Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Merit

Ordet kommer fra latin og betyder egentlig en fortjenstfuld handling. Det franske mérite betyder fortrin, dygtighed, moralsk værd. For særlige fortjenester findes der forskellige former for synlige udmærkelser, som f.eks. fortjenstmedaljer, ordner og diplomer. Disse udmærkelser giver normalt ikke andet udbytte end, hvad der ligger i den sociale anerkendelse og omtale, men i det moderne uddannelsessystems meritbegreb finder man spor af et samfund, hvor social anerkendelse kunne omsættes til fordele af mere materiel karakter.

Begrebet merit anvendes i flere forskellige sammenhænge:

1. At meritere sig har været anvendt som udtryk i den akademiske verden om personer, som gennem videnskabelige afhandlinger gør sig kvalificeret til videnskabelige stillinger.
2. Meritvurdering har i erhvervslivet været brugt som et middel ved personalebedømmelse til at differentiere mellem lønninger til forskellige arbejdstagere med ellers ensartede arbejdsopgaver. Arbejdstagerne sammenlignes med hinanden med hensyn til flid, påpasselighed, færdigheder, kundskaber og loyalitet over for virksomheden (Gyldendals Tibinds Leksikon 1978).
3. Meritokrati bruges om samfund, som belønner særlige præstationer, eller om politiske systemer, hvor magt, autoritet og privilegier fordeles efter individuel og personlig kvalifikation og præstation.
4. Merit anvendes inden for uddannelsesvæsenet som betegnelse for den enkelte studerendes muligheder for at afvige fra den på forhånd tilrettelagt uddannelsesvej med mindst muligt dobbeltarbejde. Man kan overføre prøveresultater eller kursusbevis fra en uddannelse til en anden, eller man kan slippe for at deltage i undervisningen og for at gå til prøve i en uddannelse, fordi man i forvejen besidder de nødvendige kundskaber og færdigheder - f.eks. erhvervet på arbejdsmarkedet.
5. Endelig bruges udtrykket merituddannelse om uddannelser, hvor den studerendes uddannelsesforløb kan afkortes, fordi den studerende har erhvervet kompetence ved beskæftigelse i fagområdet inden uddannelsens start.

Merit gives som hovedregel ved en individuel vurdering på den enkelte uddannelse. I nogle tilfælde er der dog indgået aftaler eller opbygget en fast praksis om, hvilke uddannelser eller uddannelseselementer, der normalt giver merit på uddannelsen. Der tales da om standardmerit. I nogle tilfælde er det fastlagt i uddannelsesbekendtgørelser, hvor meget merit en uddannelse kan give i en uddannelse på et højere niveau inden for samme faglige områder. Man taler da om regelbundet merit.

Både nationalt og internationalt har der gennem de sidste år været en stærk interesse for initiativer til fremme af merit og fleksibilitet. I den forbindelse skelnes mellem vertikal merit, dvs. muligheder for at bygge videre på allerede opnåede kvalifikationer, og horisontalt merit, dvs. muligheder for at skifte studiemiljø for en periode eller for at foretage «sporskifte».

Undervisningsminister Margrethe Vestager forelagde i 1999 Folketinget en Redegørelse om merit og fleksibilitet i de videregående uddannelser. Det hedder heri, at uddannelsessystemet bør være indrettet på en måde, der gør det muligt for de studerende at bygge videre på allerede erhvervede kvalifikationer og at skifte mål undervejs i et uddannelsesforløb uden nødvendige menneskelige og økonomiske omkostninger til dobbeltuddannelse.

Merit og fleksibilitet er også en nødvendighed for at fremme international mobilitet. Inden for EU-uddannelsesprogrammerne er et udenlandsk studieophold som ERASMUS-studerende eksempelvis betinget af, at der forinden er forhåndsgodkendt merit for studieopholdet. Uddannelsesinstitutionernes internationale uddannelsessamarbejde har i øvrigt fungeret som «en løftestang» for bedre nationale meritordninger. Et antal uddannelsesinstitutioner har således indført det europæiske meritoverførselssystem, ECTS (European Credit Transfer System), for nogle eller for alle institutionens uddannelser.

De strukturelle barrierer for merit og fleksibilitet bør så vidt muligt fjernes, hedder det i redegørelsen, men det må ske, uden at den enkelte uddannelse mister sin identitet og sin kvalitet i sig selv, og uden at en kortere uddannelse reduceres til at være en forskole til en længere uddannelse.

Vigtige redskaber hertil vil iflg. redegørelsen være at sætte fokus på afrundede uddannelsesforløb frem for mere detaljerede beskrivelser af uddannelsesindholdet. Sådanne forløb skulle betegne, hvilke faglige og personlige slutniveauer og -kompetencer, der skal opnås ved uddannelsen og delforløb af uddannelsen.

Udførlige eksamensbeviser, der tydeligt dokumenterer uddannelsens niveau og indhold betragtes som et vigtigt element i merit- og fleksibilitetssammenhæng, både nationalt og internationalt.

Bedre meritordninger og mere fleksibilitet vil utvivlsomt være af stor betydning for den enkelte studerende. De økonomiske konsekvenser for både staten og arbejdsmarkedet er naturligvis også vigtige. De enkeltes uddannelsesforløb kan afkortes, og i det omfang, selvfinansierede uddannelsesforløb vil være meritgivende, flyttes en del af uddannelsesudgifterne over på den studerende. Forudsætningen er mere modulopdelte studier, og set ud fra et kvalifikationssynspunkt kan det betyde en mere mobiliserbar og mere fleksibel arbejdskraft.

En kvalitet ved de traditionelle uddannelser har været bestræbelser efter sammenhæng og helhed, og en rettethed mod nærmere definerbare professionsområder. Uddannelsesinstitutioner har på samme grundlag lagt vægt på, at stedet havde miljø og uddannelsen etos. De enkelte dele af uddannelsen og de enkelte lærere i uddannelsen blev betragtet som sammenhængende dele af en udviklet helhed, mens de nye uddannelser kommer til at bestå af adskilte dele, som sættes sammen i uddannelsesprogrammer af hver enkelt studerende.

Herved kan produceres den fleksible arbejdskraft, som vil passe til det, Richard Sennett i bogen «Det fleksible menneske» har betegnet som den fleksible kapitalisme, hvor hovedvægten i den grad lægges på fleksibiliteten, at det må medføre en ændring af arbejdets betydning i livet: De ansatte skal kunne reagere hurtigt, være indstillet på forandringer med kort varsel, hele tiden turde løbe risici og gøre sig mere og mere uafhængige af regler og formelle procedurer.

F.H.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 1/5 2003

Læst af: 40.976