 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Karl Jørgensen sagen
I forbindelse med Havnearbejderstrejken 1982/83 blev havnearbejder Karl Jørgensen fra Esbjerg fængslet uden grund og sad fængslet i 174 dage til den 8. september 1983. Inden hans fængsling havde to havnearbejdere brændt KFK's gamle lagerbygning ned. Det fik de siden hver 5 års fængsel for. Branden, der var et privat initiativ, blev for politiet og anklagemyndigheden et godt udgangspunkt til at ramme havnearbejderne: de hentede Karl Jørgensen på hans bopæl en morgen kl. 5.45 og erklærede, at han var bagmanden. Karl var under strejken blevet kendt for sine udtalelser som talsmand og således i de flestes øjne central i havnearbejdernes kamp mod de forringede dagpengebestemmelser for løsarbejdere.
Politiet erklærede, at Karl Jørgensen havde givet grønt lys for ildspåsættelsen, at strejkekassen havde betalt benzinen til branden og de havde let ved at få dommeren til at forlænge fængslingen utallige gange før sagen kom for Vestre landsret i Esbjerg. Inden da var de to havnearbejdere blevet dømt. Ved retssagen mod Karl blev den ene, som havde sagt til politiet, at Karl var indforstået med ildspåsættelsen, ført som vidne, og her trak han sine udtalelser tilbage, og statsadvokat Preben Alsøe erklærede i ytringsfrihedens hellige navn, at han trak sagen tilbage - nævningene kom ikke i gang - og Karl var frifundet.
Forud for frifindelsen var gået et voksende solidaritetsarbejde med omkring 20 støttekomiteer, der sluttede med en end underskriftindsamling med 60.000 underskrifter og en demonstration ved retten med 3.000 deltagere og 200 fagforeningsfaner. Men vejen var sej fra januar til september. I starten var det kun VS' lokalblad, VS-kysten, der satte spørgsmålstegn ved fængslingen. Havnearbejderne troede selv der var tale om en misforståelse, men efter nogle måneder kom de i gang med solidaritetsarbejdet og nogle fagforeninger i byen vedtog resolutioner. Både under sagen og strejken iøvrigt forholdt socialdemokraterne sig passive Men på et tidspunkt følte lederne af Fællesorganisationen sig presset til at forlange et møde med politimestren, der som anklagemyndighed var ansvarlig for anklagens udformning. Efter mødet sagde de, at de havde fået forelagt beviser for, at anklagen var holdbar. Men efter sommerferien fik den politiske venstrefløj oprettet omkring en snes støttekomiteer rundt om i landet, og med tiden kom der brede sympatitilkendegivelser, også fra udlandet. Rigtig knald på støttearbejdet kom der dog først de sidste tre uger før frifindelsen.
Politiets håndtering af sagen lod ingen tvivl tilbage om, hvilke interesser, de varetog. Dels den fysiske behandling af Karl, der efter en tid blev overført til Psykiatrisk hospital i Hviding, hvor forholdene var bedre (men det var først efter 2 måneder, Rejseholdet tillod besøg af arbejdskammerater), dels den propagandistiske side. For at opretholde varetægtsfængslingen sagde anklageren, vicepolitimester Søren Kamp Knudsen fra starten, at de havde fundet bomber eller bombelignende genstande hos Karl ved anholdelsen. Ingen der kendte Karl, der af indstilling nærmest er pacifistisk, troede på det, og det viste sig også, at bomberne var nødraketter til fiskekuttere - hvilket er ret udbredt i Esbjerg ved nytårstid! Der er utallige andre eksempler på, at politiet åbent løj: f.eks. at begge havnearbejderne havde peget på karl (selvom det kun var den ene), og hele forløbet med at få den ene af brandstifterne til at sige, at det var Karl der stod bag (selv påstod han at de havde lovet ham strafnedsættelse). Det var navnlig lederen af politiets rejsehold, Per Casper, der var aktiv i fabrikationen af uholdbare påstande - så meget at statsadvokaten truede med at undersøge deres arbejdsmetoder, men helt så vidt kom det alligevel ikke.
Dommer T. Lukman Svendsens optræden var helt dikteret af, at politiet fik, hvad de ønskede. Spørgsmålet, om der var tale om særlig bestyrket mistanke, der jo holdt Karl inde selv om politiet havde afsluttet sin del arbejdet, interesserede ham ikke. Således kunne forsvareren ikke få lov til at læse et brev op, hvor én af brandstifterne indrømmede, at det var ham, der havde bragt Karl ind i sagen, og Karl kunne ikke få lov til at fortælle, hvad han faktisk havde lavet den dag, hvor han som påstået havde givet grønt lys. Politiets krav og forlængelse af varetægtsfængslingen blev utallige gange behandlet som en ekspeditionssag. Dommeren erklærede ved sidste forlængelse af varetægtsfængslingen: Nu har De jo været fængslet så længe, så kan vi jo ikke løslade Dem før nævningesagen.
Den borgerlige presse fremlagde sagen helt i tråd med politiets fremstilling. Navnlig den lokale Vestkysten bragte politiets udtalelser med største type på forsiden. Vestkysten bidrog således afgørende til billedet af Karl som dømt på forhånd. Den øvrige del af pressen omtalte kun sagen sporadisk. Men statsminister Schlüter havde jo beredt vejen ved i fjernsynet at tale om havnearbejdernes gangstermetoder. Land og Folk, det kommunistiske dagblad havde gode og fyldige omtaler hen ad tiden, hvis ikke journalisten, der dækkede området, var på ferie. Havnearbejderne udgav selv en solidaritetsavis i et oplag på 70.000 for få sandheden på gaden. Også det trotskistiske Klassekampen havde gode omtaler - men altså alt sammen kun pip mod den borgerlige presses dominans.
Selv om mange lokalt var overbevist om at der forelå et justitsmord, var det ikke muligt at trænge igennem på Christiansborg: VS ønskede ikke at tage sagen op, mens SF stillede et par forkølede spørgsmål. Tidligere justitsminister og socialdemokrat Ole Espersen var måske nok klar over, at politiet havde overtrådt sine beføjelser, men i sit responsum til LO udtalte han sig tilbageholdende. Heller ikke LO gjorde gjorde noget ud af det: havnearbejderstrejken, og dermed Karl Jørgensen-sagen, var en strejke med midler, de ikke billigede. Derfor kom der ingen støtte herfra. SID udtalte, at såfremt det viste sig, at Karl Jørgensen var uskyldig, ville de støtte ham efterfølgende.
Karl Jørgensen, der var 46 år på det tidspunkt, vendte tilbage til havnen efter en ferie. Der var en del trakasserier om erstatningen for uberettiget fængsling. Han fik en erstatning, som kun de der ikke har prøvet at sidde i fængsel i 174 dage, ville betegne som stor. Retslægerådet erklærede at Karl havde taget varig psykisk skade af den uberettigede varetægtsfængsling. Og Karl, der havde været havnearbejder det meste af sit voksenliv, holdt op på Esbjerg havn.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2003
Læst af: 27.198