Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Det internationale musikbureau

Det internationale musikbureau (1932-36/37). Den internationale revolutionære musikbevægelse

I den politisk tilspidsede situation i begyndelsen af 1930'erne, hvor nationalisme, fascisme og krigsforberedelser truede især Europa, etableredes i november 1932 i Moskva en ny organisation på det kultur- og musikpolitiske område: det Internationale Musikbureau (IMB). Siden 1919 havde centret for den internationale revolutionære arbejderbevægelse ligget i Moskva. Kommunistisk Internationale og flere andre Internationaler med tilknytning til Komintern havde deres hovedkvarter her. Det skabte gode muligheder for koordineringen af venstreorienterede kunstneriske og kulturpolitiske aktiviteter og for sammenslutningen af dem til internationale organisationer. Med deltagelse af nationale politiske musikbevægelser og -organisationer og under inddragelse af progressive borgerlige erhvervsmusikere, venstreorienterede musikintellektuelle og komponister skulle også en international revolutionær musikbevægelse bidrage til de verdensomspændende anstrengelser for bevarelse af freden og de humanistiske kulturværdier.

Initiativet til dannelsen af det Internationale Musikbureau (IMB) i 1932 kom fra musiksektionen i det Internationale arbejder-teater forbund. Dermed fik den progressive musikbevægelse en organisationsbasis. Takket være en aktiv og initiativrig indsats fra den sovjetiske musikvidenskabsmand Grigori M. Schneersons side havde denne sektion allerede som en optakt til etableringen af IMB gennemført en livlig korrespondance med ide- og erfaringsudveksling med organisationer og musikerpersonligheder i USA, Rusland, England, Japan, Frankrig, Østrig, Spanien, Holland, Litauen, Schweiz og Tjekkoslovakiet. I forbindelse med de første forestillinger om, hvilken struktur og hvilke opgaver et internationalt musikcentrum skulle have, planlagde man en række arbejdsgrupper – for spørgsmål vedrørende det kreative, musisk-metodiske og kunstneriske og udførende arbejde, en gruppe vedr. arbejde med masserne, en vedr. udgivelsesvirksomhed og en videnskabelig forskergruppe.

Musikbureauets opgaver

IMB havde til hensigt at opfylde bl.a. følgende opgaver: Fremme af internationale revolutionære musikværker, systematiske konsultationer blandt medlemmerne og gensidig erfaringsudveksling, organisering af internationale møder og konferencer, udgivelse af en musikbulletin og af antologier med revolutionære og folkelige sange samt videnskabelig forskning vedr. musikalske spørgsmål.

De nationale repræsentanter i IMB var ved oprettelsen Jacob Schaefer og Lan Adomjan for USA, Clamamus for Frankrig, John Horrocks for England, Taro Chara Jonesawa for Japan, Ferenc Szabó for Ungarn, Leo Malter for Østrig, Bertini for Litauen, Lies Menagé-Chalia (pseudonym for Van Gasteren) for Holland, Viktor Gorodinski, Viktor Bely, Nikolai Tschemberdshi og andre for Sovjetunionen. Hanns Eisler repræsenterede de tyske musikere i eksil, da der ikke kunne etableres en national musiksektion i Tyskland på grund af det fascistiske herredømme.

V. Gorodinski blev formand for IMB, hans stedfortræder var F. Szabó, og G. Schneerson var sekretær. Kontorerne befandt sig på Uliza Petrovka 10 i Moskva. Bulletinen Internationale Musik, hvis ansvarshavende redaktør var Paul Weiß, udkom med uregelmæssige mellemrum. Der udkom i Moskva og Leningrad flere sangbøger med internationale proletariske og antifascistiske sange samt flersprogede sangtryk til brug for kor, solo- og massesang (se bibliografien). Det kunne derimod åbenbart ikke lade sig gøre at udgive et internationalt musiktidsskrift, som Hanns Eisler gentagne gange opfordrede til.

Første halvdel af 1930'erne var præget af storstilede nationale og internationale møder, musikfestivaler og konferencer. Under den Internationale, revolutionære arbejder-olympiade afholdtes en konference i Moskva om kreative spørgsmål den 3. juni 1933. Her mødtes fagfolk fra 14 lande; blandt dem var kendte komponister som Erwin Schulhoff, Alois Hába, Josef Stanislav, Ferenc Szabó, Stefan Wolpe, Anatoli Alexandrov, Boris Schechter, Alexander Davidenko, Leo Knipper og O. Mortensen. Man diskuterede stil og kreative metoder i det proletariske musikarbejde, anvendelsen af den klassiske arv, jazzmusikkens indflydelse på den moderne musik og produktion af massesange. L. Lebedinski holdt et foredrag om «den moderne borgerlige musiks krise».

Vedrørende IMB's nationale sektioner

I hvert af de lande, hvor der var musikere og organisationer, der stod i forbindelse med IMB, var betingelserne for etablering af selvstændige revolutionære musikbevægelser forskellige, og som regel fandtes sådanne bevægelser parallelt med befolkningernes og arbejderbevægelsens traditioner inden for folke-, arbejder- og protestsang.

USA

I USA bestod den venstreorienterede musikfront af 15 nationale musikalske bevægelser, som hver især selvstændigt tilhørte «Workers' Music League» (WML – senere AML: «American Music League»), og som i 1933 havde ca. 6.000 medlemmer. I flere af de store byer i landet etablerede progressive komponister, musikere og musikvidenskabsfolk musikcentre, Pierre-Degeyter-klubber (opkaldt efter komponisten til Internationale). Klubben i Philadelphia var blandt de ældste, og den gennemførte ud over koncerter og diskussionsaftener en lang række aktiviteter i samarbejde med venstreorienterede politiske organisationer, deriblandt aktioner mod fascisme og krig.

Blandt højdepunkterne i WML's aktiviteter var en «koncert-demonstration» mod fascisme og krig, som fandt sted i New York den 4. marts 1933, og en arbejdermusik-olympiade d. 21. maj 1933, hvori der deltog arbejderorkestre og arbejderkor fra forskellige nationaliteter bosiddende i USA.

En særlig stilling i USA's progressive musikliv indtog den Jødiske arbejdermusikforening, der var oprettet i 1924, og som havde ca. 1.400 medlemmer. Fremtrædende musikgrupper var «Freiheit Gesang Verein of New York», «Freiheit Gesang Verein of Chicago» og «Freiheit Mandolin Orchestra», der havde et alsidigt repertoire.

Frankrig

I Frankrig var der fra 1933 begyndt at opstå en venstreorienteret musikbevægelse inden for rammerne af musiksektionen i AEAR (Association des Ecrivains et Artistes Révolutionnaires). Her stod aktiviteter rettet mod fascismen og krigsfaren i centrum for arbejdet, særligt i folkefrontsårene 1936/37. I 1935 opstod det renommerede Paris' Folkekor (Chorale Populaire de Paris) på basis af AEAR's kor. Også i Frankrig udgjorde den jødiske arbejdermusikbevægelse et centrum for revolutionær kultur. Den Jødiske musikliga var blandt de første venstreorienterede musikorganisationer i landet, til den hørte et kvalificeret kor med 100 sangere, et mandolinorkester samt et børne- og et lærerkor. I sommeren 1935 opstod under Romain Rollands ledelse den omfattende paraplyorganisation FMP (Fédération Musicale Populaire), som en række arbejdersangere og –musikere såvel som dirigenter og komponister såsom Darius Milhaud, Arthur Honegger, Jacques Ibert og Charles Koechlin tilsluttede sig.

Arbejdersangerne og arbejdermusikerne udviste med deres foreninger, såsom Arbejdermusikforbundet og Elsass-Lothringens arbejdersangerforbund, der omfattede flere tusinde sangere og lededes af Emile Schaeffer, et effektivt engagement til fordel for en «rød kulturenhedsfront» rettet mod fascisme og imperialistisk krig. Den vellykkede gennemførelse af den 1. Internationale arbejdermusik og –sang-olympiade, der fandt sted i Strasbourg i juni 1935, og som var en international kulturbegivenhed, skyldtes disse forbunds aktive indsats (se nedenfor).

England

I England opstod Workers' Music League (WML) i 1933 på baggrund af musiksektionen i det britiske arbejder-teaterforbund. London Labour Choral Union oprettet i 1924 var den talmæssigt største engelske arbejderkorforening, og parallelt til denne etableredes i 1929 London Workers' Music Union. Begge foreninger stod Labour Party nær og blev vejledt af Alan Bush, komponist og professor ved Royal Academy of Music. WMLs efterfølger blev den bredtfavnende organisation Workers' Music Association (WMA), som samlede sangere og musikere fra forskellige politiske retninger.

En særlig begivenhed i den engelske venstreorienterede musikbevægelses historie var «Festival of Music for the People» i april 1939 – en kunstnerisk manifestation af den antifascistiske folkefront. De medvirkende var kor, dansegrupper, dramakredse og musikgrupper, der organiserede arbejderne i Londons arbejder- og kooperative bevægelse, såvel som prominente offentlige personligheder. Festspillet «Music and the People» blev opført i en fuldt udsolgt Royal Albert Hall den 1. april 1939. Afslutningen var helliget den fælles kamp mod fascisme og krig. Den kulminerede i en indmarch af antifascistiske kæmpere fra flere lande, anført af den 83-årige arbejderfører Tom Mann og Dean of Canterbury Hewlett Johnson. Paul Robeson istemte den afsluttende fællessang . I Queens Hall havde Benjamin Britten præsenteret sin «Ballad of Heroes», der var komponeret til minde om de faldne britiske spanienskæmpere.

Tjekkoslovakiet

I Tjekkoslovakiet omfattede arbejderteaterforbundet en musiksektion, som lededes af komponisten Josef Stanislav, og som havde andre komponister såsom Erwin Schulhoff, Vit Nejedl´y og Alois Hába blandt sine medlemmer. Et højdepunkt i arbejdermusikbevægelsens virke var gennemførelsen af den tysk-tjekkiske arbejdermusikfestival i juni 1935 ved Liberec (Reichenberg) i det nordlige Böhmen.

Japan

I Japan havde en række venstreorienterede musikere i 1928 dannet Proletarian Music League der blev ledet af sangerinden Akiko Seki. Fra februar 1931 dannedes der i mange landsbyer og fabrikker musikgrupper for arbejdere, funktionærer, bønder og repræsentanter for intelligentsiaen. Der opstod mange nye massesange, og komponisten Shu Ninomija skrev med udgangspunkt i japanske arbejdersange en revolutionssymfoni.

Holland og Belgien

Også i Holland og Belgien opstod der musikbureauer, der skulle fremme og udbrede revolutionær musik via kor og arbejdermusikgrupper.

Tyskland

I Tyskland var der inden for den traditionsrige arbejdersangerbevægelse, der talte cirka 270.000 korsangere (1928), opstået en revolutionær opposition til den ofte uforpligtende kulturpolitiske linie, som det socialdemokratisk ledede Deutscher Arbeiter-Sängerbund (DAS) fulgte. Denne opposition sluttede sig i 1931 sammen i Kampfgemeinschaft der Arbeitersänger og Kampfgemeinschaft der Arbeitermusiker. Her samarbejdede korsangere, arbejder- og erhvervsmusikere, komponister, musikvidenskabsfolk og dirigenter i faggrupper om det fælles anliggende. Under det fascistiske diktatur kunne venstreorienterede musikgrupper i Tyskland kun arbejde under jorden eller illegalt, og progressive erhvervsmusikere kun i politisk eksil. Under disse omstændigheder var det umuligt at etablere en tysk landesektion af IMB.

Så meget desto mere engagerede Hanns Eisler, der havde levet i eksil i USA siden 1930'erne, sig i at fremme den internationale revolutionære musikbevægelse, ligesom han stillede sig til rådighed for praktiske og konceptuelle opgaver i IMB. I 1935 var han formand og præsident for IMB, hans stedfortræder var musikpædagogen Hermann Reichenbach. Sammen overbragte de i september 1935 Arbejdersanger-Internationalen, der på det tidspunkt havde sit hovedsæde i Tjekkoslovakiet, et tilbud fra de venstreorienterede tyske arbejdermusikere om en enhedsfront og en fælles indsats i overensstemmelse med arbejdermusikkens antifascistiske opdrag. Dette tilbud blev ignoreret og ikke accepteret trods opbakning fra Alan Bush og Fritz Hug (Schweiz).

Højdepunktet og den vigtigste begivenhed i den internationale revolutionære musikbevægelse og i IMB's virke var organiseringen og gennemførelsen af den 1. Internationale arbejdermusik og -sang-olympiade, der fandt sted fra 8.-10. juni 1935 i Strasbourg i Elsass-Lothringen. På en forudgående koncert i Paris 1. juni 1935 sendtes en hilsen til arbejdermusik-olympiaden, som var underkrevet af bl.a. Jørgen bentzon, Finn Høffding og Hermann Koppel. Hensigten var at skabe en bred aktionsalliance bestående af alle antifascistiske og demokratiske kræfter på basis af en enhedsfront omfattende hele arbejderklassen med henblik på at forsvare humanismen og menneskeværdigheden mod fascismen og at bevare verdenskulturen fra fascistisk forfalskning og tilintetgørelse. Også musikken skulle yde sit bidrag hertil. 45 væsentlige personligheder fra det internationale kulturelle liv havde erklæret sig villige til at deltage i olympiadens æreskomité, heriblandt Henri Barbusse, Bertolt Brecht, Aaron Copland, Hanns Eisler, Arthur Honegger, Egon Erwin Kisch, Darius Milhaud, Théodor Plivier, Erwin Piscator, Romain Rolland, Hermann Scherchen, Dmitri Schostakovitsch, Charles Seeger, Erich Weinert og Friedrich Wolf.

3000 deltagere fra Elsass-Lothringen, Frankrig, England, Holland, Tjekkoslovakiet og – illegalt – Tyskland var kommet til Strasbourg. Blandt højdepunkterne var åbningskoncerten med optræden af «London Labour Choral Union» og «Union chorale des ouvriers libres de Strasbourg», med et fanfaretog fra Frankrig og AEAR's Paris-kor, som til denne lejlighed havde sluttet sig sammen med Paris' Arbejderuniversitets kor under ledelse af Suzanne Cointe. Der var særlig applaus til Ernst Buschs optræden med Hanns Eisler ved klaveret, de foredrog Moorsoldatenlied og som førsteopførelse Einheitsfrontlied af Brecht/Eisler, der var blevet færdig kort forinden.

Der var udskrevet en musikalsk konkurrence for de mange arbejder-musikgrupper – kor og alle mulige instrumentalgrupper – som var opdelt i ni sektioner i henhold til musikalsk besætning og kunstneriske kvalitetskategorier. Hanns Eisler ledede juryen, der bestod af 36 fagfolk.

Denne internationale musikfest afsluttedes med en konference, hvori 200 komponister, erhvervsmusikere, dirigenter, musikvidenskabsfolk og musikkritikere, delegerede fra og formænd for arbejdermusikforeninger i forskellige lande samt medlemmer af juryen deltog. Hanns Eisler talte i sit foredrag om arbejdermusik- og sangbevægelsens kommende opgaver og opfordrede komponisterne til at skrive ny, moderne musik for arbejderne og at opkvalificere disse musikalsk. Angående den musikalske konkurrence konstaterede han kritisk, at det musikalske udvalg af de opførte stykker på trods af gode kunstneriske præstationer ikke levede op til de kriterier, som man måtte stille til arbejdermusik-kollektiver. Grupperne burde sætte sig til modværge mod værdiløse, forældede og intetsigende stykker og mod koncentrationen om arbejderkorsange fra det 19. århundrede, der ikke længere levede op til samtidens krav. Ved konferences afslutning blev der oplæst et manifest, der – på basis af krisen i det borgerlige samfund og dennes konsekvenser for kunsten og kunstnernes livs- og arbejdsbetingelser – pegede på nødvendigheden af at gå sammen med arbejderbevægelsen som en partner i kampen mod det fascistiske kulturbarbari.

Samme år begyndte det Internationale Musikbureau yderligere to initiativer med henblik på at få en bredere offentlighed i tale med sit anliggende og også at skabe betingelser for et samarbejde med borgerlige erhvervsmusikere.

Tjekkoslovakiets arbejdersangere og –musikere kunne på grund af finansielle vanskeligheder ikke deltage i Olympiaden i Strasbourg. De besluttede at organisere en nordbøhmisk arbejdermusik-fest d. 15. og 16. juni 1935 på Königshöhe (Královka) ved Reichenberg (Liberec) med deltagelse af tyske arbejdermusik- og sangforeninger fra det tjekkisk-tyske grænseområde. Det blev en imponerende antifascistisk demonstration af samarbejde mellem tyske og tjekkiske kommunister og socialdemokrater rettet mod den sudetertyske fascisme, der var ved at blive stærkere. Også her ydede Hanns Eisler og Hermann Reichenbach en afgørende indsats.

Begge deltog også som officielle repræsentanter for IMB i konsultationer under den 13. Festival afholdt af det Internationale Selskab for Ny Musik i Prag i september samme år, Eisler som præsident for IMB og i sin egenskab af medlem af faggruppen. Deres mål var at vinde prominente musikpersonligheder som antifascistiske allierede. Hanns Eisler talte til de delegerede om den moderne komponists problemer og opgaver, om dennes samfundsmæssige isolation og om det tekniske anarki, som kun kunne overvindes via en konfrontation mellem den nye musik og et nyt socialt miljø.

I vurderingen af alle disse aktiviteter i 1935 måtte det konstateres, at IMB's arbejde på ingen måde formåede at afspejle hele bredden i den internationale progressive musikbevægelse. Mange potentielle allierede veg tilbage for et samarbejde med en centralorganisation ledet fra Moskva. Dertil kom den stadigt mere synlige restriktive udarten af den stalinistiske politik, som fra omkring 1936/37 også degenererede til undertrykkelse rettet mod udenlandske kunstnere og intellektuelle. Dermed fik også det Internationale Musikbureaus hidtidige bemærkelsesværdige anstrengelser en ende.

Der fandtes bestræbelser på at etablere et nyt musikbureau i Paris, med et forandret koncept og nye former og arbejdsmetoder. Det blev foreslået, at landesektionerne skulle gå over til løsere former, til selvstændige nationale musikalske foreninger i lande som Frankrig og Storbritannien og til at arbejde videre i form af klubber, såsom Pierre-Degeyter- og delvis også John-Reed-klubberne i USA.

Den tilspidsede politiske situation i Europa – karakteriseret ved sammenbruddet for folkefrontsregeringerne i Spanien og Frankrig og den tyske fascismes indmarch i andre europæiske lande, som var begyndt at aftegne sig – gjorde imidlertid en koordineret fortsættelse af disse livfulde kunstneriske processer umulig.

Grigorij Schneerson, der arbejdede som sekretær i det sovjetiske komponistforbunds udlandssekretariat, holdt efter 1936 i første omgang forbindelsen ved lige og brugte fortsat spalterne i fagbladet Sovjetskaja Musyka til at informere om det internationale musikliv og om begivenheder og mennesker i den revolutionære musikbevægelse.

Man må vurdere de få års aktiviteter indenfor rammerne af det Internationale Musikbureau som et væsentligt forsøg på at skabe forandring ved hjælp af den politiske kunst under de eksisterende politiske og samfundsmæssige forhold, på at øve indflydelse på folks overbevisning og holdning til fordel for fremskridt, menneskelighed og menneskelig værdighed.

I.La.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 10/2 2005

Læst af: 24.611