Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bolig

En bolig kan være mange forskellige ting: en hule, et telt, en campingvogn, en hytte, et slot, en lejlighed eller et typehus. Boligens udformning varierer selvsagt med behovet og mulighederne. De geografiske, kulturelle og sociale forudsætninger afgør i høj grad valget af materialer, planløsning, placering, landskabet osv.

Op gennem tiden har boligen desuden forandret sig kraftigt: udvikling af nye byggeteknikker, nye krav til størrelse og udrustning, ændrede stilarter osv. Det er også sket en geografisk udjævning - f.eks. ved at der bygges høje og til forveksling ensartede bolig- eller kontorblokke af beton i de danske byer, i saneringskvarterer i Hong Kong eller i afrikanske byer, uanset tidligere traditioner, de stedlige materialer eller andre lokale ressourcer og behov.

Historie

Folks materielle kår gennem tiderne kan tydeligt aflæses af deres boligforhold; boligens størrelse, beliggenhed, indretning osv. Borgerskabets store villaer og ferieboliger med forskellige stuer på stribe, rygeværelse, musikrum, bibliotek osv., med pigeværelset ved siden af køkkenet. Ofte med dør direkte ind til herskabets og børnenes soveværelser af hensyn til fyring i ovnen og påklædning af husfruen og børnene. Store villaer til selskabelighed, kultiveret adspredelse og komfortabelt familieliv, men de husede også tjenerskabet. På landet var det mere almindeligt, at landarbejderne havde deres eget hus eller et karle- eller pigekammer. Arbejderbefolkningens boliger var små, med op til 5-10 beboere pr. rum, møblerne havde gerne flere funktioner (sovesofa osv.). Studier af boligerne gennem historien giver et håndgribeligt billede af magtforholdene i samfundet.

Boligen danner den fysiske ramme omkring en husholdning, hvad enten det drejer sig om storfamilien, kernefamilien eller den enlige - til værn mod klimaet, dyr og fjender. Den skal værne om «privatlivets fred», og er beboernes ansigt udadtil, eventuelt samtidig et statussymbol. Boligen skal rumme muligheder for privat, personlig udfoldelse. Men kun for de rigeste og stærkeste indfrier boligen disse krav. Fattige har altid haft få muligheder for at lave tilfredsstillende boliger, hvis de da overhovedet har haft mulighed for at skaffe sig boliger. Bolignøden og nøden som følge af de dårlige boliger er en central side af arbejdernes historie.

Før industrialiseringen og urbaniseringen var boligerne ofte ikke kun bosteder, men også produktions- og arbejdssteder. Præsten havde kontor og håndværkeren værksted i deres hus - især i byerne. Samtidig fungerede udhus og stald ofte som bolig for de ejendoms- og hjemløse. Med industrialiseringen blev sammenhængen mellem bolig og arbejde imidlertid brudt. Dette gælder særligt i byerne. Boligens hovedfunktion blev reproduktion af industriens arbejdskraft. Det var her, arbejderne skulle samle kræfter til næste arbejdsdag. Boligforholdene i arbejderkvartererne er beskrevet gennem litteratur og mere videnskabelige undersøgelser af folks boligforhold, sædelighed, sundhed osv., og det kan se ud som om begrebet reproduktion er meningsløst i denne sammenhæng.

Lejeboligerne opstod først i større omfang i forbindelse med industrialisering og urbanisering. I tidligere tider var de ansatte ofte bosat på produktionsstedet som en del af arbejdskøbernes private husholdning. Nu blev arbejdernes bolig et nyt investerings- og spekulationsobjekt. Lejeforholdene førte til en yderligere proletarisering. Arbejderen var nu ikke kun underlagt arbejdsgiveren, men også husejeren. Værst var forholdene hvor arbejderne boede i fabrikkens egne arbejderboliger. Mulighederne for at skifte arbejde eller få anden bolig var ofte meget begrænsede, og når der f.eks. udbrød konflikt, kunne virksomheden smide arbejderne ud af boligerne og stille disse til rådighed for skruebrækkere. Arbejderne blev dermed udsat for et dobbelt pres, i og med at arbejds- og boligsituation var sammenflettet på en sådan måde, at de altid var truet med at miste begge dele samtidig.

Byggeriet af arbejderboliger havde ikke bare til formål at sikre nok boliger med med en sundhedsmæssig forsvarlig boligstandard, men var også et forsøg på at gøre arbejdernes boligsituation uafhængig af spekulanter og boligbyggende arbejdsgivere, som misbrugte deres magtposition. Boligkooperationen overtog denne dobbelte målsætning. Boligselskaberne eller boligkooperationen kunne også bygge og udleje eller overdrage lejlighederne til andelsforeninger.

Boligbyggeriet havde tidligere været en del af familielivet og familieproduktionen, men blev - især i byerne - overtaget af udenforstående eller fællesorganisationer. Med entreprenørernes bygning af lejeboliger blev grundlaget for byggeindustrien lagt. Boligerne blev en vare beregnet på køb og salg. Produktionen blev rationaliseret ved at det blev lavet standardiserede typehuse og etagebyggeri. Køb og salg af byggegrunde, boligproduktion og omsætning/udleje blev underlagt kapitalejernes profitinteresser og underkastet produktions- og markedsmekanismer. Resultaterne er velkendte i dag; satellitbyer med «produktionsvenlige» blokke, elementbyggeri, sovebyer med typehuse og totalentrepriser.

Boligspekulation og bolignød har historisk ført til boligkamp - kamp for at alle skal have et sted at bo og for hævet boligstandard. Det har også været i arbejdskøbernes interesse at støtte kravene om hævet boligstandard - i den udstrækning det er nødvendigt for at sikre reproduktionen af arbejdskraften. Men også boligproducenterne har kunnet drage fordel af dette, fordi den øgede værdi af boligerne til en vis grad har givet øget produktion. For grund- og husejerne har problemet været todelt: øget standard for de riges og småborgerskabets boliger har givet øget fortjeneste i perioder med gode konjunkturer. Men for arbejderboligerne var det vigtigt at udnytte grundene maksimalt og presse byggeomkostningerne ned, fordi hovedfortjenesten lå i antallet af husholdninger, og arbejderne havde ikke råd til at betale for en øget standard. Eftersom det var vanskeligt at skaffe sig et sted at bo, kunne spekulanterne desuden presse priserne op uden en hævning af standarden.

Kravene til boligstandard har dog udviklet sig gennem tiden. Arbejderboliger bestod midt i 1800-tallet af etværelses lejligheder, kooperationens lejligheder bygget i 1950'erne var overvejende 2 og 3 værelses lejligheder, mens der i dag også bygges mange 4-5 værelses lejligheder, og et stigende antal lejligheder i rækkehuse og andre småhusformer. Mens kravet i 1850 var en lejlighed (1 rum) pr. familie, er kravet i dag et værelse pr. familiemedlem + fælles opholdsrum, køkken osv. Mange familier har ikke råd til så høj en standard - selv ikke i kooperativt regi og med mulighed for boligstøtte - og søger derfor mindre lejligheder end dem de har behov for.

Af boligstatistikkerne ser det ud til, at folk bor bedre på landet end i byerne. Boligerne på landet er gennemgående større end boligerne i byerne, og folk bor oftere i eget hus. Dette kan ikke alene forklares ud fra forskelle i omkostningsniveau, og det faktum at antallet af single-husholdninger er større i byerne end på landet. Mange huse på landet bliver fortsat bygget af beboerne selv, mens storentreprenører, boligselskaberne, andre storbygherrer og boligudlejere og -sælgere forestår størstedelen af byggeriet i byerne. Byerne råder desuden over en stor ældre boligmasse fra den tidlige industrialisering og spekulationstid - da der blev satset på smålejligheder til arbejdere.

Boligkamp

Den moderne boligdebat har været koncentreret om følgende punkter:

De tidligere kampområder i boligsektoren er i vid udstrækning gennemført: en sundhedsmæssigt forsvarlig mindstestandard og nok boliger. Den tekniske udvikling i boligsektoren burde gøre det muligt at tilfredsstille efterspørgslen på boliger og kravene til deres sundhedsmæssige og brugsmæssige standard. Vi er også nået et godt stykke i den retning, men spørgsmålet er i dag først og fremmest til hvilken pris og på hvilke præmisser. Mange har ikke råd til at skaffe sig en tilfredsstillende bolig, mens valgmulighederne er store for de pengestærke. Lejeboligerne til dem med dårlig økonomi bygges på producenternes præmisser, til trods for forsøg på offentlig styring gennem love, forskrifter, boligselskaber osv. Boligen - både som sted for reproduktion af arbejdskraft og som sted for personlig udfoldelse - er truet af høje priser, som forudsætter dyre lån og overarbejde, lang rejseafstand til arbejdsplads, og producentstyrede boligmiljøer som ikke tilgodeser folks behov for selv at have ansvar for deres boligsituation.

En side af boligproblematikken som ofte overses er boliginstitutioner og «specialboligerne». Alderdomshjem, beskyttede boliger, byggeri til handicappede og langtidsinstitutioner af alle slags er i udgangspunktet boliger, lige så meget som de er behandlings- eller støttetiltag.

Boligkamp er fortsat nødvendig, hvis boligdebatten skal give konkrete resultater til fordel for arbejdere og andre lønmodtagere. Hovedspørgsmålet bør imidlertid ikke længere være øgningen af den enkelte lejligheds størrelse eller standard, men:

Dette vil kræve ændringer i både den nuværende boligpolitiks målsætninger, og nye virkemidler i form af såvel nye love som nye finansierings- og produktionsmåder. Et nyt tema som må ind i boligdebatten er desuden spørgsmålet om boligens og boligproduktionens plads i en ny ressourcepolitik: Energibesparende huse, både hvad angår byggematerialer og energi til opvarmning og husholdning, anvendelse af lavteknologi for at give folk mulighed for at medvirke i og styre boligproduktionen osv.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 39.704