 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Cumberland, Richard
 |
| Richard Cumberland |
Richard Cumberland (1631–1718), britisk filosof, født 1631 i London, hvor hans far i egenskab af skræddermester havde borgerret. Han fik sin elementære skoleuddannelse ved St. Paul's School, og i 1649 kom han ind på Magdalene College ved universitetet i Cambridge. Han fik sin master of arts grad herfra i 1656. Derefter begyndte han at studere medicin, men opgav det i 1658 for tage imod en kirkelig stilling som rector (præst med fuld tiende) ved landsognet Brampton Ash i Northamptonshire. Han beholdt dog kontakten til universitetet og tog sin bachelor grad i teologi i 1663 og sin doktorgrad i samme fag i 1680. I 1667 tog Sir Orlando Bridgeman, der lige var blevet lord keeper of the Great Seal (vice-kansler), ham under sin beskyttelse. Bridgeman var selv uddannet ved Magdalene College og beskæftigede en del af Cumberlands studiekammerater. Herved blev Cumberland indviklet i tidens politiske spil. Ifølge John Parkin søgte man nemlig at skabe et kompromis mellem den Anglikanske Kirke og de presbyterianske non-konformister. Det lykkedes ikke at komme frem til noget kompromis, men det var ikke desto mindre baggrunden for Cumberlands hovedværk, De Legibus Naturae (Om de naturlige love, 1672), der var tænkt som et bidrag til diskussionen om naturrettens rolle i et sådant kompromis. Af samme grund blev Cumberland også i 1670 tildelt det mere velhavende rektorat, All Saints, i Stamford, sådan at han kunne færdiggøre bogen. Samme år giftede han sig med Anne Quinsey.
De legibus naturae var dels vendt mod Hugo Grotius (1583-1645), som ifølge Cumberland havde funderet naturretten i de civiliserede folks konsensus, og dels mod Thomas Hobbes (1588-1679), som havde funderet den i egeninteressen. Cumberland insisterede på, at den var funderet i tingenes natur. Cumberland accepterer imidlertid en del af de præmisser, som Hobbes arbejder ud fra. Cumberland er ligesom Hobbes inspireret af Rene Descartes (1596-1650), men begge forkaster Descartes' forestilling om medfødte ideer. Her adskiller Cumberlands kritik af Hobbes sig fra Cambridge-platonisternes kritik, der netop bygger på medfødte ideer. I modsætning til Cambridge-platonisterne accepterer Cumberland også det mekaniske verdensbillede, som han kalder for den mekaniske hypotese. Han vil imidlertid ikke bygge sit argument på denne hypotese og vil forholde sig neutral i forhold til den. Denne tilsyneladende neutralitet betyder imidlertid, at han kommer til at bevæge sig langt væk fra den aristotetiske naturret (se f.eks. Thomas Aquinas), som var meget populær på den tid, idet han ikke kan forudsætte nogen ideelle former og desuden kun tager de virkende årsager i betragtning. Den aristotetiske naturret bygger på en forestilling om, at tingende stræber mod deres ideelle form, hvilket netop er finalårsagen, som derved også bliver det normative ideal. I realiteten er der tale om et strengt mekanistisk verdensbillede. Han tøver ikke med ligesom Descartes at betragte den synlige verden som en udsøgt maskine, hvis hovedbestanddele er udstrækning, form og bevægelse. I en sådan verden er der ikke nogen iboende normativitet, og Cumberland må finde et andet normativt grundlag. Cumberland trækker derfor på en anden traditionel teori, som baserer det normative direkte på Guds bud (se f.eks. William af Ockham). De moralske principper er guddommelige bud, men disse bud kan ikke være indlagt i mennesket som medfødte ideer, således som Augustin og Cambridge-platonisterne ville mene, eftersom Cumberland har afvist denne mulighed. Derfor må de uddrages af vores sanseerfaring. Han taler ganske vist om, at disse principper er indprentet i vores sind af Gud, men det er klart, at denne indprentning sker via sanserne. Fra sanserne erfarer vi nemlig en række kausale love, hvis første bevæger er Gud, og eftersom Gud er almægtig og algod, kan han kun ønske det bedste for menneskeheden, hvilket vil sige det fælles vel. Da vi alle sammen er skabt af Gud, skal vi adlyde Gud og gøre, hvad han vil, at vi skal gøre, hvilket er det fælles vel for menneskeheden. Overtrædelsen af denne naturlige lov vil blive straffet af Gud og overholdelsen vil blive belønnet. Derfor kan Cumberland også sige, at den, der ikke tager hensyn til det fælles vel, også vil forsømme årsagerne til sin egen lykke og derved være årsagen til sin egen elendighed og afstraffelse. Cumberland vil mene, at den enkeltes vel i denne verden er indeholdt i det fælles vel. Den naturlige lovs universelle udsagn lyder derfor således: «Den yderste bestræbelse på at fremme det fælles vel for det samlede system af rationelle agenter fører så vidt som det er muligt for os til det gode for hver enkelt del, hvori vores egen lykke ligger i egenskab af del.» (Indl. § 9.) Det fælles vel er på sin side: «Aggregatet eller summen af alle de gode ting, som vi enten kan bidrage med til gavn for alle rationelle væsners lykke betragtet som noget, der hver i deres orden er samlet sammen i ét legeme, eller som er nødvendige for denne lykke.» (Kap. 5, § 8.) Lykke defineres endvidere i form af perfektion, idet lykken omfatter alle sindets og kroppens opnåelige perfektioner. Perfektion er til gengæld uadskilleligt forbundet med nydelse, og de er begge nødvendige for at opnå lykke. For ham er det ikke afgørende, om lykken er aggregatet af den kraftigste aktivitet, som vores evner er i stand til at yde, eller om det er vores mest behagelige fornemmelse af selv samme forbundet med den ro og glæde, som nogle kalder for nydelse. For perfektion er det rette mål i vores evner, således som det er blevet fastlagt af Skaberen, og når disse bruges på den rette måde, vil de nødvendigvis frembringe nydelse.
Cumberlands position er strengt konsekventialistisk, idet han siger, at vi «… skal måle ud fra værdien af det, der skal afstedkommes …» (Indl. § 24.) Ligeledes vil aggregatet af alle gode ting ikke nødvendigvis gavne alle og enhver, på trods af Cumberlands forsikringer om det modsatte, for «… det gode for det kollektive legeme er ikke andet end det største som tilflyder alle eller størstedelen af helheden …» (Kap. 1, § 19.) Det har også givet anledning til, at man har betragtet Cumberland som en forgænger for utilitarismen. Det utilitaristiske princip finder vi imidlertid først klart formuleret hos Francis Hutcheson (1694-1746) og gennem Hutchesons indflydelse på kontinentet er det ifølge Robert Shackleton vendt tilbage til Jeremy Bentham (1748-1832) sammen Cesare Beccaria (1738-1794). Der er imidlertid en vigtig forskel på Cumberland og Bentham, idet lykke består i perfektion og ikke som sådan i nydelse. Ernest Albee har villet vise, at Cumberlands overordnede ideal var hedonisme, men denne konklusion synes ikke at være helt overbevisende i den forstand, at nydelse ikke er det rigtige motiv for Cumberland, men normalt et resultat af et dydigt liv, og her er Cumberland enig med Aristoteles.
Cumberlands beskytter, Bridgeman, tog sin afsked i 1672, netop som Cumberlands hovedværk udkom, men synes ikke være blevet berørt af hans fald. Cumberland koncentrerede sig om sine gejstlige pligter og studier. Han offentliggjorde yderligere to værker: An Essay Towards the Recovery of Jewish Measures and Weights i 1686 og Sanchoniatho's Phoenician History, der på grund af sin stærke anti-katolicisme først udkom posthumt i 1720. I en alder af 59 år blev han 1691 udnævnt til biskop af Peterborough. Han passede sine pligter som biskop indtil sin død i 1718.
Cumberlands hovedværk havde særlig betydning for Samuel Pufendorf (1632 - 1694). Pufendorf var blevet beskyldt for hobbisme og henviste derfor i 2. udgaven af sit hovedværk, De Jure Naturae et Gentium (1684), hyppigt til Cumberland for at vise, at denne anklage var forfejlet. Samuel Parker (1640-1688) trak i værket, Demonstration of the Divine Authority of the Law of Nature (1681), på De legibus.
Sidst ajourført: 17/8 2012
Læst af: 28.350