Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Engelske revolution

Den engelske revolution bruges som betegnelse for dels de politiske, kirkelige og samfundsmæssige ændringer i England 1640-60 under borgerkrigen og Cromwells styre og dels den konstitutionelle revolution (The Glorious Revolution) i 1688-89.

I den «klassiske» fortolkning af de engelske revolutioner i 1600 tallet blev hovedvægten lagt dels på «den puritanske revolution», dels på «parlamentsrevolutionen» som brød ud i 1640 og som blev afgjort til parlamentets fordel i 1688-89.

Slægten Stuart kom på den engelske trone med Jakob den 1. i 1603 og der var mange konflikter med parlamentet. Jakobs søn, Karl den 1. regerede uden parlament fra 1629-40. Regimet udviklede sig i retning af enevælde. Der var centrale kongelige organer inden for retsvæsen og administration, som blev sat op mod de lokale administrationer og common-law-domstole, der var behersket af godsejerne. Samtidig førte ærkebiskop Laud en autoritær højkirkelig politik, der var i konflikt med den omfattende puritanske bevægelse inden for og uden for den anglikanske kirke.

I 1640 måtte Karl den 1. indkalde parlamentet for at få bevillinger til at finansiere undertrykkelsen af oprør i Skotland. Hermed fik oppositionen mulighed for at gå over fra modstand til modangreb: Parlamentet vedtog programerklæringen «Den store remonstransen» og stillede Laud og den førende eksponent for det bureaukratiske enevælde; Jarlen af Strafford, for en rigsret.

På det religiøse plan førte borgerkrigen, som brød ud i 1642, til sejr for puritanerne, men det intolerante puritanske regime under Cromwells protektorat 1653-58 fremkaldte en reaktion med ny tilslutning til den anglikanske kirkeordning i de højere sociale lag. Den sidste konflikt blev løst ved revolutionen i 1688, hvor den katolske Jakob den 2. blev afsat.

Før 1640 var kongen ifølge den engelske forfatning bæreren af suverænitet, mens parlamentet havde visse rettigheder, som begrænsede kongemagten. Efter at parlamentshæren havde sejret i borgerkrigen, blev kongen henrettet og overhuset afskaffet i 1649. Underhuset stod tilbage som den eneste konstitutionelle myndighed. Konflikter med hæren og dens chef Cromwell førte til Det lange parlaments opløsning i 1653, og Cromwells regime blev organiseret som militærstyre.

I 1660 blev kongemagten og overhuset genindført, og i perioden 1660-88 stod konge og parlament over for hinanden, uden at nogen af de to parter var klart overordnet den anden. Revolutionen i 1688-89 førte til en afgørelse. Kongens prærogativ (det område hvor kongen kunne handle uden at få fuldmagt eller tilslutning fra parlamentet) blev stærkt begrænset. Kongen kunne herefter kun lede politikken ved at øve indflydelse på parlamentet.

Drivkraften bag revolutionen

Hovedemnet for det 20. århundredes debat om den engelske revolution har været sammenhængen mellem puritansk og parlamentarisk revolution og samfundsmæssige ændringer. Den handlekraft som den brede godsejerstand - og også selvejende bønder - viste, er blevet forklaret med, at lavadelen havde frigjort sig fra højadelens ledelse. R. H. Tawney (1880-1962) forsøgte at give dette en økonomisk forklaring gående på, at der var sket en forskydning i den økonomisk tyngde fra den feudale, «gammeldags» nobility (overhusslægter) til driftigere og mere «moderne» investorer.

Der har også været stor interesse for Leveller-bevægelsen fra 1646. Levellers (fordelerne/udjævnerne) udsprang fra det radikale miljø i London, hvis kerne i starten udgjordes af småhandlende, håndværksmestre og -svende, men bevægelsen fik hurtigt støtte fra soldater og lavere officerer i parlamentshæren. De hævdede, at parlamentsoprøret mod kongen og teorien om parlamentets suverænitet forudsatte folkesuverænitet. Som følge deraf burde parlamentet repræsentere hele folket. I 1647 fremlagde de et konstitutionsudkast: The Agreement of the People. De foreslog stemmeret til alle uafhængige voksne mænd, hvilket var mere demokratisk end hærledelsens og parlamentets princip om, at kun mænd, der havde en permanent interesse i samfundet - i form af ejendom - kunne få stemmeret. (Modtagere af forsørgelse, tjenere og lønarbejdere, blev i forslaget fra Levellers også holdt uden for.) Levellers rejste også en serie sociale og økonomiske krav: Ophævelse af privilegier, garantier for daglejere, afskaffelse af tiende og af skatter som særlig hvilede på den lille mand. Levellers havde indflydelse sålænge hærledelsen kunne bruge dem under konflikten med parlamentet og forhandlingene med Karl den 1. under hans fangenskab, men efter henrettelsen af kongen i 1649 knuste Cromwell Levellers som venstreopposition.

I mellemkrigstiden formulerede sovjetiske historikere tesen om den engelske revolution som en borgerlig revolution. Selv om byborgerskab og fremfor alt City of London vejede tungt på parlamentets side, skal det bemærkes, at tesen ikke indebærer nogen påstand om, at borgerskabet alene udgjorde den revolutionære klasse. Parlamentet havde en stærk basis i store dele af lavadel, særlig i de økonomisk mest udviklede dele af England, mens «Kavalererne», kongens parti, havde sin stærkeste støtte i de mindst udviklede landsdele. I lighed med Tawney ser den marxistiske tese lavadel som en progressiv klasse som udviklede en kapitalistisk organisation i landbruget.

Resultater

Hvis man fra spørgsmålet om drivkræfterne bag revolutionen går over til revolutionens resultater, kan man pege på en række ændringer af betydning for det økonomiske liv. Der blev afviklet rester af feudalvælde i godsejersystemet. Krongods og konfiskeret kavalergods blev solgt. Privilegie- og monopolsystemet som havde været en kongelig indtægtskilde, blev afskaffet i industri og indre handel, mens privilegerede kompagnier blev opretholdt som led i den oversøiske handels- og koloniekspansion. Laugstvangen forsvandt for en væsentlig del. Rump-parlamentet - det lange parlament efter udrensningen i 1648 - førte en aktiv handels- og søfartspolitik med udbygning af krigsflåden og vedtagelse af søfartsloven (navigationsakten) af 1651, som førte til krig med Holland.

Selve den konstitutionelle reform må tilskrives stor økonomisk betydning. Underhuset var i 1700 tallet behersket af godsejere som repræsentanter både for landkredse og mindre bykredse samt storkøbmænd som repræsentanter for større byer. Parlamentet havde sikret sig en aktiv rolle i udformningen af statens politik. Dette betød igen statens aktive medvirken til økonomiske ændringer og ekspansion. Parlamentet blev et redskab til at få gennemført udskiftninger - enclosures - som et led i den engelske landbrugsrevolution. Gennem parlamentet blev britisk udenrigspolitik i 1700 tallet i høj grad bestemt af handels-, søfarts- og koloniinteresser. Dette var ikke mindst af stor betydning i forholdet til de franske konkurrenter, som ikke i samme grad magtede at påvirke den franske stats udenrigspolitik.

K.D.T.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 69.014