne fra de israelske fængsler, som nu for alvor var blevet overbeviste om det retfærdige i deres kamp, og som så deres folk synke ned i stadig større håbløshed - kort sagt, var det den palæstinensiske ungdom, som gjorde oprør - med stor opbakning fra voksne og ældre. Og det blev gjort helt klart for israelerne, at de simpelthen ikke længere kunne ignorere den palæstinensiske befolkning, som hverken ville eller kunne styres af den israelske besættelsesmagt.

Palæstina var en trykkoger

Palæstinenserne havde i årene inden Intifadaens udbrud været vidner til tilbagegang i såvel landbrugssektoren som industrisektoren. Begge dele som konsekvens af, at israelerne ønskede at beskytte egen industri og skabe et konkurrencefrit marked i de besatte områder. Også Jordan, som havde været en vigtig importør af palæstinensiske varer, bremsede nu for varernes vej til Jordan. Gennem alle besættelsesårene opstod der kun beskedne, primitive virksomheder med det resultat, at arbejdsløsheden var hurtigt voksende - også blandt de mange universitetsuddannede fra Vestbreddens syv universiteter. I 1970'erne begyndte de besatte områder ligefrem at «eksportere» uddannede folk til andre arabiske lande. De som havde arbejde, arbejdede i Israel som ufaglærte, navnlig indenfor byggebranchen i underbetalte stillinger. Den palæstinensiske økonomi var fuldstændig tilpasset Israels behov, og palæstinenserne var helt afhængige af den israelske civile administration i deres hverdags økonomiske liv.

Både land- og bybefolkning, alle befandt sig som i en trykkoger. Det var det tryk, der lettede, da flygtningelejrenes indbyggere kastede sig ud i opstanden. Omverdenen havde svigtet; Jordan havde ikke meget tilovers for PLO. På topmødet i Washington i 1987 havde Reagan og Gorbachov ikke palæstinenserne på dagsordenen. Og endelig flyttede Ariel Sharon ind i det muslimske kvarter i Den Gamle By i Jerusalem. Sharon er en af de hovedansvarlige for massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila under den israelske invasion af Libanon i 1982. Han blev efterfølgende afsat som forsvarsminister. En politisk handling, der gav palæstinenserne en opfattelse af, at deres dage i Jerusalem var ved at være talte. Ordet transfer - masseudvisning - svirrede i luften.

Intifadaen bredte sig fra by til by. Der var store optog i forbindelse med begravelser af faldne. Gamle klasseforskelle blev for en tid vasket bort i den strøm af vrede, som var rettet mod besættelsesmagten.

I løbet af den første måned blev 26 palæstinensere skudt, 320 blev sårede, mens 56 israelske soldater og 30 civile israelere blev såret af stenkast o.lign. Dertil kom langt over tusinde demonstrationer, stenkastning, afbrænding af bildæk, blokering af veje osv. Israel havde tabt kontrollen over den palæstinensiske befolkning, og selvom den israelske hær IDF (Israeli Defence Force) i løbet af nogle uger genvandt noget af kontrollen over landsbyer, byer og hovedtransportveje, blev situationen aldrig det, den havde været før den 8. december 1987.

På få uger opnåede palæstinenserne at undslippe glemslen, og protester mod Israel strømmede ind fra hele verden.

Israel og Intifadaen

IDF var uforberedt på denne form for krig. Dens erfaringer og dygtighed var opnået gennem fem krige, commando raids og andre aktioner mod den omkringliggende arabiske verden, hvilket havde frembragt en af verdens mest veltrænede hære. Men hæren var ikke trænet i at styre demonstrationer og stenkastende børn og unge. Det viste sig efter Intifadaen, at 20 % af alle sårede usædvanligvis havde været kvinder. Mange kvinder havde modsat tidligere deltaget i uroligheder. Men for israelerne betød det at skyde på dem yderligere uroligheder.

Der blev sendt kraftige forstærkninger ud i de besatte områder. Mange unge israelske soldater oplevede for første gang de besatte områder, deres indbyggere og først og fremmest flygtningelejrene. Det var en virkelighed, som den almene israeler aldrig fik - eller får - indsigt i. Nogle få kompagnier af grænsepoliti og nogle hundrede soldater havde under normale omstændigheder været de eneste, der var udstationerede i og omkring de besatte områder. Der foreligger mange vidnesbyrd om unge israelske soldaters ubehag ved at skulle optræde som herrefolk, og ved at være vidne til en sådan undertrykkelse og brutalitet. Jo længere Intifadaen varede, desto mere omfattende blev anvendelsen af kollektiv straf. For mange soldater var det en frygtelig oplevelse at skulle smide en hel familie med mange børn ud af deres hjem for dernæst at sprænge det i luften.

Kollektiv straf omfattede også oprykning af oliventræer, forsegling af huse, strømafbrydelse, afspærring af landsbyer og først og fremmest deportationer. Men Intifadaen greb fortsat om sig, hvilket medførte, at bosætterne og højrefløjen krævede, at langt flere ledende palæstinensere skulle deporteres.

Som en konsekvens af den stigende bevidsthed i Israel om palæstinensernes levevilkår, voksede der i Israel bevægelser frem i opposition til den hårde besættelsespolitik. Det var liberale og venstreorienterede, som ikke var afvisende overfor tanken om en palæstinensisk stat side om side med Israel. Forældre til værnepligtige unge i hæren dannede foreningen «Forældre mod Forråelse», og Veteranbevægelsen «Peace Now» koncentrerede sig om at skabe forbindelser mellem de to folk. «Women in Black» stillede op hver fredag i de israelske byer med deres skilte, hvorpå der stod «Stop The Occupation». Og israelske menneskerettighedscentre blev oprettet. Ligeledes blev der oprettet en sammenslutning for soldater, der nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder. Alt dette tjente til at viderebringe budskaber om palæstinensernes situation, øge bevidstheden og skabe et politisk pres på den israelske regering.

Palæstinenserne organiserer sig

Palæstinensernes mål var at presse Israel til at trække sig ud af de besatte områder. Dette mål søgtes opnået bl.a. gennem en omhyggelig tilrettelagt strategi, der gik ud på at underminere hele den israelske dominans ved at etablere et uafhængigt civilsamfund bestående af græsrodsinitiativer, af selvorganiserede folkekomitéer, kvindekomitéer og - kooperativer. I komitéerne kunne alle være med, selv de mere lovlydige borgere.

Ideen med folkekomitéerne slog hurtig an. De blev nedsat i landsbyer og byer, som efterfølgende blev erklæret for «befriet område». Der blev dannet en handelskomite, hvor forretningsindehavere dannede deres egen koordineringskomité, der skulle tage sig af alle praktiske problemer såsom reparation af låse, som var blevet smadret af israelsk politi, og stationering af vagtposter, som skulle forhindre plyndring af butikker. De forhandlede med The Unified Leadership om strejker o.lign.

Sundhedskomitéen tog sig ikke alene af de sårede, men også af den generelle helbredstilstand ude i landsbyerne, og blodbanker blev etableret. En af kvindekomitéerne tog sig af redigering af løbesedler. Andre oplyste husmødrene om genbrug og sørgede for efterladte, sårede og fanger i fængslerne. Kvindekomitéerne fremstillede også konserves til hjemmebrug og til salg, og de stod for bagerier og syværksteder. Bl.a. gennem komitéerne spillede kvinderne en vigtig rolle i Intifadaen.

Komitéerne for uddannelse blev tillagt stor betydning, eftersom skoler og universiteter ustandseligt blev lukket af de israelske myndigheder - ofte i længere perioder. Undervisningen var hemmelig og foregik i kirker, moskéer, udhuse og private hjem. Til trods for, at denne illegale undervisning var meget velorganiseret, betød det dog, at eleverne ikke fik den planmæssige, formaliserede undervisning, at de ikke kunne tage eksamen og i dag viser det sig, at de unge mangler en solid skoleuddannelse. Men Israel slog hårdt ned på de hemmelige skoler og universiteter bl.a. med fængselsstraffe til lærerne og til de forældre, som havde huset skolerne, til følge.

Juridiske komitéer arbejdede med at løse konflikter, ofte baseret på folkelige traditioner, netop for at adskille sig fra jordansk og israelsk retshandling.

Landbrugskomitéer blev oprettet for at opmuntre folk til at dyrke deres egne haver samt jorde, som var blevet forladt. I den lille kristne by Beit Sahour ved Bethlehem blev der f.eks. inddraget et stort område, hvor folk kunne købe planter, frø, gødning m.m., og under Bethlehem Universitetets ledelse blev alle ansatte undervist i, hvordan man dyrkede grøntsager, opdrættede høns og kaniner. Denne undervisning blev derefter videreformidlet gennem Beit Sahours netværk af komitéer.

Der var i hundredvis af disse komitéer - et netværk i hver eneste by og landsby. Også advokater, læger, undervisere og arkitekter deltog i arbejdet, hvilket øgede komitéernes prestige og kompetence.

Løbesedlerne begyndte at handle om civil ulydighed, og det var netop civil ulydighed, der manifesterede sig i Beit Sahour. Indbyggerne nægtede at betale skat til besættelsesmagten: No Taxation without Representation, lød sloganet. Det blev en lang og hård kamp, som vakte international opmærksomhed. IDF slog hårdt ned og erklærede hele området i militær undtagelsestilstand. Modløsheden hørte pludselig fortiden til. Fængslerne blev til folkets universiteter. De sårede blev smuglet ud af hospitalerne for ikke at falde i kløerne på de israelske soldater, og de dræbte forsvandt fra gaderne, før israelerne kunne bringe dem til obduktion. Den palæstinensiske middelklasse og overklasse, der havde holdt deres børn borte fra kampen i gaderne, følte nu en forpligtelse til at støtte demonstrationerne, erklære deres loyalitet overfor opstanden og deltage aktivt i komitéerne.

For palæstinenserne betød komitéerne, at de ikke længere var så afhængige af den israelske besættelsesmagt. At de ikke var lige så sårbare overfor kollektiv afstraffelse, så som udgangsforbud og aflukning af territorierne, som tidligere, idet basale behov som eksempelvis sult blev dækket gennem komitéernes distribution af fødevarer. At konsekvensen af at få et familiemedlem fængslet ændrede sig fra at handle om både menneskelige - og økonomiske afsavn til «kun» at handle om menneskelige afsavn; komitéerne organiserede forsørgelse af familien tit den fængslede. Det, at palæstinenserne kunne få basale behov dækket, betød, at der var et overskud i samfundet til at fortsætte kampen.

Efter halvandet år forbød de israelske myndigheder folkekomitéerne og arresterede hundredvis af medlemmer. Folkekomitéerne måtte gå under jorden, og de fleste aktiviteter ophørte. Mange ser tilbage på det i beundring og fortrøstning over, at noget sådant overhovedet kunne lade sig gøre.

I forsommeren 1990 fik Israel en ny højreregering. Shamir fra Likud blev premierminister og Ariel Sharon blev boligminister og fik et særligt ansvar for indslusningen af den planlagte indvandring af russiske jøder til nye bosættelser i de besatte områder. Intifadaen fortsatte dog... Trods denne faretruende udvikling var situationen ikke som før Intifadaens begyndelse. Noget havde ændret sig afgørende.

Gaza, 30. september 2000. Israelernes drab på 12 årige Mohammed al-Durrah.
I disse videoklip beskytter faderen Jamal al-Durrah sin 12 årige søn Mohammed mod israelske soldaters kugler. På det 3. billede er Mohammed dræbt og faderen hårdt såret. På det 4. billede sidder moderen Amal al-Durrah, 36 ved siden af hendes søn Ali på 8.

I september 2000 indledte palæstinensere i de besatte områder, i selvstyreområderne og for første gang også inde i selve Israel et omfattende oprør, der har mange lighedspunkter med Intifadaen - stenkastende unge mod israelske kampvogne, kamphelikoptere og andet svært bevæbnet militær. Oprøret var endnu engang udtryk for mange års opsparet frustration over den zionistiske besættelsesmagt og dens manglende overholdelse af Oslo-fredsaftalerne.

Nezarim krydset i Gaza hvor 12 årige Mohammed al-Durrah blev dræbt af israelernes kugler og hans far, Jamal hårdt såret. Der var 15 skudhuller i muren bag dem.

M.B.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 15/12 2010

Læst af: 62.539