Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Christiansen, Ernst

Ernst Christiansen (1891-1974), dansk kommunist og socialdemokrat, født i Roskilde 28. marts 1891, udlært som typograf. Allerede som lærling kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse, og var meget politisk interesseret, men det var først efter han i 1910 flyttede til København, at han begyndte at spille en rolle politisk. I 1913 blev han valgt til formand for det «Socialdemokratiske Ungdomsforbund» (SUF). Omtrent samtidig førte han en pressekampagne i partiets dagblad «Social-Demokraten» for nogle SUF medlemmer, der stod anklaget for at have uddelt eksemplarer af forbundets blad «Fremad» til soldater i København. Sagerne gik helt til højesteret og endte med frifindelse.

SUF havde allerede før verdenskrigen haft gode forbindelser til venstreoppositionen indenfor Socialdemokratiet, og verdenskrigen gjorde nu forholdet mellem parti og ungdomsforbund stadig mere spændt. I de første år sigtede SUF ikke efter noget brud, men den internationale udvikling med bl.a. revolutionen i Rusland og revolutionsforsøget i Tyskland, den forskellige vurdering af disse internationale begivenheder og partiledelsens smålighed forgiftede forholdet. Nogle gange gik ledelsen så vidt, at den lukkede «Social-Demokraten» for meddelelser fra forbundet.

Christiansen besøgte i efteråret 1918 for første gang Sovjetunionen og skrev efter hjemkomsten den meget bolsjevikvenlige pjece: «I bolsjevikkernes Rusland», der kun på ét punkt var kritisk - den manglende pressefrihed i den nye arbejderstat.

I 1919 brød SUF endelig med Socialdemokratiet. De tre jævnaldrende og alle tre typografer, Christiansen, Sigvald Hellberg og Johannes Erwig spillede i den forbindelse en ledende rolle, og det samme gjorde de ved oprettelsen af «Danmarks Venstresocialistiske Parti» den 9. november 1919, og da partiet året efter tog navneforandring til «Danmarks Kommunistiske Parti» (DKP). Christiansen var i perioden 1919-26 partiets første formand.

Men mens det lille typografiske trekløver havde udgjort venstrefløjen indenfor SUF, kom de nu hurtigt til at udgøre højrefløjen indenfor DKP. Deres nøgterne såkaldte centristiske synspunkter bragte dem i åbenbar modsætning til de mere rabiate og dogmatiske revolutionære kommunister, som af princip lagde sig på linie med de til enhver tid herskende russiske ledere i Komintern. Perioden i 1920’erne var præget af en lang række indgreb fra Kominterns side i de skandinaviske kommunistpartier, og utilfredsheden med denne udvikling fik Christiansen til at opgive formandsposten i 1926 og året efter trak han sig sammen med en lang række andre kammerater ud af DKP. I 1930 søgte de kollektivt om optagelse i Socialdemokratiet, hvilket Stauning i første omgang afviste - han ønskede ikke Christiansen lukket ind - men efter pres fra de Samvirkende Fagforbunds (senere LO) ledelse, der var interesseret i sagen pga. de ganske mange tillidsfolk der var i gruppen, blev de i sidste ende alle optaget i partiet.

I den følgende menneskealder var Christiansen redaktør på «Social-Demokraten», hvor han udfra marxistiske grundholdninger skrev om internationale og historiske spørgsmål. I 1947-53 var han Landstingsmand, i 1955-57 minister uden portefølje men med udenrigspolitiske sager som arbejdsområde og 1955-60 leder af den danske FN delegation. I mange år var han formand for Arbejdernes Lytter- og Seerforbund og i 1940-55 samt 57-63 medlem af Radiorådet. Det var givet hans Radiorådsarbejde der var baggrunden for, at Gestapo arresterede ham den 29. august 1943. Han døde i 1974.

Christiansen har et betydeligt forfatterskab bag sig, hvor hans erindringsbog «Men det gik anderledes» (Fremad, 1960) bør nævnes. Han har desuden leveret omfattende bidrag til den socialdemokratiske partihistorie: «En bygning vi rejser».

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 26.062