Had, en hensigt om at tilintetgøre noget eller nogen. Som følelse betragtet er det ubehageligt til det smertefulde at hade. Grunden er, at mennesket udgør en helhed med sin omverden, og at enhver tilintetgørelse derfor, til syvende og sidst, indebærer et tab eller en adskillelse for den som hader og tilintetgør. Da ethvert menneske bestemmes af sine forhold til omgivelserne, er ethvert had også et selvhad, enhver tilintetgørelse en selvtilintetgørelse. Et menneske der hader hele verden vil lide usigeligt og næppe kunne magte at leve videre selv, fordi hadet må hente sin kraft fra en eller anden bekræftelse af verden. Det er forresten et omstridt spørgsmål fra gammelt tid, om hadet kan nære sig selv. Det er ofte drøftet i form af spørgsmålet om den Ondes eller Djævelens væsen. Behøver Djævelen Guds kærlighed for at kunne eksistere? Protestantismen har været mere tilbøjelig end katolicismen til at give Djævelen selvstændig eksistens - som et væsen der udelukkende er had og anden negativitet.

Strid og had behøver ikke at optræde sammen. Som det ene yderpunkt finder vi det tyskeren Kari Jaspers kaldte «elskendes strid», hvor parterne kæmper med hinanden for at fremme hinanden. Som en mellemting finder vi stridigheder, hvor parterne kan gå så langt som til at skade hinanden, men ville blive forfærdet, hvis konflikten endte med, at den anden part blev tilintetgort. Som det andet yderpunkt har vi det had, der nyder tilintetgørelsen, altså grusomheden, og som kan udarte til vellyst over, at andre lider - såkaldt sadisme (efter Marquis de Sade).

D.Ø.