Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Ejendomsret

Ejendomsret skal som begreb forstås som summen af de rettigheder over en genstand, der knytter sig til erhvervelsen af den. Ejendomsret afgrænses noget upræcist og gerne negativt, som de rettigheder der ikke udtrykkelig er forbudt. I princippet omfatter ejendomsret imidlertid kun de rettigheder (og forpligtelser), som lovgivningen tillægger ejeren.

Lovgivningen er forskellig afhængig af hvilken type ejendom, der er tale om, og i hvilken tidsepoke man befinder sig. Derfor vil indholdet af ejendomsretten variere tilsvarende. Mest typisk er imidlertid rettighederne til at sælge genstanden, til selv at bruge den, tillade andres brug, tilegne sig dens produkter og til at lade være at bruge den, lade den forfalde osv. Men også disse former for rettigheder er i dagens samfund i betydelig grad reguleret gennem lovgivningen.

Grundlag og indhold

Jfr. ovenstående er det den statslige lovgivning, der udgør det legale grundlag for ejendomsretten. Staten har også på anden måde stor betydning i forbindelse med ejendomsret. Dels sikres den private ejendomsrets legitimitet gennem lovgivningen, i den udstrækning staten selv opfattes som legitim. Dels anvendes det statslige magtapparat, domstole og politi, til at beskytte ejernes rådighedsudøvelse.

For det første kan ejeren ved hjælp af domstolene få gennemtvunget de dispositioner, som foretages i kraft af retten. For det andet er ejendomsret et værn mod aktive krænkelser fra andre. Her spiller straffelovgivningen en vigtig rolle.

Den almindelige opfattelse af ejendomsret er en anden end den, som her er gjort gældende. Normalt opfattes ejendomsretten, som noget substantielt som nogen har, og som staten ved sin lovgivning angriber og gør indhug i.

Ejendomsretten indebærer formelt en ret til at bestemme over ting, dvs. en række retslige muligheder til at nyttiggøre tingene på forskellige måder. Men siden mennesker ikke eksisterer uafhængig af naturen eller ting, så indebærer ejendomsretten en potentiel magt over andre mennesker. Den juridiske konstruktion af ejendomsretten udgør den legale forudsætning for enkeltpersoners magt over andre via disse ting. Men spørgsmålet om hvilket magtpotentiale dette faktisk indebærer afhænger af tingenes fysiske egenskaber, og af samfundets økonomiske og sociale niveau. Dels frembringes nye ting, dels får eksisterende ting ændret betydning i takt med samfundets tekniske og økonomiske udvikling. Det centrale er, at selve det at eje en ting ikke i sig selv er nok til at give magt over andre. Det afgørende er, at tingen er et middel til at dække mere eller mindre fundamentale behov inden for den til enhver tid eksisterende sociale og økonomiske ramme.

Den anden faktor af betydning er fordelingen af ejendomsretten. I et samfund hvor enhver ejer de ting, som er nødvendige for at dække hans/hendes fundamentale behov, er begrebet ejendomsret lidet meningsfyldt. Omvendt i et samfund hvor ejendomsretten til vigtige ting er samlet på få hænder. Her medfører dette en tilsvarende øgning i magtpotentialet, fordi flere mennesker er afhængig af få ejere.

Forbrugsvarer og fast ejendom

Enkelte ting kan kun anvendes til at dække et eller nogle få menneskers behov indenfor et afgrænset område. Det gælder for almindelige brugsting som tøj, møbler osv. Det at eje sit eget tøj giver ikke én mulighed for en særlig magtudøvelse og det er vanskelig at tænke sig, at der kan skabes en særlig styring af brugen af tøj f.eks. ved at udleje. Derfor omhandler lovgivningen sjældent almindelige brugsting, med mindre brugen af dem berører andre mennesker, som f.eks. biler.

Fast ejendom har en anden stilling. For det første udgør den et permanent knaphedsgode. For det andet er det åbenbart, at adgang til fast ejendom er væsentlig for tilfredsstillelsen af fundamentale behov. Det danner grundlag for madproduktion, for bolig og rekreation. Desuden foregår jo næsten al færdsel på jord. Disse forhold skaber behov for regulering af brugen af fast ejendom, f.eks. for at sikre almenhedens ret til at færdes og anden brug af jorden, eller sikre en forsvarlig udnyttelse af dyrkbare marker.

Der er imidlertid en væsentlig forskel på det at eje fast ejendom til eget brug og egne brugsting, og til at eje ting som andre er afhængige af. I det første tilfældet vil den magt, som udøves over andre ligge i at nægte dem at bruge tingene, og dette har sædvanligvis begrænset betydning. Er det ejendom som rækker ud over egne behov, og som andre er afhængige af, kan dette antage to former. Enten ved at nogen er afhængig af de tjenester, som tilbydes - f.eks. bolig, serviceydelser, altså et kundeforhold i bred forstand. Hvilket magtpotentiale dette repræsenterer varierer afhængig af, hvor nødvendig godet er, hvor omfattende det griber ind i modtagerens liv, og hvor mange der har kontrol med det. Et vigtig træk ved sådanne kundeforhold er, at ejeren stiller tingene til disposition, mens modtageren yder penge (normalt).

Dette adskiller sig fra forholdet mellem ejer og modtager i et arbejdsforhold. Det, arbejderen har brug for, er i og for sig ikke en genstand, arbejdsgiveren ejer, men de penge arbejderen kan få som modydelse for sin arbejdskraft. Disse penge er nødvendige for at kunne opfylde en række behov, bl.a. for at skaffe sig de tjenester, som er nævnt ovenfor. Denne magtrelation er derfor af en mere grundlæggende karakter.

Det, som giver ejeren denne magtposition, er, at han ejer genstande, som er nødvendige i en produktionsproces. Dvs. en proces som gør det muligt for ejeren at tilbyde produkter til salg og dermed give arbejderne en løn, så de kan købe produkterne.

Det er samfundets teknologiske og sociale niveau, som afgør om en genstand kan benyttes som et produktionsmiddel. Træploven er i vores samfund en museumsgenstand og ikke noget redskab i landbruget. Tilsvarende er det rent manuelle arbejde ikke tilstrækkelig som produktionsfaktor. I og med at rådighed til produktionsmidler er en del af ejendomsretten, vil brugen af retten uden videre få store konsekvenser for de ejendomsløse. For at kunne overleve vil de være afhængige af, at ejerne udnytter deres ejendomme til produktionsformål. Undladelse af dette medfører arbejdsløshed. Den frihed ejeren har til at trække sin kapital ud af virksomheden, f.eks. fordi vilkårene er mere tillokkende i andre brancher eller andre steder, indebærer med andre ord ikke bare rådighed over de genstande han selv ejer, men også magt over andre menneskers liv. Nemlig dem som er afhængige af at sælge deres arbejdskraft til de, som råder over produktionsmidlerne. Via beslutninger om investering afgør ejerne, om det overhovedet skal være muligt for den enkelte at leve af sin arbejdskraft. Men ejernes magt knytter sig også til retten til at bestemme, hvordan arbejdet skal udføres, hvad der skal gøres og hvornår det skal gøres. Med basis i den formelle ejerret har ejerne fået ret til at fastlægge de materielle rammer for den enkeltes tilværelse, hvilke konkrete gøremål som skal udføres, tempoet osv. Dette har ikke bare betydning i arbejdstiden. Hvor hårdt og personlig tilfredsstillende arbejdet er får også konsekvenser for den enkeltes disponering af sin fritid, og derved har ejerne altså også indirekte magt over denne. Magten strækker sig dermed ikke alene til arbejderne, men også deres familie og sociale miljø iøvrigt.

Alle disse forhold skaber behov for samfundsmæssige reguleringer af ejendomsretten. Arbejdsmiljølovgivningen tager sigte på at beskytte arbejderne mod alt for hensynsløs udnyttelse af deres arbejdskraft, miljølovgivningen sigter mod at værne omgivelserne osv. Denne lovgivning tager sigte på at regulere grænsen for ejendomsretten. Men den bygger på, at ejeren i øvrigt har ret til at gøre, hvad han vil og bekræfter for så vidt denne frihed. Også på andre områder har man anset det for nødvendigt med visse samfundsmæssige indgreb. Ikke så meget hvad angår de sædvanlige løsøres vedkommende, fordi udnyttelsen af dem sjældent berører omgivelserne. Brugen af fast ejendom er derimod i større grad reguleret, fordi den er vigtigere for andre.

Ejendomsretten spiller en central rolle i retssystemet. Store dele af det er indrettet på at definere og beskytte ejendomsretten. Den er også et centralt kriterium i den øvrige lovgivning. Det gælder ikke mindst den lovgivning, som tager sigte på at uddele ressourcer, som ofte sigter mod at stimulere til en bestemt brug af ejendomsretten. En bieffekt af denne reguleringsteknik er, at ejerne præmieres. Groft skitseret er det kun social- og sundhedslovgivningen, der ikke er knyttet direkte til ejendomsretten.

Ejendomsret og økonomisk politik

Som økonomisk faktor kan ejendomsretten vanskelig overvurderes. Den økonomiske politik går ud på at stimulere ejerne af produktionsmidler til visse typer af handlinger ved hjælp af indirekte virkemidler. Systemet går altså ud på at fastlægge rammebetingelserne for, hvad som er den strategiske brug af den retslige rådighed. Dette sker på forskellige måder. Gennem kreditpolitikken reguleres brugen af akkumuleret kapital til anskaffelse af nye produktionsmidler. Den offentlige kreditkanalisering er mere udvælgende og rettet mod at stimulere visse brancher til at anvende sine produktionsmidler til en bestemt produktion eller på et bestemt sted. Finanspolitikken vil have som hovedmålsætning at sørge for tilstrækkelig stor anvendelse af produktionsmidler til at målsætningen om fuld beskæftigelse kan opretholdes, samtidig med at den tager sigte på at påvirke ejernes prisfastsættelse. Denne reguleringspolitik - som baserer sig på ejendomsretten - forudsætter, at de stimuli som benyttes, opfattes som stimuli af dem, som har rådighedsretten, dvs. ejerne. Denne politik tager altså ikke kun sigte mod en effektiv brug af ressourcer ud fra de centrale politiske mål, men også mod fordelingspolitiske mål. «Belønningslinien» har været hovedlinien i dansk økonomisk politik, og indebærer at ejerne tildeles goder i kraft af deres ejerpositioner. I den grad man samtidig ønsker at udøve en udjævningspolitik, bliver konsekvensen et modsætningsfyldt system. (Hvis man i stedet for belønninger anvender sig af begrænsninger, som det ofte er vanskelig at gøre effektive, gør det ikke nogen større forskel set i dette perspektiv. Begrænsningerne vil også baseres på ejendomsretten som det grundlæggende udgangspunkt, og på at udnyttelsen af ejendomsretten giver tilstrækkelig belønning til fortsat virksomhed.) Systemet kan imidlertid kun opretholdes, sålænge udjævningerne ikke overstiger stimuliene, belønningerne eller eventuelt rammer andre end ejerne. Blandingsøkonomien må opfattes som en statslig garanti for allerede etablerede ejerpositioner.

Fordeling af ejendomsret

De forskellige rettigheder, som til enhver tid er konsekvenser af ejendomsretten, behøver ikke at være samlet på én hånd. For det første kan en speciel, afgrænset rettighed være overladt til andre. Dette er meget praktisk, hvad angår fast ejendom f.eks. udlejning af huse. Meget af lovgivningen vedrørende fast ejendom handler netop om en sådan funktionsfordeling af forskellige rettigheder. Af større betydning er imidlertid den funktionsfordeling, som normalt sker i tilknytning til udnyttelsen af ting som produktionsmidler. Her står centralt aktieselskabsformen, som er kendetegnet ved, at de økonomiske interesser er skilt fra den faktiske rådighed over driften. Det er rigtig nok de økonomiske interessenter som formelt vælger de styrende organer, men interessenterne har ofte ikke nogen særlig indflydelse på den daglige drift i kraft af deres aktionærrettigheder, og i praksis heller ikke på hvem der skal udøve den faktiske rådighed over virksomheden. Dette gælder særlig de større virksomheder, mens der i mindre virksomheder ofte er sammenfald mellem formelt ejerskab og politisk rådighed. Når enkelte aktionærer eller aktionærgrupper af og til har stor indflydelse på visse aktieselskaber, skyldes det normalt andre forhold end deres aktionærstatus. De kan sidde i en magtposition som indehavere af ejendomsretten til andre selskaber, som det aktuelle selskab står i afhængighedsforhold til, f.eks. som leverandør, eller de kan have ledende positioner i sådanne selskaber. Råderet over finansieringsinstitutioner giver særlig gode muligheder for indflydelse over andre selskaber. Det giver indflydelse på kanalisering af kredit. Selskabernes faktiske afhængighed af finansieringsinstitutioner gør dem lydhøre overfor krav derfra og gør det ønskelig at trække folk fra sådanne institutioner ind i den daglige drift for at skabe den højeste grad af engagement.

Ved siden af den magtstilling som følger af kontrol over andre selskaber, følger også et grundlag for udvikling af en bureaukratisk ekspertise løsrevet fra selve ejerskabet. Deltagelse på anden vis inden for næringslivet indebærer erfaringer, som kan komme selskabet til gode. Sådanne deltagere vil derfor blive særlig attraktive. Selv om ejerskab i et eller flere selskaber kan være et gunstig udgangspunkt for deltagelse flere steder, er det sjældent, at ejerskab i sig selv er tilstrækkelig. Uddannelse og erfaring i virksomhedsledelse spiller en stadig større rolle og bliver stadig vigtigere med saneringen af små og mellemstore virksomheder og overgangen til større koncerner. Ejerinteresser i storkoncerner er sædvanligvis stærkt opsplittet, og kravet til faktisk kompetence øges, fordi driften er mere kompliceret. Udviklingen minder på mange måder om udviklingen af bureaukratiske strukturer i den offentlige sektor og den danner grundlag for en ny type af personalesammenfald mellem privat og offentlig virksomhed. Mens sammenfaldet tidligere skete ved, at det offentlige lederskab blev rekrutteret fra ejergrupperne, vil det fremtidige sammenfald gå på en udveksling af personer mellem de to sektorer, med fælles uddannelse og erfaring og med fælles orientering. Betydningen af ejendomsretten som grundlag for rettigheder vil antagelig aftage inden for et sådan system.

K.Br.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 72.017