Browserudgave

Pædagogik og arkitektur

Arkitektur, der udfoldes i institutions- og skolebyggeri, skal forene den bygningsmæssige og landskabelige materialitet med indsigt i børns lærings- og udviklingsbehov og de pædagogiske og didaktiske mål, der er beskrevet i læreplaner/læseplaner inklusive den pædagogiske praksis pædagoger og lærere argumenterer for. Denne treklang er nødvendig for at skabe byggeri, der med Thomas Ziehes udtryk træder frem som et kontrafaktisk rum (et modrum) til hverdagen.

Barnet fødes som en aktivt sansende og bevægende organisme. Som helt spæd med især nærsanser som berøring, smag og lugt i spil. Senere suppleret med fjernsanser som hørelse og syn. Det er bevægelserne, der konstituerer jeg’et og ikke jeg’et, der sætter bevægelserne i gang. Sansningen er en multisansning med mange sansninger i gang på samme tid som grundlaget for oplevelse og erkendelse om verden. Det er på den måde dets viden om verden dannes. Hvis barnets omgivelser har en høj grad af diversitet med vekslende udfordringer, med forhindringer, der yder modstand og skal overvindes, opnår det både kropslige og materielle erfaringer som kropslig viden om balance, muskler og led og indskriver erfaringerne i det kinetiske og kinæstetiske kropssystem. Bevægelser er menneskets grundvilkår Desuden erfarer det de kropslige grundbegreber om afstand og tid længe før det verbale sprog kommer til. Dette topografiske erfaringsgrundlag er et universalsprog for mennesket omfattende rum-tid-steder-genstande.

Det er dette sansemæssige og bevægelsesmæssige grundlag, som bygnings­arkitektur og landskabsarkitektur har brug for at kende og tænke i. Børns behov for udfoldelser skal indregnes i både bygningskroppene og det omgivende land­skab med udearealerne.

Skolens rum skal vække børnenes sanser og og støtte læringen

Landskabet, tingene og rummene skal vække sanser og bevægelser, så de fungerer som invitationer til aktiviteter, oplevelser og læring.

Børn bør være omgivet af genstande og rum, der vil bruges og som kalder på aktivitet, påkalder sig børnenes opmærksomhed. Alting inviterer: koppen kalder "drik af mig", skoen råber "tag mig på", skolens lange gange råber "løb - løb på mig" (hvad man ikke må), hjørner og kroge inviterer til "sæt jer og hvisk", nogle rum i skolen inviterer til arbejdsomhed, andre til eks­perimen­teren.

Det kan i f.eks. skolen realiseres i en række rum, der inviterer kropsligt, sansemæssigt, læringsmæssigt forskelligt: bevægelsens rum (leg, idræt, agility-baner aktivitetery-baner, handlingens rum (værksted, værktøj), det forberedte rum (forberedt til børnenes erobring og indretning), det sociale rum (samvær, dialog, et venskabets mulighedsrum), normernes rum (inderum for kundskab om ntur, forurening, at spare på lys, sikre udluftning; uderum: skolehaver, dyr), de imødekommende rum (stilleliv, samtale og kontemplation; snavset værkstedsarbejde; klatre, løbe), dvs. rum fortæller, hvad de er til, det stemte rum (æstetisk forberedte rum,lys, farver, materialer, stoflighed; akustisk stemthed, træets duft; forening af det æstetiske og det kommunikative) (Kirkeby 2006).

Disse rum, såvel inde som ude er ikke rumtyper med nummer på døren, men rummenes multiple anatomi.

Børn og voksne med opfatter verden som handlemuligheder i højere grad end som ting. Omverdenen består for både børn og voksne i højere grad af verber end af substantiver.

Arkitekturen skal således både henvende sig til sanser, bevægelser og kroppe og til rum og steders symbolske betydning med reference til tale, læringsanliggendet og samvær.

Bygninger og udearealer er selv et pædagogisk og didaktisk anliggende, hvor børn og voksne kan opnå en bevidst ansvarlighed for omgivelserne og erfare sig til en forviklethed med naturen, som filosoffen K. E. Løgstrup, har udtrykt det. Børn kan lære sig at stå i et ansvarligt forhold til både bygninger og udearealer. Bygningerne er et komplekst anliggende med lys ude fra, lysindfald, kunstlys, temperatur, udluftning, solceller på tagene (energi). Det kan reguleres automatisk og elektronisk, men også lægges over til børn, pædagoger og lærere. Børnenes sansning af og bevidste refleksion herom kan være basis for dannelse af ansvarlig adfærd i og for omgivelserne og naturen. Her kan også nævnes skolehaver og dyrehold.

Invitationerne kommer ikke kun fra ting og steder men også fra de andre. De andre bevæger sig, og det besvarer barnet ved at efterligne: gå ligesådan, hoppe som den anden, smile som de andre. Vi er biologisk indrettet til at efterligne. Denne mimesis sker individuelt, vi efterligner, men gør det på hver sin måde. Latter og grinen spreder sig i gruppen. Vi kommunikerer med vores krops­lighed. Den tidlige dannelse af psyken er kropslig og en fin­justering af bevægelser og ikke mindst af gestik. Det er kommu­nikationens kropsdiciplinering. Gennem kroppen og gestikken relaterer vi os til verden.

Det ældre skolebyggeris arkitektur er inspireret af den militære kaserne

I ældre og traditionelt skolebyggeri især i byerne(og der er meget af det) med en lille indhegnet og asfal­teret skolegård er byggetradi­tionen hentet fra den militære kaserne med ekcerserpladsen. Skolens lokaler ud til lange gange svarer i størrelse til en delings sovesal. Skoleinspektøren har kontor midtfor på 1. sal med fuldt overblik over skolegården. Eleverne stillede op ved indringning i to rækker og marcherede klassevis op til klasse­værelset og afventede lærerens ankomst. Denne arkitektoniske magtstruktur ses både i den store form og i detaljen. Skolens kæmpemæssige indgangsdøre, lærerforhøjningen, hullet i døren, hvor viceinspektøren kan overvåge børn og lærers virksomhed.

Nyere skolebyggeri og renovering af gamle skoler bryder op på denne disciplinerende struktur. Et opbrud i pædagogikken er lave udeskole. Undervisning og læring udendørs. Fra enkelte ugedage, til perioder på en uge eller mere. Skolebyggeriet skal tænkes åbent mod skolens egne udearealer og skolens omgivelsernes

Store udearealer mindsker kønsopdelingen

Indtil 1970'erne viste skoleforskning, at piger var stille og samlede sig i hviskende flokke i hjørner af skolegår­den, mens drenge var råbende, voldsomme og boldspillende. Det kunne iagttages trods den almene viden om, at piger fra ca.5–11 år er fysiske stærkere, hurtigere og har en bedre balance og koordination end drenge. Nyere undersøgelser af kønsforskelle i skolen viser, at i skoler med store udearealer er både piger og drenge aktivt legende, boldspillende og at de ofte leger sammen. Drengene besætter ikke udearealet ved råben og kropslig udfoldelse.

I det urbane liv i nutiden foregår børns aktivitet og ud­foldelse for det meste adskilt fra de voksnes liv. Børns liv foregår inden for vægge, hegn og hække. For et halvt århundrede siden foregik lege oftest nær hjemmet på gaden, i gården, i kæl­dre uden for de voksnes tilsyn. Legepladser i nutiden er over­vågede af voksne og deres udfoldelser er oftest igangsat af og sammen med voksnes i disse "ø-samfund" eller børneghettoer. Vi lever faktisk i overvågningens århundrede. Det kan ses bygningsmæssigt på skoler, fængsler hospitaler, galehusene, kaserner og fabrikker. Statens byggeri har indbygget det panoptiske princip: at iagttage og dermed udøve kontrol, disciplinering og magt uden at blive set.

Tidligst fra 15 års alderen og oftest først fra 23-25 års alderen lukkes de unge ud og dermed ind i de voksnes sam­fund.

M.Ha.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 17/10 2007

Læst af: 20.615