 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Anarkisme
 |
Proudhon)Der findes en historie om en Pariser i det 17. århundrede som hørte, at i Venezia fandtes der ingen konge. Manden kunne ikke komme over sin forbløffelse, og troede han skulle dø af latter, da han hørte noget så dumt. Vi deler alle denne fordom. Vi ønsker alle en eller flere ledere.
(
«Jeg ved, at ordet anarki stammer fra græsk og betyder noget i retning af at være uden ledelse eller autoritet. Men eftersom tusinde års historie har lært os, at mennesket ikke kan klare sig uden nogen af delene, er det rimeligt at tro, at anarki fører til uorden og kaos. Et samfund kan ikke klare sig uden love, regler og organisering.»
- Dette er den almindelige kritik mod anarkismen, både fra andre socialister og fra borgerligt hold. Anarkister mener faktisk, at et samfund kan eksistere uden love. De er anti-autoritære og går mod alle former for undertrykkende organisering. De mener, at ingen har ret til at bestemme over andre. De er individualister og på samme tid kollektivister.
Anarkisterne hævder, at anarkismen er det eneste ansvarlige alternativ til det kaotiske samfund, vi lever i nu. Anarkismen er ikke kun en strategi for at bryde ned. Den giver også svaret på, hvordan et ikke-autoritært samfund kan bygges op. Stikordene er samfundsrevolution, reel individuel frigørelse, flad organisering, kontrol nedefra, aktiv deltagelse, selvstyre og føderalisme.
«Jeg tror ikke på, at vi kan nå frem til den situation. Anarkisterne mangler jo endog en ordentlig analyse.»
- Det er korrekt, at anarkister ikke bare tager udgangspunkt i en teoretisk analyse. Og hvorfor skulle vi gøre det? Undertrykkelsen er overalt, og hvis du prøver at gøre noget gennem de kanaler, magthaverne giver dig, så bliver protesten lagt i en skuffe og arkiveret. Vi oplever alle magtesløsheden indenfor systemet. Vi har vore erfaringer, og det er ud fra dem, vi må handle. Det er i den situation, anarkisterne fremkommer med deres råd: Tænk selv! Slå dig sammen med andre! Gør noget her og nu!
«Du glemmer, at i nogle lande har folket faktisk taget magten og indført socialismen.»
- Anarkister ser ikke de store forskelle mellem de kapitalistiske og de såkaldt socialistiske lande. Det afgørende er ikke, hvem der formelt har ejendomsret til produktionsmidlerne, men hvem der faktisk bestemmer. I den forstand kan det være det samme, om folket bliver kuet af kapitalister i vest eller af parti- og statsbureaukrater i øst. Det folket oplever i begge tilfælde er, at det ikke er dem selv der bestemmer. De er sat udenfor, både under kapitalismen og under statssocialismen. Begge steder er frihed noget, man bare finder i festtaler og i højtidelige dokumenter, mens arbejderne under alle omstændigheder er magtesløse vedhæng til maskiner og produktionsprocesser.
Anarki eller kaos.
(Proudhon)
«Af alle påstande om anarkismen er dette den mest forvirrende og meningsløse. Alle ved jo, at anarkister er imod ordentlig organisering.»
- At anarkister er modstandere af organisering, er den mest udbredte af alle uvidenheder om anarkismen. Den har sin klare baggrund i, at både autoritære socialister og borgerlige forstår organisering som synonymt med hierarki og kommandolinier. Anarkistiske organisationer har derimod ingen styrende gruppe på toppen, som udstikker retningslinier og foretager beslutninger for alle. De er åbne og skiftende. Hvis organisationer stivner, falder de let i hænderne på et bureaukratisk fåmandsvælde af eksperter i magtudøvelse.
Heller ikke i åbne og uformelle organisationer er det muligt at undgå, at nogle får en mere central position og dermed større magt end andre. Men i anarkistiske organisationer som er små og overskuelige og bygger på princippet om rotation indenfor alle hverv, er det muligt at modvirke tendenserne til uformel centralisering af magten.
Det virkelige konfliktpunkt er således ikke for eller mod organisering, men om hvorledes man skal organisere sig i kampen for revolutionen og i det socialistiske samfund. Man kan ikke organisere sig på én måde i kampen for at omforme samfundet og så totalt skifte organisationsform efter revolutionen. Den som er oplært til at lystre en centralistisk ledelse, vil ikke være i stand til at styre sig selv, hvis ledelsen en dag skulle give påbud om det.
Malatesta)Organisering skaber ikke autoritet. Organisering er tvært imod det eneste forebyggende middel mod autoritet. På den måde kan hver og en af os lære at deltage aktivt og bevidst i kollektivt arbejde og holde op med at være et passivt redskab i ledernes hænder.
(
Der har eksisteret forskellige slags anarkistiske organisationer, men de er altid vokset frem nedefra, og er ikke blevet udformet af specialister i toppen af et bureaukratisk apparat.
Anarkistiske organisationer er baseret på smågrupper, som i deres arbejdsmåde afspejler det frigjorte samfund, de arbejder for at nå frem til. De anarkistiske kommunister benægter ikke, at der kræves koordinering mellem grupperne, at der kræves disciplin, planlægning og enhed i praksis. Men de mener samtidig, at dette kun er muligt at nå frem til frivilligt gennem disciplin, som bygger på overtalelse og forståelse - ikke ved standardiserede paroler. Anarkister har altid bekæmpet organiseringer, som reducerer de revolutionære til viljeløse robotter. Anarkister lægger afgørende vægt på, at alle hverv skal rotere - det vil sige, at opgaverne skal gå på omgang. Kun på den måde kan man undgå, at en lille gruppe bliver siddende med magten og tilraner sig eneret på viden og overblik. Et samfund uden lighed kan aldrig være et frit samfund.
Bakunin)Andres frihed begrænser og benægter på ingen måde min frihed. Tværtimod er andres frihed nødvendig for at betinge og bekræfte min frihed.
(
«Dette stadfæster bare indtrykket af, at anarkismen ikke er andet end en ekstrem og rendyrket form for borgerlig individualisme.»
- Det er korrekt, at både anarkister og liberale lægger stor vægt på frihed, men det er en misforståelse at tro, at anarkisterne har et liberalt udgangspunkt. Tvært imod går de til angreb på de liberale, fordi den individuelle frihed er udgangspunktet for deres ideologi. De liberale drager den tvivlsomme konklusion, at staten er en nødvendig plage. Det gør de, fordi den liberale teori hævder, at individet ikke er formet af samfundet, men at individet tvært imod skaber samfundet udfra sit eget billede. For de liberale er frihed noget, som findes uafhængigt af ethvert samfund, mens anarkisterne tager deres udgangspunkt i samfundet. Kun gennem samfundets kollektive handlinger kan individet blive frit.
Når anarkister kræver frihed for masserne, foregiver de ikke at afskaffe den naturlige påvirkning, som individer eller grupper af individer har på hinanden. Det anarkisterne ønsker afskaffet er påvirkningen fra de juridiske og bureaukratiske institutioner. De revolutionære skal ikke overtage magten. De skal afskaffe magten.
Vi er overbeviste om, at frihed uden socialisme er privilegier og uret, og at socialisme uden frihed er slaveri og brutalitet.
(Bakunin)
Forskellen mellem anarkister og marxister-leninister ligger ikke kun i opfattelsen af staten, men også i synet på, hvad der må gøres. Anarkisterne vil afskaffe staten og klassesamfundet ved en gennemgribende samfundsmæssig revolution. Marxister-leninister vil også knuse klassestaten, men i dens sted vil de opbygge en central og stærk statsmagt. «Proletariatets diktatur» skal indføres, men en gang i fremtiden skal staten «dø bort» af sig selv. Men kan vi forvente, at partibureaukrater frivilligt vil afskaffe sig selv og deres magtapparat? En politisk omvæltning som finder sted før og uden en samfundsmæssig omvæltning må nødvendigvis være en borgerlig revolution - det vil sige et statskup. Derfor kan den heller aldrig føre til andet end borgerlig statssocialisme.
«Ser anarkister ikke nogen forskel på den borgerlige stat og det revolutionære diktatur?»
- Forskellen er alene teoretisk. I praksis er de lige reaktionære. Både i den borgerlige stat og i det revolutionære diktatur hersker et mindretal over flertallet gennem tvangsmagt og i kraft af påstanden om overlegen kundskab og evner. Under begge styreformer er flertallets afmagt en vigtig del af mindretallets grundlag for magt. Mindretallet forstærker sine særrettigheder og folkemasserne bliver politisk og økonomisk trælbundne.
Kropotkin)Det er indlysende, at i et samfund som er opdelt i herrer og trælle, kan virkelig frihed ikke eksistere. Den vil ikke kunne eksistere så længe der findes udbyttere og udbyttede, nogen som styrer og nogen som styres.
(
Anarkisterne er optaget af magtbegrebet, og mener at skellet mellem undertrykker og undertrykt er et bedre udgangspunkt for at forstå samfundet end skellet mellem borgerskab og proletariat. Det sidste lægger ensidigt vægt på økonomiske relationer, og indfanger ikke at i et samfund står mennesker i forhold til hinanden på mange forskellige måder. Det samme menneske kan i nogle sammenhænge være undertrykt og i andre en undertrykker. Denne erkendelse er central for den anarkistiske praksis, som retter sig imod alle former for undertrykkelse, ikke bare den økonomiske. F.eks. kan en økonomisk undertrykt arbejder godt undertrykke sin familie.
Ægteskabet
ligner en anden faderlig ordning - kapitalismen. Den frarøver menneskene deres medfødte rettigheder, hæmmer deres udvikling, forgifter dem på krop og sjæl og holder dem i uvidenhed, fattigdom og afhængighed, og kommer så stikkende med sine almisser, en «godbid» som trives bedst, når der bare er levninger af menneskelig selvrespekt tilbage.
(Emma Goldman)
Anarkister opfatter det traditionelle ægteskab og kernefamilien som reaktionære institutioner. Ægteskabet holder liv i kønsrollerne og mellemmenneskelig undertrykkelse. I ægteskabet skal hver af parterne - og især manden - eje den anden med krop og sjæl. Indenfor kernefamilien bliver en lang række af samfundets problemer og konflikter afspejlet. De er politiske, men bliver pulveriserede og betegnet privatliv.
Anarkister mener, at det er politisk vigtigt at afprøve andre samlivsformer uden at opstille normer for, om man skal bo en, to eller flere personer sammen, og om man skal bo parvis eller kollektivt, selv om mange ønsker det sidste. Det afgørende er, at de menneskelige relationer ikke bygger på ejendomsret, men på frivillighed, respekt og ligeværd. Og desuden at de bryder med de eksisterende kønsroller og deler arbejdsbyrderne retfærdigt.
Med udgangspunkt i vort nuværende samfund er det en tidskrævende proces at nå frem til denne situation, som anarkister mener er en nødvendig forudsætning for et nyt samfund. I modsætning til en del andre som kalder sig socialister mener anarkisterne, at en revolution ikke er meget værd, hvis den blot indebærer, at magten skifter over på andre hænder. Det afgørende er, at menneskets livsindhold også ændres. Derfor må samlivsproblemerne være en del af den revolutionære kamp. Ændringer må komme i gang her og nu. Ellers bliver politikken teori og ikke handling. Den der taler om revolution, uden at leve den i sin hverdag, han taler med lig i munden.
«Jeg synes, det minder meget om de udflippede holdninger i den såkaldte modkultur.»
- Det er ikke så underligt, at anarkismen er blevet tæt knyttet til de modkulturelle bevægelser. Et centralt begreb indenfor modkulturen er deltagelse. Skellet mellem udøver og publikum skal brydes ned. Målet er oplevelser og nye erfaringer. Modkulturen hjælper med til at frigøre mennesket fra vaneforestillinger og gamle mønstre og peger dermed ud over dagens samfund, peger på nye og bedre måder at leve og arbejde sammen på. Derfor er den modkulturelle bevægelse i bred forstand politisk - både i form og indhold. Kulturen er ikke længere noget man opsøger. Kulturen er selve dagliglivet.
«Men er det ikke sådan som marxisterne hævder, at kulturen er underordnet de økonomiske forhold?»
- Anarkisterne mener, at marxismen er et godt redskab til at analysere ejendomsforholdene i det kapitalistiske samfund. Men når det handler om at forstå andre former for undertrykkelse som ikke er af økonomisk art - bl.a. på det kulturelle og seksuelle plan - er marxismen ikke tilstrækkelig. Blandt dogmatiske marxister bliver disse fænomener gjort til en del af den såkaldte overbygning, som de regner med vil forsvinde af sig selv efter revolutionen. Ikke mindst erfaringerne fra den russiske revolution burde have lært flere end anarkisterne, at så enkelt går det ikke.
«Jeg tror ikke anarkisterne forstår hvad der er historisk nødvendigt, for de klynger sig til et naivt syn på den menneskelige natur.»
- Anarkisterne bygger ikke på illusionen om, at «alle er gode på bunden». Bakunin formulerede det således: «Alle individer er både gode og onde. De er uundgåelige produkter af den sociale stilling, samfundet og historien har givet dem». Anarkismen afviser den metafysiske tvedeling af mennesket i rene «gode» og «onde» typer. Men da netop ingen er perfekte, er der heller ikke nogen, der er egnede til at herske over andre. Dette er en af grundene til, at anarkismen tager afstand fra herredømme i alle former.
Vær realistisk! Kræv det umulige!
(Slagord fra Paris, maj 1968)
«Det overrasker mig ikke, at anarkisterne tror på viljen og bevidstheden, og ikke erkender at det der er behov for er væbnet kamp og revolution.»
- Bevidsthed skaber ikke i sig selv revolution, men øget bevidsthed er en forudsætning for, at den sociale revolution kan gennemføres. Der er også en betingelse for at hindre tilbagefald til autoritære og kontrarevolutionære samfundsformer. En menneskemasse uden bevidsthed kan være soldater for en revolutionær generalstab, men ikke selv aktivt deltage i opbygningen af et socialistisk samfund. Derfor må man stille de samme krav til organisationsformer i det socialistiske samfund som til kampformerne for at nå frem til det samfund: Hvis den aktive deltagelse øges eller mindskes, udvikler arbejderne da bevidsthed om deres egen situation, udvikles deres evne til at styre deres egne sager, deres selvtillid?
Friheden gives ikke. Den må tages.
(Kropotkin)
Det er blevet hævdet, at det såkaldte maj-oprør i Frankrig i 1968 brød sammen af mangel på et stærkt og centralistisk parti, som kunne holde styr på det spontane oprør. Det er en tvivlsom påstand, for leninistiske partier var der massevis af. Det der manglede var en organisation, som gjorde selvorganisering til en bevidst og realistisk mulighed for folket. De franske arbejdere behøvede ingen centralkomite til at kommandere sig, men derimod en overbevisning om at de kunne drive fabrikkerne selv - ikke bare besætte dem. Ikke et eneste af bolsjevikpartierne i Frankrig rejste kravet om selvorganisering. Det var det kun anarkister og situationister der gjorde.
Hvorfor i helvede er det, vi laver revolution? Er det ikke for at gøre det muligt for ethvert individ at vinde kontrol over sit daglige liv?
(Murray Bookchin)
«Her har vi igen troen på individet og ideerne. Har anarkister aldrig hørt tale om materialisme?»
- Lad os bruge organiseringen af produktionen som indikation på hvordan anarkisterne tager udgangspunkt i den konkrete, materielle erfaring. Både leninister og socialdemokrater tror, at arbejderne kan have magten i samfundet, uanset hvordan arbejdslivet og produktionen er organiseret. De opfatter kontrollen over produktionen, og dermed den socialistiske frigørelse, som et politisk spørgsmål, som et administrationsproblem. De har ikke erkendt, at også produktionsprocesserne kan lamme arbejderne.
Socialdemokraterne tror på samarbejdsudvalg og bestyrelsesrepræsentation. I det socialdemokratiske helvede er det deres illusion om arbejdermagt. Leninisterne spreder andre illusioner. I de første år efter den russiske revolution foregik der en hård magtkamp mellem de selvstyrende arbejderkomiteer og ledelsen i parti og stat, som ville organisere produktionslivet ovenfra på statskapitalistisk vis. Disse to holdninger var som ild og vand, og det var arbejderselvstyret som tabte. Sådan må det gå, når rationel planlægning og traditionel effektivitet bliver sat i højsædet.
Anarkisterne mener, at fremmedgørende måder at indrette arbejdet på aldrig kan skabe grundlag for et kommunistisk samfund af frie mennesker. Den som hele dagen er slave af arbejdsoperationer og produktionsmål, som andre har opstillet, kan ikke om aftenen være et aktivt og selvstændigt menneske som opbygger det frie og socialistiske samfund.
«Men hvordan skal det da blive muligt at gennemføre det anarkistiske idealsamfund, hvor alle yder efter evne og modtager efter behov? Man må da have effektive maskiner for at aflaste mennesket?»
- Det er ikke et spørgsmål om et enten eller. Anarkisterne vil bruge teknologien som en tjenende og skabende kraft i samfundet, styret ud fra sociale behov og uden at det virker ødelæggende på livsmiljøet. Teknologien kan godt være avanceret, men den må ikke indrettes ud fra snævre hensyn til effektivitet eller fortjeneste. Teknologien må afpasses efter de behov og ressourcer, samfundet har. På den anden side må man også have ret til at blive svedt gennem meningsfyldt kropsarbejde.
For anarkister er det også helt afgørende, i hvor høj grad teknologien faktisk lader sig styre. Uanset om teknologien bliver aldrig så effektiv, vil anarkisterne ikke acceptere den, dersom mennesket må indrette sig efter tekniske krav til organisation. Teknologi som ikke kan styres i et decentraliseret samfund må afskaffes.
«Men fører dette ikke til maskinstorm i stedet for lønkamp?»
- Kilden til undertrykkelsen af arbejderklassen ligger i selve produktionen, lige så vel som i det politisk-økonomiske system og i voldsapparatet. Derfor må krav som hænger direkte sammen med arbejdsvilkårene - med livet på arbejdspladsen - være vigtigere end lønkrav, også i før-revolutionært politisk arbejde. Det er ikke kravene om højere løn og større forbrug, der er de alvorligste trusler mod det kapitalistiske system, men derimod de ændringer som fremmer lighed og undergraver magtforholdene.
I sin yderste konsekvens fører de integrerende og genskabende aspekter af økologien direkte ind i anarkistisk tænkning om samfundet.
(Murray Bookehin)
Anarkister tror ikke på, at de samfundsformer vi kender til i dag nogen sinde kan løse de økologiske problemstillinger. De er grundlæggende i konflikt med naturen og må laves om. Mennesket må opleve, at det er en del af et økosystem, hvor man må samarbejde med naturkræfterne i stedet for at prøve at herske over naturen ved at udnytte og udplyndre den. Derfor er aktionerne for et bedre livsmiljø også et af de vigtigste politiske kampområder i dag.
Anarkister mener, at de nødvendige, gennemgribende ændringer som må til, kun er mulige i et føderativt samfund. Det vil sige et samfund, som er opbygget af decentraliserede og selvstyrende enheder, som hver for sig er organiseret på anarkistisk vis. I et sådan samfund vil menneskene kunne se konsekvenserne af deres handlinger for dem selv og for lokalsamfundet. Da vil de have et grundlag for at være aktivt med og styre udviklingen.
Ejendom er tyveri.
(Proudhon)
Det afgørende for anarkisterne har aldrig været, hvem som formelt sad med ejendomsretten, men derimod hvem der egentlig har herredømmet over produktionsmidlerne og de kontrolinstitutioner som styrer dem. Det vigtige er ikke ejendommen i sig selv, men om den gør det muligt at bestemme over andre og udnytte dem.
Anarkisterne tror naturligvis ikke, at friheden kan føre til frigørelse, så længe staten eller et fåtal af private sidder inde med ejendomsretten. Men frihed er heller ikke mulig, dersom produktionen under socialismen er organiseret på samme måde som i dag under kapitalismen. Hvis den enkelte stadig får afgrænsede opgaver at udføre - opgaver som er udformede af andre - vil forudsætningerne for selvstændighed og frigørelse mangle. I det socialistiske samfund må de der tager del i produktionen kunne lære mere og udføre forskellige opgaver. Kun på den måde kan de bevare magten og tage ansvaret for det samfund, de er en del af.
«Men ellers er ødelæggelse og nedrivning vel et mere typisk træk end ansvarsfølelse i anarkismens historie?»
- Både anarkister og andre radikale politiske bevægelser er - ofte i ren desperation - tyet til vold og attentater. De har anvendt midler, som ikke svarer til den forståelse vi i dag har af samfundssystemet. Det står eller falder ikke med lederne på toppen af kransekagen. Men uanset det er den vold som er planlagt og udført af anarkister rene bagateller i sammenligning med det den kapitalistiske, den fascistiske og den kommunistiske verden har gennemført af massakrer, blodbad og systematisk terror, bare i sidste halvdel af det 20. århundrede.
En anden stærk tradition indenfor anarkismen er gået i retning af ikke-voldelige løsninger på konflikter. Anarkister opfatter krig og anvendelsen af vold som et tegn på hvorledes udvendig magt og autoritet bliver sat i stedet for samfundssolidaritet. Mange anarkister har været pacifister af den militante type, som anvender ikke-volds metoder i direkte aktioner. Andre har ment, at vold kan være nødvendig for at nedbryde undertrykkelsessamfundet, men et frit samfund kan aldrig bygges på vold eller trusler om vold. Et anarkistisk samfund må være et ikke-voldeligt samfund - og omvendt.
Uanset diskussionen om vold eller ikke vold er antimilitarisme et fælles træk ved al anarkisme. Anarkister har til alle tider opfattet militarismen som en af de vigtigste undertrykkelsesmekanismer i samfundet. Militarismen baserer sig på ukritisk disciplin og umælende kanonføde. Militarismen kræver u-bevidste og u-frie mennesker, som lader sig lede og kommandere. Derfor organiserede de spanske anarkister sig under borgerkrigen heller ikke på traditionelt militaristisk vis, selv om de kæmpede med våben i hånd.
Anarkister mener, der er en nødvendig sammenhæng mellem mål og midler. Man kan ikke først umynddiggøre mennesker i militaristiske organisationer, og så tro at når sejren er vundet, vil de være i stand til at handle selvstændigt. En militaristisk sejr vil altid blive et nederlag. Ikke-autoritære mål kan aldrig nåes med autoritære midler.
Jens Bjørneboe)Et samfund er kun sundt i den udstrækning, det fremviser anarkistiske træk.
(
«Der er stadig et spørgsmål, der står lige uklart for mig: Hvad er anarkisme? Er det en politisk bevægelse, en ideologi, eller en utopi?»
- Anarkismen er i al fald ikke et afsluttet historisk kapitel, som enkelte vil have det til. Anarkismen er bevidst eller ubevidst en levende kraft, så længe der findes ufrihed og undertrykkelse. Anarkismen er en bevægelse, som har sin historie, og selv om grundlaget ændrer sig, er kernen den samme. Både proudhonister og bakunister i Europa og Amerika, Makhnovitsjaen i Ukraine, CNT-revolutionære i Spanien, Maj-oprørere i Frankrig og anarkistiske smågrupper i Danmark er dele af en tradition, hvor centrale tanker og utopier i arven fra Bakunin, Kropotkin, Malatesta og andre smelter sammen. Alligevel kommer man hurtigt til kort i forståelsen af anarkismen, hvis man kun søger blandt de gamle guder, for anarkisterne er antiautoritære, også i forholdet til deres egne autoriteter. Anarkismen er præget af mangfoldighed og modsætninger, fordi den er levende.
S.Go. / A.Ho. / M.S. / H.P.Aa.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 92.852