Browserudgave

Skolefritidsordning (SFO)

Skolefritidsordning (SFO) blev med en lovgivning i 1984 i mange kommuner afløser af fritidshjemmet. SFO er en integreret del af folkeskolens virksomhed og underlagt lov om folkeskolen. SFO'en har sin egen leder, men det er dog skolelederen, der har den overordnede pædagogiske og administrative ledelse. Skolebestyrelsen skitserer de pædagogiske principper og hele virksomhed for såvel skolen som SFO'en.

Oprettelsen af SFO blev begrundet i et stigende behov for fritidshjemspladser, og da det var både hurtige og lettere at tilbyde det nødvendige antal pladser gennem oprettelse af SFO'er - i starten ofte i mindre egnede skolelokaler - overhalede SFO'erne hurtigt omfanget af de eksisterende fritidshjemspladser. Ved oprettelsen af SFO'er i 1984 var således ikke mere end ca. 1200 børn indskrevet, men ved begyndelsen af det 21. århundrede er mere end 150.000 børn indskrevet. Selv om der fortsat rettes kritik af SFO'ernes kvalitet både med hensyn til antal børn i forhold til antallet af pædagoger og i forhold til de fysiske betingelser, ser man at der mange steder vokser gode og hensigtsmæssige SFO'er frem, og det må konstateres, at langt de fleste 6-9 årige børn i dag efter skoletid går på fritidshjem eller SFO.

Det forhold at stort set alle børn fra børnehaveklasse og 1. klasse er indskrevet på skolens SFO har muliggjort et tættere samarbejde mellem pædagogerne og lærerne, og dermed en bestræbelse på at skabe sammenhæng mellem undervisningen og fritiden. Der argumenteres for, at det for nogle børns vedkommende er forbundet med problemer at bevæge sig mellem to så forskellige arenaer præget af helt forskellige normer og holdninger, og at en vis koordinering af både indhold og samværsmåder vil bidrage med større helhed og sammenhæng i barnets liv. Endvidere antages det, at et sådant samarbejde vil kunne føre til at pædagoger og lærere i højere grad inspirerer hinanden og drager nytte af hinandens forskellige uddannelsesmæssige kompetencer. Men sådanne bestræbelser for at skabe helhed og sammenhæng i børns liv bliver også kritiseret, da det kan ses som en tiltagende institutionalisering af barnets liv, der dels fører til en øget kontrol med barnet og dels underordner barnets frie tid, dets egen tid, under skolens regulerende rammer.

Det ser dog ud til, bl.a. gennem omfattende forsøgs- og udviklingsarbejder op gennem 1990'erne, at SFO succesen leder frem til et øget og udvidet samarbejde med skolen, dels i form af en koordinering af skole- og fritidspædagogikken og dels at pædagogerne også har et antal ugentlige timer sammen med lærerne i skolens undervisning.

Denne bevægelse har været en faktor i forbindelse med vedtagelse af folkeskolereformen i 2014, der ud over lektiecafe, fordybende undervisning, mere bevægelse og kreativitet, førte til ansættelse af pædagoger i skolen.  Endvidere er børnenes timetal udvidet hvilket fører i retningen af en såkaldt helhedsskole - en institution der forener undervisning og fritid med det mål at skabe helhed og sammenhæng i barnets liv. Denne skoleforandring har dog været uhyre vanskelig at gennemføre og den har mødt omfattende kritik.

I forhold til SFO betyder den lange skoledag, at børnenes tid i SFO reduceres voldsomt. Det er almindeligt at børnene bare har 1½ til 2 timer i SFO’en. Samtidig er pædagogbemandingen reduceret, da mange timer er afleveret i skolen, hvorfor pædagogerne ikke kan tilbyde de samme pædagogisk udfordrende aktiviteter som tidligere. Således er for eksempel rollespil i skoven, længerevarende projektarbejder og store idrætsarrangementer en saga blot.

S.Br.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 25/8 2015

Læst af: 32.511