Chile
| Befolkning | 19,3 mio. |
| Valuta | Chilenske pesos |
| Areal | 756.950 Km2 |
| Hovedstad | Santiago |
| Befolkningstæthed | 20,0 indb./Km2  |
| HDI placering | 42 |
 |
| Mapuche folket i det sydlige Chile kæmpede gennem flere hundrede år mod de spanske besættelsesstyrker, og blev aldrig besejret. Det udsættes fortsat i dag for en voldsom undertrykkelse fra statens side ... og kæmper videre. (Solidaritet) |
Chile er klemt inde mellem Andeskæden i øst og Stillehavet i vest. Dets bredeste sted er 402 km, mens det fra nord til syd er 3.500 km langt. Det er især denne længde, der forklarer den store variation i klima og landskab. Pga. den kolde havstrøm i Stillehavet er den nordlige del af landet ørkenagtig, og det er der de vigtigste kobber- og salpeterminer findes. Den centrale region er tempereret, velegnet til landbrug, og der er 65% af befolkningen koncentreret. Den sydlige del af landet er køligere og dækket af skove. Under militærdiktaturet blev der årligt fældet 40.000 hektar oprindelig skov, hvilket indebar udryddelse af den lokale fauna. Luftforureningen i hovedstaden Santiago overskrider flere gange årligt niveauet for, hvad der er sundhedsskadeligt for mennesker.
Folket: Det chilenske folk er overvejende mestizer. Et resultat af blandingen af den oprindelige befolkning og de europæiske indvandrere. Der findes endvidere Mapuche samfund med en samlet befolkning på ca. 300.000.
Religion: Overvejende katolsk (70%), protestantisk (15%), ateister eller agnostikere (8%), Jehovas Vidner (1%), 7. dags Adventister (1%), andre (5%).
Sprog: Spansk (officielt), mapudungun (mapuchernes sprog), rapa nui og en række andre minoritetssprog.
Politiske partier: Concertación Democrática (Demokratisk Alliance), der består af: Partido Demócrata Cristiano (PDC, de Kristelige Demokrater), Partido por la Democracia (PPD, Partiet for Demokrati), Partido Socialista (PS, Socialistpartiet) og Partido Radical (PR, Det radikale Parti). Renovación Nacional (RN, National Fornyelse); Unión Democrática Independiente (UDI, den Uafhængige Demokratiske Union); Unión de Centro Centro (UCC, Centrums Centrum Unionen); Partido Nacional (PN, det Nationale Parti); Partido Comunista de Chile (PCCh, Kommunistpartiet); Movimiento de Izquierda Revolucionaria (MIR, den Revolutionære Venstrebevægelse); Movimiento Patriótico Manuel Rodríguez (MPMR, Den patriotiske bevægelse Manuel Rodríguez); Partido Humanista (PH, Humanisterne); De Grønne.
Sociale organisationer: Central Unica de Trabajadores (CUT, Landsorganisationen) - siden 1993 den vigtigste landsorganisation. Den var forbudt under militærdiktaturet og blev først tilladt igen i 1990. Andre vigtige faglige organisationer er: Confederación de Trabajadores del Cobre (CTC, Kobberarbejdernes Fagforening) ledet af Rodolfo Seguel; Confederación de Empleados Públicos de Chile (CEPCH, Forbundet af offentligt ansatte i Chile) ledet af Federico Mujica; Asociación Nacional de Empleados Públicos (Sammenslutningen af offentligt ansatte i Chile); Frente Unido de Trabajadores (FUT, Arbejdernes Enhedsfront); Consejo Nacional Sindical (CNS, det Faglige nationale Råd); Federación Nacional de Taximetristas (FNT, Taxichaufførernes Nationalforbund); El Surco, samt andre sammensnlutninger af bønder og landarbejdere. Landets store mapuche minotitet er organiseret i en række forskellige organisationer: Grupo de Acción por el Bio Bío (GABB); Consejo Inter-Regional Mapuche (CIM); Organización Mapuche Ad-Mapu.
Officielt navn: República de Chile
Administrativ inddeling: 12 regioner og hovedstadsområdet
Hovedstad: Santiago, 7.200.000 indb. (2009)
Andre vigtige byer: Concepción, 963.800 indb.; Valparaíso, 888.300 indb.; Viña del Mar, 356.800 indb.; Temuco, 280.200 indb. (2000).
Regering: Gabriel Boric, præsident siden marts 2022. Tokammersystem med 43 senatorer og 155 deputerede. Parlamentet ligger ikke i Santiago men i Valparaíso.
Nationaldag: 18. september (Uafhængighedsdagen, 1810)
Væbnede styrker: 78.000 soldater, 50.000 i reserven (2003)
Paramilitære styrker: 31.000 (Carabineros, politikorps)
Chiles nyere politiske historie har fået en betydning, der strækker sig langt ud over dets grænser. Med Folkefrontsregeringens sejr, fremgang og nederlag i perioden 1970-73 blev Chile vor tids mindesmærke over den socialistiske og demokratiske arbejderbevægelses største håb og største nederlag. Mens tidligere generationer har udformet deres strategi og teori på baggrund af andre nederlag - eksempelvis Pariserkommunen på Marx' tid, 1905-revolutionen i Rusland i Lenins epoke og fascismens sejr i Tyskland i Kominterntiden - er Chile vor generations nederlag og udfordring. Erfaringerne fra Chile har givet anledning til en omfattende strategidebat indenfor de socialistiske og kommunistiske bevægelser i de fleste vestlige lande med parlamentarisk demokratiske traditioner. Bl.a. blev det italienske kommunistpartis forslag i 1970'erne om «det historiske kompromis» med de kristelige demokrater udformet på baggrund af de chilenske erfaringer. For andre venstreorienterede grupper og enkeltteoretikere blev de chilenske begivenheder tolket som «reformismens endelige nederlag» og som et bevis på behovet for en ikke-parlamentarisk vej for en revolutionær arbejderbevægelse.
 |
| Chile under Allende: Reformer gav jord til landarbejderne, og godserne blev besat. |
De chilenske begivenheder i 1970'erne har også sat sig andre spor end blot i den socialistiske strategidebat. I kølvandet på militærkuppet i 1973 opstod der i de fleste lande en omfattende solidaritetsbevægelse, der tilsammen dannede en verdensomspændende kampagne mod fascisme og USA-imperialisme, til støtte for de chilenske modstandskræfter.
At Chile nærmest er blevet et politisk begreb skyldes den dramatiske udvikling i landet siden 1970. Men baggrunden for denne nyere del af landets historie, findes i grundlæggende forhold, der går langt tilbage i tiden.
Kolonisering
Den nordlige del af Chile var i starten af det 16. århundrede den sydligste del af inkariget (se Peru, Bolivia og Ecuador). Området mellem Copiapó i nord og Puerto Montt i syd var beboet af mapucherne, som de europæiske invasionsstyrker kaldte for araucanos. Endnu længere mod syd boede fiskerfolkene yamanas og alacalufes.
I 1535 indledte Diego de Almagro fra Peru erobringen af Chile med spanske tropper og indianske slaver. Han nåede 2.500 km mod syd, men var nødt til at vende tilbage for at bringe et oprør blandt spanierne i Lima under kontrol. I perioden 1540-58 etablerede Pedro de Valdivia hvad der i dag er havnebyen Valparaíso og en række andre byer, herunder Santiago. Mapucherne under ledelse af høvding Lautaro gjorde indædt modstand mod invasionsstyrkerne og besejrede dem ved flere lejligheder med strategiske kneb, de havde lært af spanierne selv. Valdivia døde selv i et af disse slag. Hans efterfølger, Francisco de Villagra besejrede og dræbte i 1557 Lautaro. Guvernør García de Hurtado angreb og besejrede efterfølgende mapucherne med hjælp fra forræderen Caupolicán. Men mapuchernes oprør fortsatte, og det var først i anden halvdel af det 19. århundrede, at hele landet kom under centralmagtens kontrol.
I 1810 oprettede bystyret i Santiago en autonom regering. Regeringen blev ledet af José Miguel Carrera, og den udråbte i 1811 selvstændigheden med støtte fra general Bernardo O'Higgins, der var søn af en tidligere vicekonge i Peru. Uafhængighedskrigen mellem republikanere og royalister blev afgjort til fordel for førstnævnte, da de fik støtte fra José de San Martíns styrker, der kom til undsætning fra den anden side af Andeskæden. De spanske styrker blev endeligt besejret ved slaget ved Maipú den 5. april 1818.
Engelsk neokolonialisme
O'Higgins blev i 1817 udråbt som øverste statsleder, mens royalisterne fortsat rådede over nogle modstandslommer. Han udformede med forfatningen af 1833 grundlaget for landets politiske organisering, og det blev konsolideret under regeringen Diego Portales. Der var tale om en oligarkisk stat, der direkte benævntes «aristokratisk republik». Den fattige bybefolkning, mellemlagene og det fremvoksende proletariat havde ingen politiske rettigheder.
Frem til 1860'erne opbyggede den herskende godsejerklasse en relativt selvstændig chilensk økonomi. Beskyttelsestold og sikre eksportindtægter fra landbrugsproduktionen var grundlaget for en vis fremvækst af et selvstændigt chilensk næringsliv - bl.a. med en stor handelsflåde og en chilensk ejet kobberproduktion, der i 1862 stod for hele 60% af verdensproduktionen. Men i løbet af de sidste årtier i 1800 tallet trængte engelsk kapital ind på en sådan måde, at landet i økonomisk forstand blev en britisk halvkoloni. Beskyttelsestolden blev ophævet, handelsflåden, jernbaner og kystruter overgik på udenlandske hænder, og den efterhånden omfattende salpeterproduktion fra ørkenområderne i Nordchile blev opkøbt bid for bid af engelsk kapital, indtil den i 1890'erne var helt på britiske hænder. England kontrollerede 49% af den chilenske udenrigshandel. Der udviklede sig en alliance mellem de britiske interesser og det eksportproducerende godsejerborgerskab.
For at udvide sin kontrol over salpeterproduktionen sendte England Chile i krig mod dets nabolande, Peru og Bolivia. Resultatet af Stillehavskrigen i 1879-84 var, at Chile rykkede sin grænse et godt stykke mod nord og efterlod Bolivia uden adgang til havet. Salpeterproduktionen steg under engelsk ledelse, og det samme gjorde antallet af lønarbejdere.
I 1885 fandt der et forsøg sted på at standse den britiske indtrængen, da en koalition af liberale grupperinger med basis i det fremvoksende industriborgerskab fik valgt José Manuel Balmaceda til præsident på et program for øget chilensk kontrol over salpeterindustrien, jordreform og statslige udbygningsplaner indenfor samfærdsel og undervisning. Denne udfordring mod godsejerne og den britiske kapital blev mødt med borgerkrig i 1890. Balmaceda tabte og begik selvmord og den britiske dominans fortsatte frem til den 1. verdenskrig. Den dag i dag bærer spidserne i det chilenske borgerskab navne som Edwards, Kay og Parker til evigt minde om, at drivkraften i imperialismen i sidste halvdel af det 19. århundrede overvejende var finanskapitalens søgen efter nye investeringsprojekter - selv i så fjerne lande som Chile.
1910 USA kapital fortrænger den engelske
Den engelske dominans i Latinamerika led et definitivt tilbageslag under den 1. verdenskrig. I Chile forsvandt indflydelsen fra den engelske kapital endnu hurtigere end på resten af kontinentet pga. salpeterindustriens undergang i løbet af verdenskrigen. Men lige så dominerende som salpeteren havde været for Chiles eksportindtægter frem til da, blev kobberet det de efterfølgende 60 år. Og lige så megen kontrol England havde haft over den første industri, fik USA over den anden. Kontrollen over kobberet gav ligeledes en enorm magt over resten af økonomien og dermed også politikken. «Den som styrer kobberet, styrer Chile», blev senere et meget sigende udtryk i landet. Manglen på national kapital til nyinvesteringer førte til, at nordamerikanske interesser i 1910 og 1912 opkøbte de store miner Chuquicamata og El Teniente. De nordamerikanske mineselskaber Kennecott, Anaconda og Cerro beholdt kontrollen over det meste af kobberudvindingen frem til selskaberne blev nationaliseret under Allende. Kobbereksporten udgjorde da over 80 % af landets samlede eksportindtægter.
USA's ejerinteresser bredte sig efterhånden over næsten alle områder af det chilenske næringsliv. I 1970 var det kun 9,4% af samtlige aktieselskaber, der ikke havde en eller anden form for udenlandsk kapital. Profitten var svimlende. I perioden 1950-67 trak udenlandske investorer fire dollar ud for hver dollar der blev investeret. En række spæde forsøg fra chilenske regeringer i 1950-60'erne på at sikre kontrol over kobberindtægterne slog fejl. Selv det statslige opkøb af 51% af aktierne i de store selskaber under Eduardo Freis kristeligt demokratiske regering 1964-70, blev udformet i samarbejde med selskaberne, således at deres profit steg fra 50 til 120 millioner dollar pr. år.
Reformer og kold krig
Parallelt med udviklingen i byggeindustrien, jernbanerne og de nye miner, blev servicesektoren, handelen og det offentlige udviklet. I 1920 samlede populisten Arturo Alessandri de nye fremvoksende klassers utilfredshed i et forsøg på at bryde oligarkiets magt. Han brugte præsidentembedet til at udstrække valgretten til alle mænd over 21, der kunne læse og skrive, og der blev indført direkte præsidentvalg. Arbejdsdagen blev sat ned til 8 timer, der blev indført socialforsorg, og kvinders og børns arbejde blev reguleret.
Verdenskrisen i 1929-30 smadrede eksportøkonomien, der var baseret på kobber- og landbrugsproduktion. Der blev ikke skabt ny stabilitet i økonomien før de chilenske forretningsfolk fik igangsat et program til udvikling af importsubstitutions industrier. Dette program var samtidig den politiske basis for en bred folkefront ledet af den radikale Pedro Aguirre Cerda, der kom til magten i 1936. Den havde samtidig støtte fra socialister og kommunister. Der blev ryddet politisk op i militæret, der de følgende 40 år holdt sig borte fra den politiske scene. Oligarkiet var nok svækket, men var alligevel i stand til at indgå aftaler på landbrugsområdet, så Aguirre Cerda rørte aldrig ejendomsretten på landet eller tillod faglig organisering blandt landarbejderne.
Alliancerne fra 30'erne gik i stykker under Gabriel González Videlas regeringsperiode (1946-1952). Under indtryk af den kolde krig fik han vedtaget en «Lov til permanent beskyttelse af Demokratiet», der gjorde kommunistpartiet illegalt og fik slettet partiets medlemmer af valglisterne. For at imødegå protesterne mod dette skridt vedtog parlamentet den 9. januar 1949 loven om kvindelig stemmeret. Det radikale partis repressive politik og venstrefløjens splittelse gjorde det muligt for populisten Carlos Ibáñez at vinde valget i 1952. Men nedgangen i økonomien fjernede den folkelige basis for det populistiske eksperiment. I 1957 dannede sektorer fra den Nationale Falange og det konservative parti et nyt parti - de kristelige demokrater, PDC. Kommunistpartiet blev atter gjort legalt og venstrefløjen benyttede lejligheden til at danne en ny alliance: Frente de Acción Popular (FRAP, den Folkelige Aktionsfront). Vælgerne tørstede efter forandring, men var samtidig følsomme overfor den antikommunistiske propaganda, og støttede derfor den kristelige Eduardo Freis «revolution i frihed», der i 1964 indledte en jordreform.
1970 Unidad Popular vinder valget
Unidad Populars sejr i 1970 var ikke udryk for en tilfældig vælgerstemning, der akkurat det år slog ud mod venstre. Den chilenske arbejderbevægelse havde i næsten 20 år holdt sig lige bag de borgerlige regeringsalternativer i vælgertilslutning, og den havde i omkring et halvt århundrede været en betydelig politisk kraft i det chilenske samfund. Arbejderbevægelsen i Chile var decideret den stærkeste og bedst organiserede i hele det kapitalistiske Latinamerika - ikke bare partipolitisk, men også fagligt. I 1960'erne stod den faglige landsorganisation, CUT, f.eks. i spidsen for fem generalstrejker, samtidig med at der årligt blev gennemført mellem 700 og 1.000 lokale strejker.
Organiseringen af arbejderklassen begyndte i kul- og salpeterminerne i det nordlige Chile i slutningen af 1800 tallet. Tusindvis af arbejdere var koncentreret i nogle få miner, hvor de levede under elendige forhold. I år 1900 dannede arbejderne den første fagforening i den nordlige by Iquique. I 1904 dannede 15 fagforeninger en national sammenslutning med i alt 20.000 medlemmer, og samme år kom det i Valparaíso til de første voldelige sammenstød mellem det chilenske proletariat og militæret. 3 år senere blev 2.500 strejkende arbejdere og deres familier mejet ned med nordamerikanske automatvåben ved en massakre i Iquique.
I 1909 blev den første faglige landsorganisation - FOCH - dannet under ledelse af Luis Emillo Recabarren. Han var også i 1912 en af stifterne af Det socialistiske Arbejderparti, der efter den 1. verdenskrig sluttede sig til den tredje Internationale, og som siden har båret navnet Chiles Kommunistiske parti (PCCh). Partiet har altid haft en stærk forankring i arbejderklassen - specielt blandt minearbejderne og i den tunge industri. Det andet store arbejderparti, Socialistpartiet, blev dannet i 1933. Udgangspunktet var en af de mærkeligste begivenheder i landets historie. I 1932 havde en gruppe socialistiske officerer under oberst Marmaduke Grove gennemført militærkup og oprettet, hvad der siden blev kaldt «12-dages-republikken». Forskellige grupper der havde støttet republikken samlede sig i Socialistpartiet, der efter nogle få år fik omkring 20% tilslutning ved valgene.
Det chilenske kommunistparti har under hele sin historie været tæt knyttet til Sovjet, mens socialistpartiet internationalt har stået uafhængigt. Splittelsen mellem de to arbejderpartier havde også en parallel på det faglige plan, men i 1953 blev enhedslandsorganisationen CUT dannet, som siden har været den enerådende organisation. I 1950- og 1960'erne stillede de to arbejderpartier op i en fælles front ved præsidentvalgene hvert 6. år - hver gang med Salvador Allende som præsidentkandidat. I 1958 manglede han bare 30.000 stemmer i at blive valgt.
Ved præsidentvalget i 1970 fik Unidad Popular 36,3 % af stemmerne og vandt valget. Den konservative og kristeligt demokratiske kandidat fik henholdsvis 34,9 % og 27,8 %. Lægen og socialistpartiets leder, Salvador Allende blev landets nye præsident. Unidad Popular - Folkeenheden - adskilte sig fra Folkefronten fra 1938 ved, at de socialistiske partier var helt dominerende. Udover socialister og kommunister bestod den af partierne MAPU og Izquierda Cristiana (Kristeligt Venstre). Det var ingen defensiv front, men en offensiv regeringskoalition, der i sit program tog sigte på «at afslutte imperialismens, monopolernes og det jordejende oligarkis herredømme og påbegynde opbygningen af socialismen i Chile».
1970-73 Reformer og destabilisering fra USA
Regeringen begrænsede sig til gennemførelsen af enkle reformer: Dens vigtigste skridt var: Nationalisering af kobberindustrien, statslig kontrol med landets 300 største virksomheder, jordreform med opløsning af alle godser over 80 hektarer, et storstilet boligprogram, udvidelse af socialsystemet og kraftige reallønsstigninger. Kampen blev rettet mod de store monopolers magt og mod fåmandsvældet i landsbyerne, hvor 2,7% af befolkningen før 1970 ejede 70% af jorden. Der blev endvidere udviklet en række organer for lokal magt, eller folkemagt som det blev kaldt i Chile: Bonderåd, forbrugerkomiteer, industriråd, fabrikskomiteer osv. blev oprettet. Reformerne blev sat i gang umiddelbart efter at Unidad Popularregeringen var blevet dannet, og allerede i marts 1971 viste kommunalvalget, at vælgertilslutningen til UP var steget med omkrig 13 %. Den proces der var sat i gang førte til en mobilisering af arbejdere, bønder og slumbeboere, der ofte gik langt ud over de rammer, som regeringen lagde op til. Men samtidig startede højrefløjen sine modaktioner mod regeringens politik.
Fra midten af 1972 drejede chilensk politik sig om, hvilket udfald klassekampen mellem den stadig stærkere borgerlige offensiv og venstrefløjen skulle få. UP var ikke enig om strategien i denne fase. Udenfor UP var den venstrerevolutionære bevægelse - MIR - endvidere vokset frem med en ikke ubetydelig styrke. Sammen med venstrefløjen i Socialistpartiet, Det Kristne Venstre og MAPU stod MIR for en linie, der gik ud på fortsætte opgøret med borgerskabet og ikke bremse op eller give efter for højrefløjens pres. Bl.a. fandt der en række «ukontrollerede» fabriksbesættelser, jordovertagelser, boligbesættelser osv. sted.
Kommunistpartiet og den del af Socialistpartiet som Allende repræsenterede lagde sig efterhånden på en kurs med sigte på at konsolidere det regeringen allerede havde vundet, og forsøge at splitte højrefløjen ved at indgå aftaler med de kristelige demokrater og moderate militærfolk. Men mens splittelsen tog til på venstrefløjen, konsoliderede alle dele af højrefløjen sig, og det lykkedes ikke Allende og UP at føre nogen ordentlig kile ind i den borgerlige lejr. Et af problemerne UP stod overfor, var reaktionen i det chilenske småborgerskab, der var en talmæssig stor gruppe i det lav-industrielle Chile. Alle reformer og nationaliseringer var rettet mod de store monopoler og var umiddelbart til fordel for små erhvervsdrivende. Men småborgerskabets politiske reaktion var en højlydt protest mod Allende. Der blev derfor aldrig skabt en bred anti-monopolistisk alliance, der gik ud over selve arbejderbevægelsen. De kristelige demokrater der repræsenterede disse lag, gik også så langt i deres politiske alliance med højrefløjen, at lederen for partiet, Eduardo Frei - ekspræsidenten der i 60'erne skulle gennemføre revolution i frihed - til slut støttede Pinochets kup.
 |
| Allende omgivet af medlemmer af præsidentgarden om morgenen den 11. september 1973. Alle blev dræbt. |
1973 Militærkup
Den chilenske vej til socialisme blev druknet i blod den 11. september 1973. General Augusto Pinochet stod i spidsen for kuppet. Præsidentpaladset, La Moneda blev bombet og Allende begik selvmord. Demokratiet blev afskaffet, alle politiske partier til venstre for midten forbudt, landsorganisationen CUT opløst, langt over 100.000 mennesker blev arresteret i kortere eller længere tid under det første år med juntastyre, tusinder blev dræbt og flere hundrede tusinde måtte forlade landet.
Det var en myte, at hæren aldrig havde grebet ind i politikken før 1973. Baggrunden for udviklingen af en stabil civil statsmagt var fraværet af dybe konflikter indenfor de forskellige dele af det chilenske borgerskab i størstedelen af landets nyere historie. Når indre konflikter har truet med at ryste systemet, har det chilenske militær grebet ind. Det greb ind mod præsident Balmacedas forsøg på at true den herskende alliance mellem jordborgerskab og den britiske imperialisme i 1890. Det gik i aktion i 1920'erne, da det parlamentariske system var i færd med at bryde sammen. Konflikten stod da mellem en konservativ kongres som nægtede at godkende et omfattende reformprogram og den radikale borgerlige alliance, der havde vundet frem ved præsidentvalgene. Fra 1924 til 1932 fandt der en række kup sted fra forskellige fløje af militæret.
 |
| Fanger udenfor La Moneda, 11. september 1973 |
Efter denne periode greb militæret ikke ind mod nogen valgt regering. Heller ikke mod Folkefrontsregeringen i slutningen af 30'erne. Der blev efterhånden udviklet en stærk ideologi - også indenfor de væbnede styrker - om loyalitet mod de valgte regeringer. Det er karakteristisk, at de væbnede styrkers øverstkommanderende i 1970, René Schneider, gang på gang præciserede dette og var den vigtigste hindring for CIA's kupplaner efter valget af Allende. Schneider blev ryddet af vejen ligesom den næstsidste repræsentant for denne ideologi, øverstkommanderende Carlos Prats. Han blev presset ud i august 1973 for at kuppet kunne gennemføres med en samlet hær. Loyalitetsideologien var ikke repræsentativ for de klassekræfter, der var repræsenteret i officerskorpset, og den svarede heller ikke til den rolle som blodig slagter, som hæren havde spillet overfor arbejderklassen siden slutningen af forrige århundrede: I 1925 blev over 3.000 arbejdere skudt i La Coruna, i 1957 massakrerede hæren demonstrerende arbejdere i Santiago og i 1966 blev tropper sat ind mod strejkende minearbejdere i El Salvador - for blot at nævne nogle få eksempler fra forskellige årtier.
 |
| Bogbrændinger, beslaglæggelse af litteratur, forbud mod kunst. Pinochets militærjunta tillod ingen form for protest mod dets terror-regime. |
Militærets kup i 1973, var helt i tråd med massakretraditionen - men nu på statsplan - fordi arbejderbevægelsen truede borgerskabet på landsplan. Før klassekonflikten nåede det plan, tjente hærens ikke-deltagelse i politikken det chilenske borgerskabs interesser. Det behøvede ikke en hær til gennemførelse af paladsrevolutioner, men derimod til kontrarevolutioner.
USA's rolle i kuppet
USA's politiske indflydelse manifesterede sig stadig stærkere fra midten af 60'erne efterhånden som muligheden for en venstrefløjs valgsejr øgedes. I 1964 financierede CIA en række projekter, der skulle forhindre en venstresejr: «Direkte indflydelse på landets største avis, El Mercurio», «sort propaganda», «20 CIA producerede daglige radioindslag på 3 radiostationer i Santiago og 24 distriktssendere», «antikommunistiske skræmmekampagner» og «direkte støtte til borgerlige partier», var blandt de operationer en nordamerikansk senatskomite afslørede om CIA's virksomhed i 1964.
Mønstret gentog sig forud for valget i 1970. I perioden mellem valget i september og Kongressens godkendelse af valgresultatet i november 1970, blev der udfoldet en hektisk aktivitet for at forberede et militærkup, der kunne hindre Allendes indsættelse. Udover CIA var også det store nordamerikanske teleselskab ITT indblandet. Alle detaljer omkring CIA's virksomhed under Allendes præsidenttid er endnu ikke kommet frem, men man ved, at de anvendte omkring 7 millioner dollars i støtte til borgerlige partier, organisationer og aviser for at «lægge maksimalt pres på Allenderegeringen for at hindre den i at konsolidere sig og begrænse dens evne til at føre en politik, som gik imod USA's og verdensdelens interesser», som den nordamerikanske senatsrapport noterede sig.
CIA penge var samtidig financieringskilden til den skæbnesvangre lastbilstrejke i oktober 1972, som lammede hele transportnettet og bragte landet ud i en politisk krise. Det er også fastslået, at CIA opretholdt gode kontakter med efterretningsvæsenet og de militære styrker under Allende. Men også USA's forsvarsministerium, Pentagon, var involveret i planlægningen af selve kuppet. I dagene op til kuppet blev der officielt gennemført en fælles chilensk-nordamerikansk flådeøvelse ud for Valparaíso, men det virkelige formål var, at USA's militær skulle have direkte forbindelse mod officererne, der gennemførte kuppet.
USA's vigtigste bidrag til undergravelsen af Allendes regering var sandsynlig iværksættelsen af en international kreditboykot og forsøgene på at genere kobbereksporten: Verdensbanken gav ikke Chile tilsagn om et eneste lån i denne periode; IMF gav ingen kreditter ud over de, der automatisk tilfaldt Chile som medlemsland; Den interamerikanske udviklingsbanke - IDB - gav to lån på tilsammen 11,6 millioner dollars til konservative universiteter, mens USA's private banker og egne kreditorganer AID og Eksport-Importbanken i august 1971 standsede alle kreditter efter ordre fra finansminister J. Conolly. På kobberfronten blev der rejst krav om beslaglæggelse af kobberforsendelser, indtil selskaberne havde fået erstatning. Den økonomiske krigsførelse var særdeles virkningsfuld, fordi Chile havde en enorm udlandsgæld, der skulle afbetales med omkring 500 millioner dollars årligt, samtidig med at behovet for importen af landbrugsvarer var steget pga. arbejderklassens større købekraft efter gennemførelsen af de sociale reformer.
1973-90 Militærdiktatur
Det chilenske militærdiktatur var blot et af de mange, der i 70'erne hærgede hele Latinamerika. Dets ideologiske grundlag var Den nationale Sikkerhedsdoktrin, som USA havde udviklet, og som tog sigte på at knuse alle venstrefløjens partier og folkelige organisationer. I Chile fik diktaturet støtte af borgerskabet, mellemlagene og de transnationale selskaber, der i øvrigt fik de ejendomme tilbage, der var blevet nationaliseret under Allende. Diktaturets økonomiske politik blev udformet af Milton Friedman og hans Chicagoboys i USA. Det lykkedes at få inflationen ned på 10%, men samtidig blev alle hindringer for import fjernet, arbejderklassens lønninger blev drastisk sænket og de sociale forskelle øget.
Diktaturet blev støttet af USA, men var isoleret i store dele af resten af verden. Den chilenske venstrefløj forsøgte forgæves at organisere modstand mod diktaturet. Den var fortsat præget af dyb splittelse, repressionen var enorm og mange var gået i eksil, hvorfra det var vanskeligt at organisere nogen modstand. I 1977 lykkedes det at indgå en aftale med PDC, der efterhånden også var ramt af repressionen, men det resulterede blot i, at Pinochet også forbød PDC.
I 1981 blev der under et økonomisk opsving vedtaget en ny forfatning med 60% af de afgivne stemmer, men knapt 2 år senere kom landet i dyb økonomisk krise. Arbejdsløsheden nåede 30% og reallønnen faldt med 22% ifht. 1981. 55% af familierne levede under fattigdomsgrænsen. I november 1983 blev der gennemført demonstrationer og protester under ledelse af 2 faglige organisationer.
I 1984 tog kirken initiativ til en politisk dialog. Oppositionen til diktaturet blev repræsenteret ved Alianza Democrática (Demokratisk Alliance), der bestod af en række centrum-højre partier under ledelse af PDC. Men forhandlingerne med indenrigsminister Sergio Onofre Jarpa brød sammen og bruddet med kirken blev tydeligt i september. Ærkebispeembedet i Santiago oprettede Vicaría de la Solidaridad der i de følgende år markerede sig aktivt i forsvaret for menneskerettighederne og dermed kom til at stå i modsætning til diktaturet.
Venstrefløjen samlede sig i Movimiento Democrático Popular (MDP, Den folkelige demokratiske Bevægelse) og tog alle midler i brug i kampen mod diktaturet. Trods forsøg på at samle oppositionen i 1985 gjorde uenigheden om væbnet kamp det umuligt for MDP og PDC at gå sammen. En del af venstrefløjen med betydelig kommunistisk indflydelse dannede Frente Patriótico Manuel Rodríguez (FPMR, Den patriotiske front Manuel Rodríguez), der gennemførte en lang række væbnede aktioner. Den mest spektakulære fandt sted den 7. september 1986, da en gruppe partisaner gennemførte et attentat mod general Pinochet, men forsøget slog fejl.
Under USA's præsident Jimmy Carter (1978-82) blev isoleringen af diktaturet næsten total, men dette ændredes, da Ronald Reagan kom til magten i USA og Margaret Thatcher i England. I 1985 gav Chile tilladelse til, at USA kunne lade rumfartøjer lande i farvandet omkring Påskeøen. I starten af 86 fik USA afværget en skarp fordømmelse af Chile i FN's Menneskerettighedskomission.
1989 Overgang til demokrati
Den 5. oktober 88 forkastede en folkeafstemning en forlængelse på 8 år af general Pinochets mandatperiode. «Nej»-triumfen var baseret på en bred oppositionsalliance og tvang militærdiktaturet til at udskrive valg det følgende år. Stillet overfor et forestående magtskifte indgik Pinochet en aftale med den legale opposition om en reform af forfatningen. Den fremtidige regerings magtbeføjelser blev indskrænket, antallet af udpegede (ikke-valgte) senatorer blev øget, præsidentperioden blev afkortet fra 8 til 4 år, og det blev gjort lettere at forbyde venstrefløjspartier. Forfatningsændringen blev vedtaget ved en folkeafstemning den 30. juli 1989.
Ved præsidentvalget i december 1989 vandt den kristelige demokrat Patricio Aylwin med 55,2% af stemmerne. Han var kandidat for Concertación Democrática (Demokratisk Alliance), der bestod af PDC, socialisterne og Demokratipartiet ledet af Ricardo Lagos. Aylwin overtog præsidentposten den 11. marts 1990, og i april nedsatte han en kommission kaldet Verdad y Reconciliación (Sandhed og Forsoning) til undersøgelse af menneskerettighedskrænkelserne under diktaturet. Kommissionen bekræftede eksistensen af mindst 2.229 forsvundne, der blev erklæret for døde, og den gennemførte en detaljeret undersøgelse af undertrykkelsen under diktaturet. Kommissionens rapport blev offentliggjort i marts 1991 og førte til, at præsidenten på statens vegne bad om «undskyldning» overfor nationen. Samtidig erklærede han, at processen ville fortsætte ved domstolene, og han bad i den forbindelse om militærets samarbejde. Men militæret og højesteret forsvarede deres handlemåde under diktaturperioden, afviste alle konklusioner i kommissionens rapport og underkendte de-facto præsidenten.
I april 1991 blev senator Jaime Guzmán der var tidligere rådgiver og ideolog for diktaturet dræbt ved et attentat - tilsyneladende gennemført af en venstrefløjsgruppe. For højrefløjen var det en anledning til at rejse temaet om terrorisme som forklaring for deres handlinger. Den 23. april meddelte guerillagruppen FPMR, at den opgav den væbnede kamp.
Imens fortsatte den chilenske økonomi med at vokse. I 10 år var den vokset med gennemsnitligt 6%. Især pga. omfattende udenlandske investeringer og stigning i eksporten. På flere områder blev de sociale indikatorer forbedret under Aylwins regeringsperiode. I 1993 steg reallønnen med 5%, arbejdsløsheden faldt til 4½%, de sociale udgifter steg med 14% ifht. 1991 og inflationen holdt sig omkring 12%.
I august 1993 foreslog den specielle regeringskommission for indfødte folk at basere undervisningen i skolen for indfødte børn på disses egne sprog: Mapuche, aymara og rapa nui. Nogle mapuche lærere anså dette skridt som fundamentalt for at bremse den ødelæggelse af kulturen, som disse indfødte folk udsættes for.
1993 Concertación vinder atter valget
Ved valget i 1993 vandt Concertación Democrática atter. Dets kandidat var Eduardo Frei - søn af den tidligere præsident. Han blev indsat som præsident med 58% af stemmerne i ryggen. Alligevel fik han ikke det nødvendige parlamentarisk flertal til at kunne ophæve Pinochets politiske efterladenskaber. I senatet sidder der fortsat 8 «udpegede» senatorer, og oppositionen mod reformer har derfor fortsat flertal.
Kort før overdragelsen af præsidentembedet benådede afgående præsident Aylwin 4 medlemmer af FPMR, der var dømt for attentatet mod Pinochet i 1986. Freiregeringen offentliggjorde en plan for reduktion af fattigdommen, der berørte næsten en fjerdedel af befolkningen. I maj 1995 blev minimallønnen hævet med 13%. Der blev indført afgift på salget af cigaretter og biler for at financiere en stigning i de laveste pensioner på 10% og en stigning på 5% i undervisningsudgifterne. I juni ansøgte Chile om tilknytning til Mercosur - fællesmarkedet mellem Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina. Samtidig søgte landet om optagelse i NAFTA.
 |
| Næsten 10 år efter afskaffelsen af diktaturet er Pinochets fascistiske Carabinero politikorps fortsat et fast indslag ved demonstrationer. |
Brigadegeneral Pedro Espinoza og den pensionerede general Manuel Contreras blev idømt fængselsstraf for deltagelse i mordet på Allendes udenrigsminister, Orlando Letelier. Han blev dræbt med en bilbombe i Washington i 1976. Pinochet udtrykte militærets solidaritet med de dømte, men erklærede samtidig, at han ville respektere de civile myndigheder. Samtidig indstillede myndighederne efterforskningen af korruptionsanklagerne mod ex-dikatorens søn. Ved fremsendelse af en appelansøgning i februar 1998 fremstillede Contreras sig som en «underordnet» til Pinochet og erklærede, at den virkelige leder af DINA - efterretningsvæsenet under militærdiktaturet - havde været diktatoren selv. Contreras var blevet dømt som øverste ansvarlige for DINA, der stod bag bombeattentatet mod Letelier.
Deputeretkammeret vedtog med 76 stemmer mod 26 en handelsaftale med medlemslandene i Mercosur. Højrefløjspartierne UDI og RN udtalte sig mod denne aftale. Frihandelsaftalen blev underskrevet den 25. juni 1996, og der blev dermed lavet en «fire plus en» konstruktion mellem de gamle Mercosur lande og Chile. Chile er associeret, men ikke egentligt medlem. En rapport fra de nationale landboforeninger (SNA) pegede på, at aftalen fører til tab på 460 millioner dollars for den chilenske landbrugssektor, men samtidig bliver landet integreret i et marked på 200 millioner personer.
Ved kommunalvalget i oktober fik regeringsalliancen flertallet af stemmerne. De kristelige, socialisterne, PPD og SDR fik øget deres repræsentation i kommunalbestyrelserne, men alligevel faldt antallet af borgmestre fra Concertación sammenlignet med antallet fra 1992. Indenfor rammerne af Concertación faldt opbakningen til de kristelige demokrater samtidig med at den steg til socialisterne og PPD. Dette styrkede deres stilling indenfor koalitionen.
 |
| Carabineros slæber afsted med en demonstrant. |
Forskellige undersøgelser foretaget i 1996 indikerede, at den gennemsnitlige økonomiske vækst på 11% over de foregående 11 år havde ført til en reduktion af den såkaldte «ekstreme fattigdom» - uden at de sociale forskelle dog af den grund var reduceret. Den rigeste femtedel af befolkningen disponerede således over 57% af den nationale rigdom, mens den fatiggste femtedel kun rådede over 3,9%.
I første halvdel af 1996 lukkede militære og civile domstole 21 sager vedr. forsvinding og henrettelse af i alt 56 personer uden at have udpeget de skyldige. I maj 1997 blev demonstrationer gennemført af minearbejderfagforeningen i centrum af Santiago angrebet voldsomt af politiet. Fagforeningen er en bastion i den chilenske arbejderbevægelse og for kommunistpartiet.
1997 Tilbagegang for Concertación
Regeringskoalitionen bevarede sit flertal ved parlamentsvalget i december 97, men tabte terræn overfor højrefløjen. Den fik 50,6% af stemmerne mod 56,1% af stemmerne ved kommunalvalget i 96. Højrefløjen fik 39% mod 35% i 96.
 |
| La Moneda omringet af militær, 11. september 1998. |
Efter at have overdraget sin post som øverstkommanderende for de væbnede styrker til general Ricardo Izurieta den 11. marts 1998, indtog general Pinochet sin post i senatet - trods omfattende protester. Under ex-diktatorens første møde i senatet bar flere senatorer billeder af personer, der var blevet forsvundet under diktaturet. En senator hængte et banner ud af sit vindue, hvorpå der stod: «Adgang forbudt for mordere».
Præsident Frei fremsatte forslag om en folkeafstemning om afskaffelse af posterne som senatorer på livstid - herunder Pinochets post - men forslaget blev nedstemt i senatet af højrefløjen, Pinochet og 7 andre udpegede senatorer. Frei fremsatte i stedet forslag om en folkelig vurdering. Samtidig fremsatte 21 senatorer et dokument, hvori de slår fast, at artiklen i forfatningen der giver ex-præsidenter ret til en plads i senatet på livstid ikke kan anvendes på Pinochet, da han aldrig er blevet valgt.
 |
| Demonstration mod diktaturet, 11. september 1998. |
Den 11. september 1998 var det 25 år siden Pinochet tog magten. Militæret havde lagt hovedstaden i et jerngreb, men alligevel blev der gennemført en større demonstration mod Pinochet.
Arrestationen af Pinochet i Storbritannien i oktober 1998 rystede den politiske proces i Chile. Arrestationen var en konsekvens af, at den spanske dommer Baltasar Garzón havde bedt Storbritannien om at få ham udleveret til retsforfølgelse i Spanien. I Chile gik både regeringen og oppositionen sammen om kravet om, at den tidligere diktator skulle leveres tilbage til Chile. Men mens den ekstreme højrefløj beskyldte regeringen for at fremføre dette krav alt for svagt, så blev Concertación præget af interne spændinger, eftersom alliancen blev tvunget til at forsvare ex-diktatoren ud fra argumenter om national suverænitet. Domstolsafgørelserne i London blev i Santiago de Chile akkompagneret af ofte voldelige demonstrationer - enten for eller imod diktatorens tilbageholdelse.
 |
| Demonstrationer i London ifbm. arrestationen af Pinochet, november 1998 |
I november 1998 blev Mirella Pérez udnævnt til Chiles første kvindelige general efter at være klatret op gennem hele hierarkiet i Carabineros politikorpset. I Chile udgør kvinder kun 32 % af den økonomisk aktive del af befolkningen.
Sammenstød mellem mapuche-indianere og skovejere i det sydlige Chile førte i oktober 1999 til, at en gruppe på 200 bevæbnede politifolk assisteret af helikoptere indledte en belejring af landsbyen Temucuicui. Det fik regeringen til at offentliggøre en plan, hvorefter mapuche folket skulle have 275 mio. US$ til bygningen af veje, teknisk landbrugsstøtte, stipendier, oprettelsen af tosprogede skoler og nedbringelse af gælden i statens landbrugsagentur. Alligevel mente mapuchernes ledere, at der var tale om en samling af gamle uopfyldte løfter, der nu blev præsenteret som noget nyt. Til forskel fra forfatningen i andre latinamerikanske lande, tager den chilenske forfatning ikke specielle hensyn til landets oprindelige befolkning.
I januar 2000 vandt socialisten Ricardo Lagos præsidentvalget som kandidat for Concertación koalitionen, men valget var meget snævert og efterlod den nye regering med snævre muligheder for lovgivning. Højrefløjen vandt en betydelig moralsk sejr, da den fik 49 % af stemmerne. Den erklærede, at den ville «samarbejde kritisk» med den nyvalgte præsident.
I marts 2000 vendte Pinochet tilbage til Chile, efter at det britiske retsvæsen havde besluttet, at hans «dårlige helbred» var en hindring for udlevering til retsforfølgelse i Spanien. Én uge senere vedtog det chilenske parlament en forfatningstilføjelse, der garanterer tidligere præsidenters immunitet. Men i maj besluttede en retslig appelinstans at opfordre parlamentet til at fratage Pinochet hans immunitet. To uger senere dannede repræsentanter for staten (deriblandt militæret) og det civile samfund en menneskerettighedskomite, der havde til formål at opspore resterne efter de 3000 forsvundne chilenere under diktaturet. I august besluttede højesteret, at Pinochet havde mistet sin immunitet. Samtidig undersøgte domstolene over 70 sager, hvor Pinochet var anklaget for mord, tortur og bortførelse under hans 17 år ved magten. I begyndelsen af 2001 bekræftede dommeren Juan Guzmán anklagerne for mord og bortførelse, og satte ex-diktatoren i husarrest for dennes forbindelse til «Dødens karavane», der var en eskadron der under diktaturets første uger gennemrejste Chile i helikopter og henrettede 75 politiske fanger.
I juli 2001 ophævede en anden chilensk retsinstans imidlertid anklagerne mod Pinochet med den begrundelse, at han ikke var «mentalt i stand til» at gennemføre en retsag.
Den 11. september 2001 indledte en domstol i Washington D.C. en retsag mod USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger for sin deltagelse i den plan, der kulminerede med mordet på den chilenske hærs øverstkommanderende René Schneider i 1970. Sagen var blevet anlagt af familiemedlemmer til Schneider og var baseret på modsætningerne mellem CIA's rapporter om sagen og Kissingers udtalelser. Chiles højesteret gav samtidig dommer Guzmán tilladelse til at afhøre Kissinger i agen om mordet på den nordamerikanske journalist Charles Horman.
Trods præsident Lagos' valgløfte om indførelse af ret til skilsmisse, blev dette hindret af voldsom modstand fra den katolske kirke. Chile er derfor fortsat et af de eneste lande uden denne ret.
25 medlemmer fra USA's kongres bad den 21. februar 2002 den føderale statsanklager Roscoe Howard om at rejse sag mod Pinochet for terrorisme, pga. dennes formodede ansvar for mordet på Chiles tidligere udenrigsminister Orlando Letelier i Washington i 1975.
I december underskrev Chile en bilateral frihandelsaftale med USA, og blev dermed Sydamerikas første land, der indgik en sådan aftale. Det blev derfor kritiseret fra mange sider for ikke at have holdt fast ved de multilaterale forhandlinger mellem Latinamerika og USA.
Samme måned beordrede en dommer den tidligere minister for offentlige arbejder, Carlos Cruz, arresteret sammen med 2 andre højtstående embedsmænd for at have taget imod bestikkelse. Cruz havde gennem en lang periode været tæt knyttet til præsident Lagos. Samtidig stod 5 parlamentsmedlemmer allerede anklaget for korruption. Anklagerne slog alvorlige skår i landets selvopfattelse som Latinamerikas mindst korrupte land.
I august-oktober udarbejdede senaterne i Chile og USA en frihandelsaftale indenfor rammerne af NAFTA, der trådte i kraft 1. januar 2004. USA indrømmede, at traktaten var et led i Bush regeringens politik for at lægge pres på Brasilien, for at få kontinentets regionale stormagt til at gå med i NAFTA. Kun få uger tidligere på et møde i WTO i Cancun havde G-22 landene - som også Chile indgår i - modsat sig et krav fra de rige industrilande om større åbenhed og garantier for udenlandsk kapital, når industrilandene ikke samtidig ville give større åbenhed overfor landbrugsprodukterne fra syd.
Optagelsen i NAFTA fjernede med et slag tolden på 85% af Chiles eksport til USA, mens tolden på de resterende varer gradvist fjernes i perioden frem til 2014. Handelsaftalen ramte især de små og mellemstore landbrugsproducenter, de oprindelige folk i landet samt kulturelle grupper. Det menes, at den offentlige service indenfor sundhed og uddannelse vil blive udsat for stærkere krav om privatisering, for de er tidligere blevet financieret af toldindtægter.
I december 2003 kom general Manuel Contreras' sag for retten sammen med flere andre chefer for efterretningsvæsenet. Baggrunden var forsvindingen af 9 personer under Operation Condor, der var en fælles operation blandt militærdiktaturene i Latinamerika i 1970'erne. På samme baggrund blev der indleveret en ny begæring til Appelretten om retsforfølgelse af ex-diktator Pinochet, efter at denne havde optrådt upåklageligt - og dermed egnet til retsforfølgelse - i et interview.
Chiles tidligere FN ambassadør med sæde i FN's Sikkerhedsråd anklagede i marts 2004 USA for at stået bag spionage mod både den chilenske FN mission og flere andre landes i månederne op til USA's angreb på Iraq i marts 2003.
Trods fortsat pres fra den katolske kirke, underskrev præsident Lagos i april 2004 loven, der giver chilenerne ret til skilsmisse.
Samme måned blev chefen for efterretningsvæsenet under Pinochet diktaturet, Manuel Contreras idømt 15 års fængsel for forsvindingen af journalisten Diana Aaron i 1974.
I juli kritiserede den Permanente Undersøgelseskommission under USA's senat, at mens Pinochet sad arresteret i London hjalp den nordamerikanske bank Riggs ham med at skjule sin formue. Pinochet havde 4-8 mio. US$ stående i banken uden at bankens ledelse undersøgte pengenes oprindelse. Iflg. nordamerikansk lovgivning mod hvidvask af penge, skal bankerne undersøge deres klienters aktiviteter for at sikre at de stammer fra legale aktiviteter. Senatets undersøgere der i mere end et år undersøgte Riggs aktiviteter fandt desuden frem til, at banken havde anvendt firmaer og konti i udlandet under falske navne for at skjule forbindelserne til Pinochet.
Som kommentar til undersøgelsen i USA af forbindelsen mellem Riggs og Pinochet erklærede præsident Lagos at: «hvis undersøgelserne i USA med sikkerhed fastslår at disse konti eksisterer og at de er knyttet til Pinochet, så vil der sandsynligvis blive nedsat en kommission til undersøgelse af omstændighederne indenfor rammerne af den chilenske stat». Umiddelbart herefter blev Pinochet anmeldt for svindel og andre økonomiske forbrydelser pga. de hemmelige bankkonti i Riggs. Anmeldelsen blev indgivet af advokaten Carmen Hertz, der var enke efter en politiker, der blev henrettet kort tid efter statskuppet i 1973. Anmeldeksen blev indleveret til Appelretten i Santiago og beskyldte ex-diktatoren for svindel med offentlige midler under hans regeringsperiode. Lagos forsikrede om, at der ikke eksisterede retslige hindringer for at indlede efterforskning af de konti Pinochet havde i Riggs, og han tilføjede at: «i Chile er vi alle lige for loven».
I august indledte Kongressen undersøgelser af oprindelsen til Pinochets formue og til million konto der var blevet opdaget i USA. En gruppe chilenske parlamentarikere rejste til USA for at undersøge hans konti der. Deputeretkammeret nedsatte endvidere en kommission, der indenfor en periode på 120 dage skulle udarbejde en rapport om ex-diktatorens økonomiske forhold, og specielt om omstændighederne ved de privatiseringer af offentlig ejendom, der blev foretaget under Pinochet diktaturet. Selv om parlamentet allerede i 1990'erne havde gennemført en undersøgelse af disse privatiseringer, blev undersøgelsens konklusioner aldrig offentliggjort.
Samme måned skabte offentliggørelsen af et billede af en peruansk militærbase i Arequipa spændinger mellem Santiago og Lima. Den chilenske forsvarsminister, Michelle Bachelet erklærede, at udvidelsen af luftbasen var «offentliggt kendt» i militære kredse. Ministeren opfordrede de chilenske parlamentarikere til at tage offentliggørelsen seriøst og ikke «piske en stemning op». Hun erklærede videre, at billederne ikke var taget af efterretningsvæsenet, men af det israelske firma Image Sat, og at formålet var salg af satellitydelser. Den peruanske forsvarsminister erklærede, at billeder blev taget i december 2002 og var offentligt tilgængelige.
Polemikken om luftbasen fandt sted efter uoverensstemmelser i juli, hvor Perus præsident Alejandro Toledo havde udtalt sig til fordel for en revision af en grænsedragningsaftale af havområdet mellem de to lande fra 1950'erne. Chile erklærede ved den lejlighed, at aftalen ikke var til forhandling. Efter Toledos udtalelser gennemførte Chile en militærøvelse, der som scenarie havde en konflikt med Chiles nabolande. Den militære ledelse insisterede på, at øvelsen var planlagt lang tid før uoverensstemmelserne.
Den 26. august afsagde Højesteret en kendelse, der med 9 dommerstemmer mod 8 fjernede Pinochets immunitet. Konsekvensen var, at ex-diktatoren derefter kunne retsforfølges for sin beordring af forsvindinger under Operation Condor i 70'erne og 80'erne. En operation der også involverede andre militærdiktaturer i Latinamerika. Højesteret afviste med sin kendelse anmodninger fra Pinochets forsvarere om, at ex-diktatoren ikke skulle stilles for retten af helbredsmæssige årsager.
Den 30. august afviste Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva at udlevere Mauricio Hernández Norambuena til Chile, hvor han var efterlyst for bortførelse og mord. Lula erklærede, at Norambuena først kan udleveres når han har afsonet sin straf for kriminalitet begået i Brasilien. Iflg. de chilenske myndigheder tilhører Norambuena oprørsgruppen Frente Patriótico Manuel Rodríguez (FPMR) der var ansvarlig for sprængstofattentater under Pinochet diktaturet. FPMR fortsatte sine aktioner i flere år efter overgangen til demokrati i 1990.
I september ankom IMF's direktør, Rodrigo Rato til Chile for at deltage i det 11. møde blandt finansministrene i stillehavssamarbejdet APEC. I topmødet i Santiago deltog også USA's præsident George Bush, samt statslederne fra Rusland, Kina, Japan og andre lande der indgår i APEC samarbejdet. Det samme gjaldt lederne af Verdensbanken, den Interamerikanske Udviklingsbank og den Asiatiske Udviklingsbank. Topmødet diskuterede den globale og regionale økonomiske udvikling - herunder kapitalstrømmene mellem landene og landenes økonomiske politikker. APEC består af 21 lande, der tegner sig for omkring halvdelen af verdens produktion.
 |
| Michelle Bachelet blev i 2006 indsat som Chiles første kvindelige præsident |
2006 Michelle Bachelet præsident
I januar 2005 blev Pinochet sat under husarrest efter at retten havde afsagt en kendelse om, at hans helbred var godt nok til at blive anklaget for mord og bortførelser.
Ved præsidentvalget i december 2005 fik ingen kandidat over 50% af stemmerne. Højrefløjens kandidat, Sebastián Piñera og Concertacións kandidat Michelle Bachelet gik derfor videre til anden runde, der i januar 2006 blev vundet af Bachelet med 53,5% af stemmerne. Hun blev den 11. marts indsat som landets første kvindelige statsleder.
Bachelets far, general Bachelet blev arresteret, tortureret og dræbt under Pinochet diktaturet. Sammen med sin mor blev hun selv arresteret og tortureret under diktaturet inden hun gik i eksil. Der var til det sidste spænding om udfaldet af præsidentvalget, for selv Concertación nu er stærkere end højrefløjen, er Bachelet kvinde, fraskildt mor til tre og agnostiker - og dette i et stærkt katolsk, konservativt og traditionalistisk land. Men politikeren vandt over traditioner og fordomme.
Bachelet er moderat socialist, uddannet læge og tidligere forsvarsminister under Lagos regeringen. Hun blev valgt på en platform, bestående af fortsat markedsøkonomisk udvikling, men samtidig et ønske om at reducere den enorme afgrund mellem rige og fattige i landet.
I december døde den 91 årige ex-diktator Pinochet. Regeringen nægtede at give ham en statsbegravelse, som tidligere statsleder, men han blev hædret som tidligere øverstkommanderende for de væbnede styrker. En post han blev udnævnt til af Salvador Allende. Ved sin død var flere retssager i gang eller under vejs mod ham.
I marts 2007 endte en demonstration med anholdelsen af over 500 demonstranter. Demonstrationen markerede årsdagen for drabet på 2 unge demonstranter, der demonstrerede mod diktaturet i 1985.
I oktober gav regeringen amnesti til illegale emigranter i landet. Det kom især 15.000 illegale peruvianere og 2.000 illegale bolivianere til gavn. I december undertegnedes en 3 parts aftale med Bolivia og Brasilien om bygningen af en 4.700 km lang vej, der skal forbinde Santos i Brasilien med Arica og Iquique i Chile. Atlanterhavet og Stillehavet bliver dermed forbundet af en hovedvej.
Bachelet regeringen sikrede både økonomisk fremgang i landet og en omfordeling af landets ressourcer til fordel for de fattigste. Andelen af chilenere under den absolutte fattigdomsgrænse faldt fra 13,7% i november 2006 til 11,5% i november 2009.
Bachelet besøgte i februar 2009 Cuba, hvor hun mødtes med landets præsident Fidel Castro. Der var tale om det første statsbesøg i 37 år. Castro havde tidligere besøgt Chile under Allendes regering. Bachelet opfordrede under sig besøg USA til at ophæve sin ulovlige økonomiske blokade af Cuba.
Sebastián Piñera fra højrefløjskoalitionen «For Forandring» vandt i januar 2010 præsidentvalget med 51,6% af stemmerne mod Eduardo Freis 48,4%. Han blev indsat på posten i marts 2010. Piñera har gennem hele sin politiske karriere været knyttet til den ekstreme højrefløj og under diktaturet direkte til Pinochet. Han er forretningsmand, og den første milliardær der er blevet præsident i landet. Hans valgkamp kostede ham 13,7 mio. US$. En begrænset investering ud af hans formue på 2,4 mia. US$. Formuen voksede med 200 mio. US$ under hans første år i præsidentembedet. Det var første gang i 50 år den chilenske højrefløj vandt et valg, og sejren har medført at USA har fået en ny tæt allieret på kontinentet, hvor de fleste øvrige lande er i politisk opposition til supermagten.
Den 27. februar 2010 blev det sydlige Chile ramt af et voldsomt jordskælv, der med en styrke på 8,8 på Richterskalaen kostede mindst 500 chilenere livet. Skælvets epicenter lå i Stillehavet, 11 km sydvest for Curanipe og 100 km fra Chiles næststørste by Concepción.
I maj 2010 blev Chile som det første latinamerikanske land optaget i OECD. Ved sin optagelse var landet med 20,2% af BNP det land i OECD med de laveste skatteindtægter. Landet har fortsat en af de højeste økonomiske vækstrater i Latinamerika - efter overgangen til demokrati i 1990'erne. Men kobber tegner sig fortsat for over 50% af eksportindtægterne. Minedriften er landets vigtigste økonomiske sektor.
I juni 2011 udbrød der studenterprotester med uddannelsessystemet i Chile. Kun 43% af de chilenske børn går i en offentlig folkeskole, mens resten går i private, og næsten alt højere uddannelse er privat. Landet udmærker sig ved at have et af verdens mest ulige uddannelsessystemer. Kravene fokuserede derfor på demokratisering af uddannelsessystemet og større statsligt engagement. Den højreorienterede regering gav kun få indrømmelser og svarede igen med omfattende undertrykkelse af demonstrationerne, der blev mødt med vandkanoner, tåregas og våben. Ved de fleste demonstrationer fra juni til oktober blev børn og unge dræbt eller såret af politiets kugler. Demonstrationerne var meget omfattende med op til 1 mio. deltagere. I august sluttede landsorganisationen CUT sig til protesterne. Over ½ mio. arbejdere blev sendt i strejke. Den mest fremtrædende leder af protesterne var Camila Vallejo, der var forkvinde for den chilenske studenterorganisation FECh og samtidig medlem af ungkommunisterne. Det højreradikale had rettede sig derfor især mod PCCh. Allerede den 4. august forsøgte politiet at storme PCCh's hovedkvarter. Den 12. september stormede 30 højreradikale bøller hovedkvarteret, angreb de ansatte, ødelagde computere og inventar. Ved parlamentsvalget i november 2013 blev Camila Vallejo valgt ind med 43% af stemmerne i sit distrikt. Der var tale om den største stemmemargen i det chilenske valg.
Efter studenterprotesterne i 2011 nåede Piñeras opbakning ned på 22%. Vejen var derfor banet for et politisk kursskifte. Michelle Bachelet vandt første runde af præsidentvalget 17. november 2013 stort, da hun fik 46,7% af stemmerne mod den højreorienterede Evelyn Mattheis 25%. Sejren var dog ikke stor nok til at hun kom over 50% og dermed kunne blive valgt i 1. runde. Bachelets Nueva Mayoria opnåede 50,6% af stemmerne til senatet og 47,7% af stemmerne til deputeretkammeret. I 2. valgrunde i december vandt Bachelet med 62,2% over Matthei. Hun blev indsat på præsidentposten i marts 2014. Det skete i senatet, hvor senatspræsident Isabel Allende (datter af Salvador Allende) overdrog hende posten.
Retsopgøret efter Pinochets diktatur er endnu knapt gået i gang, da højrefløjen fortsat er stærk. I december 2012 beordrede en dommer dog 8 officerer arresteret for mordet på digteren Víctor Jara få dage efter militærkuppet i september 1973. I november 2013 vandt den 80 årige Leopoldo García en markant sejr, da den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol afsagde en kendelse, der pålagde de chilenske myndigheder at undersøge omstændighederne omkring den tortur García blev udsat for af militæret i 1973. De ansvarlige politi- og miltærfolk for volden mod studenterprotesterne i 2011-12 går fortsat fri. Til gengæld behandles medlemmer af Mapuche folket under ét som terrorister og dømmes ud fra landets terrorlovgivning.
Alligevel er f.eks. Danmark meget længere fremme i kriminaliseringen af folkelige protester. Den konservative chilenske regering forsøgte i 2013 at få vedtaget en «bøllepakke» svarende til den danske, der skulle kriminalisere deltagelse i demonstrationer, og forsøgte samtidig at få vedtaget et forbud mod hætter og gasmasker. Alle 3 tiltag blev imidlertid stemt ned i senatet.
Regeringen meddelte i maj 2014 at den ville fremsætte lovforslag om adgang til abort i særlige situationer: når svangerskab var en konsekvens af voldtægt, når kvindens liv var i fare som følge af svangerskabet, eller når fostret ikke ville kunne overleve. Pinochet diktaturet havde i 1989 indført totalt forbud mod abort, og ethvert forsøg siden på at lempe forbuddet var blevet mødt med blank afvisning af den dybt konservative katolske kirke og af højrefløjen.
Ligeledes i maj 2014 blev 75 tidligere officerer i militærdiktaturets hemmelige politi DINA - deriblandt DINA's chef general Manuel Contreras - idømt op til 13 års fængsel for kidnapning, tortur og efterfølgende forsvinding af Jorge Grez Aburto i maj 1974. Aburto tilbragte flere dage i torturcentret Londres 38, uden kontakt med omverdenen og under konstant tortur. Det kunne ikke klarlægges hvordan DINA myrdede og begravede ham. General Contraras blev sammen med 5 andre højtstående officerer idømt 13 års fængsel. Forsvindingen af Abuto i 1974 blev kædet sammen med DINA's «Operation Colombo» fra 1975, hvor efterretningstjenesten lod flere hundrede modstandere forsvinde, og bagefter bildte den nationale og internationale offentlighed ind, at de var forsvundet pga. interne magtkampe blandt modstandere af diktaturet.
Den 11. september 2014 - på 41 årsdagen for militærkuppet mod Salvador Allende - meddelte regeringen, at den arbejdede med et lovforslag om at omstøde diktaturets amnestilov fra 1978. Amnestiloven havde indtil da fritaget soldater og politifolk fra retsforfølgelse for menneskerettighedskrænkelser begået efter 11. september 1973. Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer hilste skridtet velkomment for at kunne tage fat på retsforfølgelsen af de ansvarlige politi- og militærfolk.
Et meget forsinket retsopgør blev indledt i Michelets anden præsidentperiode. I marts 2015 bekendtgjorde statsadvokaten, at 1056 menneskerettighedsovertrædelser begået i diktaturårene 1973-90 var under efterforskning. Frem til december var 344 personer blevet dømt for mord og forsvindinger ifbm. retsopgøret. Et alvorligt problem var imidlertid, at landets højreorienterede højesteret notorisk sænkede straffene og i nogle tilfælde helt ophævede straffe for mord. Retten argumenterede, at der var gået mange år siden forbrydelserne, og at en mindre straf derfor var berettiget. Andre undslap fængslet pga. alder. I august døde general Manuel Contreras, der var øverste chef for Pinochets efterretningstjeneste DINA. Contreras var ansvarlig for mord, forsvindinger og tortur. Ved sin død afsonede han en straf på sammenlagt 529 års fængsel.
I juli blev 10 tidligere officerer arresteret og sigtet for kidnapningen og mordet på den internationalt berømte sanger og komponist Victor Jara i 1973.
I 2015 bebudede regeringen en kraftig revision af landets anti-terrorlovgivning, der de foregående år overvejende var blevet anvendt mod landets store Mapuche befolkningsgruppe og mod sociale bevægelser. Den bebudede samtidig et opgør med diktaturets amnestilov fra 1978.
I månederne april - august 2016 gennemførte regeringen en konsultativ proces med inddragelse af befolkningen som led i udarbejdelsen af en ny forfatning. Den eksisterende forfatning var udarbejdet under diktaturet og ikke i tråd med en forfatning for en demokratisk stat.
I november gennemførtes ændringer af straffeloven der slog fast, at civile, uanset om de er ofre eller anklagede altid skal have deres sager behandlet ved civile domstole. Ikke militærdomstole. Politifolk anklaget for krænkelser af menneskerettighederne fik fortsat deres sager behandlet ved militærdomstole.
I løbet af året blev en række domme over officerer for krænkelse af menneskerettighederne under diktaturet genbekræftet. Det gjaldt bl.a. straffene på 4 års fængsel til to officerer, der i 1973 havde medvirket ved torturen af general Alberto Bachelet (den siddende præsidents far). Både familiemedlemmer til ofre og NGO frygtede, at staten ville begynde at prøveløslade officerer straffet for overgreb under diktaturet. I slutningen af 2016 vedtog parlamentet derfor en lov, der gjorde det muligt at ophæve muligheden for prøveløsladelse for personer der var straffet for forbrydelser mod menneskeheden.
Parlamentet nedsatte i januar 2016 en kommission til undersøgelse af volden i Araucanía - den regione hvor der er flest konflikter om jorden mellem Mapuche folket og myndighederne. Det viste sig imidlertid, at kommissionen alene interesserede for vold begået af mapucher. Ikke den vold sikkerhedsstyrker og andre øvede mod mapuchefolket. Parlamentet tog i september kommissionens rapport til efterretning. Sikkerhedsstyrkernes overgreb mod mapuche folket fortsatte.
Landets skrappe abortlovgivning blev i marts blødt en smule op, da deputeretkammeret vedtog en tilføjelse, hvorefter abort legaliseredes, når den var til fare for kvindens liv, skyldtes voldtægt, eller der var fejl ved fostret.
Landets Service for Mindreårige (Sename) blev i 2016 centrum for en skandale, da det blev afsløret, at 865 mindreårige og 448 voksne var døde i perioden 2005-15, mens de var under servicens beskyttelse.
I forlængelse af studenterprotesterne 2011-13 forsøgte regeringen at indføre gratis undervisning, men det meste af lovpakken blev omstødt af forfatningsdomstolen i 2015, fordi den stillede krav om at eleverne havde studeret ved bestemte skoler, og det fandt domstolen diskriminerende. 200.000 af de fattigste elever fik dog gratis undervisning. Først i januar 2018 blev der gennemført en ny undervisningslov, der gjorde undervisningen gratis for de 60% fattigste i landet.
I december 2017 gennemførtes præsident- og parlamentsvalg. Første runde af præsidentvalget blev vundet af den højreorienterede Sebastián Piñera med 36,6% af stemmerne mod 22,7% til socialdemokraten Alejandro Guillier. I anden runde fik Piñera 54,6% mod 45,4% til Guillier. Højrefløjen samlet i Chile Vamos gik en smule frem til 38,7% og fik 72 ud af parlamentets 155 deputerede. De var dermed den største blok, men havde ikke absolut flertal. Den tidligere præsident, Bachelets koalition Nueva Mayoria gik til gengæld 7,2% tilbage til 24,1% af stemmerne. Den nye venstrefløjskoalition Frente Amplio dannet i 2017 gik 8,6% frem til 16,5%. En væsentlig årsag til skredet mod højre var Bachelets lave popularitet. I 2015 var det blevet afsløret, at hendes søn og svigerdatter havde været involveret i lovlige men alligevel moralsk tvivlsomme financielle transaktioner, og selv om Bachelet ikke havde kendskab til transaktionerne, ramte skandalen alligevel også hende og hendes venstrefløjskoalition.
Otte pensionerede officerer blev i juli 2018 idømt hver 15 års fængsel for mordet på sangeren Victor Jara i september 1973. En niende officer fik 5 års fængsel for hans deltagelse i mørklægningen af mordet. I 2016 kendte en domstol i Florida, USA løjtnant Pedro Barrientos skyldig i tortur og mord på Jara og dømte ham samtidig til at betale 28 mio. US$ i erstatning til Jaras familie. Endnu to år senere overvejede USA's myndigheder om morderen skulle udleveres til Chile. (Victor Jara murder: ex-military officers sentenced in Chile for 1973 death, Guardian 3/7 2018)
Chiles tidligere hærchef, Juan Emilio Cheyre blev i november idømt 3 års husarrest for sit medansvar i mordene på 15 chilenere under militærdiktaturets første måneder i 1973. Cheyre var hærchef i årene 2002-06, hvor en af hans første embedsgerninger var at bede om tilgivelse for militærets grufulde forbrydelser under diktaturet. Under diktaturet var han knyttet til Dødens Karavane, en militærkommando der rejste gennem Chile og på sin vej myrdede medlemmer af venstrefløjen. Foreløbig er over 1000 officerer og soldater dømt for deres forbrydelser under diktaturet. Trods opgøret med fortiden fortsætter statens undertrykkelsesapparat sin hærgen i landet. Midt i november skød 4 tidligere politifolk den 24 årige Camilo Catrillanca i ryggen udenfor en lille landsby i det sydlige Chile. Han var dræbt på stedet. Catrillanca var af Mapuche folket og barnebarn af en fremtrædende Mapucheleder. Mordet udløste omfattende demonstrationer. Spændingen mellem Mapuche folket og staten steg drastisk, da indenrigsminister Piñera i juni sendste sine såkaldte «junglekommandoer» til området, udstyret med tanks, helikoptere og pansrede køretøjer. En af mapuchernes ledere i Temucuicui, Jorge Huenchullán erklærede: «politiets tilstedeværelse i vores område har været stødt stigende, men junglekommandoerne har bragt ny teknologi som droner og amfibiekøretøjer til vores hjem. Vi mapucher vil anerkendes som et folk med territoriale og politiske rettigheder, ikke blot folklore. Vi er ikke statens ejendom. Vi var her mange århundreder før ideen om staten Chile overhovedet opstod». (Judge convicts Chile's former army chief in deaths of 15 during Pinochet's regime, Guardian 9/11 2018; Chile: four police officers arrested over fatal shooting of indigenous man, Guardian 29/11 2018)
2019 Oprør mod resterne af Pinochet regimet
I oktober 2019 udbrød et oprør rettet mod Sebastián Piñera og de reformer han havde gennemført siden sin indsættelse. Udløsende faktor var en prisstigning på offentlig transport i Santiago. Priserne var i forvejen de højeste i Latinamerika. Den månedlige udgift til transport var i gennemsnit 13,8% af en minimumsløn, mens den i andre dele af kontinentet var under 10%. Men det var iførste skoleelever der gik på gaden, og i protest rettede de vreden mod metrostationerne. 17 stationer blev brændt helt ned, mens 64 andre blev udsat for groft hærværk. Eleverne fik hurtigt støtte fra andre sektorer i befolkningen, der lod vreden over Piñeras anti-sociale reformer og den enorme ulighed i landet få afløb. Kravene var reformer af social-, undervisning- og sundhedssystemerne, Piñeras afgang og en ny forfatning, til erstatning for den Pinochet selv havde skrevet i 1980. Den 25. oktober demonstrerede 1 mio. chilenere i Santiago mod Piñeras regimet, og protesterne havde bredt sig til resten af landet. Regimet svarede igen ved at sætte hæren ind mod demonstranterne og erklære stadig større dele af landet i undtagelsestilstand. Det kvalte imidlertid ikke protesterne. Det fik blot omfanget og dødstallet til at vokse. i slutningen af året var 29 demonstranter dræbt og over 13.000 såret. Sikkerhedsstyrkerne brugte tåregas mod demonstranterne og beskød også hospitaler, skoler og private hjem med gassen. Et andet foretrukkent våben var gummikugler. Ved udgangen af 2019 havde 345 mistet synet, fordi de var blevet ramt i øjnene af politiets gummikugler.
Regimet blev presset af protesterne. I slutningen af oktober måtte præsidenten omdanne sin regering og fyre indenrigsministeren, der var ansvarlig for volden og drabene i gaderne. Kun 9% af chilenerne var da tilfredse med præsidentens indsats. Midt i november besluttede parlamentet, at der i april 2020 skulle gennemføres en folkeafstemning om udarbejdelse af en ny forfatning. Afstemningen måtte siden pga. COVID-19 pandemien udsættes til oktober, hvor 78,28% stemte for udarbejdelse af en ny forfatning. I april 2021 vælges medlemmer til en grundlovsgivende forsamling.
Den politiske proces standsede imidlertid ikke protesterne. I januar 2020 skulle 300.000 studerende til optagelsesprøver til universiteterne, men de måtte mange steder afbrydes pga. protester mod ulighed og elitisme. Mange studerende brændte deres eksamenspapirer. Først da Chile i marts blev ramt af COVID-19 pandemien lykkedes det regimet at få protesterne under kontrol. Regeringen erklærede katastrofetilstand og satte landet i lockdown. Men fra september blussede protesterne atter op. Dog i langt mindre omfang, men med den samme vold fra regimets side. I november måtte endnu en indenrigsminister derfor trække sig pga. politiets terror mod befolkningen. Ved udgangen af året var omfanget dog nede på få hundrede eller tusinde demonstranter.
Ifht. landets størrelse var Chile et af de lande, der blev hårdest ramt af COVID-19. I juni 2020 var 9.000 indlagt på landets hospitaler og på blot en enkelt dag blev 36.000 nye smittede registreret. I starten af februar 2021 var 19.000 døde. Forholdsmæssigt var det landets fattigste der blev ramt hårdest. De fik ingen økonomisk støtte og kunne af økonomiske årsager ikke blive hjemme.
Socialdemokraten Gabriel Boric vandt i december 2021 præsidentvalget over den konservative José Antonio Kast med 55,9% af stemmerne mod 44,1%. Kast havde i første runde fået 27,9% af stemmerne mod 25,8% til Boric. At det lykkedes Boric at sejre skyldtes, at 1,2 mio. flere stemte i 2. runde, og han trak de fleste af stemmerne fra de kandidater der røg ud efter 1. runde. Valget af Boric udløste eufori i Santiago og resten af Chile i håbet om en mere folkelig politik. Han dannede regering med 24 ministre, hvoraf de 14 var kvinder. Boric var socialdemokrat og derfor stærkt kritisk overfor Cuba, Nicaragua og Venezuela. Til gengæld betegnede Bolsonaro i Brasilien ham som kommunist. Regeringen - og det chilenske folk - led et alvorligt nederlag i september, da den nye forfatning blev forkastet med 61,9% af stemmerne. Forfatningen skulle have erstattet diktatoren Pinochets forfatning fra 1980. Forfatningsprocessen var en konservativ indrømmelse efter det folkelige oprør i 2019, men de konservative og flere andre sektorer endte med at stemme slutresultatet ned. Den nye forfatning ville ellers for første gang i landets historie have anerkendt landets indfødte folk, have garanteret kvinders rettigheder og ligestilling.
(Chile votes overwhelmingly to reject new, progressive constitution, Guardian 5/9 2022)
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 12/3 2023
Læst af: 214.350