Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet elsker bruges på to måder. Normalt anvendes ordet om en mand, som har et forhold til en kvinde, han ikke er gift med. Forholdet mellem en kvinde og hendes elsker adskiller sig fra et normalt kærlighedsforhold - i eller udenfor ægteskabet - ved at det særligt er koncentreret om erotik og seksualitet, og oftest er begrænset til dette.

Elskerforholdet er gennem tiderne blevet stærkt fordømt af både kirke, mandssamfundet og ikke mindst af den enkelte ægtemand. En kvinde som har en elsker, bryder jo med det traditionelle krav om at være en trofast hustru og mor, og omverdenens fordømmelse har bidraget til at give elskerforholdet dets specielt romantiske og dramatiske præg. Parterne mødes gerne under specielle omstændigheder - ikke over opvasken - og det typiske ved forholdet er, den omhyggelige hemmeligholdelse og mødernes stjålne, forbudte karakter Ingen af parterne er villige til at satse for meget på forholdet; Ofte vil det nemlig også kunne få en brat ende.

Traditionelt har kvinder der har været i stand til at have en elsker, stået i en magtposition økonomisk eller statusmæssig. Det var en forudsætning for at kunne stå imod mandssamfundet, som ellers slog meget hårdt ned på kvinder, som vovede at vise uafhængighed.

Historisk er elskerforholdet særlig knyttet til overklassen, hvor valget af ægtefælde først og fremmest var et økonomisk og politisk spørgsmål. Her opstod ideen om den romantiske kærlighed, og den var netop knyttet til udenomsægteskabelige forhold.

I dag er muligheden for at have en elsker ikke længere begrænset til én klasse, selv om det fortsat forudsætter et vist overskud af tid og anledning. Elskerforholdet står for mange fortsat som noget romantisk - hvilket det også kan være - og noget som mange drømmer om. Det er derfor blevet mere almindelig, og det er også muligt i dag at stå relativt åbent frem med sådanne forhold.

At have en elsker kan være en mulighed for kvinden for at udforske sin egen seksualitet og få tilfredsstillet behov, uden at blive bundet for resten af livet. Er hun allerede gift, kan elskeren give hende ting, hun savner hos ægtemanden. Så længe det sker indenfor elskerforholdets begrænsede ramme, kan et sådant forhold eksistere parallelt med ægteskabet over lang tid. Det kan kompensere for ægteskabets seksuelle og følelsesmæssige fattigdom og dermed - paradoksalt nok - bidrage til at opretholde dette som institution.

At flere kvinder har elskere, har ført til, at den traditionelle elskerrolle i dag er i færd med at afdramatiseres. Han er ikke længere «den følsomme latiner», en Don Juan, Casanova, Valentino. Andre egenskaber kan være lige så vigtige. Men at han er lydhør overfor kvindens ønsker, er en forudsætning - forholdet er jo i høj grad frivillig - og følelsen af at være værdsat og attraktiv er fortsat en vigtig del af det, elskeren kan give.

Mandssamfundet har altid haft et splittet forhold til elskeren: Det giver prestige at gøre lykke hos kvinderne, men på den anden side krænker han ofte mandens ejendomsret over «sin» kvinde. Jo nærmere ens eget hjem elskeren optræder, desto stærkere vil han blive fordømt. Og frygten for den potentielle elsker i ens egen omgangskreds er kendt af mange mænd.

Et speciel udgave af elskerrollen er gigoloen, der bliver betalt eller på anden måde får sine tjenester materielt godtgjort. Gigoloforholdet vender kønsrollerne på hovedet idet det gerne opstår mellem ældre, rige kvinder og unge, ugifte mænd, og forholdet vil ofte være et omvendt spejlbillede af det traditionelle, borgerlige elskerindeforhold.

Ordet elsker anvendes også til at beskrive en mands færdigheder på det erotiske område. At være en god eller dårlig elsker anvendes synonymt med at være god eller dårlig i sengen.

Men hvem der er en god elsker, er det ikke så let for manden at svare på. Mænds konkurrencer kan som regel afgøres mand mod mand, men bekræftelsen på at være en god elsker kan han kun få fra kvinden. Samtidig er frygten for at være en dårlig elsker ofte så påtrængende, at manden udvikler sig sine egne forestillinger, og disse er gerne knyttet til det han selv kan se og føle - nemlig den erigerede penis.

En traditionel mandschauvinist vil anføre antallet af erektioner, hvor let han får den til at stå, hvor længe han kan holde igen før han får udløsning, og antallet af «nedlagte» kvinder som kendetegn på den gode elsker. En mere moderne mandschauvinist vil desuden opregne antallet af orgasmer hos den kvindelige partner. Men fælles for begge disse holdninger er, at kvinden betragtes som mere eller mindre passiv og uden ansvar. Manden har ansvaret - både for sin egen og kvindens oplevelse.

Det er let at forstå, at disse krav let fører til det modsatte resultat, nemlig impotens. Men manden kan ofte ikke indrømme, at dette er hans skyld. Hvis han slår fejl eller lammes i forhold til de enorme forventninger, er det ikke fordi han er en dårlig elsker, men fordi kvinden ikke var tiltrækkende nok, var for stiv e.l. Og får kvinden ikke orgasme, er det fordi hun «er frigid».

Kvinden ønsker sig på sin side i de fleste tilfælde noget ganske andet end det manden forestiller sig. Et samleje er for hende ofte et møde med en seksualitet, der hverken udtrykker respekt eller giver plads til udfoldelse af hendes seksualitet. Specielt kan mødet med forestillingen om, at det hun inderst inde ønsker er at blive voldtaget - eller i hvert fald «voldbollet» - være frustrerende for kvinden.

Kvinden er både undertrykt og usikker på sin egen seksualitet. Rædslen for at «være» frigid og for at såre mandens stolthed gør, at kvinder mange gange lader som om de får orgasme. Til og med det at vise interesse og aktivitet kan være nok til, at superelskeren bryder sammen. Som bekendt hævdes det, at der i kvindefrigørelsens kølvand findes myriader af impotente mænd.

Det tragikomiske i denne situation er, at mand og kvinde fra hver deres kønsghetto stræber mod at tilfredsstille det de opfatter som hinandens forventninger. Uden at vove at kommunikere åbent gør de begge de mærkværdigste krumspring for at leve op til forkrøblede idealer.

Løsningen kunne umiddelbart se ud til at være det magiske og velanvendte ord, kommunikation. Men de ydre krav til kønsrollebestemt adfærd er stærke, og det viser sig, at det kan være vanskeligt at kommunikere sig ud af kønsrolleghettoerne.

E. Br. / L. Lø. / M. B. / T. R.-K.