Folkekrig
Folkekrig, eller folkets krig, er betegnelsen på en krigsform, som først blev teoretisk udviklet af Mao Tse-tung, især i værket «Strategiske problemer i Kinas revolutionære krig» (december 1936). Den vietnamesiske general Vo Nguyen Giap har videreudviklet Maos teori i «Folkets krig, folkets armé» (1961), som er en håndbog i guerillakrig. Folkekrig er med andre ord en krigsform, en guerillakrig, som landsbyerne ofte tager udgangspunkt i.
Mao Tse-tungs beskrivelse af folkekrigen bygger på hans erfaringer fra provinserne Hunan og Klangst, hvor Mao begyndte at opbygge kommunistiske bondesamfund, og som efter indre stridigheder i kommunistpartiet blev Den Røde Hærs første baseområde (fra 1927), desuden fra Kuomintangs fem offensiver for at tilintetgøre Den Røde Hær (1930-34) og erfaringerne fra «den lange march» (1934-35).
Udgangspunktet for folkekrigen er, at guerillaen, eller Den Røde Hær, må udnytte de fordele en venligsindet befolkning i et baseområde repræsenterer. Det gælder om at «lokke fjenden dybt ind i vores område». I disse baseområder kan den ofte talmæssigt underlegne røde hær få materiel og informationsmæssig støtte fra befolkningen og muligheder for at slå til mod dele af fjendehæren eller afskære dele af den. Den generelle slagplan for denne form for krigsførelse beskriver Mao sådan: «Når fjenden går frem, trækker vi os tilbage; når fjenden standser op, plager vi ham; når fjenden er udmattet, angriber vi ham; når fjenden trækker sig tilbage, forfølger vi ham».
Guerillahæren vil som udgangspunkt være statsmagtens hær talmæssigt underlegen, og den vil ofte måtte begynde med at forsvare sig. Mao Tse-tung giver derfor i «Strategiske problemer» opskrift på gennemførelse af den strategiske defensiv, som videreføres i den strategiske modoffensiv, hvor koncentrationen af stridskræfter, bevægelseskrig, lynkrig og tilintetgørelseskrig udgør faser i den vellykkede folkekrig.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.106