 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Masseødelæggelsesvåben (Weapons of Mass Destruction, WMD)
Masseødelæggelsesvåben, våben der har potentiale til at slå et meget stort antal mennesker ihjel. De eneste våben i denne kategori er de såkaldte ABC våben: atomare, biologiske og kemiske våben. Biologiske og kemiske våben blev første gang anvendt under 1. Verdenskrig, mens atomvåben blev anvendt mod Japan i slutningen af 2. Verdenskrig. Selvom våbnene i denne kategori har potentiale til at slå et meget stort antal mennesker ihjel, er det fortsat konventionelle våben som bomber og skydevåben der er ansvarlige for næsten alle dødsfald blandt civile og soldater under væbnede konflikter. Det er altså forskel mellem våbentypernes reelle og potentielle farlighed.
Når masseødelæggelsesvåbnenes potentiale ikke er kommet mere til «udfoldelse» i det 20. århundrede skyldes det dels de internationale bestræbelser i form af ikke-spredningstraktater og aftaler mod deres anvendelse. Men især skyldes det den terrorbalance, der eksisterede mellem USA og Sovjetunionen i perioden fra 1945 til 1991. Det ubetinget kraftigste masseødelæggelsesvåben er nemlig atomvåben, og begge supermagter rådede over så mange af denne type våben, at den ene parts anvendelse af sådanne våben ville føre til tilsvarende gengældelse fra den anden parts side - den såkaldte «Mutual Assured Destruction» (MAD, Gensidig garanteret Ødelæggelse) strategi. Med Sovjetunionens sammenbrud eksisterer der ikke længere nogen terrorbalance til hindring af anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Den eneste tilbageværende supermagt, USA - der samtidig råder over det største arsenal af masseødelæggelsesvåben - reagerede i 1991-2000 ved at skære ned i sine militære udgifter, men har siden George W. Bush' tiltræden som præsident i 2001 indledt udvikling af nye typer af masseødelæggelsesvåben, opsagt sin underskrift på traktaten mod fremstilling af biologiske våben og erklæret sig rede til at anvende atomvåben.
Begrebet
Begrebet blev oprindelig formuleret af USA's præsident George Bush i 1991 som karakteristik af Iraqs våben, der var til mulig fare for nabolandene. Det blev efterfølgende skrevet ind i resolution 687 af 3. april 1991 fra FN's Sikkerhedsråd, hvor der står:
«Section C, decides that Iraq shall unconditionally accept, under international supervision, the destruction, removal or rendering harmless of its weapons of mass destruction, ballistic missiles with a range over 150 kilometres, and related production facilities and equipment. It also provides for establishment of a system of ongoing monitoring and verification of Iraq’s compliance with the ban on these weapons and missiles. Requires Iraq to make a declaration, within 15 days, of the location, amounts and types of all such items.»
Baggrunden for resolutionen var Iraqs besættelse af Kuwait i august 1990, der udløste den såkaldte Golfkrig, hvor en USA ledet invasionsstyrke smed Iraq ud af Kuwait, men afstod fra at rykke videre mod Baghdad. Det oprindelige mål som havde opbakning i vedtagne resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd var dermed nået, men kredse i USA's regering var utilfredse med, at USA ikke rykkede videre mod Baghdad og afsatte Iraqs præsident, Saddam Hussein. Som kompensation for at dette mål ikke blev nået formuleredes ønsket om at bringe Iraqs «Masseødelæggelsesvåben» under kontrol og begrænse landets mulighed for forsvar ved at indføre flyveforbudszoner i nord- og sydiraq. USA fik med resolution 687 et redskab, der skulle lægge militært pres på Iraq med politiske midler. Med resolutionen skulle Iraqs masseødelæggelsesvåben ødelægges, og dette skulle kombineres med international inspektion. Flyveforbudszonerne blev imidlertid ikke forankrede i FN, og de følgende 10 år krænkede USA og britiske fly jævnligt Iraqs luftrum for at hævde flyveforbudszonerne - i strid med folkeretten.
FN's resolutioner blev kombineret med økonomiske og handelsmæssige sanktioner mod Iraq, der havde til formål at destabilisere landet, og bringe Saddam Hussein til fald. Selvom det i slutningen af 1990'erne stod FN's våbeninspektører klart, at Iraq ikke længere rådede over masseødelæggelsesvåben - de var blevet destrueret - ønskede USA alligevel ikke at sanktionerne blev hævet. Det økonomiske pres mod Iraq skulle bevares. Sanktionerne blev dog lettet en smule - fra at være totale til at gøre det muligt for Iraq at sælge olie i begrænset omfang for at kunne importere mad og medicin. Alligevel kostede sanktionerne gennem 1990'erne omkring 1 million irakiske børn livet.
Begrebet masseødelæggelsesvåben var gennem 1990'erne altså del af en politisk diskurs fra USA's side, der som sit specifikke formål havde at gøre Golfkrigen færdig - vælte Saddam Hussein. Denne diskurs blev drastisk udvidet, da USA's præsident George W. Bush i juni 2002 fremlagde sin nye nationale sikkerhedsstrategi (The National Security Strategy of the United States of America, sept. 2002) i hvilken USA tiltager sig ret til at gennemføre «forebyggende angreb» mod såkaldte slyngelstater, der er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. (Se USA). Alene påstanden om at et land er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben er med doktrinen tilstrækkeligt for USA til at gennemføre angreb på det pågældende land. Bushdoktrinens første praktiske anvendelse var krigen mod og den efterfølgende besættelse af Iraq i foråret 2003.
Lande med masseødelæggelsesvåben
Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabsmænd (FAS) udgav i 2000 nedenstående liste over lande der besad, søgte at anskaffe sig, eller ville kunne skabe atomare, kemiske eller biologiske våben samt fremføringsmidler (missiler) til disse. Listen er ikke nødvendigvis komplet, og den er desuden fremstillet udfra politiserede data fra bl.a. USA's forsvarsministerium. Som hovedregel inkluderer den derfor også alle lande USA er politisk utilfreds med, og som har kapacitet indenfor et givet område - f.eks. besidder et atomkraftværk («så har de nok også atomvåben») eller råder over en kemisk eller biokemisk industri («så har de nok også kemiske eller biologiske våben»). Ingen ABC våben er dog særlig interessante uden fremføringsmidler (missiler), og man kunne derfor godt fjerne de lande, der ikke har missilkapacitet.
| Land | Atomvåben | Kemiske våben | Biologiske våben | Missiler |
| Mellemøsten & Centralasien | ||||
| Iran | (x) | x | x | x |
| Iraq | (x) | x | x | x |
| Israel | x | x | x | x |
| Kazakhstan | (x) | |||
| Syrien | x | x | x | |
| Østasien | ||||
| Kina | x | x | x | x |
| Indien | x | x | x | x |
| Indonesien | x | |||
| Laos | x | x | ||
| Myanmar | x | |||
| Nordkorea | x | x | x | x |
| Pakistan | x | x | x | x |
| Sydkorea | x | x | x | |
| Taiwan | x | x | x | |
| Thailand | x | |||
| Vietnam | x | x | ||
| Amerika | ||||
| Chile | x | |||
| Cuba | x | |||
| USA | x | x | x | x |
| Afrika | ||||
| Algeriet | (x) | |||
| Ethiopien | x | |||
| Egypten | x | x | x | |
| Libyen | x | x | x | |
| Sudan | x | |||
| Sydafrika | (x) | x | x | x |
| Europa | ||||
| Bulgarien | x | |||
| Frankrig | x | x | x | |
| Hviderusland | (x) | |||
| Rumænien | x | |||
| Rusland | x | x | x | x |
| Serbien | (x) | x | ||
| Storbritannien | x | x | x | |
| Ukraine | (x) | |||
| Oversigt over lande der besidder, søger at anskaffe sig
eller vil kunne udvikle «masseødelæggelsesvåben». Listen skal tages med betydelige forbehold. Kilde: Federation of American Scientists, 2000. |
||||
Optællingen af verdens våben rubriceret indenfor kategorien «masseødelæggelsesvåben» viser, at de største lagre af «masseødelæggelsesvåben» findes i USA. Det er samtidig her at der i starten af det 21. århundrede findes den største erklærede vilje til at anvende dem mod andre lande. Selv om aktivister i slutningen af 2002 på egen hånd forsøgte at inspicere USA's lagre af «masseødelæggelsesvåben», er der endnu ikke politiske tegn i det internationale samfund til, at det vil stræbe mod en destruktion af «masseødelæggelsesvåbnene» i USA og hos dets allierede.
Iraqs masseødelæggelsesvåben
Der findes beviser for, at Iraq i 1980'erne rådede over biologiske våben, og bl.a. tog dem i anvendelse i angreb mod den kurdiske befolkning, der kæmpede for selvstændighed. Mest kendt er angrebet på byen Halabja i 1988, hvor flere tusinde civile blev dræbt. Hovedleverandøren til det irakiske våbenprogram, var USA. Det statslige Center for Disease Control and Prevention (CDC) samt den private virksomhed American Type Culture Collection der leverede biologiske prøver, sendte kulturer af anthrax, den bakterie der producerer den meget stærke gift botulin, de bakterier der fører til gas koldbrand, samt andre dødelige biologiske prøver - heriblandt West Nile virusen - direkte til de irakiske forskningslaboratorier (Associated Press). USA støttede i denne periode Iraq i krigen mod Iran.
Gasser blev tilsyneladende også anvendt i angreb på iranske styrker under krigen. Der findes til gengæld ingen beviser for, at Iraq anvendte kemiske eller biologiske våben mod sine modstandere under Golfkrigen i 1991.
Iraq havde ligeledes et atomkraftprogram, hvor de vigtigste komponenter blev leveret fra Tyskland, men dette program led et alvorligt tilbageslag, da den vigtigste reaktor i 1981 blev bombet af Israel.
I forlængelse af Golfkrigen vedtog FN's Sikkerhedsråd 3. april 1991 resolution 687 (se ovenfor) der pålagde Iraq at destruere sine masseødelæggelsesvåben, fremlægge dokumentation for sine programmer og give FN's våbeninspektører adgang til at inspicere alle relevante faciliteter i landet. 3 dage efter vedtagelsen blev resolutionen og dens konsekvenser accepteret af Iraq. United Nations Special Commission on Iraq (UNSCOM) blev først ledet af Rolf Ekeus, siden Richard Butler og fra november 2002 af Hans Blix.
Efter 7 års arbejde anklagede Iraq i 1998 UNSCOM for at være et skalkeskjul for spionage fra USA's side, og nægtede derfor UNSCOM adgang til en række steder. Ekeus erklærede, at han havde modstået en række forsøg på spionage fra USA's side, og det samme gjorde Butler, men mod sidstnævnte fremkom mere veldokumenterede beviser på spionage. Konsekvensen af konflikten blev, at USA i december 1998 tvang FN til at trække UNSCOM ud af landet, og derefter indledte en intens bombekampagne - der faldt sammen med afsløringer omkring præsident Clintons sexskandale i Washington.
Den tidligere UNSCOM våbeninspektør Scott Ritter erklærede, at i 1998 var 90-95% af Iraqs atomare, biologiske og kemiske våben og produktionsfaciliteter samt missiler til at transportere disse våben bevisligt ødelagte. Ritter erklærede videre, at 100% verificering var umulig. Ikke fordi Iraq havde skjulte lagre, men fordi landet tidligt i perioden havde destrueret lagre og hævdet at de aldrig havde eksisteret.
Samme år rettede Ritter dog en skarp kritik mod Clinton administrationen og FN's Sikkerhedsråd for ikke at lægge et tilstrækkeligt effektivt pres på Iraq for at få det til at ødelægge sine masseødelæggelsesvåben. Han beskyldte ligeledes FN's Generalsekretær Kofi Annan for at bidrage til irakiske bestræbelser på at lægge hindringer i vejen for UNSCOM's arbejde. «Iraq nedruster ikke», erklærede Ritter 27. august 1998, og i en efterfølgende udtalelse sagde han: «Iraq har fortsat kapacitet til et gennemføre et kemisk angreb». 4 år senere var hans udtalelser radikalt ændrede. Han beskyldte nu Butler for spionage til fordel for USA, og erklærede at Iraqs masseødelæggelsesvåben var destruerede i 1998.
Efter USA's bombardementer i december 1998 blev UNSCOM ikke sendt tilbage. Presset blev først atter lagt på Iraq, da George W. Bush i sin tale til nationen 31. januar 2002 inkluderede landet som et af 3 lande i «ondskabens akse». I løbet af foråret indikerede USA's regering, at Iraq havde masseødelæggelsesvåben, støttede terrorister, og at dette berettigede et nordamerikansk angreb. Denne ændring i USA's sikkerhedsdoktrin blev i juni 2002 offentliggjort som Bushdoktrinen.
USA's regering var på dette tidspunkt delt på spørgsmålet om nødvendigheden af international legitimering af det militære angreb på Iraq. Magtkampen endte med at udenrigsminister Colin Powell fik lov til at forsøge at overbevise FN om nødvendigheden af militært angreb. Masseødelæggelsesvåbnene kom nu atter i fokus, og særlig kontroversielt blev det, om Iraq var i stand til at producere atomvåben. Det britiske International Institute for Strategic Studies offentliggjorde i september 2002 en vurdering af Iraqs militære formåen og konkluderede heri, at landet ville være i stand til at producere atomvåben i løbet af nogle måneder, hvis det fik mulighed for at skabe sig spaltbar uran. Påstanden var altså ikke længere, at Iraq havde atomvåben, men havde et videnskabeligt potentiale for at udvikle dem. Det kom til at spille en central rolle, da George W. Bush i januar 2003 kunne fremlægge efterretningsrapporter om, at Iraq i slutningen af 90'erne havde søgt at købe uran i Niger. Rapporterne var falske. CIA og USA's regering vidste dette, men brugte alligevel påstanden som et af sine vigtigste argumenter.
USA løb i efteråret 2002 ind i det problem, at resten af verden - og specielt medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd - ikke følte sig overbeviste af USA's påstande om Iraqs masseødelæggelsesvåben, og derfor heller ikke ville sanktionere et militært angreb fra USA's side. I stedet blev der udformet en forsigtig sikkerhedsrådsresolution, der åbnede op for våbeninspektørernes tilbagevenden. Den placerede hele bevisførelsen på Iraq og ikke våbeninspektørerne. Landet blev kendt skyldig i besiddelse af masseødelæggelsesvåben - til det havde bevist det modsatte. I december 2002 afleverede det 10.000 dokumenter til FN, der skulle dokumentere destruktionen af våbnene. Dokumenter der dog efter et par dage blev bortført af USA, da de også rummede oplysninger om de vestlige virksomheder og regeringer der havde deltaget i opbygningen af de irakiske våbenprogrammer.
I januar 2003 erklærede inspektører fra IAEA, at der ikke eksisterede indikationer af, at Iraq skulle have et program til fremstilling af atomvåben, og at der heller ikke eksisterede beviser for, at Iraq skulle være i besiddelse af sådanne våben.
Iraq fortsatte med at forsikre, at landet ikke længere rådede over masseødelæggelsesvåben. Som Scott Ritter havde erklæret allerede i 1998 var det imidlertid ikke muligt at bevise, at 100% af de irakiske masseødelæggelsesvåben var blevet destrueret, og dette var kravet i FN Resolutionen. Chefen for våbeninspektørerne Hans Blix måtte derfor flere gange bede om mere tid til inspektionerne, men denne tid var USA ikke villig til at give. På den anden side lykkedes det ikke supermagten at overbevise hverken Sikkerhedsrådet eller verdenssamfundet om nødvendigheden af krig mod Iraq. USA valgte derfor sammen med enkelte andre slyngelstater som Storbritannien og Danmark at angribe Iraq på egen hånd - krænkende folkeretten og FN's charter.
I ugerne op til invasionen 20. marts strammede USA gradvist grebet. Først blev det krævet, at Iraq skulle skaffe sig af med alle masseødelæggelsesvåben, eller udskifte sin regering. Umiddelbart før invasionen erklærede USA, at nedrustning ikke længere var tilstrækkelig. Saddam Hussein skulle sættes fra magten. Og endelig 2 dage før invasionen erklærede supermagten, at selv om Hussein trak sig tilbage og der blev indsat en ny regering, ville USA alligevel invadere for at «overvåge» overgangen til et nyt styre.
Hvis Iraq rådede over masseødelæggelsesvåben skulle man formode, at de ville blive taget i anvendelse nu når regimet stod med ryggen mod muren. Det skete ikke, og det er ikke siden hen lykkedes USA at lokalisere masseødelæggelsesvåben og produktionsfaciliteter for sådanne.
Før invasionen blev FN's våbeninspektører af sikkerhedsmæssige årsager trukket ud af landet, men efter at Saddam styret i midten af april var brudt sammen, krævede chefen for våbeninspektørerne Hans Blix 24. april at få lov til at vende tilbage for at søge efter de forbudte våben. Et krav der blev blankt afvist fra besættelsesmagtens side.
I et interview med magasinet Vanity Fair afslørede viceforsvarsminister Paul Wolfowitz 30. maj 2003, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben af regeringsbureaukratiske årsager var blevet gjort til den eneste årsag til konflikten med Iraq, men i virkeligheden var der også 2 andre: «Iraqs støtte til terrorisme og den kriminelle behandling af det irakiske folk». I en tale til USA's kongres 17. juli 2003 erklærede Storbritanniens premierminister Tony Blair, at «.. historien ville frikende USA og Storbritannien, hvis det viser sig, at de tog fejl i deres påstande om masseødelæggelsesvåben».
I takt med at der kommer stadig flere eksempler på USA's og Storbritanniens svindel med «beviser» for Iraqs masseødelæggelsesvåben, og at disse våben ikke er at finde noget sted i Iraq er presset øget på regeringerne i begge lande. I Danmark har statsminister Anders Fogh Rasmussen i stedet erklæret, at masseødelæggelsesvåbnene var ligegyldige. «Historien havde bevist, at det var rigtigt at invadere Iraq og afsætte Saddam» - uanset at den internationale folkeret og FN's charter derved blev krænket, og uanset de menneskelige lidelser i Iraq under og efter krigen.
Efter besættelsen af Iraq har USA rettet tilsvarende beskyldninger om besiddelse af «masseødelæggelsesvåben» mod Syrien, Iran og Nordkorea. Supermagten har dog samtidig meddelt, at der ikke er umiddelbare planer om besættelses af disse lande.
USA's masseødelæggelsesvåben
| Våbentype | Omfang | Kilde |
| Atomsprænghoveder | 8.876 | Bulletin of the Atomic Scientists, may/june 2000 |
| Kemiske våben | 31.496 tons fordelt på 9 oplagringssteder i USA. Næsten udelukkende senneps- og nervegasser | Federation of American Scientists |
| Biologiske våben | Omfang ukendt |
Sidst ajourført: 22/8 2003
Læst af: 54.385