Browserudgave

The International Labour Union

The International Labour Union (1877-79, Den internationale Arbejderunion), britisk socialistisk landsorganisation.

Efter at 1. Internationale (The International Working Men’s Association, IWMA) havde flyttet sit hovedsæde til USA for at komme ud over de ufrugtbare diskussioner med de anarkistiske grupperinger i Internationalen, varede det kun få år inden Internationalen også formelt opløste sig selv på en konference i Philadelphia i 1876. Enkelte steder, f.eks. i USA, forsøgte nogle få organisationer og tidligere medlemmer at føre en internationalistisk organisation videre, men måtte give op efter nogle år. Også i England fandtes en sådan efterfølger: The International Labour Union, som eksisterede i godt og vel et år.

Initiativtagerne til den nye forening havde i flere tilfælde snæver tilknytning til 1. Internationale og havde været medlemmer af generalrådet eller på anden måde været aktive i arbejdet. Den nye forening blev stiftet i december 1877, efter at et forudgående møde den 15. november havde nedsat en forberedende komite. I den forberedende gruppe var der repræsenteret forskellige retninger, men man nåede til enighed om en 7-punkts programmatisk udtalelse. I denne bestemtes det, at foreningen skulle samle alle landets (Storbritannien) arbejdere; dernæste skulle den søge at tilvejebringe et internationationalt samarbejde mellem de forskellige lokale og nationale organisationer i forskellige lande og koordinere disse sammenslutningers optræden i stridsspørgsmål. Foreningen skulle endvidere medvirke til, at alle arbejdere organiserede sig i fagforeninger og arbejderforbund. Forslaget vedtoges stort set uændret, der udviklede sig dog en omfattende diskussion om den nye forenings navn. Det blev med et snævert flertal vedtaget, at den skulle hedde The International Labour Union og ikke IWMA. Denne beslutning havde øjensynlig signalværdi og medførte bl.a., at snedkeren Adam Weiler forlod foreningen. Weiler havde i mange år stået i tæt kontakt med Marx og blev i 1880'erne hjulpet økonomisk af Engels, da han pga. sygdom var blevet uarbejdsdygtig. Dermed var også kontakten til den marxistiske retning blevet afbrudt. De andre medlemmer, som havde samarbejdet med Marx - som schweizeren Jung og tyskeren Eccarius - havde på dette tidspunkt allerede brudt med ham.

Det er bemærkelsesværdigt, at flere kvinder var aktive medlemmer, og at nogle af dem også senere spillede en fremtrædende rolle i engelsk arbejderbevægelse, f.eks. Annie Besant og lidt i yderkanten Harriet Law. Andre medlemmer var aktive i fagbevægelsen.

Foreningen udfoldede en stor aktivitet for at få kontakt dels med britiske fagorganisationer og arbejderforeninger, dels for at opbygge et internationalt kontaktnet. Der var enkelte resultater, og i september 1878 deltog ILU i forberedelsen af en international socialistisk kongres i Paris og besluttede at sende flere delegerede, heriblandt Fritz Schumann, som dog foretrak at være delegeret for den danske arbejderbevægelse. Indkaldelsen til kongressen kom fra det franske arbejderparti under ledelse af Jules Guesde, men kongressen blev forbudt og endte uden noget resultat. De forskellige bestræbelser på at genoprette en omfattende Internationale lykkedes først med kongressen i Paris i 1889 (se 2. Internationale).

I sidste kvartal af 1878 afholdtes adskillige møder uden dog at kunne tiltrække mange nye medlemmer. Det sidste spor af foreningen er en indkaldelse til en generalforsamling i januar 1879.

G.C.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 13/1 2004

Læst af: 7.113