 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Opmærksomhed
Opmærksomhed er organismens rettethed mod omgivelserne. Stort set alle organismer har en sådan indbygget rettethed som et livsnødvendigt funktionelt system, lige fra encellede organismer til mennesket. I princippet har alle organismer en psyke, der retter sig mod omgivelserne. Rettetheden kan være fokuseret som en søgen efter føde- og parringsobjekter eller en bred vagtsomhed mod fare eller fjender. Denne biologisk funderede og medfødte rettethed omtales ofte også som orienteringsrefleksen, hvor det er forhold i omgivelserne, der udløser sansningen og adfærden. Der er tale om en automatisk og impulsiv opmærksomhed. Hos mennesket forandres denne impulsive opmærksomhed gennem læring i perioden 0 - 18/24 måneders alderen i det nære samvær og samspil med forældrene eller andre omsorgsgivere. Herved bliver opmærksomhedsfunktionen viljestyret og intentionel og knyttet sammen med den gryende bevidsthedsfunktion med refleksiviteten. Opmærksomhedens rettethed eller, hvad den ofte kaldes koncentrationsevnen, skifter fra ydre styring fra stimuli til indre styring fra intentionalitet, så barnet lærer selv at vælge og bestemme sit fokus.
Hjernen
Hjernen er udstyret med et vågenhedssystem, det retikulære aktiveringssystem (RAS). Det er placeret i den øverste del af hjernestammen og holder hjernen og organismen vågen ved udsendelse af kaskader af elektriske impulser først og fremmest til storhjernen (neocortex) med de grå hjerneceller, der ligger som et ca. 3 mm tykt lag på hjernens overflade. Forandres eller nedsættes de elektriske impulser ændres vågenheden, så vi bliver mindre årvågne, falder i søvn eller mister bevidstheden. Vågenheden er desuden nødvendig for kroppens tonus, så muskler, sener og led har en spændthed, der holder os parate og på højkant, så vi kan bevæge os, stå og sanse. Grundlæggende vedligeholder RAS livet igennem orienteringsrefleksen, den impulsive opmærksomhed, så vi har den med os døgnet rundt, f.eks. vågner moderen ved spædbarnets gråd, eller vi reagerer på skyggen fra en giftig slange i bladhanget langs stien.
Ved læring opnår mennesket sin egen viljestyrede opmærksomhed. Det kræver imidlertid et nært samspil med barnets voksne i de første 1½ - 2 år af tilværelsen, hvor den voksne rammesætter samværet ved at vise barnet bestemte og vigtige ting og situationer og tale med det imens. Denne deiksiske (pegende) funktion med fysisk og verbal udpegen giver ved ganske mange gentagelser barnet dets egen rettethed og fokus på bestemte, udvalgte ting og situationer. Eksperimenter viser, at i perioden fra ca. 3-6 måneder skifter barnet opmærksomhed efter nyhedsværdien ved genstande eller, hvis genstande uventet skifter plads. Således kan det iagttages, at barnet fra starten er i gang med at lære. Genstande er kun nye de første gange barnet møder dem. Derefter er de kendte og genkendte, fordi de er indordnede i det kognitive system. Hjerneaktiviteten slukker efter et vist antal gentagelser. I perioden fra ca. 6-18 måneder lærer barnet at kontrollere sin opmærksomhed. Ser man samtidig med et eksperiment ind i hjernen, så er det karakteristisk, at frontallapperne er kommet med. Der er ved at blive oprettet et frontalt netværk, der kan tage sig af selektiv opmærksomhed, viljestyring og bevidsthed. Det frontale netværk kaldes også det eksekutive system (det udførende), fordi det kan udløse og styre den intentionelle opmærksomhed. Der sker en nærmest dramatisk udvikling af barnets evne til at følge den voksnes blikretning og pegen i ca. 6-8 måneders alderen. Seks måneders børn ser på den voksne, når denne retter sit blik mod en genstand, otte måneders børn ser væk fra den voksne og i stedet i den retning blikket og pegningen angiver.
Opmærksomhedens psykologi
Forudsætningen for, at barnet udvikler en viljestyret og intentionel opmærksomhed er som nævnt, at der er et intensivt og gensidigt samspil mellem barnet og dets voksne. Det kræver dels at der er en relationel tryghed og dels at den voksne inddrager omgivelserne i samværet, hvilket man kalder det fælles tredje. Opmærksomhed er en færdighed, der skal læres, og ikke en funktion, der fremkommer ved modning og vækst. Mennesket er (formentlig) den eneste art på jorden, der iværksætter målrettet undervisning. Chimpanseunger f.eks. må klare sig med imitativ virksomhed.
Den russiske psykolog Lev S. Vygotsky har peget på, at de mere komplekse former for opmærksomhed har en social og ikke en biologisk oprindelse, og skyldes aktivitetsformer, der skabes i relationerne mellem barnets og dets voksne, der regulerer og selekterer denne særlige mentale aktivitet. Det beskrev han allerede i 1929, hvor man i Danmark argumenterede for, at opmærksomhed ikke eksisterede. Overgangen mellem de to opmærksomhedsformer, den impulsive og den viljestyrede, er en fase med en formidlet opmærksomhed, hvor barnet lærer sammen med sine voksne gennem deres fælles aktivitet. Det er, siger Vygotsky, en psykologisk funktion delt mellem to personer. Her peger, viser og taler den voksne, og barnet responderer. Sådan er opmærksomhedens sociale organisering. Efterhånden overtager barnet selv funktionen, og det støttes deri ved at kunne bruge talen til at benævne og derved udvælge og udpege det, som det retter sin opmærksomhed mod. Derved skifter opmærksomheden fra at være en ydre organiseret proces til at blive indre organiseret, dvs. blive en psykologisk organiseret proces med viljestyring og selvregulering. Han understreger talens indeksikale (pegende) funktion, også længe før sproget har begrebslig mening. Som voksne bruger vi også sproget både til informationsudveksling, tænkning og som pegende redskab.
Opmærksomheder
På sigt udvikles den viljestyrede opmærksomhed med tre funktioner: 1) koncentration eller fokusering, 2) vedholdenhed og 3) evnen til at udelukke forstyrrelser. Udover denne fokuserede opmærksomhed kan iagttages en række andre opmærksomhedsformer.
Breddeopmærksomhed er en opmærksomhed på hele feltet uden fokus på eller søgen efter noget bestemt. Det er billedligt at stille den fotografiske linse uskarpt eller på uendeligt. Det at sprede opmærksomheden, så den er rettet bredt ud i rummet, støttes og reguleres af højre hjernehalvdel, der netop ordner indtryk og tænker i rumlighed. Breddeopmærksomhed anvendes inden for nogle meditationsformer og østlige regioner, ligesom fokuseret opmærksomhed i andre former anvendes sammen med et mantra eller mandala. Skader i højre hemisfære indsnævrer opmærksomheden.
Randopmærksomhed er en særlig mental indstilling, vi kan vælge os, så vi fokuserer på det, der sker i yderkanten af synsfeltet. Et eksempel herpå er bilkørsel, hvor randopmærksomheden kan være afgørende for at kunne reagere på risikoen for ulykker. Det er også betydningsfuldt, når man færdes i junglen i Afrika for at undgå slanger.
Delt opmærksomhed eller simultankapacitet er kapaciteten til at have fokuseret opmærksomhed på flere ting på én gang. Småbørnsmødre vil almindeligvis tale for, at vi har evnen til delt opmærksomhed. Kokke (og andre håndværkere) har almindeligvis en række samtidige funktioner kørende. Deres force er imidlertid, at de har højt automatiserede delfunktioner kørende parallelt og samtidigt. Deres omfattende bevidsthed om processens forløb og timing og deres målforestillinger holder de mange funktioner sammen. Det er diskuteret og uafklaret, om der reelt er tale om, at opmærksomheden kan dele sig i flere fokuspunkter. Nogle vil hævde, at det er en mulighed, andre at der er en stadig (og lynhurtig) skiften fra det ene til det andet til det tredje og tilbage igen, kaldet switching-teori. Det synes i eksperimenter at tage ca. 500 millisekunder at skifte fra det ene til det andet.
Opmærksomhedens pædagogik
Der er udviklet ganske omfattende teorier og beskrivelser af diagnostik og behandling af mennesker med dysfunktioner og skader mht. opmærksomhedsfunktionerne. Imidlertid er der meget lidt beskrevet om den almene og normale udvikling af opmærksomhed. I daginstitution og skole taler man især og kun om opmærksomhed, når barnet fremtræder ukoncentreret, uroligt og skiftende fra det ene til det andet uden at gøre noget færdigt.
Det kan være overraskende, at både psykologer, pædagoger og lærere kun lægger mærke til opmærksomhedsfunktionens fremtræden, når funktionen er fraværende eller mangelfuld. Formentlig skyldes det, at såvel professionelle som de fleste som lægfolk ikke har forstået, at opmærksomhed er en færdighed, der skal læres.
Hvorfor er nogle børn (og voksne med for den sags skyld) ukoncentrerede, mens andre kan samle sig om tingene og gøre dem færdige?
Opmærksomhedens pædagogik starter selvfølgelig i spædbarns- og småbarnsalderen (de første to leveår), som det er beskrevet oven for, men hvordan følger man det i barneårene? Et af grebene er at inddrage børn sammen med deres voksne i praktiske aktiviteter og arbejdsomhed i køkken, madlavning, hobbyværksted, have, indkøb. Alle disse praktiske aktiviteter er konkrete, kropslige og sanselige og har øjensynlige afslutninger og mål. Det afgørende er, at barnet beskæftiger sig med sådanne aktiviteter, sammen med deres voksne og ikke på egen hånd. Den frie leg især i daginstitutionen kan og bør suppleres med praktisk arbejdsomhed sammen med de voksne. Børn der ikke tidligt har lært sig viljestyret opmærksomhed kan udmærket lære det senere i opvæksten. Problemet her er ofte, at de voksne netop ikke ser opmærksomhed som et læringsanliggende med store børn og derfor ikke tilbyder de helt grundliggende øvelser i sammen med en voksen at få rettet blik og lytten på netop en bestemt opgave eller et bestemt arbejde. Det kræver, at den voksne i et nært samarbejde med barnet opbygger et fælles fokus på emnet eller aktiviteten. Det som stort set alle voksne kan og gør pr. automatik og som en medfødt parathed, det udløses af og sammen med det lille barn, skal professionaliseres, dvs. læres som bevidste pædagogiske handlinger, når man er sammen med det store barn, der ikke har lært sig en viljestyret opmærksomhed. Viljestyret opmærksomhed eller koncentrationsevne, som mange kalder det, kan øves og læres på senere tidspunkter i opvæksten og tilværelsen, hvis det med Vygotskys udtryk, medieres aktivt af den voksne.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Sidst ajourført: 7/2 2006
Læst af: 46.927