Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 110.422
: :
Oktoberrevolutionen
Den politiske sejr bolsjevikkerne vandt blandt arbejdere og soldater med slagordet «al magt til sovjetterne» var afgørende for deres senere magtovertagelse. (Arbejderbevegelsens Arkiv)

Bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland var en langvarig proces, som startede længe før oktober 1917 og som først blev afsluttet med fordrivelsen af de sidste «hvide» styrker fra Sydrusland i efteråret 1920. «Oktoberrevolutionen» er derfor en noget misvisende betegnelse, for den refererer kun til magtovertagelsen i selve Petrograd, som end ikke fandt sted i oktober. I Sovjetunionen blev det årlige revolutionsjubilæum fejret den 7. og 8. november, svarende til 25. og 26. oktober i den julianske kalender som endnu var i brug i Rusland i 1917. Den blev afskaffet af bolsjevikkerne, men vi vil her alligevel følge gammel stil, som lå 13 dage efter moderne tidsregning.

Underudviklingens ulemper

Marxismens grundlæggere - som anså socialismen som uafvendelig - havde ikke forudset, at den første socialistiske arbejderrevolutionen ville finde sted i Rusland. De havde ventet den der, hvor kapitalismen havde nået sin højeste udvikling - dvs. i de udviklede industrilande i Vesteuropa. En korrekt forståelse af revolutionen i Rusland må derfor tage udgangspunkt i landets økonomiske underudvikling. Nogle historikere har opfattet Oktoberrevolutionen som en underliggende national bestræbelse på at overvinde Ruslands underudvikling.

Men Rusland før 1917 var ikke noget stillestående samfund, og begrebet «underudviklet» kan i virkeligheden med rette kun anvendes på stater, hvor en sådan afvigelse fra det europæiske mønster er erkendt som et nationalt problem. Dette var tilfældet i Rusland, og i årtierne forud for 1917 var der under statens ledelse igangsat en storstilet industrialisering. Alene mellem 1900 og 1913 øgedes industriproduktionen pr. indbygger med næsten 50%. En arbejderrevolution i Rusland ville næppe have været mulig uden en sådan forudgående vækst i industrien og i antallet af arbejdere. Som det er blevet sagt om den franske revolution, «opstår det farligste øjeblik for en dårlig regering, når den begynder at forbedre sig» (Tocqueville). Det var således Ruslands undervikling kombineret med beslutningen om at overvinde den, som gjorde revolutionen til en overhængende mulighed.

Denne beslutning blev taget under indflydelse fra de mere avancerede lande i Vesteuropa, men «europæiseringen» af Rusland foregik ikke som en imitation - med vesteuropæiske samfund som forbilleder. Den var den russiske statsmagts forsøg på at tilegne sig frugterne af den vestlige industrialisme, uden at gentage den sociale udvikling som ledsagede den industrielle udvikling i Europa. Zaren var overbevist om det russiske samfunds fortrin fremfor alle andre, og han ønskede ikke at efterligne de Vestlige lande. Der er heller ingen tvivl, om at industrialiseringen i Rusland først og fremmest blev sat i gang af ydre nødvendighed; Den var overvejende en konsekvens af det militære og teknologiske pres fra Vesten.

Behovet for at opretholde et stærkt forsvar på et primitivt økonomisk grundlag havde givet statsmagten en særlig styrke i Rusland, som den bevarede helt op til Sovjetunionens sammenbrud. For at kunne gennemføre stadige militære moderniseringer, måtte den pålægge befolkningen overdrevne byrder, og dette virkede bremsende for den naturlige økonomiske udvikling i landet og hindrede opkomsten af et handels- og industriborgerskab i vestlig forstand.

Den russiske zar frygtede, at en industrialisering ville virke opløsende på det traditionsbundne bondesamfund og undergrave autokratiets - selvherskerdømmets - stilling. Men dette måtte samtidig afvejes mod ønsket om at Rusland gennem en industriel udvikling skulle kunne indtage den internationale stilling, som tilkom det i kraft af dets størrelse. Nederlaget i Krimkrigen (1854-55) åbenbarede Ruslands svaghed for al verden og førte umiddelbart til, at livegenskabet blev ophævet i 1861.

Underudviklingens fordele

Regeringen var dog alligevel tilbageholdende helt til 1890'erne, før den slog ind på den europæiske vej, men det blev karakteristisk for industrialiseringen i Rusland, at man forsøgte at begrænse moderniseringen til den økonomiske sfære, og at staten bevarede den ledende og initiativtagende rolle. En sådan særegen udvikling var mulig pga. fraværet af et stærkt og selvstændigt borgerskab.

Den fåtallige gruppe af meget store kapitalister som opstod under den begyndende industrialisering, havde deres lykke knyttet til et nært samarbejde med staten, som så at sige havde skabt dem. Deres manglende selvstændighed kom til syne i modstanden mod «markedets anarki og en kaotisk prisfluktuation» og i ønsket om økonomisk planlægning ovenfra i form af 5-, 10- eller 15-årsplaner, som skulle overvinde Ruslands underudvikling. Til gengæld nød de godt af den tiltagende monopolisering og kartellisering af det økonomiske liv og af den strenge protektionisme. Staten havde desuden hånd om og kanaliserede betydelige udenlandske investeringer - især fra Frankrig, England og Belgien.

Da der ikke eksisterede noget større indre marked for industrivarer, øgedes betydningen af statslige bestillinger og koncessioner, og særligt i forbindelse med det statslige rustningsprogram udvikledes der en betydelig korruption, som knyttede industriejere og ministre sammen i et blodsforbund.

Det europæiske bourgeoisi blev inviteret til at placere sin kapital i russisk industri. Der blev også ydet direkte lån til den russiske stat. For at sikre Ruslands uafhængighed som stormagt på længere sigt, måtte zaren altså indgå som låntager i en midlertidig afhængighed af Vesteuropa, hvilket i virkeligheden bidrog til at knytte Rusland tættere til England og Frankrig i en alliance med gensidige militære forpligtelser.

Men våbenkapløbet frem mod verdenskrigen gjorde det påkrævet straks at styrke forsvaret. I stedet for at øge investeringerne i industrien måtte regeringen anvende en stadig større del af de udenlandske lån til direkte våbenkøb udefra, fordi Rusland endnu ikke kunne producere disse våben selv.

Bønderne i Rusland kunne ikke mærke, at regeringen havde begyndte «at forbedre sig». Landbefolkningen i Rusland blev fordoblet mellem 1861 og 1914, og bønderne hungrede efter jord. Endnu måtte de bære den stadige øgning af skatterne, som var nødvendige for at sikre at sikre, at en rimelig andel af investeringerne i industrien var nationalt russiske. Bønderne måtte sælge korn, selv om det i dårlige år betød, at familien måtte sulte. Kornet blev sendt på verdensmarkedet, og endnu i 1913 var Rusland verdens største korneksportør. Selv de «stærke» bønder var sjældent i stand til at modernisere bedriften. Bl.a. fordi de høje toldbarrierer gjorde landbrugsmaskiner meget dyre (se Stolypins reformer).

Det store befolkningspres på landet fandt afløb i de nye industriarbejdspladser, men omfanget af urbaniseringen var alt for ringe til at kunne kompensere manglen på jord. Det er ikke givet, at dette problem overhovedet kunne løses fuldt ud, selv om man skred til ekspropriation af de adelige godser. De bønder der søgte til byerne og industriområderne gennemgik en forvandling til arbejdere. Som ufaglærte var de kun sikret det aller magreste udkomme, og de var i virkeligheden ikke i stand til at forsørge en familie.

Grundlaget for den hurtige industrialisering i Rusland var ikke blot statens aktive rolle og en streng ressourcefordeling, men også det at industrialiseringen startede så sent. Rusland kunne springe over de tidligere stadier i udviklingen af produktionsudstyr og organisationsformer og indføre den vestlige industrialisme i dens mest moderne form. Dette var «underudviklingens privilegium», som helt fra begyndelsen tillod et højt tempo og en højt mekaniseret produktion samlet i relativt få men store enheder.

I løbet af få årtier kunne Rusland opnå status som verdens femte største industrimagt. Men disse forhold måtte også påvirke arbejderklassens sammensætning og karakter. De fleste arbejdere var bønder som var «revet direkte væk fra ploven og smidt ind i fabrikkens heksekeddel» (Trotskij). Kun i de gamle industriområder udgjorde andengenerationsarbejderne en gruppe af betydning. Proletariatet voksede ikke gradvist frem gennem århundrederne som i England, men i et hurtigt spring som indebar brud med alle gamle bånd og en indtræden i en fuldstændig ny og fremmed tilværelse.

Arbejdernes rodløshed var den bedste grobund for de radikale stemninger. Industriarbejdernes antal var i 1917 ca. 3,5 millioner. Det var ubetydeligt sammenlignet med bønderne, som endnu udgjorde 80% af befolkningen. Men deres betydning var større, når vi tager i betragtning, at de var samlet i få men store industricentre og i politiske hovedstæder som Moskva og Petrograd. Koncentrationen af industrien i disse «øer» i agrarsamfundet og koncentrationen af mange arbejdere under ét tag, var en konsekvens af «underudviklingens privilegium». Det havde givet industriejerne det fortrin, at de var ubundet af etablerede former og kunne importere de sidste nyskabelser indenfor organisation og teknologi. Men samtidig gjorde det den russiske arbejderklasse modtagelig for socialismen i dens mest revolutionære form.

De russiske soldater som skulle ud for at dø for fædrelandet, vendte i stedet våbnene mod deres egne undertrykkere. (NPS)

Et forvarsel om dette havde regeringen fået ved revolutionen i 1905, som den havde overlevet «med nogle brækkede ribben». En hensynsløs forfølgelse af al arbejderuro i årene som fulgte, nåede sit højdepunkt ved massakren på strejkende guldminearbejdere ved floden Lena i Sibirien i 1912. Den udløste en ny strejkebevægelse og iøjnefaldende fremskridt for bolsjevikkerne. Under dumavalgene (til parlamentet) samme år vandt bolsjevikkerne i 6 af 9 arbejderkvarterer, og i 1914 kontrollerede de de fleste fagforeninger i St. Petersburg og Moskva. I juli blev der erklæret generalstrejke i hovedstaden. Der blev bygget barrikader, og det kom til blodige sammenstød med politiet. Først da Rusland gik med i verdenskrigen, var opstanden i Petrograd blevet slået endelig ned.

Krigen og revolutionen

I regeringen havde man drøftet spørgsmålet, om krigen ville kunne hindre, eller fremme revolutionen i Rusland. Zaren fik modstridende råd, og det viste sig også, at krigen virkede begge veje. Også arbejderne blev i begyndelsen grebet af kærlighed til fædrelandet. Mange udskiftede livet på barrikaderne med «et liv for zaren». Men krigen blev langvarig, og de første sejre blev afløst af en lang række nederlag.

Den økonomiske forværring som krigen selv skabte gav næring til ny uro. Omlægningen til produktion for krigsformål førte til, at produktionen til det indenlandske marked begyndte at synke kraftig, for krigsindustrien opsugede alle finansielle ressourcer, metaller, kul og arbejdskraft. Fødevaremangelen i byerne - som i 1916 begyndte at nærme sig et kritisk punkt - hang sammen med denne omlægning af produktionen..

Naturligvis havde det uheldige konsekvenser for landbrugsproduktionen, at mobiliseringen efterlod millioner af bondehusholdninger uden mænd og heste, men det var lige så skæbnesvangert, at markedet var i færd med at bryde sammen. Da regeringen begyndte at styre al industriproduktion efter krigens behov, fik den stadig mindre at tilbyde bønderne af kapital- og forbrugsvarer, og pengene blev mindre og mindre værd. Bønderne fandt det formålsløst at sende korn på markedet, når de alligevel ikke fik noget til gengæld.

I Petrograd nåede fødevarepriserne svimlende højder. Arbejderhustruer måtte stå flere timer i kø hver dag for at få fat i levnedsmidler, og det kom til spontane opstande. I fabrikkerne måtte arbejderne stå i kulde og fugtighed pga. manglen på kul, og arbejdstempoet var skruet op med obligatorisk overtid for at fuldføre ordrene til militæret. Sådan var forholdene i hovedstaden den tredje krigsvinter, og en politirapport slog fast, at «massen af industriarbejdere er rede til at bryde ud i de vildeste hungeroprør».

Alligevel kom revolutionen i februar 1917 overrumplende. «Revolutionen var en stor og glædelig overraskelse for os», erklærede en af de socialrevolutionære ledere. «Intet parti var forberedt på den store omvæltning,» beretter en mensjevik. «Ingen tænkte på en sådan akut mulighed for revolution», indrømmede en bolsjevik og deltager i strejkebevægelsen, som i løbet af fem dage bragte regeringen og zaren til fald.

Februarrevolutionen var spontan, dvs. ingen havde egentlig planlagt den, og intet revolutionært parti kunne kræve lederskabet i gennemførelsen af den. Det som udløste februarrevolutionen var fejringen af den internationale kvindedag den 23. februar (8 marts efter den ny kalender). Efter at have hørt taler i fabrikkerne strømmede arbejderkvinderne ud på gaderne i Vyborgdistriktet - Petrograds største arbejderbydel. Her sluttede tusindvis af arbejdere fra Putilovværkerne sig til dem. De havde dagen fri, fordi fabriksledelsen havde erklæret lockout efter en langvarig lønkonflikt.

Den mægtige demonstration virkede opmuntrende på andre arbejdere, og dagen efter deltog dobbelt så mange. Den tredje dag indledtes generalstrejke. Nu modtog general Khabalov - chefen for sikkerhedsstyrkerne i Petrograd - et telegram fra zaren, som opholdt sig ved fronten: «Jeg giver dig ordre til fra i morgen af at standse disse uroligheder i hovedstaden. De er utilladelige i denne alvorlige stund i krigen mod Tyskland og Østrig.» Khabalov disponerede over styrker, der var store nok til at slå enhver opstand ned, hvis blot de var til at stole på. Næste dag blev der åbnet ild mod demonstranterne, og 150 mennesker blev dræbt. Et forsøg på mytteri i Petrograd-garnisonen blev afværget, og det lod til, at regeringen havde vundet overtaget. I overmod gav premierminister Golitsyn da ordre til, at Dumaen skulle opløses.

Zaren og de liberale

En demonstration arrangeret af venstregrupper og støttet af bolsjevikkerne den 3. juli 1917 udviklede sig til blodige optøjer. (Arbejderbevegelsens Arkiv)

Dumaen var ved ændringen af valgreglerne i 1907 med et slag blevet en meget konservativ forsamling. Men krisen i forbindelse med krigsførelsen og organiseringen af krigsøkonomien førte i 1915 til, at de fleste konservative repræsentanter gik sammen med de liberale i en «Progressiv Blok», som krævede «en regering med folkets tillid».

Krigen havde gjort det muligt at forny presset mod zaren, for det var åbenbart for alle, at zarens embedsværk ikke magtede sin opgave under krigsforholdene. Dumaen forlangte, at vigtige opgaver i forbindelse med fødevareforsyningen og organiseringen af krigsøkonomien skulle overlades til den og til organisationer oprettet af bydumaerne og zemstvo-forsamlingerne - de lokale herredsråd på landet.

Dermed ville trådene glide ud af zarens hånd, og han frygtede, at det ville ende i autokratiets fald og indførelsen af en forfatning. I stedet for at give efter for disse krav, prøvede Nikolaj II personligt at overtage den øverste kommando over militæret, og han rejste til fronten. Dermed øgedes den tyskfødte zaritsas indflydelse. Bag hende stod Grigorij Rasputin - en omflakkende og udsvævende Guds tjener fra Tobolsk-guvernementet, som havde overbevist Aleksandra Fjodorovna om, at han havde en helbredende virkning på tronarvingen, som var bløder. Rasputin støttede zaritsaen i hendes modstand mod en forfatning, som ville krænke hendes søns rettigheder.

Men Rasputin var også modstander af krigen, og der opstod rygter om, at en cirkel ved hoffet omkring zaritsaen forberedte en separatfred med Tyskland. Dette undergravede zarens stilling - også blandt konservative patrioter, som i efteråret 1916 sørgede for at få Rasputin myrdet.

I Dumaen blev kejserinden - som i virkeligheden var uskyldig i disse anklager - angrebet af Pavel Miljukov, som var leder af det liberale «Kadetparti» (populær forkortelse for «De konstitutionelle demokrater»). Denne «russiske europæer» kritiserede zaren, fordi han efter udbruddet af krigen i modsætning til sine europæiske allierede ikke havde «kaldt de bedste mænd fra alle partier til sin side». Til det sidste håbede de liberale således at komme til magten gennem zarens invitation. Hvis ikke dette skete, ville man efter krigen opleve en voldsom folkelig opstand, som ville tvinge zaren til at henvende sig til de liberale, «og det vil da blive vor opgave, ikke at ødelægge regeringen, det ville blot understøtte anarkiet, men at give den et fuldstændig anderledes indhold, dvs. opbygge en ægte konstitutionel orden».

De liberale erkendte altså, at de til trods for deres hårdnakkede opposition overfor det gamle regime, alligevel var afhængige af at dets ydre autoritet, og at symbolerne omkring zaren blev bevaret. Kun monarkiet og det traditionelle bureaukrati kunne garantere ro og orden, indtil de sociale strukturer var udviklede til det niveau, som det moderne Rusland efter Miljukovs model måtte bygge på.

Rusland manglede endnu den organisation nedad i samfundet, som var karakteristisk for de vestlige industrisamfund. «Kadetterne» havde hentet deres idealer fra de europæiske samfund, og man kunne med en vis ret kalde dette parti for et «borgerligt» parti. Men det havde ikke sin støtte blandt et nationalt borgerskab. Der var vokset et lag frem af store kapitalister i Rusland, men ingen borgerklasse med indre solidaritet, egen kultur eller etik. Der fandtes fagforeninger og politiske partier, men de var meget unge. Selv Kadetpartiet førte en halvt illegal tilværelse. Dertil kom, at de fleste russere fortsat var analfabeter - uden den statsborgerlige holdning og respekt for institutioner som var uundværlig for et konstitutionelt demokrati. Disse forhold blev yderligere forstærket ved, at regeringen bevidst forsøgte at hindre, at industrialiseringen skulle medføre en social og politisk modernisering. Zaren ønskede ikke at lade andre grupper få adgang til politisk indflydelse og medansvar, og han frygtede udviklingen af politisk modenhed blandt sine undersåtter.

Under indtryk af de senere revolutionære omvæltninger i Rusland må vi drage den konklusion, at fraværet af politisk kultur og sociale understrukturer var en skæbnesvanger svaghed ved den russiske statsform, som i virkeligheden alene blev holdt sammen af autokratiets ydre magt og pragt. Da centralmagten brød sammen indtraf en situation med social opløsning. Eneherskerdømmet stod i vejen for en sådan politisk og social «europæisering», for zaren forstod ikke, at den russiske stat alene kunne styrkes ved tilsyneladende at svækkes.

Dumaen og sovjetterne

Den 26. februar syntes stillingen at have vendt sig til regeringens fordel, og mange aktivister anså slaget for tabt. Men om natten diskuterede soldaterne i Volynskij-, Pavlovskij- og Preobrasjenskij-regimenterne deres indtryk fra sammenstødene med oprørerne og lovede hinanden, at de aldrig igen ville åbne ild mod arbejderne. Om morgenen vendte de i stedet våbnene mod deres egne officerer, sluttede sig til oprørerne, skaffede dem våben og marcherede sammen med dem gennem gaderne. Soldaternes sympati forklarer, «hvorfor en bevægelse uden nogen organiseret ledelse alligevel var uovervindelig» (W.H. Chamberlin). I løbet af nogle få timer blev det hejst et rødt flag over Vinterpaladset.

Soldaterne var selv enten arbejdere eller bønder. De var trætte af den ydmygende disciplin i den russiske hær og frygtede at blive sendt til fronterne, hvor disciplinen endnu bestod. Hvis generalerne havde optrådt beslutsomt, kunne Petrograd med lethed være blevet indtaget igen og opstanden knust, men de følte sig beroligede, da ledelsen af revolutionen hurtigt blev overdraget til Dumaen og de liberale, som med deres krav om en mere effektiv krigsførelse havde vundet en vis sympati i officerskredse. De vidste ikke, hvor nølende og nødtvungent Dumaen havde påtaget sig rollen som revolutionær forsamling. Helt frem til sin afsættelse havde zaren nægtet at besvare de telegrammer fra dumaens præsident, som understregede situationens alvor. «Den fede Rodzjanko har skrevet noget nonsens til mig, som jeg ikke engang vil svare på.»

Skønt Dumaen var blevet erklæret for opløst, trådte den alligevel sammen den 27. februar, men den var endnu i vildrede med, hvad den skulle gøre, da 20.000 oprørere strømmede ind i haven omkring Det tauriske Palads. Mange delegater frygtede for deres liv, men det viste sig, at rebellene var kommet for at få besked om, hvad de nu skulle gøre og hvad der nu skulle ske. Situationen blev afklaret, da Rodzjanko kom ud og overraskende annoncerede, at Dumaen skulle holde møde, og at «hovedopgaven er at erstatte det gamle regime med en ny regering».

Arbejderne havde ikke selv noget organ, som kunne overtage magten. De havde i flere dage hørt slagord om, at St. Petersburg sovjetten fra 1905 burde genoprettes, men et konkret initiativ blev først taget om eftermiddagen den 27. da en gruppe intellektuelle mensjevikker trådte sammen i Det tauriske Palads. De udstedte en proklamation til Petrograds arbejdere, som opfordret dem til at deltage i sovjettens første møde samme aften. Bolsjevikkernes russiske bureau - som i Lenins fravær ledede partiet - stillede sig kritisk til at genoprette sovjetten, på samme måde som de havde været kritiske overfor hele strejkebevægelsen, fordi den ikke kunne bringes ind under partiets kontrol.

Stemningen i de lokale partiafdelinger som havde deltaget i forreste række under opstanden var ganske anderledes. I et forsøg på at fravriste de «intellektuelle» initiativet udsendte Vyborg distriktskomite et manifest, som opfordrede arbejderne til at møde på Finlandstationen for at oprette en sovjet, som skulle danne grundlaget for en «Provisorisk Revolutionær regering». Opfordringen blev imidlertid ikke fulgt, og Petrogradsovjetten blev derfor grundlagt i Det tauriske Palads - i tråd med Dumaen. Den blev de første måneder ledet af mensjevikkerne, som mente at sovjetten ikke burde stræbe efter regeringsmagten, men begrænse sig til at opmuntre og opildne den liberale regering til at fuldføre sin mission. Denne mission var - som mensjevikkerne tolkede det - at indføre fulde borgerligt demokratiske rettigheder og bane vejen for en kapitalistisk udvikling.

Først på baggrund af en sådan «europæisering» af det russiske samfund kunne man påbegynde kampen for socialisme og en proletarisk magtovertagelse. Sovjetten gav derfor betinget støtte til den provisoriske regering under fyrst Lvov, som blev domineret af udenrigsminister Miljukov og hans kadetter. Tanken om sovjetten som en revolutionær regering var ny i bolsjevikkernes analyse af magtproblemet. Den blev taget op igen af Lenin, da han i april forsinket ankom til Finlandsstationen fra sit eksil i Zürich. Han udfoldede den i sine «aprilteser» og i slagordet «al magt til sovjetterne» - vsja vlast sovetam.

Arbejderne og partierne

Meget af forklaringen på bolsjevikkernes succes ligger i dette slagord. Det afgørende skridt mod en bolsjevikisk magtovertagelse var i virkeligheden den politiske sejr, som de vandt blandt arbejderne og soldaterne i perioden frem til begyndelsen af september, hvor de erobrede flertallet i de vigtigste sovjetter og dermed også flertal for deres syn på sovjetternes opgave.

Til at begynde med havde der været bred enighed om, at sovjetterne burde være uafhængige af partierne. Arbejderne valgte deres repræsentanter blandt dem, de selv kendte bedst, og de havde ofte vanskeligt ved at skelne mellem de forskellige partier. «Den socialrevolutionære talte vel», sagde en arbejderkvinde så sent som i juli, «mensjevikken talte vel, bolsjevikkerne talte vel, men hvem af dem som har ret, ved vi ikke.»

På dette tidspunkt havde de fleste nok alligevel lært partierne at kende gennem de socialrevolutionæres, mensjevikkernes og bolsjevikkernes reaktioner på begivenheder, som alle kendte til og var optaget af. De første frie valg i Rusland var valgene til bydumaer og distriktsdumaer i maj-juni 1917. Da blev det bekræftet, at de Socialrevolutionære (PSR) ikke blot var Ruslands største bondeparti, men også det parti de fleste arbejdere foretrak. I Moskva fik PSR 58% af stemmerne, kadetterne 17% mens mensjevikkerne og bolsjevikkerne hver måtte nøjes med 12%.

En undersøgelse af valget i Moskva syntes at vise, at mensjevikkerne appellerede stærkest til ældre, faglærte arbejdere, mens PSR og bolsjevikkerne konkurrerede om støtten fra bonde-arbejderne. Det var også første gang, kvinderne havde adgang til at deltage i offentlige valg, og arbejderkvinderne synes at have foretrukket mensjevikkerne - måske pga. deres mere moderate position. Men dette kan være vildledende. Der var nemlig ret mange kvinder som ikke stemte, og blandt dem der stemte, har de ældre og faglærte sandsynligvis været i overtal. Den type arbejdere var gerne mensjevikker.

De ufaglærte arbejderes sympatier var mere flygtige, og da nye valg blev afviklet i august-september, var ændringerne bemærkelsesværdige. I Petrograd havde bolsjevikkerne næsten indhentet de socialrevolutionære, og i Moskva havde de vundet 51% af stemmerne. Her var PSR reduceret til et småparti.

Bolsjevikkernes fremgang skyldtes ikke, at arbejderne havde ladet sig overbevise om, at Lenins linie var den rigtige, men snarere at bolsjevikkerne var det eneste parti af betydning, som ikke behøvede at modsætte sig arbejdernes og soldaternes krav. Lenin havde efter sin hjemkomst overbevist bolsjevikkerne om, at det var nødvendigt at bryde enhver forbindelse med regeringen - «ingen støtte må ydes den provisoriske regering» - og dermed befri sig fra ethvert ansvar for den politik, som blev ført. De socialrevolutionære og mensjevikkerne fulgte en anden vej og valgte i stedet at overtage regeringsmagten selv.

Den provisoriske regering havde fra første færd været afhængig af støtte fra sovjetten og kom ingen vegne med forslag, som sovjetten ikke ville godkende. Kadetterne blev efterhånden presset ud af regeringen og erstattet med repræsentanter for sovjettens mensjevikiske og socialrevolutionære flertal. Aleksandr Kerenskij som blev statsminister i juli forsøgte at modvirke sammenbruddet i hæren ved at genindføre dødsstraf «for at gå over til fjenden, flygte fra slagmarken og nægte at kæmpe». Kun bolsjevikkerne kunne protestere højlydt mod denne lov, og de begyndte for alvor at vinde arbejdernes sympati. Dette var bolsjevikkernes fortrin fremfor rivalerne som gennem deres deltagelse i regeringen var bundet til at optræde «ansvarligt» og appellere til selvbeherskelse.

Regeringens stilling var vanskelig, fordi krigen fortsatte. En separatfred med Tyskland var lige så utænkelig under Aleksandr Fjodorovitsj (Kerenskij) som under Aleksandra Fjodorovna. Det var en umulig tanke, at man skulle svigte de demokratiske allierede, nu når demokratiet endelig havde sejret i Rusland og dermed acceptere, at Europa efter krigen ville blive domineret af den tyske kejser. Kun en mere energisk russisk krigsindsats kunne forkorte krigen. Derfor måtte man gå varsomt frem med det såkaldte jordspørgsmål, sådan at soldaterne ikke blev urolige for deres retmæssige andel af jorden og deserterede.

På samme tid var Kerenskijs regering for svag til at kunne hindre, at bønderne på egen hånd begyndte at løse jordspørgsmålet, og at soldaterne selv afsluttede krigen ved at desertere. Lenin lovede både bønderne jord og soldaterne fred. Dvs. han accepterede det, som allerede var i færd med at ske, og han forsvarede arbejdernes minimumslønninger i en tid med stadig dybere økonomisk krise. Anarkisterne havde også stor fremgang, men de kunne ikke tage kampen op med bolsjevikkerne, som forenede en tilsyneladende anarkisme med en stram og stærk organisation.

Bolsjevikkerne fremstod som forsvarere af den nærmest uhæmmede frihed, der var en konsekvens af sammenbruddet i zarens administration og den provisoriske regerings manglende evne til at oprette en ny. De advarede mod faren for en kontrarevolution, og efter general Kornilovs mislykkede forsøg på at indtage Petrograd i august øgedes bolsjevikkernes ry som de mest konsekvente forsvarere af revolutionen. I begyndelsen af september vandt bolsjevikkerne endelig flertal både i Moskva- og i Petrograd-sovjetten, og fra sit nye skjulested i Finland forsøgte Lenin at overbevise en modvillig centralkomite om nødvendigheden af at vedtage «en væbnet opstand».

Men Oktoberrevolutionen blev alligevel ikke nogen væbnet masseopstand, sådan som Lenin havde forestillet sig den. Den blev gennemført af en lille, hengiven minoritet, men med støtte blandt en stor minoritet af befolkningen. Da bolsjevikkerne kort tid efter magtovertagelsen gennemførte valg til en grundlovsgivende forsamling - som de opløste straks den var trådt sammen - opnåede PSR næsten halvdelen af stemmerne og bolsjevikkerne en fjerdedel. Det var først og fremmest blandt bønderne, at tilslutningen svigtede.

Bønderne og revolutionen

Bønderne var ikke mindre revolutionære end arbejderne. Mens arbejderne før Oktoberrevolutionen var tilbageholdne med fabriksovertagelser, startede bønderne meget tidligt deres konfiskation af storgodserne. Zarens fald var den begivenhed, som satte det hele i gang, men der ud over havde den politiske udvikling i storbyerne mellem februar og oktober ringe indvirkning på livet i landsbyerne. Bøndernes aktioner var snarere bestemt af rytmen i landbruget, og uroen var stærkest i de perioder, hvor de havde mindre at gøre på markerne. De var tilpasset årstidens behov; Når bønderne skulle så, tog de dyrkbar mark, når høet skulle slåes, tog de engene og om efteråret tog de skov for at sikre sig vinterbrændsel.

Uroen var som ventet størst der, hvor jordhungeren var mest mærkbar - i det centrale landbrugsområde og ved Volgas øvre løb. Det var bøndernes håb, at den nye regering skulle opfylde deres traditionelle ønske om at omfordele jorden i Rusland gennem ekspropriation af de adelige godser. Da de blev fortalt, at de måtte vente, tog de loven i egen hånd.

Regeringen kunne ikke hindre dette, og kommissærerne der blev udsendt for at udfylde pladsen efter de gamle tsjinovniki - embedsmænd - blev ikke accepteret af bønderne. De valgte deres egne bondekomiteer, som gerne blev ledet af landsbyens «ældste». Da bønderne på denne måde blev overladt til sig selv, kom landsbykommunen atter til værdighed, trods det at den tidligere var blevet opløst som følge af Stolypins reformer, og landsbyforsamlingerne kom til at stå for omfordelingen af jord.

Efter februar blev landsbyerne ofte opsøgt af agitatorer fra byerne, og de blev godt modtaget. Her kom der endelig nogen, som kunne forklare bønderne, hvad det var der foregik i Rusland. De blev valgt ind i bondekomiteerne, og da de ofte var de eneste som kunne læse og skrive i landsbyen, blev mange resolutioner affattet i hovedstadens revolutionære retorik. Dette bidrog til at tilsløre, at bønderne tænkte anderledes end de revolutionære i byerne. For bønderne gjaldt det først og fremmest om at sikre landsbyen dens ve og vel, og sørge for at ikke alt kornet blev sendt af gårde.

De fremmede miste snart deres indflydelse, og bønderne så gerne at de forsvandt. Men dermed mindskedes også mulighederne for at organisere bønderne som en samlet politisk kraft. Rusland blev i virkeligheden opstykket i utallige små, selvstyrende kommuner, som hver for sig forsøgte at modstå presset fra både den provisoriske regering og fra sovjetterne. Disse institutioner repræsenterede noget fjernt og bymæssigt, og en politik som bønderne havde vanskelig ved at trænge ind i og forstå. Når de alligevel blev bedt om at stemme, gav de en overvældende støtte til det socialrevolutionære parti, til trods for at dette parti havde leveret både premierminister og landbrugsminister til den regering, som havde nægtet dem deres rettigheder.

Oktoberrevolutionen

I sine breve til centralkomiteen i midten af september hævdede Lenin, at «folkets flertal er på vor side». Bolsjevikkerne kunne ikke vente på «en formel majoritet», og det hastede fordi Kerenskij planlagde at overgive Petrograd til de fremrykkende tyske tropper og lade dem knuse revolutionen. Han foreslog et «oprør ... behandlet som kunst» - dvs. som et spørgsmål om teknik og organisation. Skønt dette var et brud med en gammel opfattelse af, at oprør ikke kunne planlægges eller «skabes», fik Lenin den 10. oktober gennemført en beslutning - mod Sinovjev og Kamenevs stemmer - som satte «det væbnede oprør» på dagsordenen.

Fra dette tidspunkt overgik initiativet imidlertid til Petrograd-sovjetten og dennes formand, Trotskij. Som tingene kom til at udvikle sig, blev det unødvendigt at mane til oprør. På samme måde som bolsjevikkerne havde vundet arbejderklassens sympati gennem sit forsvar for revolutionen, kom de nu til magten gennem tiltag for «at forsvare revolutionen».

Efter at man i Petrograd-sovjetten havde drøftet Kerenskijs angivelige planer om at afgive «revolutionens fæstning» til fjenden, blev der nedsat en Militær Revolutionskomite (VRK) med Trotskij som formand. Komiteen skulle forberede forsvaret af revolutionen mod et mulig kontrarevolutionært anslag. Trotskij lagde ikke skjul på, at VRK også forberedte en magtovertagelse i sovjetternes navn, men denne skulle ske i fuld offentlighed gennem beslutning på den anden alrussiske sovjetkongress, som skulle træde sammen den 25. oktober.

Regeringen havde i virkeligheden ingen planer om at evakuere byen, men der blev gjort forberedelser til at sende den upålidelige Petrograd-garnison til fronten. Trotskij truede med, at ethvert komplot rettet mod garnisonen og mod den forestående sovjetkongres ville blive mødt med et modangreb, som ville være nådeløst og blive gennemført til dets afslutning. Det det gjaldt om var at sikre, at kongresdeltagerne uden indblanding fra Kerenskij virkelig fik anledning til at overføre magten til den alrussiske sovjetkongres.

Alt hvad Trotskij sagde og skrev før Oktoberrevolutionen peger i samme retning. Han ønskede at sovjetkongressen skulle vedtage magtovertagelsen, og VRKs tiltag tog udelukkende sigte på at gøre den i stand til dette og forebygge aktioner fra regeringens side. Den havde sørget for, at regimenterne i Petrograd ikke ville adlyde ordrer fra Kerenskij. Men det var matroserne fra Kronsjtadt, der ville udgøre sovjetternes hovedstyrke, når magtovertagelsen skulle iværksættes, og de havde ordrer om at ankomme til Petrograd i daggryet den 25. oktober.

Allerede om morgenen den 24. oktober havde Kerenskij imidlertid besluttet at lukke bolsjevikkernes presse. VRK satte soldater ind for at få trykkerierne åbnet igen og styrkede vagtholdet omkring regeringskontorerne og de offentlige institutioner. Det kom til små sammenstød med loyale regeringsstyrker, men sovjettens styrker mødte generelt så ringe modstand, at de blev opmuntret til at gå videre, og de startede af sig selv anholdelser og arrestationer.

Da regeringen var magtesløs, var VRK nu i færd med at snuble sig til magten. Dette var klart, da Lenin ved midnat ankom til Smolnyj - det revolutionære hovedkvarter. Han havde hele tiden ment, at magtovertagelsen burde gå forud for sovjetkongressen. Det var et problem, som ikke kunne løses af «konferencer eller kongresser», og da han nu dukkede op, var der ingen der længere modsatte sig Lenins linie, for den var jo i færd med at virkeliggøre sig selv.

Nogle timer senere blev beslutningen taget om at starte hovedangrebet og besætte de institutioner, der endnu ikke var bragt under VRKs kontrol. Kerenskijs ministre havde forskanset sig i Vinterpaladset, men overordnet var slaget vundet, da den anden alrussiske sovjetkongres trådte sammen. Dens rolle begrænsede sig til at godkende det, der allerede var sket - et forvarsel om sovjetinstitutionens senere udvikling.

De røde og de hvide

Oktoberrevolutionen adskilte sig fra februarrevolutionen ved, at den ikke voksede ud af en masseopstand, og ved at den var planlagt - skønt den altså ikke gik efter planen. Oprettelsen af Folkekommissærernes Råd indebar ikke mere, end at bolsjevikkerne nu havde magten i Petrograd, men i begyndelsen af november fik de efter hårde kampe også kontrollen over Moskva.

Forbavsende let opgav officerskadrene, det gamle regimes konservative og liberale politikere Centralrusland og søgte til Don-kosakkernes land. Her oprettede de deres Frivillige Arme, som blev sat ind l kampen mod bolsjevikkerne. Den russiske borgerkrig havde et utrolig kompliceret forløb, hvor udenlandske stater - Tyskland, England, Frankrig, Japan og USA - intervenerede og gav støtte til de forskellige «hvide» hære og lokale regeringer.

Hvordan kunne bolsjevikkerne sejre mod en sådan overmagt? For det første syntes bønderne nu at foretrække bolsjevikkerne, hvis de skulle vælge mellem dem og de «hvide». Med Lenins jorddekret af 8. november havde de fået det, som de ville have det. Deres egen revolution blev stadfæstet og de vidste, at der hvor de hvide rykkede frem, fulgte de gamle godsejere eller deres sønner med i kølvandet.

Militært havde bolsjevikkerne den fordel, at de kontrollerede et sammenhængende område i hjertet af Rusland, og de kunne drage fuld nytte af jernbanenettet. De hvide var henvist til udkanterne, og der blev aldrig oprettet ordentlige forbindelseslinier mellem general Denikin i syd, admiral Koltsjak i Sibirien og general Judenitsj i Baltikum. Den røde hær kunne derfor slå dem én for én. Koltsjak begyndte sin offensiv og havde lidt nederlag, før Denikin startede sit felttog nordover. Først da hans styrker var gået i opløsning, marcherede Judenitsj mod Petrograd.

De hvide var endvidere belastet af at modtage støtte fra udenlandske magter, samtidig med at denne støtte var ret så halvhjertet. I de hvide områder flokkedes embedsmænd og politikere, men alligevel lykkedes det dem ikke at oprette nogen ordentlig administration. For bolsjevikkerne var det nærmest en fordel, at de i den henseende kunne begynde på bar mark, men i den røde hær kunne man alligevel ikke klare sig uden gammel fagkundskab, og tusinder af zarofficerer blev engageret i kampen. De hvide havde alt for mange officerer, som ville have et ord at skulle have sagt, mens det var vanskeligere at få fat i soldater. De hvides geografiske bagland var nemlig overvejende befolket af nationale minoriteter og kosakker, som først og fremmest ønskede uafhængighed eller autonomi for deres områder, og de ville ikke have de storrussiske herrer tilbage - uanset om de var røde eller hvide.

De hvide generalers store politiske fejl var, at de ikke stærkt nok eller for sent markerede deres afstand til Nikolaj II's Rusland. Hverken de russiske bønder eller de nationale mindretal ville afgive, det de nu syntes de havde vundet gennem revolutionen og zarens fald.

Mod slutningen af 1920 beherskede Folkekommissærernes Råd det meste af det gamle russiske imperium, med undtagelse af Finland, de baltiske stater og Polen, som havde fået fuld national uafhængighed som følge af krig og revolution. Men bolsjevikkerne havde grebet magten i Rusland ud fra en forventning om, at dette ville blive signalet til en socialistisk revolution i industristaterne i Vesteuropa. Uden opbakning fra den europæiske arbejderklasse kunne socialismen ikke opbygges i det tilbagestående Rusland.

Da verdensrevolutionen alligevel udeblev, stod bolsjevikkerne derfor overfor opgaven at opbygge socialisme i et land. Den antog form af en fornyet gigantisk anstrengelse for at overvinde Ruslands underudvikling. Dette mål blev i nogen udstrækning nået materielt. Sovjets økonomiske vækst var i 1930-60 blandt de højeste i verden. Men det var uden nogen tilsvarende social, kulturel og politisk demokratisering af samfundet, hvilket i sidste ende blev hovedårsagen til, at samfundet faldt fra hinanden.

J.P.N.


Litteratur

R. Pipes (red.): Revolutionary Russia, Cambridge, Massachusetts, 1968.
M. Ferro: The Russian Revolution of February 1917, London 1972.
A. E. Adams (red.): The Russian Revolution and Bolshevik Victory. Causes and Processes, Toronto 1972.
D. Koenker: The evolution of party consciousness in 1917: The case of the Moscow workers, i Soviet Studies, Glasgow, 1978.
G. J. Gill: The mainsprings of peasant action in 1917, i Soviet Studies 1978.
J. Bradley: Civil War in Russia 1917-1920, London 1975.
T. Riha: A Russian European. Paul Miliukov in Russian Politics, Notre Dame, London 1969.
L. Trotsky: The History of the Russian Revolution I-III, London 1967.

Internet

Den russiske revolution, fra februar - oktober 1917. Kronologi, debat og bøger. (Tidsskriftcentret)