Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Debray, Jules Regis

Regis Debray
Regis Debray

Debray (1940-), fransk filosof, forfatter, journalist og tidligere politisk rådgiver. Set fra en politisk synsvinkel kan Debrays udvikling og løbebane inddeles i først en revolutionær og siden en reformistisk fase. Set fra en mere filosofisk synsvinkel er der tale om et skift fra en militant marxistisk tankegang til en materialistisk teori om «tankens fysik» - af Debray kaldet mediologi.

Efter filosofiske studier ved Ecole Normale Supérieure i Paris, hvor Debray bl.a. undervises af den franske filosof Louis Althusser, hvis marxistiske ideer han inspireres af, bliver Debray i 1965 optaget af den revolutionære kamp i Latinamerika, og ikke mindst af Cuba og castrismen. I 1967 udgiver han bogen Révolution dans la révolution? («En revolution i revolutionen?»), der er en analyse af Fidel Castros opfattelse af den revolutionære kamp. Bogens grundsynspunkt er, at imperialismen kun kan bekæmpes med våben, og at guerillabevægelser må forme deres egen politik uafhængigt af politiske partier. Bogen bliver oversat til en række sprog, og bliver bl.a. trykt i 200.000 eksemplarer i Cuba. Den spiller en vigtig rolle i den nye venstrebevægelse, som udspringer af studenteroprøret i USA og Europa i slutningen af 60'erne.

Debrays sydamerikanske eventyr får en dramatisk afslutning. I 1967 får han opsporet Che Guevara i Bolivia. Che har året forinden i dybeste hemmelighed indledt opbygningen af en guerillabevægelse i landet. I april 67 arresteres Debray imidlertid af Barrientos-diktaturet i Bolivia, han bliver tortureret af CIA-agenter og anklaget for guerillavirksomhed. Arrestationen og retssagen udløser en omfattende international solidaritetsbevægelse, og får rettet søgelyset mod situationen i Bolivia. Debray bliver idømt 30 års fængsel, men bliver efter indgriben fra de Gaulle, Malraux og Sartre sat fri efter at have afsonet knapt fire år af straffen.

Che spekulerer i sin dagbog fra Bolivia over, om det i virkeligheden ikke var Debrays fuldstændig amatøragtige optræden og hans arrestation der fik gjort både diktaturet og CIA opmærksom på hans tilstedeværelse i landet - og dermed også indirekte ansvarlige for Ché's død i oktober 1967.

I 70'erne, hjemkommet til Paris og fyldt med dyrtkøbte politiske erfaringer, forsøger Debray i værker som bl.a. La critique des armes (1974) at gøre status over de revolutionære strategier i den 3. verden. I samme periode kaster han sig over studiet af den intellektuelles samfundspolitiske rolle, magt og historie. Han udgiver resultatet af sine analyser og refleksioner i Le pouvoir intellectuel en France («Den intellektuelle magt i Frankrig») (1979), der er en skarp kritik af de franske intellektuelle i fjernsynets og massekulturens tidsalder, og i Le scribe. Genèse du politique («Den skriftkloge. Det politiskes tilblivelse») (1980), der følger den intellektuelles genealogi fra de egyptiske skriftkloge og de græske sofister over renæssancens humanister og oplysningstidens filosoffer til nutidens intellektuelle. Debrays konklusion er pessimistisk: den intellektuelle har altid været fyrsternes støtte og den, som organiserer og forvalter magtens sprog.

I 80'erne er Debray i en længere årrække udenrigspolitisk rådgiver med hensyn til Latinamerika for den franske socialistiske præsident François Mitterrand. Hermed indleder han, hvad man kunne kalde for hans reformistiske fase.

I 90'erne kaster Debray sig ud i et stort og ambiøst projekt, som har rødder tilbage til hans studier af de intellektuelle, nemlig at skabe en ny disciplin kaldet mediologi. Mediologiens opgave er at studere tankens materielle eksistensbetingelser i et forsøg på at besvare spørgsmålet: hvordan har simple ord og billeder kunnet forandre tingenes gang? I modsætning til f.eks. studiet af kommunikation, hvor der ifølge Debray er fokus på noget flydende og immaterielt, på et budskab eller et indhold, studerer mediologien de «tunge» materielle mediationer eller transmissioner, der udgør det symbolske univers' infrastruktur. Eller som Debray også formulerer det: det er en teori om den «symbolske effektivitets veje og midler».

Metoden består i at finde sammenhængen mellem tre forskellige niveauer: 1) den symbolske aktivitet hos en gruppe af mennesker (f.eks. deres religion, ideologi eller litteratur), 2) disse menneskers sociale organisationsformer og 3) de måder, hvorpå de griber og arkiverer spor og lader dem cirkulere. Det er Debrays tese, at sporenes materielle niveau har en afgørende indflydelse på de to første niveauer.

Mens kommunikationsvidenskaberne studerer synkrone «overførsler i rum», studerer mediologien diakrone «overførsler i tid». Debray skelner således mellem tre historiske mediasfærer eller «transmissions- og transportmiljøer for budskaber og mennesker»: logosfæren eller skriftens epoke, grafosfæren eller bogtrykkerkunstens epoke og videosfæren eller de audio-visuelle midlers epoke.

Debray har foretaget mediologiske undersøgelser inden for flere områder. I 1991 udkom Cours de médiologie générale («Forelæsninger i almen mediologi»), der er et studium af doktrinernes mediologi (kristendommen og socialismen). I 1992 udkom Vie et mort de l'image («Billedets opkomst og død»), hvor Debray analyserer blikkets eller billedernes mediologi. Og i 1993 udkom L'Etat séducteur («Den forførende stat»), en bog om magtens mediologiske revolutioner, og det, som Debray kalder for «statens audio-visuelle historie» - fra «skriftstaten» til nutidens «skærmstat». Debray har givet den mest sammenfattende fremstilling af mediologien i Manifestes médiologiques («Mediologiske manifester») (1994) og i Transmettre («Overføre») (1997)

Debray oprettede i 1995 foreningen AD.REM (Association pour le Développement de la Recherche en Médiologie) samt tidsskriftet Cahiers de médiologie.

Ud over filosofiske og politiske værker har Debray også udgivet romaner (La neige brûle, 1977, Comète, ma comète, 1986) samt den selvbiografiske trilogi: Les masques: une éducation amoureuse, 1988, Loués soient nos seigneurs: une éducation politique, 1996 og Par amour de l'art: une éducation intellectuelle, 1998.

F.F.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/10 2003

Læst af: 35.922