Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Aquinas, Thomas

Thomas Aquinas (ca. 1225-74), teolog og filosof. Thomas' fødes angiveligt i 1225 (andre angiver 1227). Hans forældre var adelige og faren var greve af Aquino, i dag en lille by nordvest for Napoli. I 1230 blev Thomas givet som oblat til Monte Cassino Klostret, men munkene blev bortvist i 1239, hvorefter Thomas vendte hjem. Herefter blev han sendt til det nyåbnede universitet i Napoli, hvor han stiftede bekendtskab med Dominikanerordnen. Efter faderens død i 1243 valgte han til familiens store fortrydelse at indtræde i denne, der straks ville sende ham til Paris, men på vejen blev han bortført af sin familie og slap først fri i 1244-45. I Paris og Køln havde han Albert den Store som lærer. For at afslutte uddannelsen underviste han 1252-1254 i Biblen, kommenterede Peter Lombards sentenser 1254-1256 og fik derefter ret til at undervise (licentia docendi), hvorefter han i 1259 blev magister i teologi. Han underviste flere år i Rom, Paris og Napoli. Den 7. marts 1274 dødede han af sygdom på vej til koncilet i Lyon.

Han har kommenteret mange af Aristoteles' værker (Fysikken , Om sjælen, Etikken, Politikken, m.fl.), Peter Lombards sentenser 1254-1256, og diskuteret en lang række særlige spørgsmål (Om sandhed 1256-1259, Om sjælen 1269-1270, Om det onde 1270-1271, Om dyderne 1271-1272, m.fl.), samt de såkaldte Quodlibet 1256-1259 og 1269-1272, dvs. en samling af alle mulige spørgsmål. Derudover har han skrevet flere såkaldte Summa om teologiske spørgsmål, heriblandt Summa contra gentiles 1261-1264 og hans mest berømte værk Summa theologiae 1265-1268 og 1272-1273 (ufuldendt).

Thomas er først og fremmest teolog, På det teologiske plan gennemfører Thomas en nyorientering i forhold til den herskende af Augustin prægede teologi. Thomas skifter med Etienne Gilsons udtryk fra en essentiel til en eksistentiel ontologi, dvs. at man gennem nogle beviser for Guds eksistens søger at etablere, hvad der er Guds essens.

Thomas' syn på den verden, der omgiver os, er i høj grad overtaget fra Aristoteles. Den består af substanser, som på deres side er sammensat af form og materie. Det er materien, der gør to substanser numerisk forskellige, men det er formen, der er den vigtigste, idet materien er til for at bevare den. Den formelle forskel implicerer imidlertid en ulighed, der gør, at de naturlige ting er hierarkisk ordnet, sådan at de sammensatte ting er mere perfekte end elementerne, planterne mere end mineralerne, dyrene mere end planterne og menneskene mere end dyrene. Perfektionen implicerer nemlig, at tingene har forskellige grader af godhed. Gud er som det mest perfekte væsen derfor også algod, og denne godhed formidler Gud videre til sit skaberværk, idet hver enkelt skabning søger at opnå sin egen perfektion i overensstemmelse med den guddommelige perfektion og godhed, som er alle tings mål. Alle disse endemål er ordnet indbyrdes i forhold til det endelige mål, Gud, eftersom nogle mål tjener de andre. For eksempel er det meningen at mennesket skal bruge dyr og planter til at realisere sit eget formål. Det er i kraft af dette syn på verden og naturen, at Thomas mener at kunne bevise Guds eksistens: for det første ved at følge kæden af årsager tilbage til dens udgangspunkt i Gud, dernæst ved at hævde nødvendigheden af en første bevæger, for det tredje ved at pege på, at der må være noget, der nødvendigvis er, for det fjerde ved at hævde, at der må være et allermest perfekt væsen, siden tingene har en forskellig grad af perfektion, og endelig at der må være et højeste mål, som tingene er indordnet under.

Thomas' syn på moral og politik er nøje knyttet til dette verdensbillede. Mennesket søger jo sin egen lykke, idet alle, der handler, må handle med et mål for øje, og dette mål må være det gode. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket er ufrit, for hvad der er godt for mennesket kan vi kun erkende gennem de sanselige erfaringer vi har om mennesket, og her kan intellektet have forskellige opfattelser, som viljen må vælge imellem, ligesom viljen kan lade være med at tænke på det intellektet tænker på, for viljen er nemlig kun nødt til at vælge saligheden, men den erkender vi kun umiddelbart foran Guds åsyn i himlen. At søge det gode er derfor moralens første princip, som vi erkender umiddelbart, men hvad det gode er i en bestemt situation kan ikke bestemmes på den måde. Her må vi undersøge den verden, vi lever i, og hvilke naturlige tilbøjeligheder vi har, og dette resulterer i nogle sekundære principper. Ligesom Aristoteles opfatter Thomas menneskets intellektuelle og fysiske aktivitet som struktureret af en rækker dyder, som man generelt kan beskrive som nogle indarbejdede vaner (habitus). Nogle af disse vaner gør os tilbøjelige til at tænke og ræsonnere på nogle bestemte måder, og det er de intellektuelle dyder, men andre vaner gør os tilbøjelige til at handle på nogle bestemt måder, og blandt dem finder vi de moralske dyder, hvoraf de vigtigste er retfærdighed, standhaftighed og mådehold, der sammen med klogskab udgør de fire kardinaldyder. Den moralske dyd gør én tilbøjelig til umiddelbart at handle rigtigt. Da vaner optrænes og styrkes ved at udføre de samme handlinger, bliver et menneske godt ved at udføre gode handlinger, og at være et godt menneske vil sige, at man er præget af en kompleks struktur af vaner, som gør en tilbøjelig til at handle rigtigt.

Den moralske dyd er en indre motivation til at handle, mens lovene er den regel, der styrer eller bør styre denne aktivitet. Den evige lov er hele universets lov, som kun Gud erkender fuldstændigt. Mennesket har kun indsigt i en del af denne lov i form af den naturlige lov, som vi som nævnt ovenfor erkender ved hjælp af vores sanser. Særlige bestemmelser er blevet åbenbaret for os og formidlet igennem Biblen, og det er den guddommelige lov. Til sidst er der den menneskelige lov, som skal føre den naturlige lov ud i praksis og specificere den, og derfor har den ikke noget selvstændigt princip. Dem, der derfor af egen drift følger den naturlige lov, bør derfor ikke have noget at frygte fra den menneskelige lov, og er disse i strid med den naturlige lov, så er de i kraft heraf ikke længere love, og man er ikke forpligtet til at adlyde dem.

Mennesket søger som et fornuftigt væsen naturligt samkvem med andre for at leve i fællesskab, og her får retfærdighedens dyd en særlig betydning, idet den har det særlige ved sig, at den regulerer relationerne mellem menneskene. Den er nemlig en permanent disposition til at svare enhver sit. Grundlaget for retfærdigheden er ligheden, idet tingene naturligt kan være lige, ligesom en tønde korn er lig en tønde korn, men den kan også være konventionel, idet man beslutter, at en tønde korn er lig tre kyllinger eller et vist pengebeløb. Her er der tale om kommutativ retfærdighed, der bruger en aritmetisk proportion, hvor ting af samme værdi udveksles. Dette er baggrunden for teorien om den retfærdige pris. Det er nemlig bedrageri at sælge en ting dyrere end dens værdi. Køb og salg er indført af bekvemmelighedsgrunde, og må være til fordel for begge parter, hvilket kun er tilfældet, når de udvekslede varer har samme værdi. Penge blev alene opfundet til at repræsentere denne værdi og lette udvekslingen, hvorfor det ville være uretfærdigt, hvis prisen i penge var for høj eller for lav. Det er dog i orden, at handelsmanden tjener så meget, som er nødvendigt til at sørge for ham selv, hans familie og almisser til de fattige. Men fortjenesten må ikke blive et mål i sig selv. Det kan derfor ikke alene overlades til markedet, at fastsætte prisen, for det fælles vel er betinget af en retfærdig varecirkulation, hvorfor staten må gribe ind og regulere forholdene. Thomas skelner ikke mellem renter og åger, da begge dele er forkert, for man kan ikke sælge noget som ikke eksisterer. Penge er nemlig ligesom vin noget, der forsvinder, når man bruger dem, derfor kan man ikke sælge tingen og brugsretten særskilt.

Men før at man kan udveksle noget, må man jo eje noget. At kunne bruge en ting efter behov, det er at have ejendomsret til den. Menneskelivet ville være umuligt uden de ting, der er nødvendige til at overleve, og for så vidt er ejendomsretten en naturret. Det er fornuften, der til naturretten føjer den individuelle tilegnelse af tingene, fordi det er nødvendigt for hvert menneske at besidde visse ejendele. For når en ting tilhører alle, tager ingen sig af den, mens folk gerne passer på deres eget. Desuden vil de mellemmenneskelige relationer være mere fredelige, for når alle er tilfredse med at besidde deres, stiller de sig tilfreds med deres skæbne. Fælleseje er ofte en kilde til stridigheder. Men den naturlige ret til at bruge alle ting er ikke blevet ophævet af den private ejendomsret og står til rådighed for alle. Enhver må have det nødvendige til at dække sine egne behov. Den rige, som ikke deler ud af sin rigdom, kan derfor i nødstilfælde blive frataget sine rigdomme af de trængende, og der i dette tilfælde hverken tale om tyveri eller røveri.

Men når det drejer sig om at fordele pligter og rettigheder mellem samfundets borgere, så er tale om distributiv retfærdighed, der bruger en geometrisk proportion. Her består ligheden i at give hver enkelt i forhold til dennes fortjeneste. Her er der typisk tale om fordeling af embeder, æresbevisninger og lign. Hidtil har der været tale om personlig retfærdighed (iustitia particularis), som er den dyd at opføre sig retfærdigt i forhold til andre mennesker (et godt menneske), men der er også en retslig retfærdighed (iustitia legalis), som handler om at opføre sig retfærdigt i forhold til gruppen og det fælles vel (en god borger).

Nu er det nødvendigt med en regering til at applikere den naturlige lov i form af en menneskelig lov, og Thomas synes også på dette punkt at følge Aristoteles, som taler for en blandet styreform, hvor både konge, adel og folk deltager på hver deres måde.

Thomas' filosofi blev hurtigt udsat fra angreb og særligt fra franciskanerne, som fulgte Bonaventura, Johannes Scotus og William af Ockham, og da Dominikanerordnen forsvarede Thomas, betød det, at dominikanerne ofte var thomister. Thomas spillede også en betydelig rolle for den såkaldte anden skolastik, hvoriblandt man kan nævne Cajetan (1468-1534), Francisco Vitoria (1480-1546), Gabriel Vásquez (ca. 1551-1604) og Francisco Suarez (1548-1617). Den dag i dag spiller Thomas en væsentlig rolle for Den Katolske Kirke. I 1879 udsendte Leo XIII en encyklika, hvor han opfordrede til at genoptage studiet af Thomas. Dette førte til en betydelig opblomstring i de filosofiske studier inden for Kirken. Andre paver har senere gjort det samme, senest udsendte Johannes Paul II i 1998 en encyklika, Fides et ratio.

M.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/7 2006

Læst af: 33.593