 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Amning
 |
| Amning på offentlig steder betragtes ofte fortsat som «upassende». |
Amning kaldes også brysternæring eller brystgivning. Mennesket, homo sapiens, er et pattedyr, og slægtens unger ernæres derfor i de første, mest hjælpeløse måneder ved at de suger en næringsrig, artsegen væske fra moderens brystkirtler. En sideeffekt af denne form for ernæring er, at barnet får den nødvendige kropskontakt, beskyttelse og (i de koldere himmelstrøg) varme fra moderen, som altid må have ungen i sin nærhed.
Biologi
De fleste steder i verden er det fortsat almindeligt, at moderen bærer barnet med sig - i armene, på hoften eller i et sjal på brystet eller ryggen. Fælles er i alle tilfælde, at så snart ungen giver tegn til at være sulten, bliver den tilbudt at suge mælk fra moderens bryst. Det bliver derfor barnets sugelyst og sult, som bliver bestemmende for, hvor ofte den kommer til at spise. Dette vil igen bestemme, hvor megen mælk der skal produceres i mælkekirtlerne, gennem et kompliceret hormonelt samspil.
Når barnet suger på brystvorten, sætter det to hormonregulerede processer i gang hos kvinden: Mælkekirtlerne stimuleres til at producere mere mælk og mælkekirtlerne trækker sig sammen, presser mælken ud i mælkegangene og videre ud gennem brystvortens 10-12 åbninger. Sugningen på brystvorten har altså to virkninger: 1. På kort sigt gør den gennem uddrivningsrefleksen mælken let tilgængelig for barnet. 2. På længere sigt bestemmer hyppigheden, varigheden og intensiteten af sugningen hvor megen mælk, der skal produceres. Et sultent barn vil suge ofte. Hyppig sugning øger produktionen af mælk - normalt i løbet af et til to døgn. Når barnet derfor lægges til brystet så ofte det selv forlanger, regulerer udbud og efterspørgsel i de fleste tilfælde sig selv.
Amning historisk og i traditionsbundne samfund
Brysternæring kan opfattes som en fortsættelse af fostrets ernæring gennem moderkagen, har været og er globalt fortsat den dominerende form for spædbarnsernæring. At amme er imidlertid ikke noget kvinder instinktivt ved hvordan de skal gøre. Amningen er afhængig af 1. naturlige forudsætninger (nogle har flere problemer end andre), 2. praktiske kundskaber om hvordan problemerne kan løses, 3. tillid hos moderen til at amningen skal lykkes.
De praktiske kundskaber om hvordan ammeproblemer løses, er en del af kvindetraditionerne. De går i arv fra mor til datter. I mange traditionsbundne samfund sker det også ved, at ældre kvinder assisterer de yngre i tiden efter fødslen.
Ikke alle mødre har villet eller kunnet amme. Det almindeligste var da, at en anden kvinde trådte til og gav af sin mælk. Gennem tiderne er dette forekommet over alt - især blandt overklassen. Begrundelserne for at disse mødre ikke skulle amme har været mangfoldige og er ofte irrationelle, som da den græske moderlæge, Soranus (år 200 f.Kr.) mente, at moderens mælk efter fødslen var uren og ufordøjelig, og derfor ikke måtte gives til barnet før tidligst 3 uger efter fødslen. Hans patienter har nok sjældent formået at oparbejde deres mælkeproduktion igen efter den periode. En anden grund kan have været, at disse kvinders vigtigste funktion ofte var at være dekorative, og at amning - foruden at tage tid - ikke blev anset som dekorativt.
Nogle ganske få kvinder (måske 5 %) er af anatomiske eller fysiologiske årsager ikke i stand til at amme eller producerer for lidt mælk til at dække barnets fulde behov. I de traditionelle samfund var løsningen ofte, at en slægtning eller nabo var villig til at give af sin mælk. Endvidere blev andre dyrearters mælk brugt - ofte som tilskud til modermælken. Mælk er som nævnt artsegen. Enhver dyreart har mælk, som er tilpasset afkommets særlige behov.
Der eksisterer stor variation, både med hensyn til forholdet mellem de forskellige hovedernæringsemner, og især med hensyn til hvilke slags proteiner mælken indeholder. I en vis udstrækning kan de forskellige arter opfostres på hinandens mælk, selv om overlevelsesprocenten - i alt fald i tidligere tider - ikke var særlig høj. Hos mennesket har kendskab til og tilgang til ordentlig hygiejne og ernæring over de sidste 50 år drastisk øget overlevelsesmuligheden.
Flugten fra landet, urbaniseringen og opløsningen af storfamilierne har over hele verden ført til, at kvindetraditionerne omkring barsel og amning efterhånden er gået tabt.
I 1930'erne var kunstig ernæring med sutteflaske efterhånden blevet så almindelig, at der blev udarbejdet forskrifter for tilberedning af fortyndet komælk med sukker, samt skemaer for måltidernes hyppighed. Eftersom man ikke var opmærksom på, at modermælksproduktionen blev reguleret gennem udbud og efterspørgsel, blev det samme skema også brugt ved brysternæring, og oftest med dårlige resultater. Endvidere troede mange mødre, at kunstig ernæring var bedre for børnene end amning. En opfattelse som det tog flere årtier før lægestanden ændrede holdning til.
Disse faktorer var med til at forårsage en stadig nedgang i antallet af ammende mødre, hvilket også blev stimuleret ved, at der fra 1960'erne blev fremstillet kunstig spædbarnsernæring. Markedsføringen var opbygget således, at den fremmede mødrenes manglende selvtillid og følelse af magtesløshed overfor den nye situation, som amningen indebar, og som mødrene ofte var dårligt forberedt på at mestre.
Samme nedgangstendens kan i dag spores næsten over alt, hvor pengeøkonomien er dominerende, og hvor kunstig ernæring er gjort tilgængelig for folk. Årsagerne er formodentlig de samme, men i mange udviklingslande spiller markedsføringen af børnemaden en større rolle end tabet af kvindetraditionerne.
Amning i Skandinavien
I Skandinavien har der siden 1960'erne været en stigning i antallet af ammende mødre. Der er antageligt flere årsager til denne udvikling. Interessen for økologi- og ressourcespørgsmål motiverer mange mødre til at betragte amning som den mest naturlige ernæringsform for spædbørn. Denne forestilling har også gjort sig gældende på fødeafdelinger - i alt fald i Skandinavien. Man har på fødeafdelingerne indset, at mor/barn må betragtes som en enhed, som ikke bør adskilles mere end højst nødvendigt.
Den nye bølge af interesse for amning i 1970'erne må også ses i sammenhæng med den nye kvindebevægelse, som opstod omtrent samtidig. Den nye bevægelse så ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem kvindefrigørelse og amning.
Feminister betragter amningen som en vigtig del af en bevidst kvindepolitik. Den biologiske del af reproduktionen - dvs. frembringelsen af nye samfundsmedlemmer - omfatter svangerskab, fødsel og amning. Erkendelsen af kvindernes specielle rolle i denne del af reproduktionen bør føre til mere end blot smukke selskabstaler og mødredyrkelse.
Modermælk som ressource
Modermælken er en fødevareressource af stort omfang. Eksempelvis er den årlige produktion af modermælk i Bangladesh på ca. 1,5 millioner ton - større end landets produktion af komælk (ca. 1 mill. ton). I Indien har man regnet ud, at dersom modermælken skulle erstattes af det billigste og lettest tilgængelige alternativ, bøffelmælk, ville den samlede udgift svare til 4 gange landets sundhedsbudget.
Dersom modermælken ikke produceres - fordi mødrene ikke ammer - må den normalt erstattes af forarbejdet komælk. De industrielt fremstillede erstatningsprodukter for spædbørn er som regel dyre for den enkelte familie - især blandt de økonomisk vanskeligt stillede, og især i udviklingslandene. Sammen med dårlig vandhygiejne og mangel på ordentlig oplysning om fremgangsmåden ved kunstig ernæring, har dette haft katastrofale følger for spædbørnssundheden i mange udviklingslande. (Se Bottlebaby.) Dette er samtidig et nationaløkonomisk problem. Eksempelvis var den potentielle modermælksproduktionen i Chile i 1970 93.200 ton modermælk. Men kun 14.600 ton blev produceret, og 78.600 ton måtte skaffes til veje gennem produktion og import af erstatningsprodukter.
Der har hidtil været en tendens til at betragte nedgangen i ammehyppighed som en uundgåelig følge af den «moderne udvikling». Stigningen i ammehyppigheden i et velstandsland som Danmark er derfor et vigtigt eksempel på, at udviklingen slet ikke er uundgåelig, dersom den politiske vilje er til stede. Det er ikke tilstrækkeligt, at et lands sundhedsmyndigheder går ind for amning, hvis industrien eller handelsmyndighederne tillader produktionen eller importen af større kvanta mælkepulver til spædbørn. De økonomiske interesser bag denne produktion vil nemlig medvirke, at produktet bliver solgt, uanset hvad sundhedsmyndighederne ønsker. En nation som ønsker, at den opvoksende slægt skal få de ernæringsmæssige og psykologiske fordele, som brysternæringen tilbyder, må derfor være villige til: 1. at regulere produktionen og importen af alternativer til modermælken, 2. at oplyse mødrene om hvorfor de bør, og hvordan de kan amme, 3. at indrette arbejdslivet på en sådan måde, at mødre med spædbørn kan amme uden at miste deres naturlige plads på arbejdet.
Amning er ikke en privatsag, som alene angår familien, men en kvindepolitisk og samfundspolitisk sag af betydning.
Sidst ajourført: 20/6 2008
Læst af: 32.567