Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Socialdemokrati

Begrebet «Socialdemokrati» har historisk haft fire forskellige betydninger, som svarer til faser i udviklingen af den europæiske arbejderbevægelse.

Oprindelig betegnede det den småborgerlige socialisme, som bl.a. spillede en væsentlig rolle i 1848 revolutionerne. I modsætning til de rene politiske demokrater så socialdemokraterne ikke den almindelig mandlige stemmeret som det endelige mål. Stemmeretten var et middel for det sociale demokrati, hvormed de mente omfordelingen af rigdommene i samfundet.
Fra 1870'erne til 1. verdenskrig blev socialdemokrati fællesbetegnelsen for alle partier og fløje indenfor den socialistiske bevægelse, som, inspireret af marxismen kæmpede for en politisk omdannelse af samfundet (se Anden Internationale). Socialdemokraterne stod således i modsætning til f.eks. syndikalisterne eller laugssocialisterne, som forestillede sig forandringer gennem økonomiske kampmidler. F.eks. hed det ene af de to første tyske partier: Sozialdemokratische Arbeiterpartei (1869), og de russiske bolsjevikker kaldte sig helt frem til revolutionen i 1917 for socialdemokrater.
Med den åbne splittelse i den internationale arbejderbevægelse under og efter 1. verdenskrig blev socialdemokrater betegnelsen for de reformistiske socialister. De revolutionære kaldte sig nu kommunister.
Den socialistiske målsætning om at ophæve privatejendomsretten til produktionsmidlerne blev udvandet i løbet af 1930'erne og endelig helt fjernet fra de socialdemokratiske partiers programmer efter 2. verdenskrig. I stedet trådte en «almen velfærdsideologi» (Herbert Tingsten). Det tyske parti SPD var det der gik længst med sit såkaldte Bad Godesbergerprogram fra 1959, som gik ind for et for et samfund «med så megen konkurrence som muligt - og så megen planlægning som nødvendig».

I den udstrækning der i vore dage tales om socialisme, sigter det ikke til en speciel samfundsform eller økonomisk system, men visse almene idealer - frihed fra nød, socialt ansvar - som kan virkeliggøres på mange forskellige måder. Dagens socialdemokrati står for en socialliberal reformpolitik. Målet er at forbedre det bestående samfund, ikke at skabe et nyt. Imidlertid findes der ved siden af denne dominerende «højresocialdemokratiske» strømning også «venstresocialdemokrater», som har bibeholdt den reformistiske socialisme fra forrige fase.

Udbredelse, ideologi og politik

Socialdemokratiet er først og fremmest et nordvest- og mellemeuropæisk fænomen. Der findes samtidig udløbere i lande med europæisk politisk og kulturel tradition, som Australien og New Zealand. I Norden, Storbritannien og Tyskland har stærke socialdemokratier siddet i regeringen i flere perioder efter krigen.

Det kan være fristende at tale om en socialdemokratisk samfundstype med udviklet monopolkapitalisme, høj grad af industrialisering, parlamentarisk system og protestantisk dominans på det religiøse felt. Men partiet i det katolske Østrig står lige så stærkt, og socialdemokrater har dannet eller deltaget i regeringer efter krigen i Frankrig, Belgien og Holland. I 1970'erne har også Spanien og Portugal fået sine regeringsbærende socialdemokratiske partier.

Også udenfor det egentlige europæiske kulturområde findes der stærke socialdemokratiske bevægelser. Socialistisk Internationale (SI) som blev dannet efter 2. verdenskrig som en sammenslutning af socialdemokratier, tæller bl.a. nuværende og tidligere regeringspartier fra Israel, Tyrkiet, Venezuela og Jamaica. Den såkaldte «afrikanske socialisme» der fremføres af nogle af SI's medlemmer har imidlertid ikke meget med de øvrige socialdemokratier at gøre.

Herbert Tingsten har hævdet, at det moderne socialdemokrati ikke har nogen egentlig selvstændig ideologi. De adskiller sig kun fra de borgerlige partier gennem en stærkere betoning af visse mål og midler. Det europæiske socialdemokrati har efter krigen opstillet tre overordnede mål: Økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og en rimelig fordeling af produktionsresultatet. Målsætningen har udspring i erfaringerne fra 1930 tallet: Det var nødvendigt med øget produktion, hvis der skulle skaffes mere at dele. Den kriseramte underklasse ønskede arbejde til alle og social udjævning.

Midlerne har været en kombination af samarbejde og tovtrækning med kapitalen. På den ene side har man satset på den avancerede storkapital. Gennem faglig moderation og statslig tilrettelæggelse skulle betingelserne for kapitalens ekspansion sikres. På den måde kunne produktionen øges, og der kunne skaffes flere arbejdspladser. Samarbejdet har til stadighed været rettet mod småborgerskabet: «Tilbagestående» erhverv som landbruget, er blevet modernisere for bl.a. at skaffe arbejdskraft til industri og serviceerhvervene.

På den anden side har socialdemokratiet ønsket en statslig regulering og kontrol med kapitalen ud fra en socialpolitisk målsætning. Staten skulle sørge for, at ingen gruppe blev forfordelt, men at alle fik deres del af den større kage. Til dette formål måtte staten disponere over en stigende andel af nationalproduktet. I visse tilfælde er socialdemokratiet også gået ind for statsdreven erhvervsvirksomhed. Det gjaldt bl.a. den socialdemokratiske regering i Frankrig i 1980'erne, der gennemførte betydelige nationaliseringer indenfor industriens nøglesektorer. Siden den internationale økonomiske krises gennemslag i 1970'erne er disse velfærdsidealer i stigende grad blevet fraveget: Accepten af et større arbejdsløshedsniveau, større vægt på private løsninger og ønsket om friere spil for markedskræfterne har indvarslet en ny fase i socialdemokratiets udvikling.

Den traditionelle socialdemokratiske politik bygger på et historisk sammenfald mellem monopolkapitalens langsigtede behov og lønarbejdernes kortsigtede interesser. Socialdemokratierne har forenet arbejderklassens krav om reformer og tryghed med kapitalens behov for en statsmagt, der kan løse de fælles opgaver. Denne specielle historiske situationen kan vise sig at være forbi. De udviklede kapitalistiske landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD har de sidste 10 år åbent talt om nødvendigheden af at afskaffe reguleringen på arbejdsmarkedet og i socialstaten. Områder der netop har været socialdemokratiets kendemærke.

Mellem stat og klasse

Socialdemokratiet har gennem hele sin historie stået i en dobbeltstilling. På den ene side har socialdemokratierne været klasseorganisationer. De har været det vigtigste udtryk for politisk bevægelse i arbejderklassen og nærtstående sociale lag. Socialdemokratierne har historisk overvejende været arbejderpartier - både mht. medlemmer og vælgere. På den anden side har partierne været knyttet til de borgerlige statsapparater.

Tilknytningen var en konsekvens af den politiske linie: I første række satsede partierne på den parlamentariske vej til socialismen. Senere viklede de sig videre ind gennem statsadministrationen af kapitalismen. Ledende tillidsvalgte fandt en ny basis i de statslige organer. Som statsbærende partier og aktive deltagere i det korporative samarbejde mellem staten og organisationerne i arbejdslivet, har socialdemokratierne udøvet statslig magt overfor de folkelige klasser, de er udsprunget af. Bevægelsen er spændt ud mellem forankringen i klassen og dens umiddelbare behov og forbindelserne til staten.

Modsætningen mellem mobiliseringen af arbejderklassen og klasseundertrykkelsen har fulgt socialdemokratiet. Til tider har socialdemokratiet fremført en selvstændig arbejderpolitik, til andre tider indskrænket sig til at forsvare begrænsede særinteresser indenfor en helhed af klassesamarbejde, og til atter andre tider gået direkte mod arbejderklassens interesser. Dobbeltkarakteren - folkelig bevægelse og herskerapparatet knyttet til staten - er nøglen til forståelsen af socialdemokratierne. Dette skaber regelmæssigt problemer: Når de er i regering, lægger de sig ofte ud med fagbevægelsen. Fra tid til anden afskalles grupper. De politiske meningsforskelle mellem «venstre- og højresocialdemokratiet» forsvinder ikke, men lever som et stadig udtryk for de to poler i partiet.

Gennem varetagelsen af det arbejdende folks interesser, men indenfor rammerne af det bestående, har socialdemokratiet været et sikkerhedsnet for kapitalismen: Ethvert samfund med klassemodsætninger må baseres på tilslutning fra en tilstrækkelig stor del af folket, hvis det ikke skal bevares gennem åben undertrykkelse. Det egentlige borgerskab er talmæssigt lille. De småborgerlige grupper, der var kapitalismens politiske støtte svækkes. Socialdemokratiet sikrer i denne situation en ny massebasis ved at binde lønarbejderne sammen med det borgerlige samfund.

Teorier om ledere og fodfolk

De nordvesteuropæiske socialdemokratier har haft en stabil tilslutning blandt lønarbejderne tværs gennem alle sine forandringer. De har formået at skaffe sig af med besværlig opposition fra venstre. Den øgede moderation og den vedvarende dominans er forsøgt forklaret med en lang række forskellige teorier, som imidlertid kan grupperes indenfor et af to hovedsynspunkter: 1. Partiet eller mere specielt dels ledelse har været drivkraften i udviklingen fra radikalisme til samarbejde med kapitalen. Arbejderklassen er trukket med af sine ledere. 2. Klassen er moderationens kilde. Partiet har fulgt forandringerne i arbejdernes holdninger.

Teorierne om ledelsen er blevet givet en positiv ladet udformning: I kraft af større overblik og indsigt var det den, der først indså, at overgangen til socialisme var umulig, hvorimod tilpasningen til kapitalismen var realistisk og nødvendig. Men oftest har teorierne en kritisk brod: Første trin har været at vise, at lederskabet har udviklet særinteresser, der skiller dem fra arbejderne og binder dem til det bestående. Ifølge Lenins teori om arbejderaristokratiet er de bundet til monopolkapitalen ved at de får en del af den ekstraprofit der frembringes gennem imperialismen.

Andre som den tyske partisociolog Robert Michels påstår, at den er forankret i de bureaukratiske organisationsapparater indenfor bevægelsen. Pga. deres særinteresser i apparatets ve og vel og beståen, er bureaukraterne mere tilbøjelige til forsoning med borgerne end med de menige arbejdere.

Endnu et synspunkt er, at særinteresserne udspringer af deltagelsen i de forskellige statslige organer - folkevalgte forsamlinger, regeringer, offentlige råd og udvalg (se Korporatisme). Teoriernes andet trin har bestået i at forklare, hvorfor arbejderne følger disse ledere. Oftest fremstilles dette, som om de narres eller tvinges.

Teorierne om klassen som moderationens kilde bliver for det første forsvaret af én gruppe der mener, at arbejdernes motiver har forandret sig ud fra den enkle ligning: Øget velstand = øget moderation. Stigende levestandard, materiel udjævning og større interne sociale skel har borgerliggort klassen. Arbejderne føler sig tilfredse med kapitalismen. Overfor dette står opfatningerne om, at mulighederne for indsigt i egen situation er blokeret. Folk er nok utilfredse, men ser ikke problemernes sande årsag og kan derfor ikke handle målorienteret. Blokeringen skyldes - ifølge den italienske kommunist Antonio Gramsci - at der eksisterer et borgerlig kulturelt og ideologisk herredømme, som opretholdes af de ideologiske apparater som kirke, skole og medier. Herredømmet får arbejderne til at forstå deres egen situation, som borgerskabet ser den.

En anden teori - med rødder tilbage til Marx - går ud på, at lønarbejdet nødvendigvis skaber visse ideologiske forestillinger: I og med at arbejdskraften sælges som vare, gælder det om at slutte sig sammen for at få en god pris på denne vare - ikke at ophæve lønarbejdet eller markedet overhovedet (se Tradeunionisme).

Et tredje synspunkt angår magt: Ved at være adskilt fra produktionsmidlerne er lønarbejderne dømt til at sælge deres arbejdskraft. Lønarbejdet indebærer dermed underkastelse og tvang. Selve den kapitalistiske produktionsmåde er en måde at udøve dette herredømme på: Arbejderklassen må samarbejde på borgerskabets præmisser. Den må få det bedste ud af det samfund der eksisterer - uden at den derfor synes, dette er det bedst tænkelige samfund.

Ingen af disse teorier har givet særligt effektive opskrifter på, hvordan en venstreopposition skal gå frem overfor socialdemokratiet. Og socialdemokratiernes fremtid bestemmes næppe i større udstrækning af venstrefløjens valg af taktik. Derimod må socialdemokratiet i Nordvesteuropa møde andre udfordringer: Forandringer i klassestrukturen som indskrænker det traditionelle sociale grundlag, lede i dele af vælgerkorpset overfor den socialdemokratiske stat, problemer med at kombinere kapitalens ekspansion med traditionelle målsætninger om beskæftigelse og øget velstand for alle.

K.K.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 70.263