Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Arbejderboliger

Under den tidlige kapitalisme blev bønder og landarbejdere suget ind til byerne, hvor de fik arbejde på fabrikkerne og blev tilbudt spekulationsboliger, der var uden sanitære forhold, fugtige og kolde. Sygdommene florerede blandt arbejderne og deres børn. Levealderen faldt drastisk. Konsekvensen var, at arbejdskraften blev slidt voldsomt og meget hurtigt ned, hvilket satte selve den kapitalistiske udvikling i fare. I nogle lande blev dette problem håndteret af staten, i andre af de enkelte kapitalister, og endelig blev det taget op af den gryende arbejderbevægelse.

Det var i England den tidligste kapitalistiske udvikling fandt sted, og det var også det første land hvor det erkendtes, at det var nødvendigt at skaffe arbejderne sunde og billige boliger. Den utopiske socialist og industrielle pioner Robert Owen rejste spørgsmålet allerede i 1818, hvor den igangværende økonomiske krise fik mange arbejderfamilier til at bukke under.

I Danmark blev opgaven første gang taget op af Aktieselskabet for opførelse af arbejderboliger på Christianshavn, der var stiftet i 1850, og som opførte ialt 64 boliger. De blev fulgt af bl.a. de Classenske boliger og af Lægeforeningens boliger i København. Men også i provinsen blev der bygget arbejderboliger. Initiativet lå i første omgang hos borgerlige filantroper, der ville tilvejebringe ordentlige boliger, som arbejderne havde råd til at leje.

I Tyskland, England og USA startede samtidig bygningen af boliger i direkte tilknytning til fabrikkerne. Bygherren var i dette tilfælde arbejdsgiverne selv, der dels ønskede at sikre sig arbejdskraft over en længere periode, dels ønskede at hindre at arbejderne skiftede arbejdsplads, når løn og arbejdsforhold var bedre andre steder, for boligen var uløseligt knyttet til arbejdet på fabrikken. Fænomenet kendes også fra minebyerne, hvor mineselskabet var bygherre. I Danmark kendes fænomenet fra bl.a. Holmegårds Glasværk, der byggede boliger til sine arbejdere ved siden af Holmegård tørvemose og fra Carlsberg.

I 1865 stiftedes den første kooperative byggeforening i Danmark af lægen F.F. Ulrik (1818-1917): Arbejdernes Byggeforening. Den bestod af arbejderne fra B&W værftet. Foreningen der ophørte i 1974 byggede selvejerhuse for kapital indsamlet blandt arbejderne. I løbet af 10 år havde lejerne betalt husene gennem lejesummen. Ideen blev videreført på andre større arbejdspladser og fra slutningen af århundredet af enkelte fagforeninger.

Arbejderbevægelsens egen kooperative indsats på boligområdet skete først langt senere - fremkaldt af den stigende arbejdsløshed og bolignød i København i årene op til 1. verdenskrig. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) blev oprettet i 1912, Arbejdernes Kooperative Byggeforening i 1913, og siden spredte boligkooperationen sig også til provinsen. Boligkooperationen eksisterer fortsat og trods begrænset nybyggeri de sidste 30 år, tegner den sig for et stadig stigende del af lejeboligmassen. Det skyldes udstykningen af eksisterende lejelejligheder til ejer- eller andelslejligheder.

Den kapitalistiske udvikling gennem det 20. århundrede har imidlertid differentieret arbejderklassens boligformer. En del arbejdere fik fra 1950'er og 60'erne råd til at bygge eget hus, og forsvandt dermed fra arbejderboligerne. Omvendt beboes boligkooperationens boliger i dag også af ikke-arbejdere - studerende, unge og mellemlag. (Se også: Boligpolitik, Arbejderkultur og Arbejderkultur i Danmark).

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2003

Læst af: 24.906