Diplomati
Diplomati kommer af det latinske: «diploma»: skrive brev. Diplomati anvendes både om den del af en stats udenrigstjenestemænd, diplomater, der varetager deres hjemlands interesser i en anden stat, og den virksomhed som diplomater udøver - i første række kontakter med repræsentanter for den stat, hvor de er udstationeret. Diplomaternes forgængerne var de udsendinge som herskerne sendte til hinanden, når det var nødvendigt at meddele vigtige ting eller forhandle om sager af gensidig interesse.
Mod slutningen af middelalderen var der i en del af byrepublikkerne i Norditalien faste udsendinge fra andre republikker. Efter 30 årskrigens afslutning i 1648 blev det mere og mere almindeligt, at fyrsterne havde faste udsendinge stationeret hos hinanden for at tage sig af den løbende kontakt. Efter Napoleonskrigene, på Wienerkongressen i 1815, blev de første formelle regler for oprettelsen af diplomatiske forbindelser og udsendinge fastlagt. Selvom udsendingene da fortsat var fyrsternes personlige repræsentanter overfor hinanden, danner dette regelværk fortsat grundlag for det diplomatiske samkvem mellem stater. De nugældende regler blev fastlagt i Wienerkonventionen fra 1961. Diplomaternes hovedopgave er dels at fremskaffe information og oplysninger om det land, hvor de er udstationeret, dels at befordre kommunikationen mellem deres egen udenrigsledelse, og ledelsen i det land hvor de er udstationeret.
Udover dette direkte diplomati mellem to stater anvendes også udtrykket «kongresdiplomati» om den virksomhed der udfoldes under internationale konferencer og fora som f.eks. FN. Oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem to stater og stationering af diplomatisk personale, finder sted efter gensidig overenskomst. Den stat hvor en diplomat er udstationeret, kan uden at angive nærmere grund meddele den stat, der har udstationeret diplomaten, at vedkommende er persona non grata dvs. uønsket i landet. Diplomatens hjemland skal i så fald hjemkalde vedkommende.
Fremmede landes diplomatiske udsendinge i en stat udgør tilsammen: corps diplomatique - det diplomatiske korps - og alle medlemmerne af dette nyder godt af såkaldt eksterritorialret i det land, hvor de er stationeret. Dette indebærer, at dette lands myndighed over dem er stærkt begrænset: Dette gælder bl.a. fritagelse for skat og forskellige afgifter og retslig ukrænkelighed. En diplomatisk station skal også have fuld kommunikationsfrihed til hjemlandet, samt ret til at sende meddelelser hjem med kurerpost, der ikke må kontrolleres af andre landes myndigheder.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.743