 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Facade
Husets ydervægge har funktioner, men giver også information. De fortæller noget om hvad en bygning skal bruges til, af hvem og på hvilken måde. Ydersiderne defineres af - og er selv med til at definere - det samfund de grænser op imod. I mange kultbyggerier (bygninger til religionsdyrkelse) adskilles forsidens og bagsidens værdi klart fra hinanden: forsiden fremstår for alles blik, bagsiden gemmes i et område, som for de fleste er utilgængelig eller ubemærket. Forsiden bærer kultens budskab til menigheden. De arkitektoniske tegn som formidler budskabet, bliver ikke læst på samme måde af samfundets forskellige klasser og lag. Mange tegn er kun forståelige for de indviede, men selv de som forstås af alle, opfattes de ikke på samme måde: En dør er en dør. Men hovedportalen i domkirkens vestside er ofte kun tilgængelig for præster og hoffet. Ellers er folk henvist til en mere beskeden indgang. Villaens entré er til for herskabet, tjenestefolkene skal benytte sig af bagtrappen. «Tegn» som modtager den ene, afviser den anden. Arkitekturens sprog taler om magtforhold.
Ordet facade (af latin «facies»: ansigt) betegner husets ydersider, særlig forsiden. Facadebygning slår igennem i Europa under barokperioden, hvor enevælden og kirken søger at legitimere sit herredømme ved et udstrakt repræsentativ byggeri. Facade betyder «skueside», og det i dobbelt betydning. Den er den side, som stilles til skue, som hører offentligheden til, og det er herredømmets ansigt som holder undersåtterne under opsyn. (Barokslottets forside havde til opgave at udelukke: Foran og bagved var samfundsmæssig adskilte verdener. Slottets bagside, vendt mod parken, dannede en festlig og beskyttende ramme omkring hoffets ceremonier.)
Den borgerlige revolution gik til at begynde med til angreb på feudalismens dyrkning af facaden. Men borgerskabet kunne ikke holde sit løfte om et offentlig rum, som var åbent for alle. Det stillede sig tilsyneladende tilfreds med at neutralisere arkitekturens sprog til at blive den skønne kunsts tale som var rettet til hele menneskeheden. Arkitekturen skulle kunne nydes af alle som billede, men ikke bruges som fælles handlingsrum for alle. Derfor bliver husets betydningsbærende forside mod gaderummet til arkitekturens egentlige, kunstneriske opgave. Facaderne genspejlede borgerskabets historiske sejr som indsatte det til historiens herre. Borgerskabets hurtige vækst i materiel rigdom og magt skulle øges yderligere ved en åndelig rigdom, som disponerede over historien som skattekammer. Facaderne i de nye bykvarterers gaderum blev monumentale udstillingsvægge, som blev smykket med stilcitater fra hele arkitekturhistorien som sejr-strofer. Denne «historisme» var selv et tegn på en fremskreden fremmedgørelse overfor historien, men den var god nok for magtens tale: Indadtil i eget land til at skræmme proletariatet med den herskende klasses dannelsesprivilegium. Udadtil for åbent at hævde industristatens menneskeret til at udplyndre middelhavslandenes historiske kulturrigdomme ved at udgive dem som sin kulturelle arv.
Den «nye arkitektur» som opstod ved århundredskiftet, ville bryde radikalt med facadearkitekturen. De nye industrimaterialer og byggemetoder gjorde det overflødigt at ydervæggene skulle bære bygningen. Den håndværksmæssige udførelse af facaderne var arbejds- og omkostningskrævende. De teknologiske og økonomiske indvendinger mod facadearkitekturen blev forstærket af en moralsk og æstetisk argumentation: Facaden havde ikke længere betydning som bygningens ansigt, men som dets maske, en udvendig forklædning uden overensstemmelse med det indre i nutidens hus. En ny arkitektur som skulle forene form og indhold, måtte bygges indefra og ud. Det var grundridset til nye menneskeværdige boliger som skulle blive arkitekturens hovedopgave. Storbyens boligblokkes ornamentale facader mod gaden - som skjulte baggårdenes slum - blev opfattet som selve legemliggørelsen af borgerskabets ideologi. Dette fremtræder tydeligt i billedkunsten, hvor facaden blev til et vigtig motiv på samme tid som den nye arkitektur kræver den afskaffet: Surrealismen og nysagligheden viser facader som kulisser i et livløst rum. Men facadebyggeriet er sejlivet under den kapitalistiske vareproduktionen, fordi det er bytte-, ikke brugsværdien, som kræver den smukke forklædning. Fyrst Potemkins berygtede landsbyer - som kun bestod af kulisser som dækkede over elendigheden - er senere genopstået i Las Vegas.
Krigens hærgen, efterkrigstidens genopbygning og byfornyelse har mange steder i Europa renset bybilledet grundigere end den nye arkitektur havde drømt om. Men efterhånden blev det klart at renselsesaktionen steriliserede bybilledet og gjorde det fattigt. Profitbyggeriet var i færd med at udslette vore byers historiske ansigt for evigt og undertrykte ethvert uøkonomisk overskud af arkitektonisk fantasi. Men de fremgangsmåder til at forskønne og bevare byen, som ensidig støtter sig på formalistiske vurderinger, er ikke et effektivt middel mod denne forarmelse. En større mangfoldighed af arkitektoniske former garanterer ikke en større menneskelig rigdom i vores miljøer. Det er forfængeligt kun at holde på facaden: billeder forbliver stumme så længe den samfundsmæssige praksis ikke stemmer overens med dem.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 26.001