Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Foragt

Foragt er en usolidarisk eller ikke-solidarisk form for skam. Følgende påstand ser ud til at gælde alment: hvis man i en situation, hvor man føler foragt, havde været solidarisk med det eller de(n), som foragtedes, ville man i stedet have følt skam (se Skam).

Foragt og had nævnes ofte i samme åndedrag, men er alligevel klart forskellige. For den som hader, vil tilintetgøre den eller det som hades, i hvert tilfælde når hadet er stærkt nok. Svagere former for had indebærer et ønske om eller forsøg på at skade det eller den forhadte. Foragt derimod, ligner ligegyldighed, noget som også ligger i det danske (og tyske) ord for denne holdning: det, som foragtes, agtes ikke, ænses ikke, overses. Foragt er en fjendtlig form for ligegyldighed. Det farlige foragtes ikke, i hvert fald ikke for så vidt, som det er farligt, fordi man netop må tage sig i agt for faren.

Foragt er meget lidt udforsket af vor tids psykologi og samfundsvidenskab. Det er mærkværdigt, eftersom foragt som erfaring er særdeles udbredt. Samfundsforskningen har lagt et stor arbejde i at forstå, hvordan fordelingen af anseelse og agtelse - prestige - arter sig i industrisamfundene. Rangordninger og hierarkier af prestige er blevet klarlagt ud fra undersøgelser af, hvilke mennesker og erhverv samfundsdeltagerne tillægger størst prestige (eller rettere tror at andre tillægger størst prestige). Men undersøgelser af hvilke mennesker og erhverv som foragtes mest og mindst, er ikke udført med lige så kvantitative metoder.

Det virker alligevel sandsynligt, at foragten har stor betydning i samfundslivet og det politiske liv. Både ved at mennesker og grupperinger, som har desolidariseret sig fra hverandre, gensidigt foragter hinanden, og ved at den ene part ensidigt foragter, mens den foragtede part svarer med agtelse og beundring, og modtager (internaliserer) foragten og gør den til selvforagt.

Nietzsche (1844-1900) var måske den første, som påpegede, at selvforagt er en måde at bevare selvrespekten, trods alt. For når jeg foragter mig selv, siger han, har jeg agtelse for mig selv for så vidt, som jeg foragter, d.v.s.: jeg distancerer mig fra mig selv og ser ned på mig selv, og dette «jeg» er hinsides foragten. Dette er nok en skarpsindig pointe, men forhindrer ikke, at selvforagt er en skadelig væremåde, fordi den svækker selvforagtelsens handlekraft. Den, som skal handle, skal være helt solidarisk med sig selv. At skamme sig er derfor bedre end at foragte sig selv, fordi skammen gør det tydeligere, at noget må gøres for at stoppe det skammelige ved situationen. Selvforagten er mere resigneret.

Et stort historisk eksempel på selvforagt er den tyske nation i det 20. århundrede. Krigen 1914-19 blev fra tysk side i høj grad oplevet som en aktion, som endelig skulle gøre Tyskland til en anerkendt stat på linie med England og Frankrig. Men aktionen mislykkedes, og da landet ved krigens slutning blev gjort eneansvarlig for dens udbrud, nåede den nationale skam og selvforagt nye højder. Centralt stod nationalsocialisternes appel om at føle sig som et herrefolk og besvare foragt med foragt ved at føle sig som en særskilt ædel race, hævet over de fjendtlige folkeslag.

Et af Gothes digte fra «Harzreise» rummer følgende linier:

        Erst verachtet, nun ein Verächter,
        Zerhrt er heimlich auf
        Seinen eignen Wert
        In ungnügender Selbstsucht.

(Ordret oversat: Først foragtet, nu en foragter / tærer han på sit eget værd / i utilstrækkelig selvnydelse). Her peges der på, at det ikke kun golde, men også snyltende ved foragten, henter sin kraft fra en fornægtelse af samhørighed. Der findes frugtbare modsætninger mellem mennesker, ind imellem gælder f.eks. Marx' og Engels' ord i Manifestet om, at «klassekampen er historiens drivkraft». Men når samfundsmodsætninger arter sig som gensidig foragt, vil en overskridelse af konflikten ikke kunne forventes af konfliktdeltagerne selv - en sådan overskridelse vil snarere komme udefra, f.eks. ved ændringer af produktionsudstyret.

Måske kan man ind imellem anvende foragt som et taktisk middel, f.eks. for ikke selv at synke ned i  selvforagt. Foragt som strategi i store og små sammenhænge, d.v.s. som valg af væremåde og adfærd på længere sigt, er derimod dårlig strategi. Men foragt kan være uundgåelig i en social situation, hvor parterne allerede har brugt samhørigheden med hinanden hårdt og utvetydigt. Medfølelse og medskam overfor modstandernes skammelige sider vil her være over evne. Og omvendt: i et samfund med vidtgående samhørighed mellem medlemmerne ville foragten som social relation have forsvindende betydning.

D.Ø.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 39.465