Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Antiautoritær

Ordet «antiautoritær» er knyttet til socialistiske og anarkistiske retninger, som er modstandere af autoritær ledelse og stram disciplin - også i partier og bevægelser på venstrefløjen.

Studenteroprøret i 1968 antog i lighed med andre spontane oprør antiautoritære former. For det første betød det personlig konfrontation mod autoriteterne. Professorer som mange tidligere var bange for, blev åbent modsagt. Som under den franske revolution begyndte folk at sige «du», også til autoriteter man før frygtede. For det andet betød oprøret udviklingen af teorier om antiautoritær ledelse, dvs. at universitetet skulle styres af alle. Professorerne skulle ikke have mere formel magt (stemmeret osv.) end andre. Man skulle lytte til alle, som havde noget fornuftig at sige, herunder også professorer. Dette kaldtes «rationel autoritet».

Efter 1968 udviklede de antiautoritære sig i forskellige retninger. Nogle genoplivede anarkismen, som i sine ekstreme udgaver forkaster enhver form for ledelse og disciplin; nogen blæste liv i den stalinistiske form for demokratisk centralisme; andre forsøgte at fastholde og videreudvikle begrebet om rationel autoritet og masseorganisering uden autoritær ledelse. I praksis blev det den nye kvindebevægelse som mest konsekvent og med størst personlig oplevelse af frigørelse førte det antiautoritære oprør videre.

Denne videreføring kom til at markere fronterne: modsætningen mellem det at køre frem med antiautoritær retorik mod de etablerede magthaveres undertrykkelse og det at tillade alle slags autoritære metoder indadtil i ens egen organisation, familie eller miljø iøvrigt. Oplevelsen af denne modsætning indebar en ny interesse for tre spørgsmål: 1. Hvad er en antiautoritær person? 2. Hvad er en antiautoritær (parti)-organisation? 3. Hvad er et antiautoritært samfund? Stikordsmæssigt kan inspirationskilderne til disse spørgsmål antydes: 1. Wilhelm Reich. 2. Rosa Luxemburg og Antonio Gramsci. 3. Traditioner fra utopiske socialister og anarkister som har forsøgt at praktisere eller konkret anskueliggøre samfund uden undertrykkelse. (Se Utopier).

E.R.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 54.246