 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
William af Ockham
 |
| William af Ockham |
William af Ockham (1285-90 – 1349-51), filosof og teolog. Født i England omkring 1285, sandsynligvis i grevskabet Surrey. Indtræder i en ung alder i Franciskanerordnen og begynder at studere ved universitetet i Oxford. I perioden 1319-20 kommenterer William Peter Lombards sentenser, og herefter er han Baccalarius formatus.
Williams undervisning synes at have skabt en del røre. På universitetet i Oxford var der efterhånden en del tilhængere af Thomas Aquinas, og en voldsom strid mellem de forskellige skoler prægede i en årrække universitetet. William, som både kritiserede Thomas og Duns Scotus, var ligeledes indviklet i denne strid, og hans mest resolutte modstander, Jean Lutterell, i sensommeren 1323 tager til Avignon for at indklage William for den pavelige inkvisition, og i sensommeren 1324 forlader William ligeledes England og begiver sig af sted til Avignon.
I Avignon møder William Franciskanerordnens ledere, som lå i strid med paven vedrørende fattigdomsproblemet. Franciskanerne hævdede, at Jesus ikke havde ejet noget, og at han og apostlene blot brugte de ting, som de havde behov for. Denne tilstand blev set som en særlig perfekt tilstand, mens ejendom var noget, der var blevet introduceret efter syndefaldet for at råde bod på menneskets ondskab. Franciskanerne mente, at de selv levede efter dette ideal, og at de kun brugte de klostre, genstande og fødevarer, som de rådede over, mens paven ved et juridisk fif stod som den formelle ejer. Det ville paven imidlertid ikke mere, da han så denne opfattelse som en trussel mod Romerkirken, der trods alt var kristenhedens største jordejer, og han beskyldte med en vis ret franciskanerne for at være hyklere, da de jo også selv førte retssager om det ene og det andet, selvom de så gjorde det i pavens navn. Enige kunne de ikke blive og da de frygtede at paven ville fængsle dem, flygtede franciskanerledelsen og med dem William fra Avignon den 26. maj 1328 og den 9. juni ankommer de til Pisa i Italien. Her mødes de med kejseren, som tager dem under sine vinger. I februar 1330 rejser de til München, som er kejserens residensstad. Her forbliver William resten af sit liv og udfolder en hektisk skriveaktivitet, der er rettet mod paven til forsvar for både fattigdomsidealet og kejseren. William dør formodentlig i München i årene 1349-51 efter sigende som følge af en pestepidemi.
Første bog af kommentarerne (Ordinatio) færdigredigeres i perioden 1321-24, mens de øvrige tre bøger ikke bliver redigeret (Reportationes). Hans logiske summa (Summa logicae) og hans besvarelser af syv forskellige spørgsmål (Quodlibeta septem) stammer fra samme periode. Herudover skrev han forskellige teologiske værker og kommenterede flittigt Aristoteles' fysik. Hans vigtigste polemiske værker vendt mod paven er halvfemsdagesværket (Opus nonaginta dierum), der dateres til perioden 1332-34, i slutningen af perioden kommer også første del af Dialogus. I perioden 1334-47 kommer tredje del af Dialogus, samt hans otte spørgsmål om pavens magt (Octo questiones de potestate papae), den korte afhandling om det tyranniske styre (Breviloquium de principatu tyrannico) og diskussionen af kejserens og pavens magt (De imperatorum et pontificum potestate).
Nominalisme
Siden det det 13. århundrede havde den skolastiske teologi bestræbt sig på at finde en måde, hvorpå Aristoteles' filosofiske system kunne passes ind i den kristne dogmatik. Ockham arbejder inden for den samme ramme, idet han betragtede sig selv som en loyal aristotetiker, men Ockhams «aristotelisme» er i ontologisk henseende stærkt reduceret. Han var nominalist i den forstand, at der uden for sindet kun eksisterede primære substanser (f.eks. Sokrates) og individuelle kvaliteter (f.eks. Sokrates hvidhed), og han vendte sig derfor imod realisternes grundlæggende platoniske antagelse om, at der til enhver berettiget intellektuel abstraktion må svare en tilsvarende skelnen i det værende. Realisterne var alle sammen enige om, at der i de individuelle ting var en natur, som på en eller anden måde var universel, men de var uenige om, på hvilken måde denne natur adskiller sig fra den individuelle ting, hvori den er realiseret. Er den noget virkeligt forskelligt fra den individuelle ting, som den naive realisme hævder, eller blot noget formelt forskelligt, som Duns Scotus mente eller findes den kun i fornuften, således som Thomas Aquinas hævdede.
Multiplikationen af ontologiske entiteter hos realisterne mente han i grunden beroede på nogle logiske fejltagelser. Logikken er hos Ockham den grundlæggende kunnen, som er forudsætningen for enhver videnskab. Videnskaben formulerer nemlig sine erkendelser i form af udsagn og beviser, som er sammensat af konceptuelle termer, og disse er netop logikkens genstandsområde.
Der er tre slags termer: skrevne, udtalte og konceptuelle (mentale) termer. Ifølge den gængse teori betegner den skrevne term den udtalte, som på sin side betegner konceptet, som sluttelig betegner tingen, men hos Ockham betegner de alle tre direkte tingen, idet den skrevne og udtalte term er underordnet (følger) den konceptuelle term, som altså også selv er et tegn. Ockham overvejer tre forskellige teorier om det konceptuelle tegns natur, dels at det er et fiktivt produkt af sjælen, dels at det er en kvalitet, der eksisterer subjektivt i sjælen og som noget forskelligt fra den kognitive akt, og endelig at det er selve den kognitive akt selv. Ockham vælger til sidst den tredje teori med udgangspunkt i økonomiprincippet, den såkaldte «Ockhams ragekniv», som også findes hos Duns Scotus, men i sidste ende stammer fra Aristoteles: «Man må hellere benytte sig af færre principper og i et begrænset antal som Empedocles gør det.» (Arist. Fysik I.4 188a17-18) Konceptet er således en refererende akt, som henviser til en flerhed af enkelte genstande. Det er en kvalitet ved sjælen, en kognitiv akt, der som sådan kun eksisterer subjektivt, og der er ikke noget grund til at hævde nogen subjektiv kvalitet ud over denne. De fleste middelalderlige filosoffer før Ockham var tilbøjelige til at mene, at forholdet mellem konceptet og tingen, dvs. hvordan tingen forårsagede konceptet, hørte til i psykologien, mens den egentlige analyse af betegnelsen vedrørte forholdet mellem den skrevne og den udtalte term, og i særdeleshed forholdet mellem den udtalte term og konceptet. Herved lagde de hovedvægten på den grammatiske analyse, mens Ockham med sin underordning af de andre termer under den konceptuelle term, som ikke selv længere er genstand for nogen betegnelse, lægger vægten på den logiske analyse af det mentale sprog uafhængigt af den grammatiske form. På denne måde forskydes interessen fra det konventionelt funderede sprog i retning af det mentale sprog.
Polemiske værker
William af Ockham er i vore dage mest kendt for sin nominalisme/konceptualisme, men han har også bidraget til tidens politiske kontroverser med en række lejlighedsværker. Tidens centrale politiske konflikt var konflikten mellem kejser og pave eller mere generelt mellem den verdslige og den åndelige magt. Paven havde i længere tid hævdet at have magtfuldkommenhed (plenitudo potestatis), hvilket i praksis ville sige, at alle verdslige fyrster havde deres magt fra paven som en delegation og derfor kunne afsættes af paven. Dette bestred de verdslige fyrster naturligvis og William argumenterer også gentagne gange mod dette synspunkt. For ham består magtfuldkommenhed i at kunne gøre hvad som helst, så længe det ikke strider mod den guddommelige og naturlige ret, og en sådan magt har hverken kejser, konge eller pave.
Den naturlige ret (ius naturalis) består i sin egentlige betydning af en række selvindlysende, ufravigelige, uforanderlige og ubetvivlelige principper, hvoraf mange stammer fra De Ti Bud. Nogle gælder uafhængigt af omstændighederne (du skal ikke lyve), mens andre er betinget af særlige omstændigheder (Brug andres ejendom mod deres vilje, hvis du befinder dig i en ekstrem nødsituation). Naturret betegner i en anden betydning den retslige tilstand i natur- eller uskyldstilstanden før Syndefaldet. Her var alting fælles og der fandtes ingen politisk øvrighed. Efter Syndefaldet var mennesket imidlertid blevet så ondt, at Gud blev nødt til at give mennesket lov til at fordele og tilegne sig tingene. De fik så også lov til at skabe ret og lave love, og fællesmenneskelig ret, som også kaldtes folkeret (ius gentium) blev så også til en tredje slags naturret. Desuden kunne de indsætte dommere og overføre deres beføjelser til herskere og chefer. Det er klart, at de ikke var tvunget til det, medmindre der var tale om en ekstrem nødsituation, men de kunne gøre det. Derfor kom ejendom og politisk myndighed til at bero på et samtykke, og det var da også klart, at medmindre der var tale om en særlig guddommelig indsættelse af herskeren, hvilket kun er sket i den gammeltestamentlige tid, så lå al magt oprindeligt hos folket. Folket kunne så vælge en hersker, men kunne ikke tage sin magt tilbage, medmindre herskeren havde forbrudt sig. Der var nemlig grænser for herskerens magtfuldkommenhed. Denne kunne ikke gribe ind i de enkeltes rettigheder og friheder, medmindre der var tale om en nødsituation. Herskeren kunne heller ikke bestemme noget om de ting, der handlede om menneskets perfektion, såsom faste og cølibat (supererogatio) og var desuden pligtig til at handle med henblik på det fælles vel. Dette gjaldt både paven og de verdslige fyrster, men ellers var deres beføjelser ikke de samme for paven skulle ikke normalt blande sig i verdslige sager, medmindre han gjorde det i egenskab af verdslig fyrste (Vatikanstaten) eller der var tale om en nødsituation. Pavens magt vedrørte først og fremmest synder og forseelser og deres tilgivelse ved sakramenterne og her havde paven magtfuldkommenhed.
På denne måde blev menneskelig ret og politisk myndighed et produkt af en konsensus og noget helt forskelligt fra den egentlige naturret, selvom den ikke måtte være i modstrid med denne. Dette synspunkt er helt forskelligt fra Thomas Aquinas' synspunkt, hvor menneskelig ret og myndighed er en mere eller mindre direkte konsekvens af naturretten og menneskets sociale natur. Kun ved at skabe sådanne institutioner kan mennesket realisere sin natur og perfektionere sig. For William er de snarere et nødvendigt onde, som er blevet nødvendigt på grund af menneskets ondskab. Hos Thomas er forestillingen om det fælles vel en integreret del af naturretten, mens naturret og fælles vel er to forskellige ting hos William. Det fælles vel er hos ham det, som folk ser som deres fælles interesse, når de slutter sig sammen.
Denne tankegang er grundlæggende augustinsk, men får her en mere systematisk udarbejdelse. Tankegangen har spillet en rolle for senere kontraktteori, men den er ikke her tænkt til støtte for folket mod herskeren, men har derimod til formål at give den verdslige magt en retfærdiggørelse uafhængigt af pavemagten.
Sidst ajourført: 1/12 2007
Læst af: 25.612