Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Elskerinde

En elskerinde betegner den kvindelige part i et heteroseksuelt forhold, der ligger udenfor ægteskabets rammer. Begrebet har et noget gammeldags præg og betegner kvinden i udenomsægteskabelige forbindelser i 60'erne eller tidligere. Begrebet indebærer endvidere, at der er tale om et underkastelsesforhold.

I den almindelige anvendelse af ordet elskerinde er forholdet ofte således, at manden er i et ægteskab, mens kvinden der er hans elskerinde, er ugift. Alligevel kaldes han ikke for hendes elsker. Det er ham, der har hende - ikke omvendt. En elsker vil i denne forstand være en ugift mand, som har forhold til en gift kvinde (se Elsker). I det tilfælde er det hende, der har ham. Elskerinde/elsker vil således ikke være et par. Elskerinden er kvinden, en mand ikke gifter sig med. Der er forskel på, om en mand siger, at han har en elskerinde og «jeg er blevet forelsket i en anden». Det første indikerer, at han lever ikke-monogamt, samtidig med at ægteskabet fortsætter, det andet truer ægteskabet.

Elskerinden - som den prostituerede kvinde - bidrager til at befæste det uofficielle flerkoneri. Det er kvinder, som ikke er monogame (se Monogami). Der er imidlertid store statusforskelle mellem elskerinden og den prostituerede. Det er mere socialt accepteret at være elskerinde. Elskerindeforholdet strækker sig over længere tid og er ikke alene begrænset til seksuel kontakt.

Elskerinden får vederlag for sine ydelser, på en måde som bringer tanken hen på prostitution. Hendes vederlag kan være indirekte; Hun får hjælp til lejlighed, smykker, tøj, restaurationsbesøg osv., men forholdet er en åbenbar illustration af, at kvinder kan investere deres seksualitet i materielle goder - mere direkte end en kvinde, der bliver privat forsørget i familien. Elskerinden har ikke hustruens tilsyneladende tryghed, ikke hendes sociale status. Hun må derfor få et mere direkte materielt vederlag. Dette betyder selvfølgelig også, at det ikke var en hvilken som helst mand, der havde økonomisk mulighed for at holde en elskerinde.

Begrebet elskerinde er overvejende blevet anvendt om kvinden i et illegitimt forhold, hvor seksualitet er en central del af forholdet, og hvor han er forankret i et ægteskab og har økonomisk mulighed for at holde en anden kvinde. Selv om begrebet giver associationer til tidligere tider, bliver begrebet også anvendt til at betegne udenomsægteskabelige forbindelser i dag. Som eksempel kan nævnes mænd med høj status (direktøren), der har forhold til kvinder som er underordnede (sekretæren). Men begrebet elskerinde kan ikke længere anvendes om alle udenomsægteskabelige forhold. Siden 60'erne er også kvinder begyndt at leve mindre monogamt og kan i eller udenfor et ægteskab opretholde flere eller færre, mere eller mindre faste forhold. Det at have et forhold til «en anden» er ikke længere hverken ualmindeligt eller i samme grad moralsk forkastelig. Betegnelsen af kvinder som ikke lever monogamt som «nogens» elskerinde er derfor i dag misvisende og underkender kvinders legitime ret til at forholde sig selvstændig - også i seksuelle forhold.

K.Me.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 43.681