Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Borgerskabet

Borgerskabet betegner en stand eller klasse i samfundet, som fællesbetegnelse for et samfunds borgere. Ordet kom i anvendelse fra 12-1300 tallet. Først om den der boede i en borg, til forskel fra dem der boede udenfor, men efterhånden også om dem der boede i de byer, der dannede sig ved borgenes fod - til forskel fra bønder og adel. Borgerskabet som begreb betegnede altså de ejendomsbesiddende og handelsdrivende indbyggere i byerne, og ordet har siden stort set bevaret denne betydning. Denne stand eller klasse adskilte sig fra både præsteskab, adel, håndværkere og bønder, og øgede sin indflydelse i samfundet efterhånden som handelen tog til i omfang. Borgerskabet var - som Marx senere sagde -  en «opadstigende klasse». Med overgangen fra håndværksproduktion til manufaktur og industri blev industrilederne, der oprindeligt normalt ejede de virksomheder de ledede, en vigtig del af borgerskabet. De udgjorde den del af borgerskabet, der stod umiddelbart overfor den voksende skare lønarbejdere i industrien. De udbyttede og udarmede arbejderne ved at købe deres arbejdskraft for lavest mulig pris og udnyttede den til det yderste gennem lange arbejdsdage. De bestemte enerådigt over produktionsoverskudet og afskedigede og ansatte lønarbejdere, som det passede ind i den teknologiske udvikling og markedsforholdene. Borgerskabets forhold til lønarbejderklassen blev efterhånden den vigtigste modsætning i industrisamfundet.

Jord- og skovejere tilhører ikke det egentlige borgerskab, da dette er knyttet til industrisamfundet, men efterhånden som også landbrug, skovbrug og fiskeri («primærerhvervene») industrialiseres, borgerliggøres også disse ejendomsbesiddende lag. Samtidig får arbejdet blandt det Marx kaldte «de umiddelbare producenter» (altså skovarbejderen, fiskeren, landarbejderen osv.) et stadig tydeligere præg af at være lønarbejde.

Bærer af det historiske fremskridt

Marx og Engels' teori om borgerskabet knytter sig til deres opfattelse af, at menneskehedens historie indgår i livets almene udvikling - evolution i darwinistisk forstand. Menneskesamfundet udvikler sig frem mod stadig højere former, og det borgerlige samfund er (var) det hidtil højeste trin i denne udvikling. Borgerskabets sejr over feudalsamfundets adel var således et stort historisk fremskridt, og på samme vis har det på en progressiv måde udøvet sit herredømme: «Borgerskabet har under sit endnu ikke fuldt hundredårige klasseherredømme skabt mere omfattende og kolossale produktionskræfter end alle foregående generationer tilsammen. Betvingelsen af naturkræfterne, maskiner, anvendelsen af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, elektrisk telegraf, opdyrkning af hele verdensdele, floder der er gjort sejlbare, hele befolkninger stampet op af jorden - hvilke tidligere århundreder anede, at sådanne produktionskræfter lå slumrende i det samfundsmæssige arbejdes skød!» («Det kommunistiske Manifest»). Men det er tidsbegrænset hvor længe borgerskabet ifølge Marx og Engels kan fremme det historiske fremskridt. Deres undersøgelser af det borgerlige samfunds produktionsordning - den kapitalistiske produktionsmåde - førte dem frem til den opfattelse, at borgerskabet graver dets egen grav. Netop ved sin progressive økonomiske virksomhed frembringer borgerskabet sådanne produktivkræfter, at de kapitalistiske produktionsforhold bliver en hæmsko for den videre udvikling. Produktivkræfterne - de vældige industrianlæg, værfterne, forskningsinstitutterne osv. - kræver kollektiv ejendomsform for at kunne udnyttes fornuftigt, mens borgerskabet baserer sig på, at enkeltpersoner og -grupper ejer produktionsmidlerne. Borgerskabet vil derfor blive stadig mindre historisk progressivt, og stadig mere reaktionært, efterhånden som kapitalismen bliver stadig mere utidssvarende. Da er tiden inde for overgang til en højere samfundsform, den socialistiske (eller kommunistiske), baseret på centralt ledede og kollektivt ejede produktivkræfter og produktionsmidler. Denne overgang vil ske ved, at arbejderklassen under en mere eller mindre voldelig omvæltning (revolution) afslutter borgerskabets æra.

I tråd med deres (evolutionistiske) historieopfattelse skelner Marx og Engels mellem storborgerskabet og småborgerskabet. Storborgerne ejer så megen kapital, at de kan leve af dens afkastning - i form af profit, renter o.l.. Småborgerne har så lille kapital, at de må deltage i det daglige arbejde, som lønarbejderne udfører. Virksomheder med få ansatte og hvor ejeren selv er håndværksmester, er det tydeligste eksempel på, hvad Marx og Engels mener med småborgerlige produktionsforhold. Marx og Engels tillægger dernæst de to lag af borgerskabet to forskellige samfundsopfattelser. De antager, at storborgerskabet vil have objektiv interesse i industriel stordrift med stadig kapitalkoncentration og -centralisering, og derfor være indstillet på at fremme økonomisk vækst og udvikling. Svarende til dette vil storborgerne oftest være radikale, fordomsfrie, individualister, tilhængere af videnskab og teknik, ateister eller religiøst ligeglade (humanister), ekstatiske tilhængere af det industrielle (og dermed historiske) fremskridt. Småborgerskabet, derimod, antages at se sig truet af kapitalismens kapitalkoncentration. Denne tendens er i strid med deres objektive klasseinteresser, der består i at være selvstændigt næringsdrivende. For kapitalkoncentrationen vil uvægerligt føre til, at de små virksomheder («småbedrifterne») vil bukke under i markedskonkurrencen med de store, hvorpå de tidligere småborgere bliver nødt til at tage arbejde som lønarbejdere. De «deklasseres». Småborgerskabet har derfor grund til at frygte fremskridtet og udviklingen. Det har interesse i at skrue udviklingen tilbage. Det er altså «reaktionært», og vil se med almen mistro på fremskridtet, nære alskens former for fortidslængsel (sværmeri for middelalderen, eller for det okkulte («der er mere mellem himmel og jord osv.»)). Småborgerskabet vil have tilbøjelighed til at være konservativt. De to lag indenfor borgerskabet vil ifølge denne teori deltage i klassekampen (som jo iflg. «Manifestet» er «historiens», dvs. fremskridtets drivkraft) på forskellig vis.

Den asketiske klasse

En anden vigtig teori om hvad og hvordan borgerskabet er, knytter sig især til Max Weber, selv om flere andre f.eks. Georg Simmel og Werner Sombart tidligere fremsatte lignende opfattelser. Borgerskabet er ifølge denne teori en særskilt forsagende herskerklasse, der ikke udstiller sin magt gennem ødsel levevis, pomp og pragt eller gunstbevisninger overfor undersåtterne. Borgerskabet er sparsommeligt og behersket i sin livsnydelse, hvilket kan tolkes på to måder: Enten således at «kapitalismens ånd» går borgerskabet i blodet, eller således at kapitalismen og en forsagende, streng livsførsel er to udtryk for en og samme grundopfattelse af tilværelsen.

Mens Marx og Engels beskrev kapitalismen med begrebet køb af arbejdskraft osv., fremhæver disse teoretikere kapitalismens særegne rationale præg. Dvs. hvordan denne økonomiske ordning forudsætter og fører til, at regning og beregning (omkostningsoverslag, regnskabsføring osv.) præger virksomheden. Dette er i lighed med teknikken en form for mål/middeltænkning. Dvs. tænkning der klart adskiller mål og midler, for nøjagtigt at kunne bestemme forholdet mellem dem. Borgerskabet er formålsorienteret, og øver selvtugt (disciplin). Det afstår fra nuets glæder til fordel for fremtidige goder. Den umiddelbare indskydelse tøjles, af hensyn til planmæssig adfærd. Borgerskabet er strengt mod sig selv, «asketisk».

Mens Sombart synes mest tilbøjelig til at tolke borgerskabets vansmægtende livsførsel som en følge af, at den mål/middelprægede adfærd indenfor næringslivet efterhånden behersker hele borgerens tilværelse, lagde Max Weber stor vægt på, at visse religiøse opfattelser fremkalder asketisk livsførsel, og således i det mindste kan have medvirket til kapitalismens udvikling. Weber - der halvt i spøg kaldte sig «klassebevidst borger» - var ikke selv ophavsmand til denne tanke, men begrundede den meget dygtigt i afhandlingen: «Den protestantiske etik og kapitalismens ånd» fra 1904 (norsk/dansk udg. Gyldendal). De reformerte retninger indenfor protestantismen (calvinisme, metodisme m.v.) får sine troende til at arbejde formålsrationelt («metodisk») for sin frelse. Denne protestantiske etik præger iflg. Weber kapitalismen og borgerskabet - også efter at troen på de religiøse dogmer er mere eller mindre borte. Weber antog videre, at borgeren som historisk skikkelse efterhånden afløses af bureaukraten, hvor de formålsrationelle træk i virke og væremåde er endnu mere fremherskende, idet Weber forbinder bureaukrati med gennemorganiseret og -centraliseret magtudøvelse.

Borgerlig offentlighed

En tredje teori om borgerskabet kan med fordel tage udgangspunkt i Jürgen Habermas' bog fra 1959, «Strukturwandel der Öffentligkeit» (dansk udg. «Borgerlig offentlighed»). Ifølge Habermas er borgeren den, der først og fremmest har et hjem, der er privat, dvs. unddrager sig almuen og offentligheden. Det borgerlige hjem opfylder de nødvendige betingelser for, at der kan opfostres individer eller individualiteter i ordets strengeste forstand. Dvs. mennesker med selvstændig dømmekraft og egne meninger. Det var hovedsageligt de ejendomsbesiddende i byen, der var istand til at holde borgerlige hjem. Borgerskabet er derfor groft sagt sammenfaldende med kapitalejerklassen. Habermas hævder derpå, at der dannede sig en særskilt borgerlig offentlighed i 1700 tallet. En offentlig debat som social institution, hvor individuelle meninger krydsede hinanden og dannede den offentlige mening, henholdsvis meningsforskel. Den politiske offentlighed var kendetegnet ved, at kun borgere - dvs. ejendomsbesiddere med private hjem - havde stemmeret (samt selvfølgelig adelen, men ikke de ejendomsløse). Kun disse var meningsberettigede, hvilket forsåvidt var forståeligt nok iflg. Habermas' teori, da det at have og hævde en egen selvstændig mening er noget særskilt borgerlig. Hverken adelen eller lønarbejderklassen hævder sine meninger. Det at «diskutere», er en særskilt borgerlig form for samkvem. Habermas' borgerskikkelse er altså et menneske, der har sin privatejendom, sit private hjem, sin borgerlige dannelse der giver grundlag for egne meninger. Meninger der bliver fremført og forsvaret i offentlig diskussion og påvirker den borgerlige offentlige politik. Denne historiske skikkelse har ifølge Habermas længe været i færd med at forsvinde. Massemedierne gør, at hjemmene bliver mindre private end før, i mindre grad arnesteder for egne meninger, og privatejendommen bliver mindre privat, pga. statens stigende deltagelse i næringslivet. Desuden har den almene stemmeret indført massedemokratiet. Borgerskabets storhedstid er dermed forbi.

Hvad er «borgerlig»?

Disse tre hovedteorier om borgerskabet karakteriserer tilsammen emnet. Man kan tage et af de forskellige udtryk hvori «borgerskab, borgerlig» indgår, og bestemme dets betydningsindhold udfra en eller flere af de tre teorier.

Når der f.eks. tales om «arbejderklassens borgerliggørelse», kan det sigte til, at lønarbejderklassen i stort omfang har fået eget hus og hjem - om end ikke et borgerligt hjem med hushjælp osv. Det kan også sigte til, at lønarbejderklassen efterhånden forsvarer og fremfører de samme økonomiske og politiske interesser som borgerskabet. Dette er selvsagt en noget tvivlsom påstand.

Udtrykket «småborgerlig kønsmoral» synes bedst at kunne forstås i Max Weber m.fl.s «asketiske» tolkning af borgerligheden, mens udtrykket «det gode borgerskab» synes at høre hjemme i en marxistisk tolkning af de samfundslag, der er tilfredse med tingenes tilstand og sig selv. Bohemens uvilje mod det borgerlige retter sig igen først og fremmest mod Webers borger - mod den velordnede, planmæssige, formålsrationelle livsførelse. «Borgerlig vielse» og «borgerlig konfirmation» refererer til borgerskabets humanisme. De «borgerlige partier» er de der forsøger at stå som en samlet front mod alle former for socialisme i samfundslivet, og først og fremmest mod angreb på ejendomsretten til produktionsmidlerne. De forsvarer altså borgerlige interesser i Marx og Engels' forstand. Endelig har «det spidsborgerlige» tættest forbindelse med det asketiske borgerbillede:

Spidsborgere er betegnelsen for de, der er yderst påpasselige med at overholde sæd og skik, og lige så påpasselige med at bemærke og måske også påpege, at andre ikke er det. En spidsborger optræder aldrig med hullede strømper eller beskidte negle, råber aldrig på gaden eller forstyrrer naboens nattero, er aldrig beruset, har rent lommetørklæde, rent undertøj, er ængstelig for at være til besvær («genere»), og indretter sig sådan at han (eller hun) kan slippe for at ulejlige nogen blot en eneste gang: Har altid penge nok på sig så han slipper for at låne, har altid sit på det tørre. Kravet om «ro og orden» kommer netop fra spidsborgerne: Alt skal gå pænt og pynteligt for sig. Spidsborgeren er ikke gavmild. Tværtimod vogter han nøje på, at ydelse og modydelse er lige. Han er ydelsesetiker om en hals: «Til enhver efter ydelse».

Spidsborgerligheden er en slags fornærmethed, der skjuler sig for sig selv. Spidsborgeren dyrker millimeterretfærdigheden: Ingen skal gå over stregen. Hvis han følte sig tryg og accepteret i samfundet, ville han tillade sig en gang imellem at smække med døren, og ikke lægge for stor alvor i de klager der måtte indfinde sig. Men da han (med rette eller urette) ikke føler sig tryg og accepteret, prøver han at generobre sit mod ved at agere, så at heller ikke andre skal føle sig tryggere end han selv.

Denne hårde ydelses- og retfærdsetik er kun i ringe grad modtagelig for ekstase, dvs. det forhold hvor et menneske ikke længere føler sig tydeligt adskilt fra sin omverden (ting eller mennesker) med hvilken det udveksler ydelser, men istedet indgår i en enhed af gensidig grebethed, hvor begreberne om at give og tage, om ydelsesbytte ikke længere kan anvendes. Ekstasen er en tilstand af begejstring (af det tyske Geist, ånd, egentlig «beåndethed»), hvor den begejstrede overgiver sig på nåde og unåde. Men spidsborgeren træder nødigt ud af sin skal, vil nødigt gribes af noget der går over al forstand, fordi en sådan grebethed overskrider ydelsesetikken. Han ser med mistro - iblandt endog med afsky - på ekstasens fire hovedformer i vort samfund: Den politiske, religiøse, kunstneriske (musiske) og seksuelle. I den politiske ekstase ser han hovedsagelig ekstasens vrangbillede eller selvbedrag, hysteriet, massens farlige tiltrækning på den enkelte («individet»), der tilrådes at modstå suget. Overfor den religiøse ekstase - henrykkelse gennem forsagelse og fordybelse (mystik) eller opildning ved bøn, sang og spil (tungetale) - forholder spidsborgeren sig ligeledes kølig. Hans trosforhold er som hos Kant «indenfor fornuftens grænser»: Det hellige som mysterium tremens et fascinorum er ikke noget for ham. Hans religion nærmer sig moralen som dennes garanti. Overfor kunsten (det musiske) føler spidsborgeren sig ikke tilpas, forsåvidt som denne er grænseoverskridende, overgår al forstand og virker som en guddommelig indskydelse («genial»). Den spidsborgerlige kunstdyrkelse lægger stor vægt på den faste form, fordi formalismen er et værn mod begejstringen, der truer med at overvælde tilskuer og tilhører. Spidsborgerkunsten er Kleinkunst, og forfalder let til hyggemusik, dekor, underholdningslitteratur osv. Når den seksuelle ekstase, orgasmen, bringes i fast gænge (inden eller udenfor det lovformelige ægteskab) er selve dens væsen - det grænseoverskridende - næsten tæmmet. Spidsborgeren gør orgasmen til en seksuel vane og tolker den som en forlystelse eller (som Walter Schubart spydigt siger) et beroligende middel for overstimulerede storbynerver, en sundhedsforanstaltning eller et nydelsesmiddel, en dessert efter desserten.

For altid at være prægtig og retskaffen kræves stadig selvbeherskelse og selvtvang, hvilket gør den spidsborgerlige tilværelse ulystbetonet. Denne ulyst gøres til en del af en selv (internaliseres) og bliver til ulyst overfor det lystbetonede, dvs. til snerpethed.

Borgerskabet som politisk og økonomisk samfundsklasse, borgerskabet som fællesbetegnelse for enkeltpersoner med selvstændige meninger, og borgerskabet som fællesbetegnelse for snerpede og over-retskafne mennesker, behøver ikke omfatte de samme menneskene, og gør det sikkert heller ikke i virkeligheden. Specielt er der grund til at antage, at spidsborgerligheden er mindst lige så udbredt i lønarbejderklassen som i det ejendomsbesiddende borgerskab. De forskellige former for borgerlighed er ikke alle på samme niveau, og for den politiske bedømmelse af en samfundstilstand bliver det vigtigt ikke at blande dem sammen.

D.Ø.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 100.430