Guerilla
Stammer fra det spanske «guerilla»: Lille krig. En form for væbnet modstand som folk griber til for at styrte et nationalt undertrykkelsesregime eller for at modarbejde en udenlandsk invasions- eller okkupationsstyrke. Ordet Anvendes ofte på samme måde som folkekrig og partisankrig (se Folkekrig). Oprindeligt blev betegnelsen anvendt om de væbnede spanske grupper som sloges mod franskmændene (1808-14). Men krigsformen er meget ældre, selv om den først trådte frem som bevidst operationsform under de nordamerikanske koloniers modstand mod den britiske okkupationshær i 1770'erne. Under anden verdenskrig blev guerillakrigsformen taget i anvendelse i en række lande der var besat af aksemagterne - bl.a. af de jugoslaviske partisaner og maquis-bevægelsen i Frankrig. Senere er guerillakrig blevet stadig mere almindelig som led i undertrykte folks bestræbelser på at opnå uafhængighed og befrielse, og den er blevet fattige gruppers og folks foretrukne kampmetode mod militært stærkere regimer. Traditionelt har guerillaen sit udgangspunkt i landsbyerne, men i enkelte lande med stærk urbanisering er der også udviklet byguerillaer (se Byguerilla).
Betingelserne for at gennemføre en vellykket guerillakrig er velegnet terræn, gerne bjerg- eller skovområder, støtte fra den lokale befolkning og en god organisation. Guerillaen følger endvidere specielle strategiske principper. Befrielsesbevægelser har benyttet sig af guerillakrig som metode i bl.a. Vietnam (1946-74), Algeriet (1954-59), Colombia (1956-), Cuba (1956-59), Angola og Mozambique (1960-75), Zimbabwe (1975-80), Nicaragua (1960-79), El Salvador (1972-92) og Mexico (1970-).
Begrebet guerilla har de senere år fået en bredere betydning, og dækker nu også guerillabevægelsen, som er den politiske overbygning for de væbnede styrker. De fleste guerillabevægelser af betydning har i første omgang haft national befrielse som mål, men mange har efterhånden desuden udviklet en socialistisk målsætning.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 70.864