Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Danmarks socialistiske Parti (DSP)

Danmarks socialistiske Parti (1957-59), dansk venstrefløjsparti.

Nikita Khrustjovs afsløringer af Stalintidens forbrydelser på det sovjetiske kommunistpartis 20. partikongres i februar 1956 og Den røde Hærs blodige nedkæmpelse af folkeopstanden i Ungarn samme år sendte voldsomme rystelser gennem kommunistpartierne verden over. I Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) førte begivenhederne til udmeldelser i stort tal og til en partikamp, der endte med, at formanden Aksel Larsen blev ekskluderet og i november 1958 dannede Socialistisk Folkeparti (SF). Allerede i begyndelsen af 1957 var det første forsøg på at danne et demokratisk socialistisk parti ved siden af Socialdemokratiet og DKP imidlertid blevet gjort.

På københavnske arbejdspladser blev der sidst i januar 1957 uddelt løbesedler, som opfordrede til dannelsen af en nyt socialistisk parti inden det forestående folketingsvalg den 14. maj. Den 10. februar stiftedes «Sammenslutningen af 10. februar til dannelse af Danmarks socialistiske Parti (Venstresocialisterne)» med Ib Hetmar Petersen og Anders Storgaard som ledende figurer. Hetmar Petersen havde en fortid som medlem af Dansk Samling og forskellige smågrupper på venstrefløjen, mens Anders Storgaard repræsenterede DKP i Esbjerg byråd, indtil han i december 1956 meldte sig ud af partiet og blev løsgænger i protest mod Sovjetunionens indgreb i Ungarn.

Fra starten var bestyrelsen i den partiforberedende forening præget af store modsætninger og allerede efter en uge, den 17.-18. februar 1957, kom det til et brud mellem en gruppe omkring Hetmar Petersen og en gruppe omkring Anders Storgaard. Herefter var der to partigrupper ved navn Danmarks socialistiske Parti. Hetmar-partiet udgav ugeavisen Venstresocialisten og fortsatte den kort forinden påbegyndte indsamling af 10.000 underskrifter, så partiet kunne blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Det varede dog kun kort tid, før Hetmar-partiet gik i opløsning, hvorefter alene Storgaards parti var tilbage. Gruppen omkring Storgaard besluttede at undlade at opstille til folketingsvalget for ikke gennem «spild af arbejderstemmer» at svække den socialdemokratiske H.C. Hansen-regerings muligheder for genvalg og koncentrerede sig i stedet om det partiopbyggende arbejde.

Den 1. maj 1957 var der dannet lokale partiforeninger i Esbjerg, Kolding, København og Roskilde. Senere kom Århus, Aalborg, Fredericia, Gladsaxe, Helsingør og Hornbæk til. Danmarks socialistiske Parti havde i august 1957 182 medlemmer. Et tal der frem til nedlæggelsen i januar 1959 voksede til 447. Størstedelen af de 182 medlemmer i august 1957 var arbejdere, 10 var studerende og 45 kvinder.

Medlemmerne af Danmarks socialistiske Parti havde med deres baggrund i DKP, Socialdemokratiet og små venstrefløjsgrupperinger gjort sig mange dårlige erfaringer med de traditionelle partiers rigide disciplin og begrænsede medlemsindflydelse. Partiets love blev derfor søgt formuleret, så de kunne sikre et levende partidemokrati, blandt andet gennem udstrakt fraktionsfrihed, mindretalsbeskyttelse og hemmelige urafstemninger ved formands- og hovedbestyrelsesvalg. Den åbne struktur gav dog samtidig vidt spillerum for de mange fraktionskampe, der prægede partiet i dets toårige levetid. Partistridighederne bundede dels i rene magtkampe om, hvem der skulle have ledelsen over det nye parti, dels i ideologiske modsætninger mellem moderate, reformorienterede medlemmer og en radikal, såkaldt revolutionær fløj, hvor der blandt andet fandtes en særdeles aktiv trotskistisk gruppering.

DSP stillede op ved kommunevalget i marts 1958 under listebetegnelsen J. I København fik partiet 3.109 stemmer (0,9%) og på landsplan 6.067 stemmer (0,3%). Af samtlige afgivne bystemmer gik 0,5% til partiet. Valgresultatet svarede næppe til partiets forventninger, men det lykkedes dog at få indvalgt Anders Storgaard i Esbjerg og maskinarbejder Bernhard Paulsen i Helsingør. Det trotskistiske medlem af partiet, cand.mag. Poul Moth manglede i København kun få stemmer i at komme ind i Borgerrepræsentationen.

Ved en urafstemning blandt medlemmerne i sommeren 1958 vedtoges et program, som tog udgangspunkt i en afvisning af såvel socialdemokraternes som «stalinisternes» historiske fejlgreb. Foruden de uomgængelige socialistiske krav om fælleseje af produktionsmidlerne, rummede programmet blandt andet krav om kongedømmets afskaffelse, kirkens adskillelse fra staten, ligeret og ligeløn for kvinder, afskaffelse af spærregrænsen, international afrustning, Danmarks uafhængighed af de to store magtblokke USA og Sovjet, værnepligtens afskaffelse, frivilligt moderskab og en friere skole. Socialismen skulle realiseres via proletariatets diktatur, som i følge programmet skulle forstås som et arbejderrådsstyre på linje med, hvad man havde set under opstandene i Polen og Ungarn i 1956.

Fra 1. september 1958 påbegyndtes udsendelsen af månedsbladet Socialisten og senere samme år, i november 1958, fik DSP en ungdomsafdeling med stiftelsen af Unge Socialister. Initiativet udgik fra Venstre-Socialistisk Ungdom (VsU), der var blevet grundlagt i februar 1957 som afløser for den kort forinden oprettede studentergruppe Danmarks Social-Marxistiske Parti. Venstre-Socialistisk Ungdom fik med tiden godt 50 medlemmer og var fra januar 1958 til oprettelsen af Unge Socialister en studiekreds med tilknytning til DSP.

Samtidig med denne organisatoriske konsolidering i partiet kulminerede partikampen i DKP med eksklusionen af Aksel Larsen den 15. november 1958 og dannelsen af SF ugen efter. DSP erklærede sig fra starten parat til at samarbejde med det nye parti og opfordrede SF til «en fordomsfri drøftelse med oprettelsen af et socialistisk enhedsparti som mål». Repræsentanter for SF afviste en formel sammenslutning af de to partier, men forsikrede ledelsen af DSP, at man på SF's stiftende kongres kunne blive repræsenteret efter medlemstal.

I den følgende tid udbyggedes kontakterne mellem DSP og SF. Blandt andet indledte lokalafdelingerne i Århus, Aalborg og Gladsaxe et samarbejde med de nystiftede partiforeninger i SF. På et hovedbestyrelsesmøde den 10-11. januar 1959 blev det vedtaget at lade medlemmerne tage stilling til en opløsning af DSP. 163 af de 447 stemmeberettigede medlemmer stemte i løbet af januar for en opløsning af partiet, 38 imod.

På SF's stiftende landsmøde den 15. februar 1959 blev to tidligere medlemmer af DSP, Knud O. Bendtsen og Bernhard Paulsen, indvalgt i SF's forretningsudvalg på ti medlemmer. Anders Storgaard blev formand for SF's Esbjerg-afdeling, partiets første lokalafdeling udenfor København, og blev i 1960 indvalgt i Folketinget.

Forskellene mellem DSP og SF viste sig imidlertid at være større, end mange medlemmer af DSP, især de mere radikale, i 1959 havde forestillet sig. SF's program udviste ganske vist lighedspunkter med partiets, men det var betydeligt mere moderat, og samtidig var der med Aksel Larsens faste ledelsespolitik ansatser til persondyrkelse og indskrænkning af medlemsdemokratiet i SF. Op gennem 1960'erne forlod mange tidligere medlemmer af DSP derfor SF. En del fandt sig senere tilrette i Venstresocialisterne (VS) og andre af det nye venstres partier og organisationer.

B.S.P.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 32.889