Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Socialistisk Folkeparti (SF)

SF Christiansborg 1240 København K Tlf.: 3312 7011 Internet: www.sf.dk Email: sf@sf.dk

Socialistisk Folkeparti (SF) (1959-), dansk socialistisk orienteret parti stiftet i januar 1959.

Det var Aksel Larsen, der stiftede SF som parti i 1959. Han var sammen med andre ledende kommunister blevet ekskluderet af DKP. Aksel Larsen havde blandt andet kritiseret Sovjets invasion af Ungarn i 1956, og han ønskede en selvstændig dansk politisk udvikling løsrevet fra enhver Sovjetstyring. Grundlaget skulle være en demokratisk socialisme på dansk.

SF's stiftende landsmøde 1959. Aksel Larsen er på talerstolen.

SF's stiftelse skete med udgangspunkt i en splittelse i den kommunistiske bevægelse. En splittelse som skete på forskellige måder i forskellige lande. I Danmark skete tilslutningen til SF fra andre sider end den kommunistiske. SF's første år forløb samtidig med, at der i de vesteuropæiske lande udviklede sig en kritisk bevægelse mod den kolde krig. Den engelske «Campaign for Nuclear Disarmament» og den danske «Kampagnen mod atomvåben» mobiliserede fra 1960 til meget store demonstrationer mod supermagternes A-våbenpolitik. Anti-krigsbevægelsen var tværpolitisk, men SF's første valgplakat «Afrust vort land» fik unge og gamle og borgerlige fredsbevægelsestilhængere til at stemme SF. Ikke alle partimedlemmer var antimilitarister - men for en meget stor del af partiets medlemmer og vælgere var antimilitarismen et fremtrædende element i SF's partiprogram. Dette var især fremtrædende i 1960'erne og 1970'erne, og helt hen i 1980'erne krævede partiet nedrustning og «omrustning» til fredspolitik i stedet for militærpolitik. Senere i 1960'erne blev SF også samlingspunkt for en voksende bevægelse mod USA's Vietnamkrig og mod NATO som redskab for USA's udenrigspolitik.

Folkesocialismens omdrejningspunkter

Til SF's oprindelige selvopfattelse hører internationalismen: socialismen er en verdensbevægelse med forskellige nationale (lokale) varianter. Og da SF tog afstand både fra socialdemokratismen og kommunismen, var det nærliggende, at Jugoslavien blev en vigtig inspirationskilde. Dels var Titos Jugoslavien en fremtrædende neutral magt på den internationale arena, dels, og ikke mindre vigtigt, var det jugoslaviske arbejderselvstyresystem en i mange henseender brugbar model, når man skulle forklare, hvordan arbejderne kunne tilrettelægge produktionen uden kapitalister til at lede og fordele arbejdet.

Til SF's oprindelige selvopfattelse hører også republikanismen: partiet gik ind for afskaffelse af kongedømmet og tog afstand fra deltagelse i majestætsdyrkelsen.

Et grundelement i SF's tidlige strategi for socialismen var kravet om produktionsmidlernes overgang til samfundseje - men med demokrati ved overgang til socialismen som en ufravigelig betingelse. Denne betoning var en del af partiets distance til de kommunistiske bevægelser. Deraf fulgte nogen diskussion om «elevator-socialismen», om et skifte fra socialistisk til borgerligt folketingsflertal skulle kunne respekteres af partiet.

Et andet aspekt af SF's socialistiske orientering var fokuseringen på arbejdernes rettigheder, både rettigheder med oprindelse i fagforeningernes overenskomster og i lidt videre forstand rettigheder, der var skabt statsligt i form af love. Disse temaer var vigtige i den politiske debat i fagbevægelse og mellem Socialdemokratiet og hhv. DKP og SF, ikke mindst på baggrund af socialdemokratisk ledede indgreb i overenskomstkonflikter i 1956 og 1963 og et boligforlig i 1964, hvor huslejerne i det ældre byggeri blev forhøjet kraftigt.

I SF er der lige fra partistiftelsen foregået ganske omfattende politiske diskussioner, og man har udarbejdet partiprogrammer - principprogram (1963), princip- og handlingsprogram (1980) og programmer på enkelte politiske delområder. Mere end programdiskussionerne er det imidlertid SF's placering i det parlamentariske system i Danmark og især forholdet til Socialdemokratiet, der har været omdrejningspunkt for politikudviklingen i SF, og for splittelser og samling i partiet. Fremherskende i SF var den opfattelse, at de borgerlige partier var «hovedfjenden», og at SF's opgave var at trække/holde socialdemokratiet væk fra at drive forligspolitik sammen med de borgerlige partier. Noget fraværende var i SF diskussion om socialdemokraternes egne politiske orientering

Diskussioner om Socialdemokratiets «karakter» har en lang historie i arbejderbevægelsen. Den socialdemokratiske og kommunistiske tradition har, med Karl Marx' samfundsanalyse som fundament, haft den opfattelse, at «Partiet» var lig med den organiserede arbejderklasses politiske kamporganisation. I konsekvens heraf var «afvigere» eller «splittelsesmagere» nogle, der modarbejdede klassen og dens interesser. I kommunistpartierne har socialdemokratiernes kompromiser med borgerlige partier været anskuet som forræderi mod arbejderklassens interesser. Et typisk eksempel herpå var overenskomstindgrebet i 1956, knap 3 år før stiftelsen af SF, hvor den socialdemokratiske regering fik de borgerlige partiers tilslutning til ophøjelse af det af arbejderne forkastede mæglingsforslag til lov. I Socialdemokratiet var meningerne om samarbejde med SF delte: en fløj med støtte i dele af fagbevægelsen var tilhængere af et «venstrefløjssamarbejde», en anden så det som en hovedopgave at knuse SF ved at tvinge/lokke partiet ind i situationer, hvor SF skulle stemme mod egen erklæret politik. Udenrigsminister Per Hækkerup stod tydeligst for den sidstnævnte linie.

I løbet af SF's første 8 år udspilles en række konflikter, hvis temaer skulle blive typiske også for senere uenigheder i partiet. Afgørende for udviklingerne har været «den parlamentariske konstellation», det vil sige: flertalsmulighederne i Folketinget og Socialdemokratiets manøvreren i situationen.

1960-67

1960-valget gav SF 11, S 76 og RV 11 mandater. Aldrig før havde man været så nær ved et «arbejderflertal». Men S baserede mindretalsregeringen på de radikale - og antog at SF ikke ville stemme imod en S-regering. Dermed var SF for første gang det «lillebror-parti», som storebror S kunne regne med uden at behøve at tage hensyn til. Inden for SF foregik en omfattende diskussion om, hvad man skulle stille op, hvis der blev et S-SF-flertal. Aksel Larsen og Morten Lange var tilhængere af en forholdsvis «blød» samarbejdslinie, sigtende mod at opnå et regeringsfællesskab, mens en «venstrefløj» med stærke rødder i fagbevægelsen var tilhænger af en stærkt kritik af socialdemokratiets højre-politik. Det politiske klima var præget af keynesiansk orienterede diskussioner om styring af samfundsøkonomien under høj beskæftigelse og med tendens til inflation. Diskussioner som SF ikke gik ind i. Partiet fastholdt sin modstand mod overenskomstindgreb og mod styring ved beskæring af arbejderrettigheder.

1964-valget gav SF 10, S 76 og RV 10 mandater. Valget foregik kort efter, at 3 SF-folketings-medlemmer havde meldt sig ud. De 10 mandater blev generelt opfattet som en konsolidering af SF. Regeringen fortsatte, præget af samarbejde med de borgerlige. Vigtigste element i dette samarbejde var et boligforlig i 1965, hvorved huslejen i det ældre boligbyggeri blev forhøjet, og hvorved husejerne scorede betydelige fortjenester. Denne omfordeling til fordel for de rige vakte voldsom kritik inden for S og i fagbevægelsen.

Boligforliget var vigtigste enkeltårsag til valgresultatet november 1966: SF 20, S 69, RV 13. Eftersom det ene grønlandske folketingsmedlem støttede S, var «arbejderflertallet» hjemme: 90 mandater. S indbød til forhandling om regeringsfællesskab. Aksel Larsen og enkelte andre var tilhængere af regeringssamarbejde, men flertallet i folketingsgruppen var imod. En hovedårsag var, at man ikke ville sidde i en NATO-regering. Hertil kom uenighed i boligpolitikken. Forinden havde partiformand Aksel Larsen vakt noget postyr i partiet ved udtalelsen om, at NATO ikke ville forstyrre hans nattesøvn. Det blev af mange vurderet som en nedtoning af noget, som man havde anset for vigtigt, og det gav anledning til en brevstorm fra partimedlemmer om at forblive ude af regeringen. Landsmødet i 1966 valgte en hovedbestyrelse, der var kritisk over for Aksel Larsens samarbejdslinie i forhold til S. På grund af valgreglerne gav et lille landsmødeflertal et massivt HB-flertal for den «samarbejdskritiske» linie.

Dernæst foregik forhandlinger om skattepolitik: kildeskat, som S og SF var enige om, og moms, som S var for og SF imod, fordi moms «vender den tunge ende nedad». Det endte med et forlig, som med meget besvær blev accepteret i SF's hovedbestyrelse. Modstanderne af «den lede moms» blev banket eller lokket på plads med løfter om fradragsafskaffelse og vetoret mod forhøjelse til mere end 10% moms samt momsfritagelse for mejeriprodukter. Kildeskat og moms blev vedtaget, men del af de lovede fradragsafskaffelse blev alligevel ikke. En vigtig symbolsk ændring der var indtruffet i 1967 var, at SF stemte for finansloven. Indtil da havde partiet stemt imod. Især fordi finansloven rummer militærbevillinger og bevillinger til kongehuset. Da de borgerlige partier stillede i udsigt, at de overvejede at stemme imod finansloven for at fælde regeringen, besluttede SF at stemme for. Finansloven har i det politiske system den symbolske betydning at være et «for-eller-imod-regeringen», samtidig med at den indeholde de enkelte bevillingselementer, som SF plejede at tage stilling til.

Forligene skærpede uenigheden i SF. Aksel Larsen fløjen havde oprettet et «alternativt» partikontor og krævede ekstraordinært landsmøde. Uenigheden blev yderligere skærpet, da en engelsk devaluering i december 1967 af regeringen blev fulgt op af en dansk devaluering og forslag om lovgivning om «suspension» af 2 dyrtidsportioner - altså et indgreb i arbejdernes overenskomstfæstede ret til lønstigning. De borgerlige partier var imod dyrtids-indgrebet. Ikke fordi de var uenige, men fordi de øjnede en chance for, at regeringen ville komme i mindretal. Der var stor uenighed i SF: skulle man stemme for et indgreb i arbejderrettigheder? Folketingsgruppens flertal mente ja, mindretallet nej. Men flertallet i hovedbestyrelsen mente nej. Så foruden et program-principspørgsmål var der et partidemokratispørgsmål: skulle folketingsgruppen rette sig efter hovedbestyrelsen? Uenigheden i SF førte til, at regeringen kom i mindretal: 6 folketingsmedlemmer var enige med hovedbestyrelsen og stemte Nej. Umiddelbart derefter udskrev Jens Otto Krag valg. Samme dag mødtes det ekstraordinære SF-landsmøde, hvor Larsen-fløjen fik 2 stemmers flertal, og derfor kunne «sætte sig» på hovedbestyrelsesflertallet. Enhver mulighed for at holde partiet sammen forsvandt, da Larsen-fløjen erklærede, at ingen af de 6 ville blive accepteret som folketingskandidater til valget. Derefter fulgte SF's partisprængning og stiftelsen af VS.

Interessant er spørgsmålet om, hvilke motiver de socialdemokratiske aktører havde, hvilke strategier de forfulgte, og hvordan de spillede sammen med SF's aktører? Socialdemokraterne var vel bekendt med uenighederne i SF. Daværende S-udenrigsminister Per Hækkerup har iflg. Erik Ib Schmidt sagt, at han ønskede at få SF splittet, også selvom det skulle medføre at regeringen måtte gå af. Sværere er det at belyse statsministerens, Jens Otto Krags, motiver. Set udfra en keynesiansk økonomisk styringsvinkel er «indefrysning» af dyrtidsportioner én mulig indsats mod inflationspres, men ingenlunde den eneste mulige. Men det er én, der helt sikkert kunne forventes at øge uenigheden i SF.

Karakteristisk for forløbet i 1967 er, at S i ethvert forlig krævede indbygget, at SF skulle stemme imod en af sine mærkesager. Det var ikke nok at forliges om det, man var enige om. Denne mekanisme genfindes i mange senere forligssituationer.

Efter forkastelsen af lovforslaget udskrev statsministeren valg til januar 1968. SF fik 11 mandater, VS kom lige over spærregrænsen og fik 4, og S fik 62. Den radikale Hilmar Baunsgaard blev statsminister i en VKR-regering, som regerede til 1972.

I efteråret 1968 gik Aksel Larsen af som partiformand og nedtrappede sin aktivitet i partiet. Sigurd Ømann blev ny partiformand.

1968-1973

Perioden 1968-1973 var parlamentarisk præget af, dels at socialdemokratiet var i opposition, og at S og SF hver for sig skulle markere sig med mærkesager, dels af EF-afstemningen den 2. oktober 1972.

Ved folketingsvalget i 1971 røg VS igen ud af tinget, og SF blev med 17 mandater ene om at repræsentere venstrefløjen. Men S havde ingen samarbejdsfølere ude efter SF før i 1973. Anker Jørgensen, som var blevet statsminister efter Krag dagen efter EF-afstemningen, slog tonen an ved at gennemføre fuld moms på mejeriprodukter, trods det oprindelige moms-forlig. I foråret 1973 gav underskud på statsfinanserne ønske om en finanspolitisk stramning. V og K ville stramme mere end S, så SF gik i forlig med S om nogle nedskæringer og selskabsskatteforhøjelser. Et boligforlig mellem S og SF i juni 1973 betød bl.a. lejeforhøjelser i den ældre boligmasse - igen en SF-kamelslugning. I perioden diskuterede man i SF program og samarbejde i eller uden for regering med S, hvis det blev et NEJ til EF. Det gjorde det som bekendt ikke.

I befolkningen var det store politiske tema EF. Op til EF-afstemningen 2. oktober 1972 var SF det eneste parti i Folketinget, der sagde NEJ. Men den store NEJ-bevægelse, Folkebevægelsen mod EF (FB), var tværpolitisk. Initiativet til FB blev taget af SF, Danmarks Retsforbund og Danmarks Kommunistiske Parti. Men bevægelsen rummede desuden radikale, socialdemokrater, konservative, venstresocialister og partiløse. Det er antagelig befolkningens indtryk af partimedlemmers politik og betydelige indsats i FB, der gav et come-back for DKP under Knud Jespersens ledelse ved folketingsvalget i 1973.

Valget i 1973 er blevet kaldt «jordskredsvalget». DKP fik 6 mandater. SF gik fra 17 til 11 mandater. Man kan for så vidt sige, at venstrefløjen holdt skansen. Men S tabte 24 mandater - fra 70 til 46. Fremskridtspartiet, Retsforbundet, Centrumsdemokraterne og Kristeligt Folkeparti kom ind. Det var et folketing med opbrud i partisystemet. Poul Hartling dannede en snæver V-regering, som dog kun holdt godt 1 år. En væsentlig medvirkende årsag til SF's tilbagegang var antagelig boligforligets lejeforhøjelser.

I samme periode begyndte miljøspørgsmålet at blive varmt politisk stof. VS havde et miljøpolitisk program. SF's miljøordfører Morten Lange karakteriserede VS'erne som «biodynamiske hjemmefødende barfodsgængere». Men fra neden af i SF begyndte miljøpolitisk bevidsthed at blive bragt frem som politik.

1973-79

Fra midten af 1973 slog en langvarig økonomisk krise igennem. Ledighedstallene steg fra 21.000 i 1973 over 51.000 og 126.000 i 1974 og 1975 til 191.000 i 1978. Beskæftigelsen faldt, og den økonomisk vækst gik fra et niveau på ml. 3 og 5% ned til et niveau på 2. Krisen blev forklaret som en følge af krise i energiforsyningen (olien). Ledigheden voksede, samtidig med at pris- og lønniveauet fortsatte en hurtig vækst. Et fænomen som den keynesianske økonomimodel ikke kunne forklare.

Årene var præget af faldende vælgertilslutning (i 1975 9 SF-mandater, 1977 7) og af et opgør inden for SF om den politiske linie. Det må ses på baggrund af, at Anker Jørgensen (som i januar1975 havde afløst Poul Hartlings «smalle» Venstre-regering) hovedsagelig søgte at føre økonomisk krisepolitik sammen med V og K. Formand Sigurd Ømann og andre med ham lagde vægt på samarbejde med S i Folketinget, mens andre i partiet ønskede, at SF skulle appellere mere til udenomsparlamentarisk arbejdende grupper og ønskede en stærkere kritik af S. I 1974 blev Sigurd Ømann afløst som formand af Gert Petersen, hvilket af nogen tolkedes som en vis venstredrejning.

Modsætningerne indenfor SF om den politiske linie spidsede til fra foråret 1976 til landsmødet i 1977. I april 1976 tog SF endelig stilling imod atomkraft, som partiets energiordfører Morten Lange var tilhænger af. Èn fløj omkring den tidligere formand Sigurd Ømann ønskede et samarbejde med alle «demokratiske partier» mod truslen fra Glistrup-partiet og advarede imod «at ligge kritikløst under for alt, hvad der siges fra «venstre»» (oktober 1976). Flertallet i folketingsgruppe og hovedbestyrelse fastholdt, at «arbejderbevægelsen (forstået som arbejderpartierne, fagbevægelsen og kooperationen) kan tilkæmpe sig det politiske førerskab og blive til bærer af en folkebevægelse med socialistisk sigte». På landsmødet i 1977 advarede flertallet hovedbestyrelsen mod indrømmelser til den socialdemokratisk ledede regering. Herefter fulgte mere intern uro, udmeldelser og enkelte «mod-opstillinger» ved det efterfølgende kommunevalg i 1978. Perioden kaldes «opgøret med Larsenisterne».

I august 1978 forsøgte Anker Jørgensen sig med et regeringssamarbejde med Poul Hartling (V). Et forsøg, som varede til oktober 1979.

SF's nedtur skal ses i forhold til udviklingen på den samlede venstrefløj: i 1973 fik K 6 mandater og SF 11 (i alt 17). I 1975 kom også VS ind med 4, K med 7 og F med 9 (i alt 20). I 1977 fik VS 5, K 7 og F 7 (i alt 19). Og i 1979 fik VS 6 og F 11 (i alt 17). Fløjens samlede stemmeandel svinger forholdsvis lidt, men der er ganske store udsving inden for den. Det er nærliggende at antage, at 1979-fremgangen (på DKP's bekostning) er vælgerkvittering for 1977 opgøret med «Larsenisterne».

1979-87

Efter den 2. oliekrise i 1979 voksede ledigheden fra 180.000 i 1980 til 243.000 i 1981, hvorefter ledigheden «stabiliserede sig» på et højt niveau (mellem 220.000 og 283.000) men med økonomisk vækst og velstandsudvikling på et lidt højere niveau end i 1970'ernes 2. halvdel: en BFI vækst på mellem 3 og 4% 1982-1986.

Den socialdemokratisk ledede regering forsøgte at bekæmpe den økonomiske krise med indgreb i privatforbrug: Maj-forliget i 1980 med skatte- og afgiftsforhøjelser og beskæringer af offentlige udgifter, bl.a. børnetilskud og sociale pensioner («socialindkomstloven»). Dog havde man også forbedret forældreorlovsordninger og indført efterløn (et SF-forslag fra 1975), ud fra tankegangen om, at «de skal have det samme som på dagpenge, men så tæller de ikke i ledighedstallet» - og så antoges det at give plads i virksomhederne for unge ledige.

Krisen omkring 1979 og dens eftervirkninger fik Anker Jørgensen til at gå af i 1982, hvorefter Schlüter (C) dannede regering med Uffe Ellemann-Jensen (V) som udenrigsminister. Schlüter-regeringens første indgreb var suspension og siden afskaffelse af dyrtidsreguleringen af lønningerne. Disse indgreb, tillige med en erklæret «fastkurs-politik», bidrog til at bremse lønstigningerne (men ikke profitstigningerne) og gav samtidig store formuegevinster til bolig- og obligationsejere. Når de alligevel ikke mødte større modstand, skyldes det antagelig, at indgrebene ikke direkte generede den i arbejde værende halvdel af befolkningen.

Perioden viser mandatfremgang for SF og den samlede venstrefløj og tilbagegang for Socialdemokratiet. S's mandattab på 9 i 1981 modsvaredes af en fremgang på 10 for F til 21 (men en tilbagegang på for VS). I 1984 tabte S yderligere 3 mandater og kom ned på 54. De borgerlige lå nogenlunde fast med 90 mandater. I 1987 toppede SF's tilslutning med 27 mandater, mens VS røg ud af Folketinget og Fælles Kurs kom ind med 4 mandater

Medlemsmæssigt voksede tilslutningen nogenlunde i takt med mandattallet: i 1982 5.600, i 1988 9.126.

Efter at militærspørgsmålet havde været u-debatteret i SF i en del år, gav en kritik fra partiets «fredspolitiske kustoder» af partiets svagere antimilitaristiske profil anledning til udarbejdelsen af et freds- og sikkerhedspolitisk program, der blev vedtaget på landsmødet i 1986. På samme landsmøde vedtoges en hovedudtalelse med temaet «En handlekraftig arbejderflertalsregering». Det freds- og sikkerhedspolitiske program indeholdt nogle erklærede minimumsbetingelser for SF-deltagelse i en arbejder-flertalsregering. Programmet var bl.a. tænkt som en «forsikring» til regeringssamarbejdsskeptikere om, at uden reelle fremskridt på nedrustningsområdet ville SF forblive et oppositionsparti.

Ideologisk træder SF mere frem som et «miljøparti». Bl.a. gennem vedtagelse af et Miljøprogram i 1987. Tillige fremhæver partiet, at det er et «kvindeparti», i den betydning at antallet af kvinder på amts- og byrådsposter og folketingsmandater er meget stor (30-35% i 1985).

Endelig fremstår SF i 1980'erne som EF-modstandens parlamentariske hovedkraft.

1988-98

Perioden er frem til 1996 økonomisk præget af voldsomt høj ledighed, mellem 250.000 og 323.000, og af lave BNP-væksttal, mellem 0 og 2% .

Politisk mindskedes tilslutningen til SF fra 24 mandater i 1988, 15 i 1990 og 13 i 1994 og 1998, men venstrefløjens samlede mandattal holder sig konstant. Til nogens undren kom Enhedslisten De Rød-Grønne i Folketinget i 1994 med 6 mandater. I 1993 trådte Poul Schlüter (C) tilbage efter dommer-rapporten om justitsminister Ninn-Hansens ulovlige behandling af tamilske flygtninge, og en SR-regering under Poul Nyrup-Rasmussen og Niels Helveg Petersen kom til.

Medlemstallet fulgte med ned: fra 9.126 i 1988 til 6.240 i 1998.

I 1991 gik Gert Petersen af som partiformand. Holger K. Nielsen vandt afstemningen om formandsposten mod Steen Gade. En del mente, at valget af Holger K Nielsen var en sejr for en venstrefløjen i SF overfor en højrefløjslinie. Det er dog vanskeligt forud for valget at se sådanne forskelle i partidebatten.

Trods mandat-tilbagegangen fremstod SF som EU-modstandens hoved-parti. Ikke mindst i valgkampen frem til 1992 afstemningen om Maastricht-traktaten. Holger K. Nielsen kom til at stå som hovedkraften i mange konfrontationer med Schlüter-regeringens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V). Slagordet «Holger og konen si'r NEJ til Unionen» blev et virkeligt hit: 50,7% af vælgerne stemte NEJ til Maastricht-traktaten. Desto voldsommere virkede det, da den samme Holger K. Nielsen kort efter indgik «det nationale kompromis». Sammen med S, RV, V og C blev SF enige om at anbefale vælgerne at stemme JA til Maastricht-traktaten, med tilføjelse af «de 4 forbehold». Dermed blev SF og Danmark initiativtager til «en europæisk union i flere hastigheder». Partiledelsens kovending i Union-sagen blev anledning til en voldsom uenighed i SF. En fløj kaldet «Folkesocialister mod Unionen» blev stiftet, og en kampagne «Nej i maj» blev iværksat. I første omgang blev «Folkesocialister mod Unionen» på et HB-møde udskældt for «fraktionsvirksomhed» og andet, der mindede om tidligere tiders partikampe, indtil ex-formand Petersen sagde: «Vi må passe på ikke at bilde os selv eller andre ind, at et NEJ vil være en katastrofe. Det vil være en styrke for SF, hvis vi kan håndtere uenigheden». Et ekstraordinært landsmøde gav ledelsen opbakning til at opfordre til at stemme JA til unionstraktaten. Ikke fordi medlemmerne stemte JA, men fordi man ikke ville underkende formand og ledelse. Men kun få medlemmer hængte JA-plakater op. Folkeafstemningen i maj 1993 gav 56,7% JA til Unionstraktaten. De ivrigste tilhængere af JA-linien var synligt skuffede, da statsminister Nyrup efter afstemningen fastslog, at der ikke var ministerposter til SF. Uenigheden førte til et begrænset antal udmeldelser, og mange af de erklærede NEJ-sigere fik i den efterfølgende tid tillidsposter i SF's organisation. I et forsøg på at samle partiet omkring EU-spørgsmålet fik man til EU-parlamentsvalget i 1995 den populære Lilly Gyldenkilde som spidskandidat med det hidtidige EU-parlamentsmedlem John Iversen på andenpladsen. Han blev af mange i partiet anset som «krypto-unionist».

I 1993 fik SF's sikkerhedspolitik et helt nyt indhold: SF stemte for oprettelsen af en dansk international brigade, til brug for FN og NATO. Det skete uden formel afstandtagen fra det Freds- og sikkerhedspolitiske program fra 1986. Men eftersom brigaden er en del af NATO's Rapid Deployment Force, er selve oprettelsen i strid med 1986 programmets krav om dansk tilbagetrækning fra NATO kommandostrukturen. Kun 2 af folketingsgruppens medlemmer stemte imod.

1998 bragte atter en afstemning om en EU-traktatændring: Amsterdam-traktaten, med yderligere styrkelse af Eurokratiet. En del SF'ere (som selv benævnte sig «fornyerne») med næstformand Steen Gade i spidsen ønskede at sige JA til traktaten, men formand Holger K. Nielsen og flertallet besluttede at partiet skulle anbefale et NEJ. Afstemningen gav et JA på 55,1%. Siden forlod SF's John Iversen partiet, som ved Lilly Gyldenkildes sygdom var genindtrådt som EU-parlamentsmedlem, og som havde støttet Steen Gades linie. Han gik over til S, nu som ivrig unionstilhænger. I 1999 fik partiet i stedet valgt Pernille Frahm ind i EU-parlamentet.

Kommunalpolitisk har SF fremgang og vinder flere steder borgmesterposter. I nogle tilfælde i konstitueringsaftaler med borgerlige (og uden om socialdemokratiet, som f.eks. i Vejle). Det lader sig ikke gøre at påpege en konsekvent SF-linie i kommunalpolitikken. Blandt de mere markante tildragelser var, at SF's mangeårige medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse meldte sig ind i Det radikale Venstre.

1999-2009

I marts 2000 besluttede statsminister Nyrup, at der 28. september skulle være afstemning om dansk tilslutning til Den europæiske Unions møntfod «Euroen». Kort derefter fik han 97% tilslutning på S-kongressen til et JA. Ikke meget senere vedtog SF's landsmøde med et næsten lige så massivt flertal at anbefale et NEJ til Euro'en. Et meget stort mindretal af S-vælgerne og S-medlemmerne er modstandere af Euro'en. Et betydelig mindre mindretal af SF-medlemmerne var tilhængere af et JA. Men debatten i SF var betydelig mere temperamentsfuld end i S. Folkeafstemningen 28. september 2000 gav et NEJ til Euroen: 53,1% nej, 46,9% Ja.

Andre gamle temaer i SF's interne debat kom op igen: op til landsmødet i foråret 2000 erklærede formand Holger K. Nielsen, at tiden var til dannelse af en S-SF eller S-SF-R regering. Ingen forbehold om militærpolitik, NATO eller EU. Formanden blev hurtigt «kaldt til orden» igen af folketingsmand Åge Frandsen, som mente, at et regeringssamarbejde uden at man har sikret sig indrømmelse på de traditionelt vigtige politikområder vil betyde splittelse eller udvandring. I maj 2000 blev folketingsmedlem Jes Lunde fra den såkaldte «fornyer-fløj» citeret for, at partiledelsen lagde sig i hælene på Enhedslisten. Debatform og ordvalg havde en del tilfælles med debatten i 1976-1977, dengang blot med Venstresocialisterne som «skræmmebillede».

Valget i 2001 gav regeringsskifte efter stor tilbagegang for Socialdemokratiet og et mandats tilbagegang for SF til 12. Anders Foghs VK regering med fast flertal sammen med Dansk Folkeparti betød nul indflydelse til SF. Og da SF tabte yderligere et mandat ved valget i 2005, trådte Holger K. Nielsen tilbage. Samtidig kastede Mogens Lykketoft håndklædet i ringen, og Helle Thorning Schmidt blev formand for Socialdemokraterne.

Efter kampafstemning mellem Pia Olsen, Meta Fuglsang og Villy Søvndal vandt Villy Søvndal formandsposten, og mange ting blev ændret i SF.

Boble-økonomien med høj beskæftigelse ca. 2003-2008 har ikke begunstiget SF politisk.

Kommunalpolitisk har SF ikke programmatisk gjort sig meget bemærket. Partiet har i 2009 borgmester/rådmandsposter i København, Århus og Ålborg. I enkelte byer har haft SF-borgmestre, antagelig mere på grund af personlige egenskaber og politisk-organisatorisk manøvreevne (f.eks. Vejle) end på grund af markant anderledes politik. Ved kommunevalget i 2005 gav kun Kalundborg borgmesterpost til SF – Socialdemokraterne overtog, da SF-borgmesteren pga. sygdom trak sig.

Kommunalvalget 17. november 2009 gav stor mandat-fremgang til SF i kommunalbestyrelserne. Det resulterede i én borgmesterpost, i Lejre Kommune, med støtte fra S og R. I Randers og i Regionsråd Hovedstaden forsøgte SF’ere sammen med et blandet sæt af borgerlige at tage borgmester- hhv. formandspost – men forsøgene mislykkedes muligvis på grund af modstand i SF-grupperne.

Hamskiftet: De 10 år blev præget af debatten om, hvordan SF kunne blive «regerings-egnet». Den radikale leder Marianne Jelved forklarede omhyggeligt, hvilke politiske kameler, SF mindst måtte være beredt på at sluge, hvis de vil drømme om regeringssamarbejde.

Hamskiftet fra socialistisk oppositionsparti til et folkeligt centrumsparti blev gennemført i 2008-2009. Det handler om at blive "regerings-egnet". Men en del vigtige ændringer var indtruffet igennem årene 1990-2008. Ændringerne på nogle politikområder fortjener lidt omtale.

På det socialpolitiske område støttede SF i 1990 indførelsen af tvang ("incitamenter") i unge-indsatsen under bistandsloven – det var unge-pakken. Og fra 1990 og alle årene siden har SF været med i satspulje-forliget, som går ud på en regulering af overførselsindkomster – pensioner, dagpenge, kontanthjælp, børnefamilieydelse, grænser for boligstøtte m.v. – med 0,3-0,5% mindre end lønstigningerne. Det efterslæb vokser jo mærkbart over 20 år, og da de mennesker som må leve af de pågældende ydelser jo er lavindkomstgrupper, bidrager SF – sammen med alle øvrige partier minus Enhedslisten - til en systematisk øget ulighed i samfundet. Det udregnes, hvor meget mere pensionister og dagpengemodtagere og …. skulle have haft, hvis deres ydelse skulle følge løn-tallet – og årets beløb gives så ud til forskellige formål til fordel for samfundets svageste, som partierne hver for sig støtter. Gode og fornuftige formål – men SF og de øvrige forligspartier vil normalt ikke svare på, hvorfor det er de fattige og ikke de rige, som skal betale til pågældende formål. I 2000 deltog SF sammen med satspuljepartierne i et førtidspensionsforlig, som gjorde op med de sidste rester af erstatningssynspunktet i førtidspensionsordningen (i kraft 2003). Pension blev sat lig med dagpengemaksimum, dog 85% for samboende. Men samtidig afskaffede man boligydelse for førtidspensionister og medicintilskud, så en pensionist på ny ordning – med gennemsnitlig husleje og gennemsnitlige medicinudgifter i Århus – fik ca. 1000 kr. mindre til rådighed pr. måned end en person på laveste førtidspension efter gammel ordning. Særligt børnetilskud til førtidspensionister afskaffedes også. Hovedreglen siden 1990 på kontantydelses-området har altså været: enighed fra A til V, incl. F.

På arbejdsmarkedsområdet har SF været imod de fleste af SR-regeringen og VK regeringens nedskæringer, dog deltog man i forlig om finanslov 1998 med bl.a. stramninger af rådighedsregler.

SF har igennem historien haft megen diskussion om partiets stilling til finansloven. Oftest har partiet stemt imod, bl.a. på grund af lovens militærbevillinger. Enkelte gange har SF stemt for loven som led i forlig om finansloven eller som støtte til en siddende regering – det skete bl.a. i 1967, 1996, 1997, 1999 og 2000. Så i 2008 stemte SF betingelsesløst og indflydelsesløst for VKO-regeringens finanslov.

Tidligere er omtalt SF’s skift i forhold til Den Europæiske Union. Fra at være bannerfører for unionsmodstanden («Holger og konen siger NEJ til unionen») er partiet blevet næsten fuldblods EU-tilhænger – dog vil man i 2009 kun støtte afskaffelse af de 4 forbehold enkeltvis! Den nyvalgte EU-parlamentariker Emilie Turunen erklærede i oktober 2009, at hun sidder i parlamentet for at få snavsede fingre – at deltage i forlig. Anledningen var SF’s støtte til en polsk ultranationalist (og ikke en kvindelig socialist) ved næstformandsvalget i parlamentet, til gengæld for én af talløse næstformandsposter i et udvalg.

På udlændingeområdet har SF tilkendegivet, at man fortsat er modstander af 24 års reglen vedr. familiesammenføring – men at man ikke stiller krav på området, så længe Socialdemokraterne går ind for ordningens opretholdelse. Altså: en forhånds fraskriven sig indflydelse. Hertil kommer, at formand Villy Søvndal i 2006 og 2008 har tillagt sig en "tough on islamism" rolle ved i et næsten Pia Kærsgårdsk ordvalg at tage afstand fra militant og udemokratisk islamisme. 5. november 2009 – mens den offentlige debat om tvangsudvisning af irakiske flygtninge er på et højdepunkt - stemte SF og SD sammen med KOV (og imod B&Ø) i Folketinget for en vedtagelse, der erklærer tilfredshed med minister Rønn Hornbechs praksis vedrørende (afslag på) humanitær opholdstilladelse

Mærkesager som anti-kapitalisme og socialisering af ejendomsretten til produktionsmidlerne er droppet – iflg. Villy Søvndal 1. maj 2009 og interview forår 2009 i weekendavisen.

Et voldsomt skred har vi set på militærpolitikområdet. Ovenfor er nævnt SF’s støtte til udryknings-styrken, det danske bidrag til NATO’s Rapid Deployment Force i 1993. I 2009 ser vi SF som deltager i et flerårigt militærforlig (forsvarsforlig), med blandt andet forøgede bevillinger til krigsvæsenet. Og uden at SF har stillet et eneste krav til forligets indhold. Det handlede alene om at få lov til at være med til at skrive under på forliget. Dansk Folkepartis ordfører Søren Espersen udtalte i samme anledning: "Vi overvejede at kræve atomvåben til dansk forsvar, for at holde SF ude af forliget – men de havde såmænd nok skrevet under alligevel". SF’s hjemmeside tier om forliget, eventuel partidebat om forliget, motiverne bag forliget, og dets forhold til partiprogrammet.

Mandatfremgang m.v.: Om forklaringen er partiets holdningsskifter på politikområderne, eller om det er formand Villy Søvndals personlige charme, skal ikke vurderes her. Faktum er, at partiets mandattal er vokset ved folketingsvalget i 2007 fra 11 til 23 (mens Socialdemokraterne tabte yderligere 2 mandater, til 43), og ved EU-parlamentsvalget i 2009 fra 1 til 2. SF’s medlemstal fulgte med mandattallet ned, men efter valget af Villy Søvndal og valgfremgangen i 2007 steg det igen, over 10.000 i 2007 til over 15.000 i 2008.

Struktur, medlemsindflydelse: I det meste af SF’s levetid har man haft ry af, at HB – hovedbestyrelsen, 39 medlemmer, var nærmest almægtigt – også stod over Folketingsgruppen, og var præget af intense medlemsdebatter om politik og politikændringer. Landsmødet april 2009 beslutter at reducere Hovedbestyrelsen (på 39, med forretningsudvalg på 9) til en landsledelse på 17, med månedligt møde, for at kunne manøvrere hurtigere i regeringsforhandlingssituationer.

Det er ikke udefra synligt, hvordan beslutningerne, som fører frem til hamskiftet, er blevet truffet – heller ikke den om tilslutning til forsvarsforlig og større militærbudget – der er ikke blandt partiets pressemeddelelser nogen omtale af det.

Kommunalvalget 17.11.2009 gav mandatfremgang til SF (se ovenfor). Hvordan beslutningsprocesserne i partiet omkring konstituering er foregået, er ikke synligt udefra.

Regeringstemaet: I 2008-2009 er et parløb mellem Socialdemokraternes Helle Thorning Schmidt og SF’s Villy Søvndal blevet iværksat, med henblik på at opnå et regeringsskifte. Det har resulteret i flere fælles-udspil, hvor man er fælles om det, som socialdemokraterne går ind for. Eksempelvis et skatte-politisk udspil. Intetsteds ses indrømmelser til SF. Socialdemokraterne har antydet, at SF er regeringsegnet. Til forskel fra 2000 er der nu ingen Åge Frandsen, der kræver politiske indrømmelser som betingelse for regeringsdeltagelse. Så: Marianne Jelveds opskrift fra 2000 om, hvordan SF skulle skifte ham for at blive regeringsdueligt, er blevet virkeliggjort. Hele karavanen er blevet slugt.

Om det Radikale Venstre vil støtte en S-SF-regering, har vi til gode at se. En underholdende erklæringskrig udspillede sig i sommeren 2009. Den radikale leder sagde, at hun under ingen omstændigheder ville støtte S-SF skatteforslaget. Socialdemokrater og SF svarede igen med, at så væltede de radikale den nye regering – forslaget står ikke til at ændre. Hvem der kommer til at æde hvilke udsagn i sig, får vi siden at høre.

S-SF-regering efter næste valg? Måske. Det er dog også tænkeligt, at på regeringsdannelsens dag vil kombinationen hedde S-R. SF vil jo aldrig stemme imod den!

Vi har også til gode at se, om SF vil genoptage mærkesager, som man i forløbet 1990-2009 har afskrevet sig eller lagt på is.

PET's overvågning af SF

PET Kommissionen udgav i juni 2009 efter 10 års arbejde sin beretning om PET's overvågning af den danske venstrefløj. En betydelig del af PET's omfattende materiale om SF blev makuleret i 1972, da PET frygtede der ville blive nedsat et parlamentarisk kontroludvalg, som SF ville få sæde i og ad den vej adgang til at opdage den omfattende overvågning af partiet. Der var derfor kun svage skygger af den oprindelige overvågning PET Kommissionen kunne afdække i sin gennemgang af PET's arkiver i 2000-09.

Helt frem til slutningen af 1960'erne mente PET, at SF i virkeligheden «var et kommunistparti der blev styret fra Moskva». Hele splittelsen i DKP der førte til oprettelsen af SF var et «stunt fra SUKP's side for at vildlede PET og andre vestlige efterretningstjenester». (7PK-146) PET's analyser af SF fra denne periode har en ikke ringe underholdningsværdi:

At disse mennesker (SF'ere) skulle kunne afskrive deres tidligere overbevisning, deres tro på revolutionen og deres hele filosofi, er jo helt usandsynligt. Man kunne lige så gerne vente at se biskop Fuglsang-Damgård i spidsen for provsterne på Sjælland gå over til Islam. (7PK-151)

PET skaffede sig SF's principprogram fra 1963, hvor det skrev at overgangen til socialisme skulle ske ad parlamentarisk vej, eller i det mindste med støtte fra flertallet. PET nægtede at acceptere, at SF skulle være et fredeligt demokratisk parti og konkluderede derfor, at ingen «med blot lidt politisk indlevelse» ville erklære over for den danske befolkning, at «omstyrtning af det nuværende samfundssystem» skulle foregå ved hjælp af ulovlige midler. (7PK-148)

Baggrunden for PET's helt fejlagtige analyser af SF er vanskelig at afdække. Der kan være tale om usædvanlig dumhed, eller tale om forsøg på at legitimere overvågningen af noget tjenesten grundlæggende ikke forstod. PET havde nemlig adgang til aflytningerne af Alfred Jensen 1952-59 og kunne ad den vej have fået bekræftet at splittelsen i DKP ikke var planlagt, og at DKP'erne hadede de frafaldne som pesten. PET vidste også fra 1960, at partiets formand, Aksel Larsen var agent for CIA, og som en del af aftalen med amerikanerne fik PET udskrift af debriefinger'ne af Larsen. (7PK-170)

PET besluttede på baggrund af sit paranoide trusselsbillede at registrere SF på samme måde som DKP:

• partiets ledere
• medlemmer
• stillere
• anmeldere
• abonnenter på SF bladet (7PK-154)

Dog besluttede tjenesten at der «skulle udvises nogen tilbageholdenhed» med at registrere sympatisører og vælgere. (7PK-154)

Overvågningen af SF var intens de første år af partiets virke. Det blev udsat for telefonaflytning, medlemmer af studiekredse og lokale møder blev registreret. I Skanderborg fik den lokale PET kontaktmand en aftale med lokale om overvågning af partiet:

I den forbindelse har jeg aftale med flere stabile borgere her i byen, der er medlemmer af socialdemokratiet, konservative og venstre, der ville meddele, såfremt, de skulle komme til kundskab om, at den afdeling af SF var under dannelse her i byen. (7PK-157)

Nedsættelsen af Wambergudvalget medførte at udvalget lagde pres på PET for at få det til at indstille registreringen af partiets stillere, anmeldere, almindelige medlemmer og abonnenter på SF bladet. Men det blev endnu værre. I 1966 blev partiet støtteparti for Socialdemokratiet - det såkaldte Røde Kabinet. Det fik den tidligere PET ansatte, kriminaloverbetjent Carl P. Sunov, der også var folketingskandidat for Venstre til at erklære, at det var «et meget stift stykke», at SF'erne, som PET havde registreret på socialdemokraternes foranledning, nu sad til bords med regeringen. Det var Sunovs opfattelse, at SF'erne var «udemokratiske» fordi de gik ind for nationaliseringer, og fordi de fulgte en antivestlig udenrigspolitisk linje. (7PK-155)

Regeringserklæringen fra 1968 skulle officielt sætte stopper for registrering af lovlig politisk virksomhed og medføre destruktion af eksisterende arkiver. Ingen af delene skete imidlertid. Først i 1972 tog PET's operationschef Jørn Bro initiativ til at få destrueret PET's SF arkiv. Anledningen var ikke at PET var begyndt at følge 1968 instruksen, men at PET frygtede nedsættelse af et parlamentarisk kontroludvalg, hvor SF ville få sæde, og derfor ville opdage PET's omfattende overvågning af partiet. Over nogle få uger blev 99% af SF arkivet angiveligt destrueret. Det skete ikke uden sværdslag. En af de medarbejdere der havde ansvaret for arkivet og havde været med til at bygge det op blev meget ophidset over destruktionen af «hans SF kartotek». (7PK-216)

Udadtil hævdede PET, at tjenesten efter 72 alene registrerede SF'ere med østkontakter. PET Kommissionen kan imidlertid dokumentere, at PET førte Wamberg Udvalget bag lyset i 1979, da tjenesten gentog denne forklaring. Sandheden var, at registreringen fortsatte. Specielt i region I (Nordjylland), hvor SF endnu i slutningen af 80'erne var klassificeret som en «ekstremistisk organisation». PET fulgte nøje med i partiets politiske aktiviteter i det nordjydske og indsamlede nidkært personlister. I 1981 indsendte afdelingen lister over:

• partiets amtsrådskandidater i Nordjylland
• personer med tilknytning til SF-Aalborg
• kommunalvalgskandidaterne i Brønderslev
• partiets bestyrelsesmedlemmer i afdelingen i Hobro
• SF’s byrådskandidater i Hobro Kommune.

Påtegninger viser, at navnene på flere af listerne er blevet søgt i PET's register i Centralafdelingen. Det fremgår også, at listerne har været forelagt ledende jurister i PET. Centralafdelingen stoppede altså ikke den ulovlige registrering. I 1984 indsendte regionen tre lister over stillere for SF’s folketingskandidater i Hjørring, Sæby og Frederikshavn. (7PK-224)

PET Kommissionen anfører, at det materiale PET indsamlede om SF efter 1968 kan opdeles i 6 hovedkategorier:

1. oplysninger om organisatoriske forhold
2. SF's kontakter med den øvrige venstrefløj (DKP, VS, SAP, BZ og Enhedslisten). PET frygtede især, at der blev etableret et bredt samarbejde på venstrefløjen
3. SF's internationale kontakter (PET forsøgte - forgæves - at knytte SF til IRA og PKK)
4. SF's rolle i fredsbevægelsen. PET kunne konstatere, at SF nok i en vis udstrækning kunne finde fodslag med DKP, men at vejene skiltes hvor SF krævede nedrustning i både øst og vest, og demonstrerede mod Sovjets invasion af Afghanistan.
5. SF's rolle i antiracisme arbejdet og det antiimperialistiske arbejde (anti-apartheid, Mellemamerika mm.)
6. SF's faglige arbejde. Fra midten af 80'erne interesserede PET sig stærkt for SF's forbindelser til Tillidsmandsringen, og da partiet i 89 oprettede SF-Søfart indberettede PET om generalforsamlingens forløb, og de valgte ledelsesmedlemmer blev søgt i PET's kartoteker. (7PK-220)

«Spionerne»

Allerede i 1960 opdagede PET, at Aksel Larsen var CIA agent. CIA havde formelt ikke lov til at agere på dansk jord, men PET indgik en aftale med USA om at modtage kopi af samtalerne mellem Larsen og hans amerikanske føringsofficer.

Anderledes forholdt det sig med det PET mente måtte være SF spionage til fordel for Østeuropa. Allerede midt i 60'erne registrerede PET møder mellem partiets senere formand Gert Petersen og østeuropæiske ambassadefolk. I starten af 70'erne fik PET og MI6 vendt en russisk KGB agent, der blev dobbeltagent og frem til 1985 spionerede for de to tjenester. PET havde altså dels adgang til egne (ulovlige) optagelser af frokostmøder mellem SF folketingsmedlemmer og østeuropæere, dels adgang til dobbeltagentens materiale. Selvom PET antog det modsatte, kunne det dokumenteres, at SF'erne ikke øvede efterretningsvirksomhed. Der var altså intet at komme efter ifht. spionageparagrafferne 107 og 108.

PET var ude af stand til at forstå, hvordan danske politikere kunne have kontakt til østeuropæere, og betragtede dem derfor grundlæggende som landsforrædere. Når de ikke kunne anklages for spionage, fordi de ikke videregav efterretningsmæssige oplysninger, betragtede PET dem i stedet som «agents of influence» («påvirkningsagenter»). PET søgte at bevise, at SF'erne fik oplysninger fra østeuropæere - især russere - der siden blev anvendt i udformningen af partiets sikkerhedspolitiske tiltag. Der er ikke den store tvivl om, at SF'erne kunne bruge russiske informationer i deres politiklægning, og derfor også gjorde det. PET's problem var blot, at det ikke var ulovligt. SF havde kontakt til østeuropæere på et fulgt lovligt grundlag. Men i PET's højreorienterede optik var fredsarbejde og afspænding lig med landsforræderi, og derfor fulgte tjenesten SF's kontakter. Ind imellem havde PET dog nogle problemer med den ene dag at skulle klassificere f.eks. Pelle Voigt som «KGB påvirkningsagent», for den næste at notere at samme Voigt kritiserede Sovjet sønder og sammen for dets besættelse af Afghanistan. (7PK-189, 230)

V.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 25/11 2009

Læst af: 122.520