Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kemisk krigsførelse

Kemisk krigsførelse er anvendelsen af ikke-eksplosive kemiske stoffer til fremkaldelse af lemlæstelse eller død. Kemisk krigsførelse afgrænses fra biologisk krigsførelse ved at der er tale om kemiske stoffer - ikke levende organismer. De vigtigste typer af stoffer i kemisk krigsførelse er:

Den første mere omfattende anvendelse af kemiske våben fandt sted under 1. Verdenskrig med anvendelsen af stoffer som klorin, sennepsgas og fosgengas. De blev først anvendt af den tyske hær, men de andre landes hære satte hurtigt egne kemiske kampstoffer ind. Anvendelsen var under 2. Verdenskrig begrænset af en række faktorer: dels frygten for gengældelse, dels fordi kemiske våben har begrænset anvendelse ved en mobil front, hvor de kan bremse egne troppers fremrykning.

Efterfølgende er kemiske våben blevet anvendt af begge parter i krigen mellem Iraq og Iran i 1980-88, og blev ved krigens slutning af Iraq anvendt mod den civile befolkning i irakisk Kurdistan.

Anvendelsen af kemiske våben afskyes generelt i international lov, og der findes en række regler og konventioner der skal hindre anskaffelse og anvendelse. Den vigtigste af disse er Konventionen mod kemiske Våben.

Anvendelsen af atomare, biologiske og kemiske våben - ofte kaldet ABC våben - anses normalt som lige moralsk forkasteligt under væbnede konflikter. Denne gruppe af våbentyper er siden starten af 1990'erne blevet betegnet som det mere diabolske masseodeleggelsesvaben. Dette refererer dog mere til potentialet end til våbnenes faktiske historiske ødelæggende effekt. Langt over 99% af alle lemlæstelser og dødsfald under væbnede konflikter de sidste 50 år er sket med konventionelle våben som bomber eller skydevåben.

Grænsen mellem kemiske og biologiske våben er udflydende. F.eks. er prioner ikke organismer, men enkelt-molekylære proteiner, og de ligger i grænseområdet mellem biologiske og kemiske våben.

Sammenlignet med atomvåben og biologiske våben anses ødelæggelsespotentialet fra kemiske våben at være begrænset. Selv potentielle angreb mod f.eks. en bys vandforsyning med et kemisk kampstof som botulin menes at kunne begrænses og inddæmmes. Denne type angreb er hyppigt forekommende i krigshistorien, men har altid haft begrænset skadevirkning. Civilbefolkningen kan advares via moderne kommunikationsmidler, og dette gør det muligt at begrænse skadevirkningen - sammenlignet med atomvåben der med ét slag kan slå flere millioner ihjel.

Kemiske våben er kun anvendt én gang ifbm. terrorisme, da den japanske sekt Aum Shinriyko i marts 1995 sendte giftgassen Sarin ud i Tokyos undergrundsbane. Det kostede 12 mennesker livet og forgiftede 5.500. Risikoen ved at køre bil er 100.000 gange højere.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/8 2003

Læst af: 47.523